Opdatering af de “hjemløse” Tiny House folk på Fejø
Siden vi, den 18 september, modtog den nedslående meddelelse, at Fejø campingplads var blevet solgt til nye ejere, som ikke ønskede at videreføre Tiny House konceptet har stemningen på pladsen emmet af mathed og træthed, og folkene der har været/er i mere eller mindre psykisk krise. Vi er alle blevet bortvist med udgangen af dette år, og da der ikke er givet tilladelse til vintercampering, er vi i princippet hjemløse fra den 31 oktober. Endnu er det ikke lykkedes for os at finde et andet bosted – for der hersker stor usikkerhed i forhold til, hvordan Lolland kommune tolker lovgivninger og regulativer. Vores anstrengelser har indtil videre været bundet op på at få klarhed på disse fortolkninger, for ingen potentielle udlejere på øen, der eventuelt har et stykke uopdyrket frijord eller en plads i baghaven til rådighed for TH folk, kan have interesse i af få ørerne i den kommunale maskine.
Som vi ved, er der 98 kommuner og 98 fortolkninger af de samme lovgivninger.
Det tager tid – og tiden går. Campingpladsen ligger i tiden delvis øde og affolket hen. Stress og usikkerhed har sendt de fleste på “aflastning” hos venner og familie. Situationen virker uholdbar og uforløst.
De gamle ejere havde lovet os, at pladsen kun ville blive solgt til købere, der ville videreføre Tiny House konceptet. Det løfte løb de fra. Jeg modtog en kommentar på en tråd på FB for nogle dage siden, der pointerede, at de nye ejere jo ikke havde lovet os noget. Isoleret set er det sandt. De havde hverken lovet os guld og grønne skove, eller et fortsat livsgrundlag på et lille hjørne af pladsen, eller en menneskelig og kommunikativ åben og gennemsigtig dialog i forløbet. Den sparsomme “kommunikation, ” der har været er foregået i skjul gennem tredje mand.
Nej nej – no way. De har ikke lovet os noget.
Derimod havde de lovet os et spark i røven – og DE holdt til gengæld deres løfte. Nu er der efterhånden pegefingre, der fortæller os, at vi må acceptere situationen, komme videre – og byde de nye ejere velkomne. Ok. Hvis vi skal byde dem velkommen på samme måde, som de afskedigede os, tjener DET vist ikke noget formål.
Fortsættelse følger…….
Føles så aldeles urimmeligt. Tiny house folket var et positivt indslag på Fejø, et initiativ, som var lærerigt for alle.
Jeg har hørt, at gode mennesker arbejder for en løsning, så I kan blive på Fejø. Lad os håbe, det lykkes.
Hej Hanne – og tak for din kommentar.
Jeg tror selv på, at fremtiden vil bringe muligheder for TH folket, men jeg er dog flyttet fra Fejø for nylig. Bor stadig på Lolland – nu i Guldborgsund kommune, hvor jeg har opstaldet min vogn hos datter og svigersøn. Der bliver den stående indtil videre – indtil noget andet måske viser sig. Jeg rejste til Fejø med ønsket om et liv i fred og ro. Desværre gjorde omstændighederne det ikke muligt. Jeg blev træt at tovtrækkeri og spektakel, men måske triller vi på ferie til Fejø – til sommer….og hvem ved, hvad fremtiden i øvrigt kan bringe?
MVH. Jytte