– Vi overnattede på en p plads ved frakørslen til Tårs Spodsbjerg færgen. Der var ikke meget trafik, der passerede der, og havneområdet lå næsten øde hen. Den dag havde vi tilbagelagt den længste strækning af dem alle – ca. 50 km.

Det blev en stille aften. Vi gik tidligt i seng og glædede os over, at vi nu havde nået Lolland og var tæt på destinationen, Fejø. Vi kørte mod Kragenæs, og den ophobning af spændinger, der havde sat sig i kroppen fra turen gennem bjerglandet var svær at slippe. Det tog vel 15 km og 3 kvarter, før det helt gik op for mig, at vi VAR kommet til “Pandekagelandet,” hvor der sikkert også fandtes en Hans og Grete et ukendt sted.

Til gengæld var Tårs Landevej fyldt med huller og ujævne reparationslapper, der fik vognen til at hoppe og danse, hvilket betød, at vi måtte sætte farten ned til under 10 km/t. Det kan bedst illustreres ved, at en ældre mand på en gammel damecykel hele tiden befandt sig foran os.

Vi skulle mødes med min yngste datter, Kathrine og hendes familie i Kragenæs, inden vi tog færgen til øen…spise lidt sammen, snakke og hvad man gør – giver knus og kram og “hej, hej – og vi ses.”

Kathrine bor i Våbensted, og det var en’ af grundene til, at valget faldt på Fejø som mit nye bosted. Af afstandsmæssige årsager har vi ikke set så meget til hinanden, som vi gerne ville, siden hun for ca. 20 år flyttede til Lolland sammen med sin kæreste. Den mulighed har vi fået nu, og det glæder vi os rigtig meget til. Da jeg også har en datter med familie og en søn på “hjemegnen,” er det min plan i fremtiden at pendle mellem den og Fejø. En måned her – og en måned der. Sådan cirka.

Mens vi sad og spiste på havnecafeen, Udsigten, blev vi kontaktet af en journalist fra Folketidende, som var flankeret af en kameramand. Vi blev igen interviewet og fotograferet, indtil vi skulle med færgen over kl. 16.30.

Vi fik en herlig velkomst på den anden side af vandet, og bevægede os ind på Naturcampingpladsen, hvor Tiny House folkene havde sørget for et fremkommeligt og let tilgængeligt terræn. Vognen kunne ubesværet passere – og snart stod den der på Nomadepladsen nr. 9 – knejsende og majestætisk – til trods for sin uanseelige størrelse.

Tak til alle for smil, venlighed og hjælpsomhed. Det har været fantastisk at opleve og understøtter kun min tro på – den gode vilje.

Da det er mit indtryk, at rigtig mange mennesker interesserer sig for tankerne bag denne boform, for mulighederne i det, hvordan man griber det an, forløbet i byggeprocessen, økonomi, billedmateriale osv. har jeg tænkt mig at fortsætte skriveriet på denne blog – en slags anden del, der går tilbage til begyndelsen – fra tankerne blev født – til huset stod færdigt.