Søren Wium og jeg har nu opholdt os nogle få dage på Fejø Naturcamping – på en grund med det velklingende navn, Nomadepladsen nr. 9
I naturlig forlængelse af den 9 dage lange rejse på 325 km. tværs over landet – med en forspændt Ferguson, hvis gennemsnitlige hastighed har ligget på 18 km/t, føler jeg mig inspireret til at fortælle om tankerne bag tilblivelsen af Vognen, og byggeriet af den.
Vi sad, Søren og jeg, for ca. 4 år siden på det gamle knækkede brønddæksel ved Hedehuset, hvor jeg dengang boede. Det var mit foretrukne sted. Jeg sad der tit alene. Brønddækslet dækkede over en 13 m. dyb brønd, og havde ligget der siden midten af 1800 tallet. Den havde forsynet skiftende generationer med vand, og jeg tænkte ofte på dem – de, der engang havde levet her – dengang farmand havde selerne på og måtte lægge sig gevaldigt i dem for at forsørge konen og den talrige, snotnæsede børneflok. Og hvem ved, om St. St Blickers “Mads Doss dreng” fra 1842 var en’ af dem…
Det var en tid, hvor mennesker på heden levede i fattige og trange kår – uden strøm og med et enkelt ildsted som varmekilde i de frostsprængte vinterhuse.
Ganske vist opdagede H.C Ørsted, den gæve gut, elektricitetens magnetiske virkning allerede i 1920’erne, men der skulle gå adskillige årtier, inden den fandt sin uvejsomme vej til hedens nøjsomme folk.
Det var her, vi sad og talte sammen en sommerdag, mens de skotske, langhårede højlandskvæg uforstyrret gik og græssede bag husets gavl. Den samtale skulle blive den spæde begyndelse til tilblivelsen af Vognen, mit Tiny House.
