Der går altid både tilbage….Videoklip og musik indlejret
Mens vi ventede på alting, som viste sig at være ingenting – der er stadig ikke kommet svar fra Lolland kommune, kan jeg oplyse – indløb der adskillige henvendelser fra mennesker rundt omkring i landet, der tilbød deres hjælp omkring en ny bosætning….og af hjertet – tak for det. Men der var to væsentlige grunde til, at jeg valgte Fejø i sin tid. Den ene var naturligvis, at TH var velkomne på øen. Den anden var et ønske om at bo i nærheden af min yngste datter, som blev “bortført” af en ung mand til Kaj Munks fødeø, Lolland for ca. 20 år siden. Hvem kender ikke forårssangen om Den Blå Anemone, som digterpræsten skrev i 1943? Kaj Munk havde under et familiebesøg hjembragt en anemone staude, som han efterfølgende plantede i præstehaven ved Vedersø præstegård. Han tvivlede dog på anemonens overlevelse for “Den savner jo sit skovkvarter, den lune luft, sit fede ler,” som han skrev i digtet – men den første dag i marts 1943, efter en meget mild vinter, gennembrød den blå anemone jordens sorte muld, og Kaj Munks hjerte smeltede ved at se den. Herefter skrev han digtet – Den Blå Anemone.
Det var et sidespring, men jeg synes historien er smuk og fortjener at blive nævnt i forbindelse med Lolland – også i betragtning af, at kaj Munk få uger senere blev likvideret af den tyske besættelsesmagt – blot 45 år gammel.
I de 20 år der er gået, har min datter og jeg set alt for lidt til hinanden på grund af den geografiske afstand. Life is passing… og i de sidste par år har vi begge savnet meget at ses noget oftere. Lejligheden bød sig med TH og Fejø, og glæden var stor. Den unge bortfører – han blev tilgivet, men det skete ikke på en’ nat – blev siden min svigersøn og familien består nu desuden af tre børnebørn. Parret købte for år tilbage en ejendom i Våbensted med tilhørende betragtelige markarealer – og det er her, jeg og Vognen nu pt. har fået en base på et stykke med grønt. Vi ser frem til at opleve hinanden der – som en “storfamilie” på tre generationer. Nu bor vi ikke bare forholdsvis tæt på hinanden. Nu bor vi lige ved siden af hinanden – med lidt større afstand end et velrettet stenkast. Så uforudsigeligt livet kan være. Den ændring, der er sket i mit, havde jeg ikke set komme for bare fem år siden, men den har givet så mange fantastiske nye muligheder.
Min nuværende boform betyder, at jeg pendler mellem Lolland og Skiveegnen – for på Skiveegnen har jeg også nære familiemedlemmer. Jeg befinder mig henholdsvis ca. en måned her – og en måned der, og forsøger på den måde at tilgodese hele familien og vennekredsen. For at dette kan fungere optimalt, har jeg indrettet mig Tiny i forskellige udgaver – begge steder. Mere om dette i næste indlæg.
Fortsættelse følger…..
