Oprindeligt var det vores plan at bygge et flytbart Tiny House på 40 m2 – efter Byggelovens regler om midlertidige flytbare pavilloner. En sådan pavillon må stå på en grund i op til 5 år uden kommunal tilladelse, og der stilles udelukkende krav til isolering og opvarmningsform.
Umiddelbart havde vi dog problemer med plads til selve byggeriet der, hvor jeg på daværende tidspunkt boede, ligesom vi ikke ejede et landligt grundstykke at placere det færdige hus på, når vi nåede dertil. Alligevel kom ideen på tegnebrættet. Resultatet blev denne lækre sag.
De fleste foretrækker at leve på kanten af Cyberspace. Selv foretrækker vi kanten i udkanten. I årene inden og mens vi byggede, var der opstået en meget negativ omtale af disse landdistrikter og af befolkningen, der boede der. Udtryk som “Den rådne Banan” og “Den uappetitlige Udkant” optrådte flittigt i medierne, og de klaphatte, der var så letsindige at bo dør om dør med Guds natur blev opfattet som middelmådige, med moderat intelligens – bonderøve med halm i træskoene. Den terminologi og unuancerede fremstilling medførte naturligvis, at opfattelsen af landet og landdistrikterne blev ensidig og manipulerende og derfor ikke efterlod et fuldgyldigt billede af de værdier, der samtidigt eksisterede derude.
I de år flyttede mange mennesker til byerne for at undgå skamfulde røde ører over at tilhøre den del af befolkningen, der manglede en skrue eller to – måske endda for evigt tabt og for altid forsvundet i en plovfure. Måske vil nogle efterkommere en dag, i deres intense søgen efter fortidsminder hen over ageren høre detektorens bip, bip lyd – og klø sig i håret, i skægget og i skridtet i dyb undren over, hvad fanden disse skruer, med et så uanseeligt lille gevind, har været brugt til.
Der skete på det nærmeste en folkevandring mod byerne, men det er min opfattelse, at den udvikling langsomt går i en anden retning. Noget bevæger sig under mulden. Det skyldes vel delvis at mediernes omtale i de seneste år er blevet mere venligsindet men også, at en del af befolkningen efterhånden har fået mantraet – konkurrence- og præstationssamfundet galt i halsen – og handler på det. Rovdrift på menneskelige ressourcer, vækst og succes har fået en overordnet status af “urørlighed.” Den er blevet gjort til et styringsprincip – løsrevet fra menneskelivets verden, og mennesket er blevet reduceret til midler for at nå disse mål. Der er ved at opstå en tiltrængt og livsbekræftende modvægt til dansen om Guldkalven. Hjulene skal holdes i gang – javist, men der er efter min opfattelse alt for mange, der forulykker i mødet med dem og deres hæsblæsende, larmende hastighed.
Problemerne i forbindelse med byggeriet af pavillonen tog en anden retning, da der uventet opstod en anden mulighed. En sensommer aften sad Søren på Fanø og nød et glas tempereret rødvin med sin udmærkede nabo, Leif Iversen. I samtalens forløb kom de ind på Tiny House byggeriet og andre muligheder i forbindelse med det. Det viste sig, at Leif ejede en gammel mandskabsvogn, som han havde udlånt til sønnen. Den var kasseret af Arbejdstilsynet, hvilket var uden betydning i denne sammenhæng. Vi kunne købe for den overkommelig sum af 6.000 kr. Ubeset indgik Søren handelen. I forhold til den lave pris var vi noget usikre på vognens tilstand. Den så da også Herrens ud, da den blev afleveret på min gårdsplads. Møgbeskidt og algebefængt, men indeni var den egentlig i pæn stand og velegnet til det påtænkte formål. Den blev vasket grundigt et par gange og snart lignede den en præsentabel vogn, der kunne være sig selv bekendt – og som nu fremstod i en noget anden prisklasse.
Fortsættelse følger….
