Om det var
Skæbnen, Forsynet eller tilfældigheder, der gjorde, at Søren, som er
fra Fanø, og jeg mødte hinanden for ca. 5 år siden, må bero på en
trossag. Dog skulle det senere vise sig, at adskillige parallelle forløb havde
bundet tråde imellem os, mens vi endnu var uvidende om hinandens
eksistens. Vi havde boet i den samme by i nogle år, havde søvndrukne taget toget tidligt hver
morgen, ganske vist i hver sin retning – jeg mod Journalisthøjskolen i Århus,
Søren mod byggeteknisk højskole i Horsens. Vores børn havde gået i klasse
sammen og på Sørens smalfilmkamera optræder jeg og min yngste datter i et
uskarpt klip fra år 1986.

Uanset hvor
forklaringen ligger, fandt vi sammen, og vi fandt sammen om en tanke – et ønske
om at skabe en anden boform og livsform. Det, der fjernede afstanden og
usikkerheden imellem tanke og tilblivelse var ganske givet et gensidigt
engagement – for uden dette og uden hinanden var ideen sandsynligvis
aldrig blevet til en realitet. Min frihedstrang og Sørens iboende hulemand, banede vejen for os.

Der skulle
gå en rum tid, inden projektet kom på tegnebrættet. Skitser og konstruktioner
blev afprøvet og kasseret – men omsider nåede Søren frem til denne model,
bygget op omkring skelettet af en mandskabsvogn, som vi var heldige at finde
til en god pris. Se videoen af byggetegningerne her

Inden vi
traf hinanden, var jeg kort forinden flyttet ud i Hedehuset – helt derud, hvor
jeg gik i et’ med den kant, som flertallet i de seneste år er flygtet fra, og
som på den nærmeste har medført folkevandringer til et begrænset antal byer –
til de steder, hvor det sner, mens tingene sker, så man er sikker på ikke
at går glip af alt det, de andre heller ikke vil gå glip af. Men selv på Heden
sker det, at det sner, og her bliver den liggende som en doven, jomfruelig dyne –
hvid og ren – indtil den får det for varmt – og løber og forsvinder,
ligesom Snemanden i H.C. Andersens eventyr af samme navn.

Det
skortede ikke på velmenende advarsler, da jeg valgte Heden, som mit nye bosted.
”Tør du virkelig det, helt alene – og så uden bil. Hvad vil du gøre, hvis
grusvejen bliver lukket af sne om vinteren? Du har trods alt en kilometer til
amtsvejen og et par stykker ekstra til købmanden. Nu kender jeg ikke til den
form for frygt, men jeg tænkte da, i enkelte usikre stunder på om det var
mig, der ikke så alle de risici, som andre så. På den anden side havde jeg et par
år tidligere tilbagelagt 200 km. i det skotske højland sammen med min søn –
uden all inklusive – så set i det perspektiv skulle det vel være en smal sag at
tilbagelægge et par kilometer i det danske lavland – sne eller ej.

Desuden
havde jeg boet tilsvarende steder på landet i mine 20 år som single – i områder, hvor
der hverken var gadebelysning eller fortov. Derude oplevede jeg både storme,
snefygninger og strømsvigt, men jeg blev aldrig skræmt. Når jeg det ene sted
stod og lavede suppe på et gammelt brændekomfur, fordi strømmen var gået, følte
jeg mig som Babette i gæstebuddet – og når jeg et andet sted kogte suppe på
varmen fra brændeovnen, tænkte jeg på folkeeventyret om landstrygeren, der
overtalte konen i huset til at koge suppe på et medbragt søm, mens han samtidig
lokkede gode sager ud af hende….lidt af det og lidt af det…hvilket endte med,
at sømmet kom til ære og værdighed med en aldeles velsmagende suppe.

Fortsættelse følger…