Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 13

Digteren Henrik Nordbrandt mener, at værdien i at have et
arbejde er noget opreklameret pladder. Han anser det for at være en hellig,
plagsom pligt. Personligt tror jeg, at mange mennesker egentlig kan tilslutte
sig den holdning – men uanset personlig charme er det ikke populært at sige det
højt, for allerede ved den blotte meningstilkendegivelse er der risiko for, at
man bliver mistænkt for at være en latent, doven samfundsnasser, der spotter helligdommen,
og hvem har lyst til at blive kategoriseret der, sammen med alle de andre
værdiløse og ikke eksistensberettigede mennesker, som er uden arbejde.

”Godt, det snart er fredag,” siger de fleste.

”Åh nej, nu er det mandag i morgen,” siger ligeså mange,
mens nogle tidligt om morgenen overvejer og forhandler med deres samvittighed
om, hvorvidt en sygemelding er forsvarlig.

”Skal – Skal ikke….skal – skal ikke,” mens snooze knappen kører
en syv, otte gange, og dynen er varm og det blæser ad helvede til derude – og nu
regner det også – indtil disse kvalfulde overvejelser driver Hr. Jensen eller Frk.
Knudsen til så ekstrem udmattelse, at den ene får nervøs mave og krampe i
lægmusklen – den anden migræne og synkebesvær, og hvad er der så tilbage andet
end at melde sig syg.

Sådan kan det gå – en mandag morgen i arbejdets velsignede
navn.

Det absolutte flertal af danskerne vælger stadig en boform
og et forbrugsorienteret liv, der styres af kapitalen og kapitalens interesser.
Den producerer til os i hoved og røv og definerer samtidig, hvad vi har brug
for, hvis vi skal undgå at misunde eller føle os mindreværdige overfor dem, der
bor ovenover os, eller under os – eller ved siden af. Vi stresses til et
konstant forbrug og en vedvarende konkurrence for ikke at gå ned på udstyr af
enhver art – for ikke at tabe i kampen om omgivelsernes anerkendelse, for ikke
at ende som nummer sjok på det kapitalistiske barometer. Det kræver hår på brystet og mindst 2 fuldtidsjob
– og det betyder samtidig, at man sætter sig selv i en økonomisk spændetrøje,
hvor handlemulighederne i det eksistentielle liv er begrænsede.

Tiny House bevægelsen ser jeg som en modvægt og en modstand
mod et system, der for længst har spillet fallit.

kogeniche med gaskomfur og solcelleladekontroller i højre side af vognen