– Mens jeg husker det.
Onsdag aften tikkede der et sponsorat på 1000 kr. ind fra firmaet, Holm Isolering på Fanø samt en økonomisk garanti, hvis vi undervejs fik brug for reparationer. Overraskede og taknemmelige, blev vi takkede selvfølgelig.
Torsdag formiddag forlod vi som sagt Smidstrup. Det regnede uophørligt…og selvom vi trak tiden – måtte vi jo afsted.
Vi bevægede os mod Give og mødte den jyske højderyg via Vingsted bakker. OH MY GOD. Det var ubetinget den værste og mest belastende dag, jeg havde oplevet på rejsen…indtil videre. Stejle bakker – op og ned, hele tiden, igen og igen, hvor Søren måtte STÅ på bremsen på vej ned for at holde hastigheden nede – og opad, hvor traktoren stønnende og anstrengt gispede efter vejret, mens jeg sad og “rokkede fremad” for at hjælpe den til toppen. Klarer den det – eller triller den baglæns lige om lidt og fløjter ned ad bakken med hus og hjem. Den ene bakke afløste den anden i timevis – og på et tidspunkt stod jeg simpelt hen af ved foden af en’ af de værste, og lod Søren køre op alene, mens jeg gik strækningen.
Vi fortsatte og på et tidspunkt skabte traktorens langsommelighed en lang kø – og da det endelig blev muligt for de utålmodige bilister at overhale, skal jeg love for at vi fik vejvreden at føle. Den var intens som lugten af varm asfalt. Lange utilfredse truuuut!!!… sure og vrede ansigter, fuckfingre og hvad ved jeg. Sammen med alt det andet – i silende regn i en åben kasse, med konstant larm og motorstøj – og alle de satans lastbiler og følelsen af at have så meget magt over sit liv, som at sidde på en cykel uden pedaler. Var det nok? Ja, det var det. Alligevel fortsatte vi, indtil vi igen mødte en uoverstigelig bakkekam.
“Vi stopper her,” Sagde jeg. “Jeg er pisseligeglad med, hvor vi skulle have været hen….og hvor langt. Vi stopper her” – og det gjorde vi.
Kærlig hilsen Jytte og Søren
