Jyttes Tiny House

Da Mother Earth og Father Time holdt stævnemøde i min have…

De var ikke kærester eller elskende, Mother Earth and Father Time. Det var synd at sige, og man skal holde sig til sandheden, så det var ikke en date, de aftalte, men et stævnemøde i min have for 2 måneder siden. Hun var måske net og fin. Han var måske høj og maskulin. Jeg så dem ikke – for jeg var der ikke. Jeg befandt mig i min Vogn på Lolland, hvor kornet voksede og modnedes, og jeg tænkte, at næste gang, jeg kommer tilbage hertil, er det høstet, bladende er måske begyndt at falme – og alting vil se anderledes ud. Indledningen til H. C. Andersens eventyr, Den grimme Ælling, dukkede op i mit hoved. ‘Der var så dejligt ude på landet. Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange røde ben og snakkede ægyptisk – for det sprog havde han lært af sin moder’…

For 2 måneder siden befandt jeg mig som sagt på Lolland, og hvad der skete i den natur, der omgav mit lille havehus mod nord, havde jeg ingen anelse om.

“Hvis du føder sunde og livskraftige vækster, sagde Father Time til Mother Earth, så lægger jeg tiden til, så de kan vokse sig store og stærke.” “Jeg er jo den bedste og den vigtigste, sagde hun – for det er mig, der føder dem.” “Nej, jeg er den bedste og den vigtigste – for uden den tid, jeg lægger til, ville væksterne blot dø.” I stedet for at dele sol og vind lige skændes de stædigt frem og tilbage. “Ha, du må jo have jord i hovedet, hvis du tror, at du er mere betydningsfuld end mig,” sagde han. “Ha, du tror jo ikke et øjeblik eller et sekund på, at du er mere betydningsfuld end jeg,” svarede hun. De blev lidt grimme, grove og ufine i munden. Det klædte dem ikke. Det klæder ingen. Til sidst blev de enige om, at uenigheden måtte komme an på en prøve.

Mother Earth gav sig nu koncentreret til af føde vækster i hobetal – skvalderkål, brændenælder, tidsler og hønsetarm – og han lagde i tavshed al den tid til, som han havde. Det hele skød hurtigt i vejret…lidt for hurtigt, tænkte hun, og Mother Earth fødte nu en valmue…så sart, så rød, så fin – for at få Father Time til at stå stille – for at give sig selv et lille beregnende forspring. Han lod sig dog ikke besnære. Selv om denne pludselige smukhed et kort øjeblik efterlod en brændende fornemmelse og en kort tøven i hans tidsånd, forblev han kølig og loyal – både imod sig selv og sine evner – og denne sommers gennemsnitstemperatur.

Da jeg ankom hertil for 14 dage siden, var de gået. De forsvandt i samme øjeblik, jeg ankom og Holy Moses, My Good, Jesus Christ!!! – En urskov, der mødte mig her. Alt var tæt og tilvokset, og jeg kom til at tænke på Tornerose – det vakre og ganske uimodståelige barn – og tjørnehækken, der havde bredt sig og var blevet så stor, så stor. Knæhøje skvalderkål, hønsetarm i lange klistrede baner, meterhøje tidsler i ubegrænsede mængder og brændende nælder. Mit urtebed og mine frugtbuske var ikke at se. Selv havehuset så ud til at være skrumpet ind bag revl og krat.

Jeg så mig omkring – banede mig vej i junglen, og jeg har nu brugt de sidste 14 dage på at komme til bunds i deres indbyrdes kamp for at være den bedste og den vigtigste.

Hvad jeg ikke vidste var, at Mother Earth and Father Time til sidst havde taget hinanden i hånden med kindkys og var blevet enige om, at den ene ikke var et hår bedre eller vigtigere end den anden.

Hvordan jeg kunne vide det? Det kunne jeg jo se, for fanden!!!

Fortsættelse følger….

I krig gælder alle kneb – men ikke i kærligheden…

Det regnede og blæste i morges. Det regnede og blæste ind ad det åbne vindue i hemsen. Jeg lagde et køkkenhåndklæde i karmen for at tage det værste og kaffen – ja, kaffen blev hurtig kold og kedelig, men smuk bliver man i det mindste af dampen, og er der meget, der er vigtigere end det’?…

Jeg tænker tilbage – tænker på, at det i dag er præcist et år siden, Søren og jeg landede på Fejø med min gule vogn. Som mange ved, havde vores grå Ferguson slidt og slæbt “huset” 325 km tværs over Danmark med en gennemsnitshastighed på 18 km/t. Rejsen varede sammenlagt 9 dage – og selvom Søren og jeg har foretaget rejser til andre destinationer, hvor alt har været nemt, let og tilgængeligt, tror jeg, at rejsen til Fejø altid vil stå for os som – vores livs rejse sammen. Den var så anderledes anstrengende, skelsættende og uforudsigelig. Den krævede alt af os – og den fik alt – både menneskeligt, socialt, vejrmæssigt og trafikalt. Den rejse blev en historie for sig. Den skrev sig selv i forløbet….linje efter linje – redigering ville have været en hån, og hver aften, når traktoren tav og Vognen hvilede, blev vi forbavsede, når vi læste de ord, den indskrev i vores liv. Det kapitel vil aldrig kunne indgå i andet end det – det var og er…

Jeg sms’ede lidt med min lillebror. Det gør jeg jævnligt. Han leder efter kærligheden. Hvem gør ikke det? Det gør vi vel alle sammen. Den rene skinbarlige sandhed og kærlighed. Den, der flytter bjerge, den, der gør fri, den livgivende. Nogle finder den. Andre gør ikke.

“I krig og kærlighed gælder alle kneb.” Nej – vil jeg påstå. I krig, javist, men ikke i kærlighed. I begge tilfælde drejer det sig ganske vist om at vinde, men mens krigen vindes ved hjælp af beregninger, gengældelsesaktioner og strategisk spil – tabes kærligheden tilsvarende med anvendelsen af disse drivkræfter. Af sammen grund kan man ikke sidestille begreberne. I min optik er det en fuldstændig fordrejet opfattelse af, hvordan kærlighed “vindes.”

Jeg bekender mig ikke til en bestemt trosretning. Jeg har ikke brug for en definition af livet og verden – har ikke brug for en begrænsning i mine opfattelser og refleksioner – har ikke brug for at føle en snert af skyld ved at tænke ud af en foruddefineret boks. Men jeg tror. Jeg tror på mange ting. Jeg tror fx på kærlighedsbudskabet:

“Kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Den misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” 

Budskabet foretrækker jeg egentlig at betragte som kærlighedens vækstbetingelser – dets fundament. Hvis fundamentet er bygget på budskabets sande renhed – tåler den alt og udholder alt…også sorg, smerte, kriser og skænderier. Hvis fundamentet derimod bygger på krigens drivkræfter, forlader gudinderne arenaen – uanset om hun hedder Afrodite, Venus, Freja eller La Santa Muerte, for her findes der kun muligheden at deltage i en nedbrydende ødelæggelse – i en krig, hvor alle kneb gælder, og så sker det at….

“Duen må flyve tilbage til hændernes ler.” 

Fortsættelse følger….. 

Så fandens er de vel heller ikke – de mælkebøtter….?

Og da slet ikke i en tid, hvor så meget andet i tilværelsen har været og stadig delvist er præget af – tilbageholdt åndedræt, kunstigt åndedræt, overfladisk åndedræt – eller ophør af samme.

Mælkebøtter er, hvad de er – smukke, nøjsomme og rene i deres beskedne udtryk.

Jeg ankom for nogle dage siden til min Vogn på Lolland efter at have besøgt familie og venner på Skiveegnen. På den egn, har jeg, som de fleste måske ved, et lille havehus på en ret stor naturgrund, hvor jeg nyder at opholde mig. Mens jeg var der, stod mælkebøtterne i blomst – denne urt som kommer igen og igen her der og alle vegne for ikke at tale om de stædige af slagsen, der pludselig dukker op uventede steder…bryder gennem asfalt og smalle sprækker i byens panser – ukuelige og livskraftige, som de er. Elsket og hadet af samme grund. Visse mennesker indgår i en stadig og tilbagevendende kamp hvert forår, med specielt designede våben, imod de fandens mælkebøtter og ønsker dem derhen, hvor peberet gror – og det er langt væk – faktisk i Asien, mens andre ser dem som en velsignelse af smukhed, sommer og sundhed, når de springer i blomst.

I de sidste måneder, under dette coronaforløb, har jeg haft lyst til at stikke off grid et par gange. Selve pandemiens tilstedeværelse har ikke påvirket mig i nævneværdig grad. Det, der har påvirket mig er følelsen af en indskrænket menneskelig frihed, som jeg tvivler på – kommer tilbage – og en forfærdelse over, hvor let og ubesværet en statsmagt, almost over night, kan overtage og kontrollere menneskers færden og liv – blot ved at implementere og manipulere en høj grad af frygt og angst ind i hverdagen. Den side af sagen, bekymrer mig. Og så er der alt det andet, som er præget af en vis konstans. Meninger og meldinger om, hvem der er uansvarlige og hensynsløse klaphatte, idioter, fjolser og paranoide i det offentlige rum, skiftende politiske retningslinjer, der hverken efterlader hoved eller hale, en lang række ulogiske og usammenhængende tiltag, der blot inspirerer til hovedrysten og absolut ikke giver mening. Gad vide, hvordan det påvirker vores hjerner, at få så meget skrammel og støj hældt ned i kassen til videre bearbejdelse?  

Jeg fik som sagt lyst til at stikke off grid – bare nogle uger….langt, langt væk. Lukke og slukke – kaste tyngden af mig for en stund. Beslutningen ville så kræve et betragteligt indkøb, som måske kunne se mistænkeligt ud. Måske ville nogen kigge skævt. Hvorfor hamstrer hun al den der dåsemad og alt det der langtidsholdbare? Er der sket noget, vi ikke ved – for så må vi da også hellere….Jeg kunne, på den baggrund, vælge at fordele indsamlingen af forsyninger over flere dage eller foretage indkøbene i forskellige varehuse – fx Netto, Rema og Fakta. Din og Min købmand, eller hvis købmand det nu er, med de gule priser, var nok også værd at lægge vejen forbi. Måske kunne man her i det lille lokale samfund være heldig at møde magre Marius med det lange, hvide skæg og den knortede stok, på vej til købmanden efter sin daglige kælderkolde Tuborg og en lille snak derinde om de blomstrende stauder derhjemme i haven, eller kanariefuglen, der tydeligvis hænger med næbbet og har gjort det længe…og måske snart dør eller, hvad bliver det mon til?…. eller forsamlingshusets kogekone i det blåternede forklæde, der altid har været trind, altid er glad, sover godt og har en god appetit, og derfor ikke er blevet mindre siden sidst. Måske snakker hun højlydt og fornøjet om hønsekødsuppen med kød og melboller, som hun snart skal lave til et mindre selskab. Hun har altid været en ørn til det der – og indvier de få i butikken om, at så og så mange æg, skal der bruges til melbollerne…hvor blank og glat dejen skal være, så de ikke koger ud i suppen ved opvarmning, når festen skal stå, for der er da ingen, der bryder sig om, at få smattede boller i munden – og da slet ikke til den pris…. Imens står en bleg og blodfattig kvinde i et hjørne længst væk og venter på fri bane…hende, der hverken tror på Gud eller Fanden. Til gengæld tror hun fuldt og fast på coronaen. Hun er angst. Hun sover dårligt. Hun har mistet appetitten.

Hvor har hun dog tabt sig, konstaterer konen med æggene bekymret, da hun forlader butikken med en stor stabel M/L fyldte æggebakker. På fortovet, hvor et par mælkebøtter titter frem fra en knækket flise, møder kogekonen et par yngre kvinder. De følger hende med øjnene og  hvisker lavmælt – hun har godt nok lagt sig ud på det sidste. Sikken en røv hun har fået. Hun må være gået hårdt til både makronerne og melbollerne her under krisen. Pludselig hører de kogekonen råbe højt af forskrækkelse – ej for pokker!!! og de to kvinder kommer hende hurtigt til hjælp. – Hvad skete der? vil de vide. – Ja, det ved jeg da ikke. Jeg gled vist i noget. Jeg kunne ikke rigtig se fortovet for bakkerne, og så tabte jeg den ene. – Jeg går ind og køber en ny bakke til dig. Så hjælper vi dig hjem med dem bagefter, tilbyder en’ af kvinderne og lægger trøstende en hånd på hendes runde arm. – Ih, tak, svarer kogekonen synlig lettet, mens hun irriteret kigger på hundelorten på fortovet. Hvor meget hun har lagt sig ud, og hvor stor en røv, hun har fået er allerede historie. Forstår I, hvad jeg mener?

Jeg bestemte mig for at afprøve en opskrift på mælkebøttesirup, mens jeg opholdt mig på min grund, så jeg gik i gang med at samle mælkebøttehoveder en dejlig majdag i en højglanspoleret rustfri stålskål. Med en kop kaffe og solen i ryggen satte jeg mig i en stol. Solen stod højt og usædvanligt skarpt på himlen den dag. Jeg sad med skålen i skødet, mens jeg rensede hovederne for alt det grønne. Pludselig begyndte der at stige røg op af skålen. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det gjorde jeg virkelig ikke. Var fænomenet noget voodoo halløj, som  Fanden himself havde iværksat for at begrunde blomsternes kedelige tilnavn? Ganske vist havde jeg min pibe liggende på bordet, men jeg havde ikke haft ild i den – ergo kunne det ikke være en tabt glød, der havde antændt noget. Så slog forklaringen ned i mig. Solens stråler mod “højglansen” havde virket som et brændglas og lavet en selvantændelse. My God, hvor jeg elsker den slags overraskelser – og sikken en lækker sirup, der kom ud af det – til sidst. 

Så…. så fandens er de vel heller ikke – de mælkebøtter?

fortsættelse følger…..

Det, der er større end en’ selv

Jeg tror, at mennesket som udgangspunkt er en religiøs skabning, der har brug for at tro på noget, der er større end en’ selv – en form for religion, uden nødvendigvis en given trosretning, der giver sammenhæng, rodfæste og moral i livet….et indhold der nærer følelsen af at være hele mennesker. Udviklingen af en sådan livsduelighed kræver dog en anden form for vækst i vores samfund, end den vi har set de sidste årtier. Kapitalismen og dyrkelsen af dens principper har efterladt os rodløse, angste og stressede med massiv medicinering som pseudoløsning. Vi har levet og lever stadig i et styret og kontrolleret samfund, der giver os meget begrænset mulighed for at møde vores oprindelige natur i os selv, som frie, ansvarsbevidste, skabende, etiske og handlekraftige mennesker.

Coronakrisen har lukket op for mange opbyggelige egenskaber i befolkningen – hjælpsomhed, omsorg, taknemmelighed osv. – men den har også åbnet op for noget, der ligner et totalitært statsapparat, hvor de grundlovssikrede rettigheder ikke mere eksisterer. Mit indtryk er, at flertallet i befolkningen  frivilligt og gerne ændrede adfærd, da det blev aktuelt og reagerede positivt på appellen: “Vask hænder, nys i ærmet og bliv hjemme,” fordi det gavnede en fælles og alvorlig sag, som tilfældet Corona er – men statens tiltagende beføjelser til at udøve overvågning, tvang og straf, ser jeg som et klart signal på en statsmagt, der ikke på mindste måde har tillid til befolkningen. Her tænker jeg specielt på begrænsningen i ytringsfriheden og legaliseringen af tvangsmedicinering. Udover at efterleve restriktionerne, som i sig selv påvirker mange med angst, ensomhed og depressioner, lægges der nu yderligere statslig tyngde og pres på befolkningen. Som alle ved skaber tryk – modtryk. Denne sammenhæng er elementær psykologi for begyndere, og hvad kan DET bruges til? Big Brother har udstyret sig selv med en forhammer. Hvornår den falder, ved vi ikke. Som jeg ser det – er den anlagte kurs grundlæggende forfejlet – både hvad angår menneskelig trivsel og demokratiets overlevelse. Men med den realistiske tanke på, at det udelukkende er kapitalen, der tæller og gælder, og at menneskeliv betragtes som maskinelle bestanddele, der kun har det formål i deres korte jordeliv at tjene samme kapital, forstår jeg, hvorfor vi gennem tvang og straf skal ensrettes, standardiseres, fratages vores myndighed og gennes ind i en snæver fold som en flok umælende klaphatte. I see….  

George Orwell, den mest beundrede engelsksprogede essayist i det 20 århundrede, har i en tekst beskrevet den vestlige civilisations nedtur, hvor han mener, at vi har savet løs på den gren, vi selv sidder på: “Vi faldt og ned kom vi – langt mere pludseligt, end nogen havde forestillet sig det. Under grenen ventede ikke et rosenbed, men en slamkiste fuld af pigtråd. Vi faldt – frigjorte, men dekadente og rodløse.”

Jeg har valgt, at illustrere “nedturen” med andre ord i et digt fra min digtsamling: “Opskørtet”

Silkesnor (copyright)
Da bølgerne omsider
søgte væk fra os
stod vi lammede
i absolut forladthed - 
i mangel på enrum
og gamle tårnværelser

Tilbage stod 
resternes mundtørhed
og ruskede
i opsvulmede døre



Mette Frederiksen har udtalt, 
at det ikke bliver 
det samme Danmark, 
vi får tilbage efter krisen. 
Danmark har lukket en dør 
til sit gamle land,
men lad os håbe, 
at der bliver andre døre
i varme farver -  
at lukke op.

Fortsættelse følger.....

Når lokummet brænder og angsten tager fat….

Når jeg opholder mig på Lolland, hvilket jeg gør i tiden, har jeg udsyn over åbne, vidtstrakte marker fra hemsen i min vogn. Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner er at lukke mit vindue op og indånde både lydene og luften. I morges var markerne hvide og frostsprængte. Luften var ren og krystalklar. Det vakte en følelse af tidligere oplevede vinterdage, fra engang tilbage i tiden, hvor livet var normalt – og hvor en vintermorgen bare var – hvad den var. En nyfødt vintermorgen, der hvilede i sin egen ro.

Mit fysiske og sociale liv har egentlig ikke ændret sig væsentligt, siden statens restriktioner blev en del af hverdagen. Her hvor jeg bor er der masser af skov og natur at færdes i, og socialt omgås jeg, som før krisen, stort set kun den lille kreds af familiemedlemmer, som jeg bor i nærheden af.

Vel vidende at vi befinder os i en form for undtagelsestilstand, er jeg til gengæld stærkt påvirket af at opleve, hvordan et demokrati i løbet ganske kort tid kan forandre sig til noget, der ligner et totalitært statsapparat, men mere om det senere. 

I begyndelse af denne pandemi var jeg forvirret og desillusioneret – primært på grund at tågede og modsætningsfyldte informationer, der i en stadig og vedvarende strøm bombarderede vores opmærksomhed og opildnede til frygt og dødsangst. Så blev vi hidset op – for derefter at blive dysset ned. Så blev vi præsenteret for skrækscenarier….ikke tilstrækkeligt mange respiratorer, såfremt det ikke lykkedes at inddæmme smittespredningen. I værste fald kunne det medføre en selektiv udvælgelse af, hvem der skulle dø – og hvem, der skulle leve. Klart for enhver måtte resultatet så blive, at det var de uproduktive og de, der i øvrigt rangerer lavt på samfundets kapitalistiske værdibarometer, der ville ryge i DET sving – de gamle, de hjemløse, de arbejdsløse og de “dårlige liv.” Men om de selektivt udvalgte skulle dø af Corona eller dø af skræk for at blive fravalgt – ville vel i så fald have givet nogenlunde samme resultat.

På et tidspunkt forlød det, at myndighederne måske skulle have bemyndigelse til at tiltvinge sig adgang til private hjem, hvis der opstod mistanke om smitte på den anden side af døren. I den forbindelse så de fleste vel, for deres indre blik, støvletramp, hvide kitler og mundbind – og de kinesiske myndigheders hårdhændede og modbydelige behandling af sit lands borgere. Vi blev hidset op igen – blev bange og utrygge. Forslaget blev dog ikke gennemført – og så blev vi dysset ned igen.

Så blev der fremlagt et forslag om, at privatpersoner skulle have mulighed for at indberette medborgere, der udviste mulige tegn på smitte. Vi blev hidset op igen. Forslaget blev forkastet. Vi blev dysset ned igen. Mon regeringen blev klar over, at der sandsynligvis ville indløbe en sværm af tvivlsomme indberetninger, hvis grundlag primært ville være baseret på en kombination af overdreven angst og frygt og selvbestaltede “politibetjentes” vidnesbyrd? Ikke utænkeligt.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, kunne man så have forestillet sig, at gamle Maren – en mandag i regnvejr på Solitudevej, begav sig på vej til Rema 1000 for at købe ind? Hun havde trukket den længe, og nu var der kun tørre tvebakker tilbage i skuffen. Hun var bange for Coronaen, bange for måske at ende som en’ af de fravalgte. Hun var jo gammel. Desuden var hun bange for at blive overfaldet af tasketyve – bange for at blive opsøgt af falske sundhedsmedarbejdere, bange for at køre ud over fortovskanten med rollatoren, som trak skævt, bange for kun at nå midtvejs i fodgængerfeltet, før der blev rødt. Hun rettede nervøst på sit blomstrede hovedtørklæde, mens hendes hals snørede sig sammen.

Hun købte ind og betalte og blev på vejen ud overmandet af en pludselig sult. Tvebakker ligger ikke tungt i maven. Hun trak en pakke Mariekiks op af indkøbsnettet – åbnede den og stak en kiks i munden. En krumme røg fluks i den gale hals. Hun hostede og spruttede – først i det ene ærme – så i det andet, mens tårerne løb ned ad hendes rynkede kinder. Folk blev bange. Kiggede skræmte på Maren og kiggede skræmte på hinanden. Skyndsomt trak de sig væk, og Maren stod nu der – helt alene som et epicenter for et flygtende publikum. Bagefter var gamle Maren ikke kun bange for alting. Nu var hun også bange for at blive indberettet – og det blev hun. Stakkels Maren. Spis aldrig Mariekiks eller Tudekiks med sammensnøret hals på offentlige steder i en Coronatid.   

For at vende lidt tilbage til begrebet, grådighed, som jeg skrev om i mit forrige opslag. Grådighed er ikke at anskaffe sig det, som er nødvendigt for opretholdelse af livet. Det er den umættelige anskaffelse af overflod, der underbygger grådighed, og den har mange ansigter. Omkring et fænomen som hamstring bygger grådigheden nok primært på frygt og mistillid. Ikke så snart havde Mette Frederiksen sagt, at der var dagligvarer nok til alle, at fødevareforsyninger ikke ville blive berørt af grænselukninger, før dele af befolkningen gik amok. Snart bugnede indkøbsvognene i supermarkederne med langtidsholdbare forsyninger, som af uforklarlige årsager også omfattede store mængder WC papir. Jeg tænkte…hvad er der med det der WC papir. Er der noget, jeg ikke ved – noget jeg ikke har hørt? Der må da være et eller andet, siden folk hamstrer netop det? Og da Hr. og Fru Hansen sejrrige og selvtilfredse trillede afsted med et vognlæs – toppet med seks pakker WC papir – ja, så opstod der en lemmingeeffekt og en frygt for gabende, tomme hylder dagen efter eller lige om lidt, der sagde…. jamen, så må jeg da også hellere….

Det er vigtigt at kunne slappe af og slippe frygten i en verden, der i øjeblikket vender på hovedet, og hvis Hr. og Fru Hansen ikke kan slappe af og nyde deres citronmåne, medmindre de rigeligt har forsynet sig med forråd og WC papir – så er det selvfølgelig det, de skal.

Kan man forestille sig, at de lige præcis nåede at købe en ny sofa i Bilka inden Danmarks lukketid? Sofaen viste sig dog at være alt for lav i forhold til fjernsynets placering på væggen. Hansen havde aldrig været en ørn med en skruemaskine. Det gik altid galt. Hidsig ad helvede til, blev han også – bandede og svedte og baksede med det, og det endte altid med at blive noget lort alligevel. Fru Hansen tålte det ikke mere i sit flossede nervesystem. Kan man forestille sig, at de i stedet startede Skodaen og hentede yderlige seks pakker WC papir, så de hver især havde tre pakker at sidde på i sofaen – i nogenlunde øjenhøjde med storskærmen og samtidig med lidt ekstra ro og papir i reserve. Således – flere fluer med et’ smæk. Endelig kunne de slappe af, for nu havde de foreløbig deres på det tørre, selvom lokummet brændte. Nu kunne de roligt, med citronmånen imellem sig, se en genudsendelse af “Her er dit liv.”  

Kan man forestille sig det? 

“Hansen – lad være med at pille næse.”

“Nåh, ja.”

Fortsættelse følger…….

“Så har sjælen ro….”

De fleste kender nok de syv dødssynder, som oprindeligt blev nedskrevet til munkene i de tidlige klostersamfund. Grådighed er en’ af dem. Parallelt eksisterer de syv klassiske dyder, hvor mådehold er grådighedens modvægt. Hvis mådeholdet praktiseres har grådigheden dårlige betingelser, men det er ikke den praksis, som dominerer vores samfund. Ifølge Jan Lindhardt – biskop i Roskilde fra 1997 – 2008, som skrev bogen, De syv Dødssynden, er de værste synder tilsyneladende blevet til dyder i den moderne tid. Grådigheden og griskheden kender ingen grænser. Vi har fået et rivaliserende samfund, hvor det i betænkelig grad drejer sig om individuel grådighed og kollektiv konkurrence hvor det, at “slå” de andre i sig selv er blevet et mantra – en kappestrid om, hvor meget man kan rage til sig og gerrigt skrabe sammen af jordisk gods. Der eksisterer en kapitalistisk dominans, som egentlig afgør, hvem der har legitim berettigelse i samfundet på det eksisterende og aktuelle værdibarometer. De fattige, de hjemløse, de gamle, flygtningene osv. er for længst blevet “slået” og vippet af pinden. De ER uskadeliggjort, og udgør således intet konkurrencemoment i den sammenhæng. De må nøjes med at bøje nakken og føle sig skyldige og uønskede.

Som jeg ser det, bygger TH bevægelsen, downsizing og minimalisme på mådehold – en dyd som tilfører både mennesker og samfund en tiltrængt form for sundhed al den stund, der ikke går papnæser og blå briller i det. Mådehold danner modvægt til grådighedens umættelighed, og hvad den ellers bringer med sig af misundelse, hovmod, selvhøjtidelighed og egoisme. Tanken – at krænkelses kulturen har rod i disse tilbøjeligheder, er mig ikke fjern.

Da vi var børn – jeg havde fire brødre – brugte min mor tit vendingen, “Så har sjælen ro.” Det var i forbindelse med noget, man gerne ville have, sukkede efter eller efterstræbte. En mild og ret uskadelig form for “grådighed,” for det var småting, man sukkede efter. Det var nærmest ingenting. Det gav sig selv – dengang i 50’erne og 60’erne, hvor jeg voksede op.

Det kunne være et stykke hindbærroulade – toppet med flødeskum i dagens anledning, der var tilbage på kagefadet efter søndagskaffen akkompagneret af giro 413 og generel søvnig stemning.

“Mor må jeg godt….”

“Jamen så tag det da. Så har sjælen ro.”

Dengang tænkte jeg ikke over, hvad der egentlig lå i ordene, men faktisk ligger der en spire til visdom i dem, for spørgsmålet er, om grådighed og ro i sjælen overhovedet kan kombineres. Jeg tror ikke, det er muligt. 

Flere tanker har jeg gjort mig omkring emnet her, men dem vil jeg dele med jer til næste gang – så fortsættelse følger…..