Det var unægtelig en meget mærkelig følelse at køre ombord på færgen mod Lolland – og forlade Fejø efter få måneders ophold.

Endelig Fejø!! My God – så lykkedes det – måske hjulpet godt på vej af helgeninden og de rejsende og vejfarendes beskytter – Skt. Gertrud – hende som glansen er gået af, men det er vel ikke så mærkeligt, når hun er en af dem, der har stået ude i al slags vind og vejr for at tage skraldet for andre? Måske er glansen og det forgyldte gået af hende, men der findes et udtryk, som retfærdiggør og ophøjer sliddet og trækker smukheden frem. Skønhedens forfald.

Den lange tur og de mange strabadser på rejsen tværs over Danmark forsvandt som ved et Simsalabim, da vi i juli måned kørte af færgen – i et forkert frakørselsspor forstås, men der var ligesom ikke plads til hverken at vende eller bakke og gøre det om. Det blev, som det blev – og der var ingen, der kommenterede det. Måske var der ingen, der bemærkede det, fordi opmærksomheden var rettet mod vognen, som mange havde fulgt i medierne.

Det føltes som en fest at lande der. Ganske vist var vi stangvisne af træthed, men vi var samtidig lettere euforiske og og taknemmelige ved at ankomme til et sted, der tog imod os med åbne arme, knus og hip hurra og hvad ved jeg. Her var der ikke tale om tålt ophold, ulovligt ophold, kommende dagbøder og retssager og Fanden og hans pumpestok. Her var vi ventet. Her var vi ønsket. Her kunne vi finde den fred og balance i tilværelsen, som vi søgte – efter en “koldpresset” og opslidende tid med Skive kommune – og den ro kan føles sådan….

Fyrtårnet blinker
sindsro
over urolige vande


skumtoppenes lyn
kløver
den sorte overflade
og tordenen
kruses
som smil
om læbers frie fugle

Det salte vand
brænder
ansigter fast
i overlevelse

Jytte Grådal
(copyright)

Campingpladsen blev solgt, som de fleste ved, til nye ejere, der hverken ønsker TH eller campingvogne på pladsen. Den kendsgerning skal der ikke spindes mere guld på. Til nye læsere: Se evt. tidligere opslag. Der skulle gå 4 måneder, inden det eventyr og det bal var forbi på Fejø. Om det var med eller uden Askepot - that's your choice.

Fortsættelse følger.....