Kan Tiny House blive for tiny?
Når det regner og regner og dråberne tegner vandvejr på ruden – og jeg spejder mod lys – mod himlen, men jeg ser det ikke….og jeg ser det heller ikke komme derude bagved et sted. Efter dagevis i gråt og uophørlighed regn kan et Tiny House føles very Tiny.
Jeg lukker vinduerne op. Det regner ind på karmen og lidt i kaffekoppen. Det generer mig ikke. Kaffen var alligevel for varm. Luft, skal jeg have i det mindste. I det mindste skal jeg forbindes med vinden – så jeg kan blive forbundet med mig selv.
lonely loneliness.
Vi havde et skænderi. Forlod hinanden i vrede. Er der plads til kærlighed og kriser på 17 m2? Jeg tror det, for jeg tror ikke, at det så meget er et spørgsmål om antal kvadratmeter. Det er nok i højere grad et spørgsmål om, at rummet indeni bliver tiny, når det ind imellem går ad helvede til med kærligheden og gråvejr og usaltede tårer fra himlen.
Jeg går ned ad trapperne til stuen – henter Tove Ditlevsens samlede noveller, som jeg har læst en’ gang tidligere for år tilbage – en kvinde, som en anmelder i øvrigt sammenlignede mig med, da jeg udgav min første digtsamling. Hurra – det var dengang for 30 år siden. Time is passing. Jeg finder papir og pen og en krydsord. Jeg krydser ikke med de kongelige. Jeg ved for lidt om dem. Går op ad trapperne til hemsen. Jeg spejder ud mod lyset – mod himlen. Jeg ser det ikke – men jeg ser det komme derude bagved et sted.
Fortsættelse følger….
