På et brønddæksel på gårdspladsen ved det gamle Hedehus fra
1800 tallet, hvor jeg boede tidligere, fik Søren og jeg, som nævnt i et andet opslag, de første
spirende ideer til Tiny Living i enkelthedens kontekst. Det grundlæggende
udgangspunkt var som sådan ikke nyt for mig. Jeg havde i et par år forinden
brugt en del tid på at indsamle viden og afprøve mulighederne omkring en
livsform, hvor jeg selv udgjorde den væsentligste handlekraft – og hvor det
derfor var op til mig at lykkes med det. Det forenklede i høj grad mit liv og
gav mig en autentisk kontakt med både mig selv og naturen.
Brønden var 13 meter dyb – fik jeg senere at vide.
Havde jeg vidst det, da jeg valgte det gamle, knækkede
brønddæksel som stedet med kaffekoppen og piben, hvor jeg tænkte tanker,
lyttede til livet, til mig selv og andre – havde jeg nok ikke valgt det. Når
jeg efterfølgende genkaldte mig det, sugede det sorte dyb min mave til sig og
en svimmelhed fandt ubesværet vej til mine hjerneceller. Den opstod således
ikke på baggrund af en funktionel lidelse, men på baggrund af en generel og
altomfattende angst for dybe, sorte huller – og den frihedsberøvelse, der
ligger der. Af samme grund er jeg overbevist om, at jeg vil bisættes og ikke
sænkes i jorden, når min tid kommer. Følelsen af frihed med udspændte vinger –
og menneskets fundamentale ret til den – har altid været et mantra for mig.
Dette gælder også med tanke på døden.
Der bygges videre på køkkenet
Nu med skuffer og skabe
Badeværelset før renovering
Badeværelset efter renovering med nyt gulv og håndvask
– Og overskabe
Fortsættelse følger…..
