Da Den sorte Madonna hjalp mig og afskeden igennem…

Jeg tilbragte en dejlig, afslappet og aldeles underholdende jul i Våbensted, hvor 10 – 12 familiemedlemmer med en veludviklet sans for humor var samlet. Når jeg ind imellem trængte til alenetid, gik jeg hjem til “mæ sæll” på mine 17m2 – satte fløjtekedlen på til en kop instant og nød stilheden i vognen, som jo har fået vinterkvarter her på familiens matrikel. En helt igennem optimal kombination og mulighed.

En’ af juledagene besøgte vi Maribo Domkirke – for mit vedkommende med et ønske om at tænde lys for de døde, de savnede, for de, der stadig lever – og for Den sorte Madonna, der lyste og ledte mig, da jeg ikke selv kunne finde vej i sorgen over tabet af min far, som blev uhelbredelig syg for nogle år tilbage. Han vidste, og vi vidste, at han skulle dø. Jeg fulgte ham tæt på – rejste ofte til mit barndomshjem og var meget hos ham. Iblandt var jeg dybt fortvivlet og fuld af sorg….tankerne – måske hans sidste efterår – en dag den sidste morgen, den sidste skumring, hvor fuglestemmerne hilser dagen farvel, den sidste kop kaffe – en dag slukkes det hele. Hvornår?

Han døde i det sene efterår

“Jytte, kan du ikke skrive en tale til fars begravelse,” spurgte min ældste bror. Det tror jeg ikke. Det kan jeg ikke, måtte jeg svare…”for jeg føler mig så slidt, umådelig tom og ked af det. Ordene er forsvundet. Jeg kan ikke udtrykke noget som helst.” Jeg tænkte over det i et par dage. Det hjalp ikke – indtil jeg pludselig mødte Den sorte Madonna på et indre plan. ‘La Virgin de Candelaria.’ På det tidspunkt havde jeg egentlig ingen ide om, hvem hun var og, hvad hun repræsenterede. Det ved jeg til gengæld nu – at millioner af pilgrimme og turister valfarter til kirker og klostre rundt omkring i verden for netop at møde hende…Jordens mor, med de beskyttende og helbredende egenskaber, som ifølge myter og legender er i stand til at udløse mirakler, visioner og åbenbaringer. Nogle mener, at hun med sin feminine, guddommelige magt repræsenterer Guds mørke og mørkets mysterier, som alle mennesker må forholde sig til – at hun både er grusom og destruktiv, men også nærende og dybt kærlig. Noget må dø, for at nyt kan få liv. Selv Picasso, der var ateist kunne ikke stå for Den sorte Madonna, som han forærede tre af sine værker.

Disse legenden og myter kendte jeg forsvindende lidt til dengang. For mig viste hun sig som et symbol på sorgen – men også smukheden. Hun blev den “kvinde,” der bar mig igennem. Hun gav mig ordene til afskeden med min far.

Du ringede en sommerdag og efterlod en besked på telefonsvareren. Du sagde – det er din far og søgte lidt efter ordene, inden du fortsatte, jeg er blevet undersøgt, og det er ikke så godt.

I tiden, der fulgte begyndte Sorgen at sanke sit. Den sorte Madonna rejste sig let og ubesværet fra sit leje bag glædens solfald, men jeg vendte hende ryggen for – far var her jo – endnu.

Undertiden dukkede hun uventet op, sort og smuk i møder med lysets nat og ravnens ensomme flugt, og jeg hviskede – far hvor længe, hvor længe er du her – endnu?

I tiden der gik samledes vores hænder oftere og oftere i ordløse strømme af begyndende afsked, men du var her jo endnu, og dagen i morgen blev nok ligeså god som dagen – i dag.

Da sygdommen for alvor mærkede dig, viste hun sig oftere – Sorgen, smuk og sort, stadig let men nu en smule besværet, og jeg hviskede…far jeg er bange. Da tog du mine hænder og lagde dem på dit hjertes varme pulsslag, for du var her jo endnu, og dagen i morgen blev nok bedre end dagen – i dag.

Undertiden truede livet med at slippe dig, du mistede grebet, vaklede og faldt. Da spejlede hun sig – Sorgen, i vores øjne og jeg hviskede…far, du må ikke dø. Da svarede du med svag men trøstende stemme – tør nu dine øjne, jeg er her jo lidt endnu, men dagen i morgen blev ikke bedre end dagen – i dag.

En dag var du her ikke mere. I dag sidder hun, den sorte Madonna iblandt os. Om lidt rejser hun sig – stadig smuk, men nu tung og besværet og går sin vej. Hun efterlader sig sine aldrig slettede spor, mens jeg hører ekkoet fra dine trøstende ord, der faldt og faldt og ramte dybets klangbund…tør nu dine øjne, for jeg er her jo stadig – et sted.

Tak – La Virgin de Candelaria

Godt nytår til jer alle sammen – og tak for jeres dejlige bekendtskab.

Fortsættelse følger…..