Vi vågnede på gårdagens plateau “HERTIL og IKKE længere” – mellem Kolding og Fredericia. Foran os rejste der sig en gigantisk stejl bakke, og det var ved synet af den, jeg aftenen forinden var stået af. Til alt held havde to farende landevejsriddere med venlige, vejrbidte ansigter senere samme aften banket på vores dør. De var velbevandrede udi det danske landskab – kendte til alt om lange, seje træk op af bakkerne med fyldte barnevogne, eder og forbandelser og sved på panden. De fortalte os, at vi kunne undgå bakken ved at dreje mod byen Taulov. Det er en underdrivelse at sige – at jeg blev lettet.
Vi kørte gennem Taulov mod Snoghøj. Her ligger opsamlingspladsen for langsomt kørende køretøjer, som skal eskorteres over Lillebæltsbroen. I den forbindelse stødte vi ind i problemer, for det viste sig, at disse køretøjer skulle være af erhvervsmæssig karakter. Hurtigt bookede min bror os ind via sit firma. Mit Tiny House ændrede sig herefter kortvarigt til en arbejdsvogn, som chaufføren Søren havde fået til opgave at bringe over broen – og problemet var løst.
Men hvor lå opsamlingspladsen? Der var ingen skilte at se. Vi kørte rundt, spurgte os lidt frem. Ingen vidste noget…og pludselig på en temmelig smal vej blev vi bremset af en bro på 3.80 m. Vognens totalhøjde er på 4 m.
“FOR HELVEDE,” sagde Søren, mens han så sig om efter en mulighed for at vende vognen. Det så skidt ud. I det samme standsede en bil foran os. Ud kom en mand – Rasmus Grøn – en sindig og rolig jyde.
“Skal jeg vende vognen for dig,” spurgte han og pegede på et industriområde på den modsatte side med tuer og knæhøj ukrudt. “Jeg er født på en traktor,” beroligede han, da Søren så tvivlende ud – og det var han virkelig. Bagefter fortsatte vi vores søgen efter opsamlingspladsen både her og der med det resultat, at vi punkterede på vognens ene hjul, hvor også fælgen blev ødelagt. Mens Søren lå og rodede med donkraft, panderynker og stram hud over næseryggen, kom endnu en venlig sjæl og tilbød Søren kørsel til et nærliggende Dækcenter og et knap så nærliggende Biltema.
Så alt løste sig. Senere fik vi besøg af noget familie, der kl. 20.30 sørgede for, at jeg blev eskorteret over broen i en hurtigt accelererende Mercedes, mens Søren med sine 18 km/t blev eskorteret af blinkende lygter.
På den anden side af broen overnattede vi på lastvognenes P plads i Fredericia.
Til trods for uheld og besvær havde dagen været god og livsbekræftende – takket være andre menneskers gode vilje og hjælpsomhed 
Kærlig hilsen Jytte og Søren
