Da Lolland kommune tilsyneladende arbejder længe og “ihærdigt” på et enkeltstående spørgsmål vedrørende bondegårdscampering – venter vi stadig på svar – og på Godot…..
Til de, der ikke ved, hvem Godot [Godo] er, kan jeg fortælle, at heller ikke jeg, ved det. Ingen har nogensinde vidst det – og ingen kommer nogensinde til at vide det. Mens nogen lejlighedsvis venter på Godot – venter andre på Godot det meste af livet. Godot symboliserer en formålsløs og forgæves venten på noget, man egentlig ikke ved, hvad er – en venten på ingenting. “Mens vi venter på Godot” er titlen på et fransk, absurd skuespil af irskfødte Samuel Beckett (1906 – 1989). Her er et’ af stykkets berømte citater: “Vi fødes overskrævs på en grav. Et øjeblik stråler lyset, og så er det nat.” Mon ikke citatet indikerer det formålsløse i at vente på ingenting – på Godot, som aldrig kommer?
Vi, på Fejø naturcamping har nu, siden vi blev bortvist i slutningen af september – med afgang ved årets udgang – ventet på Godot. Vi har skrevet, kommunikeret, appelleret, foreslået og påpeget forskellige løsninger via adskillige kanaler – men ikke mindst til Lolland kommune – uden resultat. Vi står i nøjagtig den samme uløste situation, som vi gjorde i slutningen af september. Senest har øens bosætningsformidler i samarbejde med de få beduiner, der er tilbage på pladsen, sendt en mail til borgmesteren i Lolland kommune. Overordnet set ønsker vi med skrivelsen blot svar på, hvorvidt embedsvældet kan tilkendegive, at bondegårdscampering er lovlig og kan udgøre en bosætningsmulighed for TH folket på øen. (Læs evt. del – 29) I mailen inviterer bosætningsformidleren samtidig til et møde – enten her eller der – og til kaffe, hvor en supplerende småkage eller et par pebernødder fra Vorgod bageri vel ikke ville hverken forringe eller forbedre situationen. Hun understreger, at svaret ikke bør vente på sig i mere end 14 dage, da både tidspres og det psykiske pres er yderst belastende for TH folket. Der er nu gået henved 3 uger – og jeg har omsider truffet den beslutning, at sige farvel til Godot, til Fejø og til Lolland kommune.
Mit indtryk af dette forløb er, at kommunen ikke ønsker vores tilstedeværelse på øen og derfor ikke har forsøgt eller forsøger at samarbejde med os – og finde løsninger. Jeg tror faktisk, at de ønsker os og “problemet” derhen, hvor peberet gror – 80 % af peberkorn dyrkes i Asien – så det er langt væk ad helvede til. Desuden tror jeg, at den begyndende dans om gulvkalven med udsigt til tilførsel af kapital sammen med de nye ejeres overtagelse af pladsen…. klingende mønt, beduintelte, cafe latte, i cafe latte Lyngby glas – måske med Blomsterbergs latteskeer og fremtidige pengestærke, forbrugsorienterede turister, kan have haft en vis indflydelse på kommunens manglende engagement i at bistå os. Måske tager jeg fejl, men det tror jeg ikke. Hvis man bygger kasteller op, og svagt øjner en fremtidig opgraderet status for øen – så glem ikke H.C. Andersens: “Konen med æggene,” såfremt denne trendagtige, historieløse investering ikke holder. I’m just saying.
Da opsigelsen indløb, gik campingpladsen desværre alt for hurtig i opløsning. Folk blev chokerede, angste og utrygge – en tilstand som blev forstærket af en efterfølgende samvittighedsløs, kynisk og respektløs behandling af os som mennesker i denne køb/salg proces. Alt det blev den drivkraft, der relativt hurtigt fik mange til at pakke deres liv ned og lede efter andre bosætningsmuligheder. Det var fuldt forståeligt, for samfundet bygger i stigende grad på frygt og magtesløshed – men set i bakspejlet skulle vi have handlet anderledes. Vi skulle have bevaret sammenholdet og dannet et fællesskab omkring situationen. Vi skulle have sat hælene i og taget en værdikamp. Med den korte opsigelsesfrist, vi fik, burde vi have stillet krav om en seriøs og anstændig sagsbehandling – forlangt at alle muligheder blev undersøgt og alle forespørgsler besvaret, inden vi flyttede os fra pladsen. Jeg er ikke i tvivl. Vi skulle være blevet. Det er ikke sikkert, at kommunen ville have reageret anderledes end tilfældet er i den aktuelle situation – men måske ville det have skabt noget mediebevågenhed og præcedens, hvis enden på det blev – at vi skulle bæres væk.
Vi skulle have taget en værdikamp, der gik på modstand og afstand til den dehumanisering og manglende respekt for menneskers liv og eksistens, som i stigende grad finder sted – ikke kun i forhold til vores egen oplevelse og vores situation på Fejø, men for alle de mennesker, der i disse år drives ud af byerne og fordrives fra boliger, fordi pengestærke investorer renoverer og pumper huslejerne så meget i vejret, at borgere med en gennemsnitsindkomst simpelt hen ikke kan betale sig fra det. Læs Blackstone. En værdikamp for alle de mennesker, hvis eksistens er truet – af den simple og latterlige årsag, at de ikke har kisten fuld, eller fordi de tror på andre opbyggelige værdier end: Money talks.
Lolland kommune har trukket tiden og syltet sagen, så selvfølgelig skulle vi have gjort det samme. Vi skulle have taget kampen op – sat os ned ved deadline med et par kander tempereret cafe Noir latte, nybagt, italiensk inspireret brød bagt i min Omnia ovn med sorte oliven og et par håndfulde cheddar – hertil hjemmelavet hvidløgsmayonnaise for at højne smagsoplevelsen. Mums, ikke? For det første er det mange år siden, jeg er blevet båret – ALT for mange….klinger jo fint med ALT for damerne – og jeg er en’ af slagsen, så hvorfor ikke? For det andet kan jeg forestille mig, at vores vogne og Tiny Houses ville blive slæbt ud herfra af ordentlige ordensfolk – måske flankeret af eder og forbandelser – i forbindelse med det beskidte hestearbejde, der ligger i at trække tonstunge vogne herfra i opblødt jord og mudder. What a mess. What a Victory!!!
Vi skulle være blevet. Allesammen. Vi skulle have taget kampen op.
Læs evt. linket i opslaget – del 24
Fortsættelse følger……
