Den aften, vi aldrig glemte…
Som oplyst i forrige opslag bor jeg nu i Våbensted på Lolland, og fra hemsen i min vogn har jeg direkte udsyn til en motorvejsbro – til motorvejen, der forbinder Rødby med København.
For få år tilbage krydsede et betragteligt antal flygtninge og migranter grænsen mellem Tyskland og Danmark – dels med tog til Rødby Havn station – dels med færgeoverfarten Puttgarden/Rødby….også kaldet Fugleflugtslinjen. Hvorfra denne betegnelse stammer, ved jeg ikke, og jeg har ikke rigtig kunnet finde noget i min søgen på det, men måske foretrækker fuglene denne forholdsvise korte vandvej i deres rejse sydpå. Det KUNNE være en forklaring – for da linjen i 1963 blev etableret med deltagelse af Kong Frederik d. 9. – hvis valgsprog var, “med Gud for Danmark,” blev rejsetiden mellem Rødby og Puttegarden skåret ned til 50 minutters sejlads. Indvielsen blev foreviget af talrige film-, tv- og pressefotografen. Selv børnene fik en legitim pjækdag fra skolen.
Nogle af flygtningene og migranterne krydsede som sagt grænsen mellem Tyskland og Danmark med tog – andre med Fugleflugtslinjen. De blev registreret i Rødby på Lolland og fortsatte siden til fods mod en trafikal farefuld motorvej mod nord med ønske om at søge asyl i Sverige.
Dengang, for de år tilbage, var jeg på besøg her. Vi sad og spiste middag – den aften, og pludselig var motorvejsbroen i skumringen fyldt med blålys, sirener og et vældigt politiopbud, mens en helikopter cirklede i luften. Vi gik til vinduerne og så en masse mennesker i alle aldre bevæge sig langsomt deroppe. På det tidspunkt havde de tilbagelagt ca. 25 km. Det hele forekom at være et surrealistisk scenarie – som en Drive in Bio, der uventet præsenterede et autentisk baseret indslag på Breaking News og Broken Hearts. For hvad havde de med sig? Et sønderbombet hjemland, sig selv og håb og frygt for fremtiden. Det var ikke fugleflugt i en linje sydpå. Det var menneskeflugt i en linje nordpå – og når jeg kigger ud på den motorvejsbro fra hemsen – husker jeg….og bliver sendt tilbage til den aften og den skumring, hvor vi i familien trygt sad og spiste middag i en varm stue, talte sammen som så ofte før – i min familie taler vi altid med mad i munden. Vi kan ikke holde kæft ret lang tid ad gangen. Desuden smager maden bedre, når den bliver iltet – så alt i alt var alt, som det plejede at være…men pludselig blev det en aften, som vi aldrig glemte.
Rigtig god jul og godt nytår til jer alle sammen – og 1000 tak for interessen for mine opslag.
Da selve tilblivelsen af min vogn nu ER en realitet og egentlig har været det længe, vil jeg, i mine opslag fremover, bruge overskriften: jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen. Det bliver de ikke mindre underholdende af, kan jeg garantere.
Fortsættelse følger…..
