Blog Image

Jyttes Tiny House

Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 37

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, February 09, 2020 12:47:47

Nu er jeg her igen, nordpå i mit lille vindblæste havehus. Det buldrer i brændeovnen som sidst, jeg var her. Af og til giver den et højt, skarp smæld fra sig, som jeg ikke helt forstår, men lyden er så høj og pludselig, at den kan få brillerne i panden til at falde ned på næsen af enhver. Det regner og stormer i dag med vindstød af orkanagtig styrke. Meteorlogerne havde varslet det, og for en gang skyld har man kunnet tage ordene for pålydende. Med mellemrum løber der en sitren igennem huset. Forklaringen skal nok søges i den lille vindmølle, der er monteret på taget og en propel, der går helt og aldeles amok. Vindmøllen er dog ikke tilstrækkelig produktiv til nævneværdig opladning af batterierne, og da solcellerne heller ikke producerer imponerende meget i øjeblikket, har jeg i formiddag været ude og starte min generator for at afhjælpe det’ problem. Jeg bor på den mest lerede jord, man kan forestille sig. En “sejltur” derude giver 5 centimeter plus/minus mere under træskoene. Hvor høj er du? Tja, det kommer an på….

Sidst jeg var her en stormfuld aften, blev mine tanker ledt hen på indre billeder af The lonely and lonesome Rider – derude i sandstormen på den vidtstrakte prærie – an unknown man og ligeså rodløs som de thumbleweeds/vindhekse, der kastes afsted med vinden og næsten lydløst farer hen over det nøgne land. Husker I ham? (Se evt. – del 33) He was hunted and wanted – dead og alive – for så og så mange dollars. Vi vidste ikke hvor mange. Vi kendte ham ikke. Vi kendte ikke hans forbrydelse. Det gør vi stadigvæk ikke. Det eneste vi dengang vidste om ham var, at hans halsbandana var rød og beskidt.

Det er den stadig.

Behøver vi – vide mere?

På bunden af havet har en mand givet op. Jeg hørte strofen i radion i en sang forleden dag. Måske stammer den fra et’ af Kim Larsens numre, men jeg er ikke sikker. Ordene er dukket op i min hjerne gang på gang og hver gang har samme hjerne fundet vej til klangbunden i min støjfrie zone, for sammensætningen er så lyrisk ren, enkel og blottet for unødig “fortænkthed.” Nogen vil måske mene, at enkeltheden er så enkel, at enhver idiot kunne have fundet på dette elementære ordspil, men den antagelse er ikke rigtig. Det kræver en sjælden lyrisk åre og er de færreste beskåret – at kunne illustrere så enkelt – og fortælle alt. Når en mand på bunden af havet har givet op – ved vi allerede det, vi behøver at vide. Vi behøver ikke vide, hvorfor han gav op – om det var en kærlighed, der brast, om det var sorg eller savn eller angst for livet. Vi behøver ikke vide, om han efterlod sig familie, om han søgte hjælp i nøden inden døden – om han skrev et brev til afsked.

På bunden af havet har en mand givet op

Behøver vi – vide mere?

Mens jeg sad og skrev, så jeg ud af vinduet min genbo skrå målbevidst over vejen med retning mod min hus. Det bankede på døren: ” Vi har haft gæster i dag, og har ikke fået spist alle fastelavnsbollerne,” sagde hun og rakte mig en tallerken med to hjemmebagte af slagsen….

Behøver jeg – sige mere?

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 36

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, January 28, 2020 18:10:13

Sytten kvadratmeter. Kan man bo på 17 kvadratmeter?? En del mennesker har med undren, i tidens løb, stillet mig det spørgsmål. Ja, det kan man, men det kræver, at man er nogenlunde gode venner med sig selv og desuden besidder en rimelig grad af ro og balance i sind og sans, for på 17 m2 kommer man ikke vidt omkring eller når langt, hvis der er brug for at trampe eventuel intens rastløshed og grublerier ud af kroppen. Det er der ikke plads og rum til. Som modvægt til det må man prøve at udvikle på sin personlige indre rummelighed – og da det jo er den, der i virkeligheden gælder og tæller i alle ting – er det ikke så dumt endda.

En begrænset plads er selvfølgelig mindst problematisk, hvis man lever alene som ukronet Queen or King of the Castle. Mere krævende kan det blive, hvis man bor sammen som par – eller blot lejlighedsvis gør det, for det er yderst sjældent at kriser og konflikter helt kan undgås. Her er det vigtigt – og særdeles vigtigt på et så begrænset fællesareal – at tage almindelige menneskelige hensyn og respektere hinandens grænser, hvis konflikter ikke skal skrues helt derop, hvor der ikke er mere gevind tilbage. Se evt. mit blogopslag – del 23.

Når man er afslappet sammen og stemningen er lys og let og “We shall overcome, walk hand in hand, live in peace….” og alt det der, mærkes begrænsningen i de fysiske rammer ikke. Er den derimod ad helvede til dårlig, er der absolut ingen plads. Væggene trækker sig sammen, loftet sænker sig, ilten slipper op, blodet fryser, og det bliver et latterligt tavst spørgsmål om, hvem der har vigepligten – om den er betinget eller ubetinget kan vel for helvede være ligegyldigt – hvem skal holde tilbage, flytte sig eller rykke sig – for husk på kære læsere. Der findes ikke et tilstødende værelse, man kan isolere sig i og for en stund glemme den klaphat, hvis lige man, i situationen, ikke tidligere har mødt, der befinder sig ude på den anden side af døren. Det rum findes ikke. Den dør findes ikke.

Muligheden for at gå udenom hinanden i store indelukkede buer, eksisterer heller ikke. Nemmere er det derfor, at gå indenom det lille sofabord end udenom for at undgå at komme i nærkontakt med en sur og tvær og aldeles utilnærmelig bar manderøv, der er i færd med at tage underbukser på…bare for at give et eksempel på, hvordan man kan imødegå lejlighedsvis pladsmangel.

Men når stemningen igen bliver lys, falder pladsen – atter på plads.

Min laptop gik i sort og har været til reparation, hvilket er forklaringen på, at jeg ikke har kunnet skrive blog i den senere tid. Jeg har savnet jer – men er nu tilbage.

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 35

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, January 05, 2020 10:47:31

Da Den sorte Madonna hjalp mig og afskeden igennem…

Jeg tilbragte en dejlig, afslappet og aldeles underholdende jul i Våbensted, hvor 10 – 12 familiemedlemmer med en veludviklet sans for humor var samlet. Når jeg ind imellem trængte til alenetid, gik jeg hjem til “mæ sæll” på mine 17m2 – satte fløjtekedlen på til en kop instant og nød stilheden i vognen, som jo har fået vinterkvarter her på familiens matrikel. En helt igennem optimal kombination og mulighed.

En’ af juledagene besøgte vi Maribo Domkirke – for mit vedkommende med et ønske om at tænde lys for de døde, de savnede, for de, der stadig lever – og for Den sorte Madonna, der lyste og ledte mig, da jeg ikke selv kunne finde vej i sorgen over tabet af min far, som blev uhelbredelig syg for nogle år tilbage. Han vidste, og vi vidste, at han skulle dø. Jeg fulgte ham tæt på – rejste ofte til mit barndomshjem og var meget hos ham. Iblandt var jeg dybt fortvivlet og fuld af sorg….tankerne – måske hans sidste efterår – en dag den sidste morgen, den sidste skumring, hvor fuglestemmerne hilser dagen farvel, den sidste kop kaffe – en dag slukkes det hele. Hvornår?

Han døde i det sene efterår

“Jytte, kan du ikke skrive en tale til fars begravelse,” spurgte min ældste bror. Det tror jeg ikke. Det kan jeg ikke, måtte jeg svare…”for jeg føler mig så slidt, umådelig tom og ked af det. Ordene er forsvundet. Jeg kan ikke udtrykke noget som helst.” Jeg tænkte over det i et par dage. Det hjalp ikke – indtil jeg pludselig mødte Den sorte Madonna på et indre plan. ‘La Virgin de Candelaria.’ På det tidspunkt havde jeg egentlig ingen ide om, hvem hun var og, hvad hun repræsenterede. Det ved jeg til gengæld nu – at millioner af pilgrimme og turister valfarter til kirker og klostre rundt omkring i verden for netop at møde hende…Jordens mor, med de beskyttende og helbredende egenskaber, som ifølge myter og legender er i stand til at udløse mirakler, visioner og åbenbaringer. Nogle mener, at hun med sin feminine, guddommelige magt repræsenterer Guds mørke og mørkets mysterier, som alle mennesker må forholde sig til – at hun både er grusom og destruktiv, men også nærende og dybt kærlig. Noget må dø, for at nyt kan få liv. Selv Picasso, der var ateist kunne ikke stå for Den sorte Madonna, som han forærede tre af sine værker.

Disse legenden og myter kendte jeg forsvindende lidt til dengang. For mig viste hun sig som et symbol på sorgen – men også smukheden. Hun blev den “kvinde,” der bar mig igennem. Hun gav mig ordene til afskeden med min far.

Du ringede en sommerdag og efterlod en besked på telefonsvareren. Du sagde – det er din far og søgte lidt efter ordene, inden du fortsatte, jeg er blevet undersøgt, og det er ikke så godt.

I tiden, der fulgte begyndte Sorgen at sanke sit. Den sorte Madonna rejste sig let og ubesværet fra sit leje bag glædens solfald, men jeg vendte hende ryggen for – far var her jo – endnu.

Undertiden dukkede hun uventet op, sort og smuk i møder med lysets nat og ravnens ensomme flugt, og jeg hviskede – far hvor længe, hvor længe er du her – endnu?

I tiden der gik samledes vores hænder oftere og oftere i ordløse strømme af begyndende afsked, men du var her jo endnu, og dagen i morgen blev nok ligeså god som dagen – i dag.

Da sygdommen for alvor mærkede dig, viste hun sig oftere – Sorgen, smuk og sort, stadig let men nu en smule besværet, og jeg hviskede…far jeg er bange. Da tog du mine hænder og lagde dem på dit hjertes varme pulsslag, for du var her jo endnu, og dagen i morgen blev nok bedre end dagen – i dag.

Undertiden truede livet med at slippe dig, du mistede grebet, vaklede og faldt. Da spejlede hun sig – Sorgen, i vores øjne og jeg hviskede…far, du må ikke dø. Da svarede du med svag men trøstende stemme – tør nu dine øjne, jeg er her jo lidt endnu, men dagen i morgen blev ikke bedre end dagen – i dag.

En dag var du her ikke mere. I dag sidder hun, den sorte Madonna iblandt os. Om lidt rejser hun sig – stadig smuk, men nu tung og besværet og går sin vej. Hun efterlader sig sine aldrig slettede spor, mens jeg hører ekkoet fra dine trøstende ord, der faldt og faldt og ramte dybets klangbund…tør nu dine øjne, for jeg er her jo stadig – et sted.

Tak – La Virgin de Candelaria

Godt nytår til jer alle sammen – og tak for jeres dejlige bekendtskab.

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 34

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, December 22, 2019 13:32:47

Den aften, vi aldrig glemte…

Som oplyst i forrige opslag bor jeg nu i Våbensted på Lolland, og fra hemsen i min vogn har jeg direkte udsyn til en motorvejsbro – til motorvejen, der forbinder Rødby med København.

For få år tilbage krydsede et betragteligt antal flygtninge og migranter grænsen mellem Tyskland og Danmark – dels med tog til Rødby Havn station – dels med færgeoverfarten Puttgarden/Rødby….også kaldet Fugleflugtslinjen. Hvorfra denne betegnelse stammer, ved jeg ikke, og jeg har ikke rigtig kunnet finde noget i min søgen på det, men måske foretrækker fuglene denne forholdsvise korte vandvej i deres rejse sydpå. Det KUNNE være en forklaring – for da linjen i 1963 blev etableret med deltagelse af Kong Frederik d. 9. – hvis valgsprog var, “med Gud for Danmark,” blev rejsetiden mellem Rødby og Puttegarden skåret ned til 50 minutters sejlads. Indvielsen blev foreviget af talrige film-, tv- og pressefotografen. Selv børnene fik en legitim pjækdag fra skolen.

Nogle af flygtningene og migranterne krydsede som sagt grænsen mellem Tyskland og Danmark med tog – andre med Fugleflugtslinjen. De blev registreret i Rødby på Lolland og fortsatte siden til fods mod en trafikal farefuld motorvej mod nord med ønske om at søge asyl i Sverige.

Dengang, for de år tilbage, var jeg på besøg her. Vi sad og spiste middag – den aften, og pludselig var motorvejsbroen i skumringen fyldt med blålys, sirener og et vældigt politiopbud, mens en helikopter cirklede i luften. Vi gik til vinduerne og så en masse mennesker i alle aldre bevæge sig langsomt deroppe. På det tidspunkt havde de tilbagelagt ca. 25 km. Det hele forekom at være et surrealistisk scenarie – som en Drive in Bio, der uventet præsenterede et autentisk baseret indslag på Breaking News og Broken Hearts. For hvad havde de med sig? Et sønderbombet hjemland, sig selv og håb og frygt for fremtiden. Det var ikke fugleflugt i en linje sydpå. Det var menneskeflugt i en linje nordpå – og når jeg kigger ud på den motorvejsbro fra hemsen – husker jeg….og bliver sendt tilbage til den aften og den skumring, hvor vi i familien trygt sad og spiste middag i en varm stue, talte sammen som så ofte før – i min familie taler vi altid med mad i munden. Vi kan ikke holde kæft ret lang tid ad gangen. Desuden smager maden bedre, når den bliver iltet – så alt i alt var alt, som det plejede at være…men pludselig blev det en aften, som vi aldrig glemte.

Rigtig god jul og godt nytår til jer alle sammen – og 1000 tak for interessen for mine opslag. 

Da selve tilblivelsen af min vogn nu ER en realitet og egentlig har været det længe, vil jeg, i mine opslag fremover, bruge overskriften: jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen. Det bliver de ikke mindre underholdende af, kan jeg garantere.

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 33

Tiny Living, Uncategorised Posted on Mon, December 09, 2019 15:23:33

Så opholder jeg mig her – så der – så har jeg et trinbræt et tredje sted og nogle gange, når jeg vågner om morgenen efter disse gentagne miljøskift, må jeg et øjeblik skærpe opmærksomheden indtil….Nåh ja – nu er det HER, jeg er.

Som nævnt i sidste opslag har jeg indrettet mig Tiny to steder i landet for at tilgodese familie og venner. Min gule vogn har nu fået vinterkvarter på Lolland, og nordpå har jeg adgang til et lille stormomsust havehus – og det er her, jeg er lige nu. Det buldrer i brændeovnen, mens det river og rusker om hushjørnerne – og pludselig befinder jeg mig et andet sted – på Prærien, hvor jeg, for mit indre blik, ser en Lonely Rider dukke op. Vi kender ham ikke. Det er ikke en’ af de navnkundige, Buffalo Bill, Jesse James eller Billy the Kid. He’s an unknown man og ligeså rodløs som de thumbleweeds/vindhekse, der kastes afsted med vinden og farer hen over det nøgne land. He is wanted – dead or alive – for så og så mange dollars. Vi ved ikke, hvor mange. Vi kender ham ikke. Vi kender ikke hans forbrydelse. 

Han holder hesten an – lytter, skygger med hånden og ser sig tilbage. Hesten danser nervøst, mens lyden fra en ildevarslende, insisterende mundharmonika høres. Vi kender ikke hans ansigt. Vi ved kun, at hans halsbandana er rød og beskidt. Han trækker den op foran munden, sætter med en klirrende lyd sporerne i hesten bug og rider hastigt videre i støvstormen – ikke som en jubijæ glad lille cowboy, men som en wanted, lonely and hunted man.

Det var det, jeg så. Det var sådan jeg tænkte, mens stormen ensomt hylede og ruskede om hushjørnerne i “Det lille hus på Prærien” – i det nordlige Jylland og kaldte på fortællinger. 

Nu er det blevet aften. Må jeg overnatte i havehuset? Det tror jeg ikke, men det sker jo, at jeg bliver indhentet af Osvald Helmuths fremførelse i Fønixrevyen fra 1936 – “og så talte han til en’, og så sov han som en sten….” Det kunne han jo ikke gøre for – ham der…. i den mellemste køje. Det kan jeg heller ikke. Man kan heller ikke gøre for, at man har charme. Kan man vel? Ha, ha.

Go nat, venner ZZZZZZZZzzzzz

Fortsættelse følger……



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 32

Tiny Living, Uncategorised Posted on Thu, November 28, 2019 18:02:25

Der går altid både tilbage….Videoklip og musik indlejret

https://docs.google.com/file/d/1q2TI6QUCC00ZZjGwlT9HUmC0G0pJ0C1B/view

Mens vi ventede på alting, som viste sig at være ingenting – der er stadig ikke kommet svar fra Lolland kommune, kan jeg oplyse – indløb der adskillige henvendelser fra mennesker rundt omkring i landet, der tilbød deres hjælp omkring en ny bosætning….og af hjertet – tak for det. Men der var to væsentlige grunde til, at jeg valgte Fejø i sin tid. Den ene var naturligvis, at TH var velkomne på øen. Den anden var et ønske om at bo i nærheden af min yngste datter, som blev “bortført” af en ung mand til Kaj Munks fødeø, Lolland for ca. 20 år siden. Hvem kender ikke forårssangen om Den Blå Anemone, som digterpræsten skrev i 1943? Kaj Munk havde under et familiebesøg hjembragt en anemone staude, som han efterfølgende plantede i præstehaven ved Vedersø præstegård. Han tvivlede dog på anemonens overlevelse for “Den savner jo sit skovkvarter, den lune luft, sit fede ler,” som han skrev i digtet – men den første dag i marts 1943, efter en meget mild vinter, gennembrød den blå anemone jordens sorte muld, og Kaj Munks hjerte smeltede ved at se den. Herefter skrev han digtet – Den Blå Anemone.

Det var et sidespring, men jeg synes historien er smuk og fortjener at blive nævnt i forbindelse med Lolland – også i betragtning af, at kaj Munk få uger senere blev likvideret af den tyske besættelsesmagt – blot 45 år gammel.

I de 20 år der er gået, har min datter og jeg set alt for lidt til hinanden på grund af den geografiske afstand. Life is passing… og i de sidste par år har vi begge savnet meget at ses noget oftere. Lejligheden bød sig med TH og Fejø, og glæden var stor. Den unge bortfører – han blev tilgivet, men det skete ikke på en’ nat – blev siden min svigersøn og familien består nu desuden af tre børnebørn. Parret købte for år tilbage en ejendom i Våbensted med tilhørende betragtelige markarealer – og det er her, jeg og Vognen nu pt. har fået en base på et stykke med grønt. Vi ser frem til at opleve hinanden der – som en “storfamilie” på tre generationer. Nu bor vi ikke bare forholdsvis tæt på hinanden. Nu bor vi lige ved siden af hinanden – med lidt større afstand end et velrettet stenkast. Så uforudsigeligt livet kan være. Den ændring, der er sket i mit, havde jeg ikke set komme for bare fem år siden, men den har givet så mange fantastiske nye muligheder.

Min nuværende boform betyder, at jeg pendler mellem Lolland og Skiveegnen – for på Skiveegnen har jeg også nære familiemedlemmer. Jeg befinder mig henholdsvis ca. en måned her – og en måned der, og forsøger på den måde at tilgodese hele familien og vennekredsen. For at dette kan fungere optimalt, har jeg indrettet mig Tiny i forskellige udgaver – begge steder. Mere om dette i næste indlæg.

Fortsættelse følger….. 



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 31

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, November 19, 2019 18:05:15

Det var unægtelig en meget mærkelig følelse at køre ombord på færgen mod Lolland – og forlade Fejø efter få måneders ophold.

Endelig Fejø!! My God – så lykkedes det – måske hjulpet godt på vej af helgeninden og de rejsende og vejfarendes beskytter – Skt. Gertrud – hende som glansen er gået af, men det er vel ikke så mærkeligt, når hun er en af dem, der har stået ude i al slags vind og vejr for at tage skraldet for andre? Måske er glansen og det forgyldte gået af hende, men der findes et udtryk, som retfærdiggør og ophøjer sliddet og trækker smukheden frem. Skønhedens forfald.

Den lange tur og de mange strabadser på rejsen tværs over Danmark forsvandt som ved et Simsalabim, da vi i juli måned kørte af færgen – i et forkert frakørselsspor forstås, men der var ligesom ikke plads til hverken at vende eller bakke og gøre det om. Det blev, som det blev – og der var ingen, der kommenterede det. Måske var der ingen, der bemærkede det, fordi opmærksomheden var rettet mod vognen, som mange havde fulgt i medierne.

Det føltes som en fest at lande der. Ganske vist var vi stangvisne af træthed, men vi var samtidig lettere euforiske og og taknemmelige ved at ankomme til et sted, der tog imod os med åbne arme, knus og hip hurra og hvad ved jeg. Her var der ikke tale om tålt ophold, ulovligt ophold, kommende dagbøder og retssager og Fanden og hans pumpestok. Her var vi ventet. Her var vi ønsket. Her kunne vi finde den fred og balance i tilværelsen, som vi søgte – efter en “koldpresset” og opslidende tid med Skive kommune – og den ro kan føles sådan….

Fyrtårnet blinker
sindsro
over urolige vande


skumtoppenes lyn
kløver
den sorte overflade
og tordenen
kruses
som smil
om læbers frie fugle

Det salte vand
brænder
ansigter fast
i overlevelse

Jytte Grådal
(copyright)

Campingpladsen blev solgt, som de fleste ved, til nye ejere, der hverken ønsker TH eller campingvogne på pladsen. Den kendsgerning skal der ikke spindes mere guld på. Til nye læsere: Se evt. tidligere opslag. Der skulle gå 4 måneder, inden det eventyr og det bal var forbi på Fejø. Om det var med eller uden Askepot - that's your choice.

Fortsættelse følger.....



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelse af det – del 30

Tiny Living, Uncategorised Posted on Fri, November 08, 2019 18:28:34

Da Lolland kommune tilsyneladende arbejder længe og “ihærdigt” på et enkeltstående spørgsmål vedrørende bondegårdscampering – venter vi stadig på svar – og på Godot…..

Til de, der ikke ved, hvem Godot [Godo] er, kan jeg fortælle, at heller ikke jeg, ved det. Ingen har nogensinde vidst det – og ingen kommer nogensinde til at vide det.  Mens nogen lejlighedsvis venter på Godot – venter andre på Godot det meste af livet. Godot symboliserer en formålsløs og forgæves venten på noget, man egentlig ikke ved, hvad er – en venten på ingenting. “Mens vi venter på Godot” er titlen på et fransk, absurd skuespil af irskfødte Samuel Beckett (1906 – 1989). Her er et’ af stykkets berømte citater: “Vi fødes overskrævs på en grav. Et øjeblik stråler lyset, og så er det nat.” Mon ikke citatet indikerer det formålsløse i at vente på ingenting – på Godot, som aldrig kommer?

Vi, på Fejø naturcamping har nu, siden vi blev bortvist i slutningen af september – med afgang ved årets udgang – ventet på Godot. Vi har skrevet, kommunikeret, appelleret, foreslået og påpeget forskellige løsninger via adskillige kanaler – men ikke mindst til Lolland kommune – uden resultat. Vi står i nøjagtig den samme uløste situation, som vi gjorde i slutningen af september. Senest har øens bosætningsformidler i samarbejde med de få beduiner, der er tilbage på pladsen, sendt en mail til borgmesteren i Lolland kommune. Overordnet set ønsker vi med skrivelsen blot svar på, hvorvidt embedsvældet kan tilkendegive, at bondegårdscampering er lovlig og kan udgøre en bosætningsmulighed for TH folket på øen. (Læs evt. del – 29) I mailen inviterer bosætningsformidleren samtidig til et møde – enten her eller der – og til kaffe, hvor en supplerende småkage eller et par pebernødder fra Vorgod bageri vel ikke ville hverken forringe eller forbedre situationen. Hun understreger, at svaret ikke bør vente på sig i mere end 14 dage, da både tidspres og det psykiske pres er yderst belastende for TH folket. Der er nu gået henved 3 uger – og jeg har omsider truffet den beslutning, at sige farvel til Godot, til Fejø og til Lolland kommune.

Mit indtryk af dette forløb er, at kommunen ikke ønsker vores tilstedeværelse på øen og derfor ikke har forsøgt eller forsøger at samarbejde med os – og finde løsninger. Jeg tror faktisk, at de ønsker os og “problemet” derhen, hvor peberet gror – 80 % af peberkorn dyrkes i Asien – så det er langt væk ad helvede til. Desuden tror jeg, at den begyndende dans om gulvkalven med udsigt til tilførsel af kapital sammen med de nye ejeres overtagelse af pladsen…. klingende mønt, beduintelte, cafe latte, i cafe latte Lyngby glas – måske med Blomsterbergs latteskeer og fremtidige pengestærke, forbrugsorienterede turister, kan have haft en vis indflydelse på kommunens manglende engagement i at bistå os. Måske tager jeg fejl, men det tror jeg ikke. Hvis man bygger kasteller op, og svagt øjner en fremtidig opgraderet status for øen – så glem ikke H.C. Andersens: “Konen med æggene,” såfremt denne trendagtige, historieløse investering ikke holder. I’m just saying.

Da opsigelsen indløb, gik campingpladsen desværre alt for hurtig i opløsning. Folk blev chokerede, angste og utrygge – en tilstand som blev forstærket af en efterfølgende samvittighedsløs, kynisk og respektløs behandling af os som mennesker i denne køb/salg proces. Alt det blev den drivkraft, der relativt hurtigt fik mange til at pakke deres liv ned og lede efter andre bosætningsmuligheder. Det var fuldt forståeligt, for samfundet bygger i stigende grad på frygt og magtesløshed – men set i bakspejlet skulle vi have handlet anderledes. Vi skulle have bevaret sammenholdet og dannet et fællesskab omkring situationen. Vi skulle have sat hælene i og taget en værdikamp. Med den korte opsigelsesfrist, vi fik, burde vi have stillet krav om en seriøs og anstændig sagsbehandling – forlangt at alle muligheder blev undersøgt og alle forespørgsler besvaret, inden vi flyttede os fra pladsen. Jeg er ikke i tvivl. Vi skulle være blevet. Det er ikke sikkert, at kommunen ville have reageret anderledes end tilfældet er i den aktuelle situation – men måske ville det have skabt noget mediebevågenhed og præcedens, hvis enden på det blev – at vi skulle bæres væk. 

Vi skulle have taget en værdikamp, der gik på modstand og afstand til  den dehumanisering og manglende respekt for menneskers liv og eksistens, som i stigende grad finder sted – ikke kun i forhold til vores egen oplevelse og vores situation på Fejø, men for alle de mennesker, der i disse år drives ud af byerne og fordrives fra boliger, fordi pengestærke investorer renoverer og pumper huslejerne så meget i vejret, at borgere med en gennemsnitsindkomst simpelt hen ikke kan betale sig fra det. Læs Blackstone. En værdikamp for alle de mennesker, hvis eksistens er truet – af den simple og latterlige årsag, at de ikke har kisten fuld, eller fordi de tror på andre opbyggelige værdier end: Money talks. 

Lolland kommune har trukket tiden og syltet sagen, så selvfølgelig skulle vi have gjort det samme. Vi skulle have taget kampen op – sat os ned ved deadline med et par kander tempereret cafe Noir latte, nybagt, italiensk inspireret brød bagt i min Omnia ovn med sorte oliven og et par håndfulde cheddar – hertil hjemmelavet hvidløgsmayonnaise for at højne smagsoplevelsen. Mums, ikke? For det første er det mange år siden, jeg er blevet båret – ALT for mange….klinger jo fint med ALT for damerne – og jeg er en’ af slagsen, så hvorfor ikke? For det andet kan jeg forestille mig, at vores vogne og Tiny Houses ville blive slæbt ud herfra af ordentlige ordensfolk – måske flankeret af eder og forbandelser – i forbindelse med det beskidte hestearbejde, der ligger i at trække tonstunge vogne herfra i opblødt jord og mudder. What a mess. What a Victory!!!

Vi skulle være blevet. Allesammen. Vi skulle have taget kampen op.

– men nu blev det til et “farvel” Godot, Fejø og Lolland kommune. Det var rigtig trist, at det skulle ende sådan.

Læs evt. linket i opslaget – del 24

Fortsættelse følger……

  



« PreviousNext »