Hej igen
Det blev morgen i Assens…
Søren: “Har vi noget A48 til morgenmad – eller hvad det nu hedder?”
Mig: “Nej, det har vi ikke – men vi har noget A38, hvis det kan bruges. Man kan ikke udelukke, at A48 kommer på markedet en dag, men det findes ikke endnu.”
Vi var trætte og udmattede den morgen. Vindblæste og sandblæste – dels af rejsens strabadser, men også af indtryk, og den bevågenhed, vi havde modtaget. Vi havde ikke forudset omfanget af det. På ingen måde. Jeg tror, at alle disse oplevelser nu overvældede os – der var ikke rum til flere, for vi havde ikke nået at fordøje den ene oplevelse, før den blev afløst af en anden.
Vi startede op og kørte mod Fåborg. Hjernens funktionalitet var sat på stand by. Det eneste jeg bemærkede var Sørens skaldede isse og hans brede fødder – solidt plantet på pedalerne. Bakkerne på denne strækning var knap så stejle, men frygtelig langstrakte. Vi var dybt koncentrerede om kørslen begge to. Ikke andet – og selv, når vi holdt hvil, var det umuligt at finde hvilen ved tanken om, hvad der stadig ventede os hen over det fynske landskab.
Vi nåede Fåborg og fandt en afsidesliggende og ugenert rasteplads…lagde os på sengen i hemsen og åbnede vinduerne på vid gab – talte lidt om dagens slidsomme kørsel.
Pludselig råbte Søren af fuld hals: “JEG VIL IKKE HA FLERE BAKKER!!! “Hold kæft, Søren, sagde jeg. “Folk tror jo, at du er blevet tosset.”
“DET ER JEG LIGEGLAD MED,” råbte han. “JA, MEN DET ER JEG OGSÅ SÅ,” gjaldede jeg med.
Den aften nåede vi at tælle til en – så sov vi som en sten.
Kærlig hilsen Jytte og Søren
