At indtænke et lille Refugium i sit Tiny House
Efter at have opholdt mig en måneds tid på skiveegnen, vendte jeg forleden tilbage til min Vogn på Lolland, hvor “Dennis,” den jævla djævel fortsatte med at puste og puste, som ulven i folkeeventyret om de tre små grise, der byggede hver sit hus – det ene lavet af strå, det andet af pinde, det tredje af mursten. Det lykkedes ulven at puste de to første omkuld, men overfor huset, bygget af mursten, måtte den opgive. Mit “hus” er hverken bygget af strå, pinde eller mursten, men dog af så tilstrækkeligt stabile materialer, at det står her endnu. Lidt betænkelig har jeg dog været ind imellem, når vognen rystede og vibrerede og satte tingene i bevægelse. Selv vandtanken kvitterede med lyden af skvulpende bølgeslag. I går var her stille, men i dag er stormen vendt tilbage. My God, hvor det rusker i vognen. Måske skal jeg tøjre den i fremtiden, så det ikke ender med en overraskende himmelflugt. Hvem har lyst til at lege Peter Pan i et flyvende Tiny House??
Hvis jeg i dag stod i den situation at skulle bygge et Tiny House, ville jeg uden tvivl indtænke en lille tilbygning i form af et refugium. Ordet stammer fra det franske, refuge, som betyder tilflugtssted, og det dækker, som de fleste ved, over det sted, hvor man kan søge hvile, åndelig hjælp eller arbejdsro. Dette rum skulle indrettes i en fredfyldt og blid atmosfære med 1001 nats lanterner, gulvpuder og en lille hylde til fredspiben, urteteen eller rødvinen – og hvad man ellers for længst burde have lagt på den hylde.
For – når man som jeg bor på 17 m2, er der ikke meget plads at give af, hvis behovet for at være alene opstår – og slet ikke når der opstår konflikter, som jeg beskrev i mit forrige opslag. Den del og det rum synes jeg egentlig er vældig fornuftigt at implementere, hvis man overvejer den meget pladsbegrænsede Tiny House boform.
Min vogn er udstyret med en hems, og det giver i det mindste fornemmelsen af to separate afdelinger, som er det nærmeste min indretning kommer “et tilflugtssted.” Men der mangler den fuldkomne stilhed. Der mangler det helt private rum. Der mangler en dør at lukke.
Når vi lejlighedsvis er to her, og boblerne i humørtimen brister, har vi således muligheden for at opholde os hver for sig i hver sin afdeling. Det gælder også for natten, hvor den ene kan sove i hemsen og den anden på et par oppustelige liggeunderlag på stuegulvet…sofaen er for lille – og det fungerer egentlig ganske godt, når det nu i situationerne ikke kan være så meget anderledes. Med et sovested på gulvet indskrænker gå arealet sig til gengæld til en smal passage, hvilket kan medføre uventede episoder.
….som for nogle uger siden, hvor jeg en formiddag havde en aftale med min datter om en bytur. Søren havde sovet i stuen. Han lå på gulvet og så pænt vissen ud. Jeg satte mig i sofaen for at tage mine røde Gabor støvler på. De havde for nylig fået en klat lim mellem såler og skind “de holder ikke en sæson mere,” har jeg sagt – de sidste to af dem. Jeg kastede det ene ben over det andet, og pludselig vendte Søren sig bort med et ryk så hastigt og pludseligt, at selv en hardcore ninja ville føle sig krænket på sin hurtighed. Sådan lå han – fuldstændig ubevægelig – med hovedet mellem hænderne…. i adskillige minutter. Hvad sker der, tænkte jeg…sker der noget, eller er han bare i sin uforudsigelighed kommet i tanke om et eller andet, der lige præcis kræver DEN handling og DEN bevægelse – indtil han vendte sig om og stønnede, “Jeg fik sand i øjet fra din støvle.” Well, ting sker….
fortsættelse følger….
