Det giver ingen mening at indgå i krig og kamp for at – forsvare sit liv.
Det giver mening at bevare tro og håb for at – bevare sit liv.
Den tilgang jeg har til livet er ikke et nyt fænomen, og den er ikke baseret på en opstået trend. Det er ikke en tilgang, jeg har fundet frem til i løbet af nogle få år. Den har altid været der – denne søgen efter færre begrænsninger, større perspektiver, mere af det grænseløse, renhed i tanke og tale, færre iscenesættelser og forstillelser.
I mine år som single lykkedes det mig at finde ind til min inderste kerne. Den, der var min egen – og ikke den, der var blevet mig pålagt igennem livet. Den proces krævede 100 procent ærlighed. Lag på lag blev skrællet af – nogle lag mere rådne og besværlige end andre – som på et efterårsløg, der havde ligget for længe i den våde jorden og er blevet hengemt. Jo flere lag, der blev skrællet af – jo smukkere blev livet. Over tid indfandt der sig en ultimativ ro, der gav mig nydelse og glæde i min hverdagseksistens. Det blev lyst og let. Livet blev så livsbekræftende og meningsfyldt – angst og uro forsvandt – og jeg troede aldrig, at jeg skulle miste det, men det gjorde jeg. På et tidspunkt, hvor jeg var blevet svækket af langvarige traumatiske oplevelser, og derfor ikke var på højde med mig selv, begyndte jeg at forsvare mit liv mod angreb…i stedet for med sindsro – at bevare det. Jeg indgik i noget, jeg ikke troede på – en krig, der tog det smukkeste, det reneste, det fineste. Dette folkens er en’ af de største fejltagelser, jeg har begået. I øjeblikket er min kerne under reparation i lyset af stilhed og fravær af støj…og ingen andre end jeg selv kan dybest set klinke ødelæggelserne.
Hvad har det med projektet Tiny House at gøre? Tja – en del faktisk. Vigtigheden af, at bevare tilliden til sig selv og livet – og bevare troen på det, der føles rigtigt.
Go for it!!!
Selvbygget køkkendør – en såkaldt halvdør
Håndvask fra den nedlagte – Fanø arrest
Vandtank til 100 l. vand
Motor til emhætten
Fortsættelse følger….
