Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 12

For ca. 10 år siden læste jeg en artikel i information, der øjeblikkelig
fangede min interesse. Artiklen omhandlede affolkningen på landet. Den pegede på,
at forholdene nu var så ringe i visse afsidesliggende områder, at mennesker måtte
bosætte sig derude på eget ansvar, for der var ingenting, og der skete
ingenting. Ikke det mindste. Skolen var lukket, børnehaven også, min og din købmand
– og hvis købmand det nu var – havde for længst, efter mange søvnløse nætter,
bønner til de højere magter og tudekiks til indkøbspris, valgt at stikke af sammen
med lægen, der med bekymrede panderynker havde pakket stetoskopet ned i sin
slidte taske, og efterladt enklaven bag sig med en udtjent hjertestarter.

Jeg bilder mig ind, at han lettede på hatten – lægen, da han
tog afsted med sprød sorg i stemmen og et velment: ”Farvel og lev vel.”

Jeg tænkte…

Ser det virkelig så sort ud i den mørke del af Danmark –
indtil jeg opdagede, at det var en år 2029 fremtidsbaseret version. Så galt er
det vel ikke gået, for endnu er der ikke etableret feltstationer, hvor
dagligvarer og medicin – reserveret Reservatet – kan afhentes. Endnu hører man
ikke lyden af en rusten, russisk helikopter hver 14 dag, der larmende står
stille i luften og kalder på associationer til krigen i Vietnam, mens
postforsendelser kastes ned i hovedet på de båtnakker, der trods alt burde have
været klogere. Det må være en jydeting. Måske tildeles de overlevende og mest udholdende
en lykønskning fra borgmesteren på de runde år, såfremt modtageren betaler
portoen. I modsat fald returneres brevet og anses som udtryk for (u)civiliseret
ulydighed. Hmmm….

Jeg tænker…

Mon det dog går så galt?

Paneler sættes op i stuen