Blog Image

Jyttes Tiny House

Jyttes tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 53

Tiny Living Posted by Jytte GrådalPosted on Mon, September 13, 2021 11:34

Retssagen – og Kunsten og blodtrykket, der steg….

I dag rejser jeg fra Lolland for en tid – mod nord til skiveegnen med et ophold undervejs på Fanø. Som de fleste måske ved, blev jeg politianmeldt af Skive kommune for et par år siden. Anklagerne drejer sig om mit Tiny House projekt og bosættelsen, og der ligger stadig en uafsluttet retssag og venter på en afgørelse i Byretten i Viborg – se evt. sidste del af blogopslag 50. Retssagen har været berammet flere gange, men er blevet udsat på lige fod med alt muligt andet i de sidste mange måneder. I denne måned skal jeg mødes med min advokat, for retssagen er nu berammet til at finde sted i november. Jeg håber så meget, at det denne gang lykkes at få en afgørelse.

 Sommeren har været lang, dejlig og indholdsrig. Jeg har samlet urter i år i lange baner på mark, ved strand, i skov og i hav  – har tørret, pulveriseret og nedfrosset. Jeg har syltet – lavet sirup og salve….deltaget i konfirmation, små lokale arrangementer, mad over bål, gåture, overnatning i naturen,  mødt nye venner, og har som altid haft et dejligt og sjovt samvær med naboen i forskellige sammenhænge – min familie her. Jeg føler et vemod denne gang, som er lidt usædvanligt….måske på grund af den omskiftelighed, der følger med sensommeren. Kornet modnedes og blev høstet – aftener, der blev køligere, bladenes begyndende farvespil, mens stærene samles til træk under sort sol.

Søren og jeg besøgte desuden Fuglsang kunstmuseum nok en gang på en solbeskinnet dag i august. Museet ligger på Lolland, hvis nogen skulle være i tvivl – ikke langt herfra, hvor jeg bor. Denne gang så vi, blandt andet, en udstilling af landskabsmaleren, Allan Otte. Udstillingen omfatter 50 værker og går under fællestitlen, “Naturligvis.” Det er imidlertid ikke landskabet i traditionel eller romantisk forstand, der interesserer kunstneren. I stedet er han interesseret i at se bagom idyllen og ind i den moderne virkelighed…og den er på en’ gang både – grim og smuk. Døde grise, havarerede biler og robotmaskiner – men også klar blå himmel, snoede landeveje og vidtstrakte marker.

Apropos kunsten, når den stiger…..

“Nej, NU stiger kunsten,” udbrød min far med dyb forargelsen i stemmen og bankede en understregende næve i bordet. Det gav et sæt i barndomshjemmet og i os alle sammen. Kunsten steg tit i mit barndomshjem – som regel søndag eftermiddag efter flæskesteg og sveskegrød, som havde forpestet huset med mados hele formiddagen, mens de af os, der var blevet gamle nok – endnu lå i sengen og kæmpede med kvalme og hovedpine efter aftenens bal på den nærliggende kro, hvor der igen havde været slagsmål. Der var blevet kæmpet med de bare næver…det gjorde man dengang, og vinderen vandt kun anseelse ved ikke at slå på taberen, der omsider havde tabt slaget og nu lå ned. Da blodrusen var dampet af, havde kamphanerne i hinandens selskab drukket en Tuborg fra kassen – og forsonet sig.

Men nu var det blevet søndag eftermiddag – engang i 60’erne. Far sad i køkkenet ved spisebordet med opsmøgede skjorteærmer og læste avis, mens han røg en grøn Cecil…og vi – børnene var på en mærkelig, unaturlig måde særlig “artige” om søndagen. Stilhed. Stilstand. Vi tegnede og malede – kedede os søvnigt, for det var som om, både tid og liv gik i stå. Mor sad i sofaen. Hun strikkede. Var måske blevet permanentet hos frisøren et par dage forinden, og i dagene efter sådan en forholdsvis dyr fornøjelse, var hun ikke nem at komme i nærheden af. De små, stive krøller forandrede hendes lattermilde sind til en koncentreret opmærksomhed på frisuren. Det måtte ikke blæse på krøllerne, selvom hårlakken forhindrede, at de overhovedet kunne komme i bevægelse – vi måtte ikke mærke på dem eller røre ved dem, og vovede vi det alligevel, gjorde hun et irriteret kast med hovedet og blev voldsomt stram i ansigtet. Selv om hun på en måde var både øm og kær, når hun befandt sig i den fase, blev jeg altid glad, når vejr, vind, hårvask og urolig søvn bragte hende ud af den. Så blev hun igen den mor, jeg holdt mest af – hende, med det naturlige, bløde hår og det lattermilde sind.

“Nej NU stiger kunsten.” Far havde tydeligvis læst et eller andet i avisen, der ifølge hans optik overhovedet ikke gav mening, som var hovedløst, ugennemtænkt og blottet for sund fornuft. Vi stivnede umærkeligt…spurgte lidt spagt og forsigtigt – for ikke at nære hans iltre temperament – ind til den kunst, der – ifølge ham – steg. Han forklarede. Vi forstod ikke meget. Havde ikke nået en alder, hvor vi var blevet samfundsbevidste borgere. Han blev irriteret. Mor – i sin lyseblå søndagskittel, blev synlig træt i ansigtet og sagde, at det ikke var noget at hidse sig sådan op over. Det var i den slags situationer, hvor både kunsten og fars blodtryk steg. Han hævede stemmen og bekendtgjorde oprørt, at hvis man ikke skulle hidse sig op over sådan en forbandet svinestreg – så vidste han fandeme ikke, hvad man skulle hidse sig op over. De blev uvenner, begyndte at skændes, mens giro 413 akkompagnerede med Gustav Winckler og Birte Wilkes afskedssang, – “Skibet skal sejle i nat.”

Far gik.

Der var smæk på døren.

Det var der tit om søndagen…

Jeg bryder mig ikke om søndage. Jeg bryder mig ikke om lugten, lyden og smagen af søndage. Mest af alt holdt jeg af hverdagen. Det gjorde jeg allerede som barn. Det gør jeg stadig.

Fortsættelse følger……



Jyttes tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 51

Tiny Living Posted by Jytte GrådalPosted on Thu, April 01, 2021 14:48

Retten var sat – men blev udsat…

Jeg ved det godt. Jeg har ikke været særlig produktiv i de sidste måneder, og det har jeg det ærlig talt ikke godt med – for jeg føler, at jeg svigter jer lidt, men hvis I hænger på, kære læsere – vil jeg gøre det samme. Selv tror jeg, at matheden i inspirationen kan forklares ud fra de mange sære forandringer, der sker i vores land og i vores liv, og som vender op og ned på håb og fortrøstning fra den ene dag til den anden. Vi kan ikke regne den ud, ikke regne med noget, ikke forudse noget, ikke planlægge noget. Samtidig er vi blevet dirigeret ind i en vedvarende paradeeksercits, hvor vi trænes i at udføre synkrone bevægelser i et kontrolsystem af dikteret adfærd. Bombardementerne med selvmodsigende, absurde udmeldinger fra myndigheder og medier er konstante. Vi “mættes” af det. Til gengæld opstår der en uinspireret sult i sjæl og sind, som er mærkbar, men vanskelig at præcisere eller indkredse.

Som de fleste nok ved, var jeg tidligere på året blevet indkaldt til retsmøde i Viborg – mandag den 1 februar (for mere info se evt. del 50), og selvom jeg følte mig på nogenlunde sikker grund i forhold til anklagepunkterne, var jeg alligevel nervøs for et uforudsigeligt udfald. Kommunens adfærd har i hele forløbet mest båret præg af et ønske om at få skovlen under mig – koste hvad det ville – så jeg kunne ikke vide mig sikker, men under alle omstændigheder, så jeg frem til en endelig afgørelse. Det, der beroligede mig mest med udsigt til retssagen var en befriende følelse af, at jeg ikke behøvede at lyve – ikke behøvede at skulle opdigte søforklaringer eller ammestuehistorier – for i den praksis er jeg en elendig amatør. Der var – og er ingenting at spinde løgne på.

Retssagen blev dog aflyst ganske få dage forinden. Det viste sig, at min advokat havde haft et et møde med en kunde, som efterfølgende var blevet testet positiv – og min advokat valgte derfor at gå i selvisolation. Åh nej, åh nej!! Jeg forsøgte herefter at indhente et tidsestimat på næste berammelse, hvilket dog ikke kunne gives. Følelsen af at vente og vente på Godot indfandt sig nok engang.

Men nu til noget helt andet. Det, at leve enkelt kan medføre visse udfordringer – og det får I et eksempel på her….

I kender nok udtrykket om en person, der ikke kan stikke en pind i en lort – uden at ødelægge begge dele – men det lykkedes for mig.

Vi er tilbage i midten af februar. Frosten var streng, og kulden havde klædt sig godt på i minusgrader. Da jeg stod op en morgen, var mit Porta Potti wc. og indholdet i både opsamlingstanken og vandbeholderen fuldstændig bundfrosset. Jeg havde ellers suppleret begge systemer med frostvæske – men uden effekt. Hvad gør man så? Ja, når man er alene på matriklen under vejrforhold, der leder tanken hen på arktiske områder, er der jo ikke meget andet at gøre end at bide og klemme henholdsvis tænder og baller sammen – og komme i gang. Problemet her krævede ikke matematiske beregninger – men derimod lavpraktisk logik. Jeg tog potten med ind i varmen. Til de, der ikke kender systemet, kan jeg oplyse, at tanken er hermetisk lukket, så der breder sig ikke noget af den slags indendørs, som forpester det allertidligste forår udendørs….i hvert fald på landet.

Nå, men wctanken stod i bogstavelig forstand og bagte foran brændeovnen i ni stive timer, hvorefter jeg forsøgsvis bar den ud, og nu lykkedes det mig, i det mindste, at åbne spjældet, men indholdet skulle tømmes ud, og frosten bed sig stadig og stædigt fast i bummelummerne. Jeg tilsatte lunkent vand og mere vand og mere frostvæske, men der kom ikke rigtig bevægelse i det. Måske kunne jeg banke massen løs med en pind igennem spjældet, tænkte jeg, og fandt et rimeligt stabilt eksemplar til formålet. Knock, knock. Er der nogen hjemme!!! Det var der ikke. Pinden knækkede – og lorten gik ikke i stykker…så jeg er ikke en’ af dem – der kan det der…Til gengæld kan jeg så meget andet.

Så der stod Potti altså – med en ødelagt pind i en ikke ødelagt lort. Jeg trådte et skridt tilbage og betragtede forsøget. Med lidt god vilje kunne opstillingen ligne en kunstnerisk installation. I den sammenhæng faldt mine tanker på den italienske kunstner, Piero Manzobi og hans kendte værk, Merda d’Artiste fra år 1961. Husker i ham? Det var ham, der konserverede sin personlige afføring på dåse. Der blev fremstillet 90 af slagsen, og det atypiske koncept både provokerede og forargede mange mennesker. Lort på dåse. Så havde man fandme hørt det med!!! Dåserne blev lavet i 30 grams forpakninger og blev solgt til den gældende guldpris, så de blev med andre ord deres vægt værd i guld. Selv sagde han, “jeg sælger en ide – en ide på dåse.”

Piero Manzobi døde i en alder af blot 29 år, og uanset om man kan lide hans kunstretning/udtryksform eller ej – må man sige, at han formåede at sætte sit fingeraftryk og rokke ved opfattelsen af kunsten, hvilket netop var hans hensigt. Han mente, at det var kunstnerens autenticitet i et værk, der i virkeligheden symboliserer den egentlige kunst. Materialets karakter eller kunstnerens behandling af det, er ikke det afgørende. Hans opfattelse var, at hele verden og menneskelivet står til rådighed som materiale, og at dette udgør et – ikke erobret terræn, der kun venter på at blive opdaget. Kunstretningen hedder Arte Provera.

Som en lille tilføjelse kan jeg fortælle, at en’ af dåserne i år 2007 blev solgt fra et britisk auktionshus til den beherskede sum af 124.000 euro, så – lort er ikke altid – bare lort.

….Og her stod jeg – med min installation – med min udgave af Merda d’Artista – udstyret med både autenticitet og fysisk symbolværdi. Hvis min Merda havde været sin vægt værd i guld, havde jeg kunnet leve resten af mit liv – og et par reinkarnationer mere – uden at bekymre mig om, hvor pengene skulle komme fra.

Fortsættelse følger……



Jyttes tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 50

Tiny Living Posted by Jytte GrådalPosted on Sun, January 17, 2021 19:00

Retten er sat…

I årene 1955 – 1965 kørte en udsendelsrække hen over de sort/hvide TV skærme i danskernes stuer under temaet, “Retten er sat.” Jeg kom til at tænke på temaet, fordi Retten nu omsider er sat og berammet for mit eget vedkommende, men herom senere i teksten.

Rammen for udsendelserne på TV var hver gang den samme, og bestod af iscenesatte juridiske processpil/forbrydelser, som sluttelig endte op i afgørelser og domfældelser – skyldig eller ikke skyldig.

Den samme sag var delt i to afsnit, hvoraf den første del bestod af vidneafhøringer og proces. Herefter var der 24 timers pause, inden man på TV kunne følge domsforhandlingen og domsafsigelsen. Denne opbygning af konceptet gav anledning til livlige og heftige debatter og diskussioner i befolkningen – i hjemmene, over hækken, hos bageren, smeden og skomageren, der typisk havde sit værksted et par trin nede i et halvmørkt kælderlokale, og som var lidt sær og indadvendt men harmløs – det sagde de voksne i hvert fald – og hvor en dejlig tæt og tung duft af læder og skosværte slog een i møde, når man som barn endelig tog mod til sig og åbnede døren. Her, der og alle vegne blev sagen vendt og drejet, og aviserne flød over dagen derpå med overskrifter som, “skyldig”!!! Ikke Skyldig-“!!! “Vores læsere mener”…..”Vi var uenige med dommeren” osv.

Mon ikke man kan forestille sig, at udsendelserne blev vist i den bedste sendetid kl. 20, og når bornholmeren faldt i slag der, blev alle bedt om at holde kæft eller gå et andet sted hen – for “Nu var Retten fandenfiseme sat,” og kaffen var klar. Det var i en tid, hvor citronmånen og andre halvmåner, så vidt jeg ved, endnu ikke var lanceret. Den eneste måne, der var at se var Viggos med et par forbindelsesløse hårstrå, der havde tabt orienteringssansen, så derfor var det marmorkagen, der gjaldt. Viggo tog en ekstra skive, da udsendelsen var forbi og vidneudsagnene var blevet fremlagt. “Hvad tror du,” spurgte konen, som sad i sofaen ved siden af ham med armene over kors. Men Viggo sad der, som en levende reklame for Niels Hausgaards performance af “Gæstebud” fra 2014, der handler om marmorkagen, der har den egenskab, at den søger op og kitter sig fast i ganen, lige så snart den har passeret fortænderne. Det skete også for Viggo. Han kunne ikke svare. “Ja, det er det sædvanlige. Du har ingen mening om noget som helst” fastslog konen irriteret – godt hjulpet på vej af stikkende papilotter i håret og en termokande, der blev ved med at hvisle og hvæse. Viggo forsøgte at svare, men opgav. I stedet stak han termokanden én på skruelåget, som ikke var til at misforstå.

Hvem var den skyldige på den hjemlige anklagebænk? Tja, det var vel marmorkagen – var det ik? 

Det var ikke alle, der havde råd til anskaffelsen af TV i 50’erne, så det var normalt, at de bedste af de gode naboer blev inviteret på kaffe og kage og overværelse af de retssager, der dramatisk udspillede sig på skærmen. Man kan forestille sig, at de inviterede gæster var lidt varsomme med at tilkendegive deres personlige vurderinger efter første del, for det lå ligesom i kortene, at de, der ejede skærmen havde de vægtigste argumenter og en særlig rolle i forhold til at invitere til anden del af “Retten er sat.” Man skulle ikke blive for klog eller komme i klemme i forhold til værtsparret – for det kunne koste muligheden for at overvære afslutningen af sagen.

“Det er da fandens, at man ikke kan sige, hvad man mener,” brummede Harry surt, da han og konen forlod naboerne og var på vej hjem. “Ja, men det kan du altså ikke. Det er jo deres fjernsyn,” svarede konen udglattende, mens hun blinkede nervøst med øjnene.

Som jeg indledningsvis oplyste i teksten, er retsmødet for mit vedkommende nu berammet. De fleste ved måske, at jeg blev politianmeldt af Skive kommune, hvor et’ af anklagepunkterne lød på, at jeg havde undladt at efterkomme deres påbud om – inden den 4 februar 2019 at fjerne beboelsesvognen fra min grund. Jeg husker ikke helt, hvordan tingene forløb og i hvilken rækkefølge, for balladen har alt i alt strakt sig over næsten 2 år, men som udgangspunkt vidste jeg på daværende tidspunkt ikke, hvor jeg så skulle parkere min Vogn. Heldigvis fik vi kendskab til, at Fejø naturcamping i Lolland kommune havde åbnet op for Tiny House konceptet. Vi rejste derned et par gange og udså os en plads, som blev ledig den 1 juli, hvilket også blev datoen, hvor vi rykkede sydover samtidig med, at jeg flyttede min adresse. Inden da havde vi bedt kommunen og borgmesteren være behjælpelige med at anvise os en midlertidig plads et sted i kommunen, men der var absolut ingen hjælp at hente.

Da flytningen nu var en realitet, kontaktede min advokat den involverede politiassistent i sagen for at oplyse, at jeg var fraflyttet – både hvad angik Vogn og adresse, hvorefter omtalte person sendte en forespørgsel til Skive kommune om, hvorvidt de stadig ønskede at fastholde anklagerne. Det gjorde de – so here we are. Desuden er der blevet pålagt dagbøder. Min advokat stillede sig undrende til kommunens beslutning med ordene. “De må være meget sure på jer – for de fleste kommuner ville i en situation, hvor påbuddet er blevet efterkommet, frafalde sigtelsen.”

Jeg informerer jer om retssagens udfald, kære læsere – når den er overstået – i begyndelsen af februar, såfremt restriktioner eller andet uforudsigeligt ikke indtræffer. Måske skal jeg tage et par marmorkager med i Retten til de fremmødte fra Skive kommune…..

Fortsættelse følger……



Jyttes tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 49

Tiny Living, Uncategorised Posted by Jytte GrådalPosted on Wed, November 25, 2020 14:30

Og stormen sused’ og gjorde halløj…

I øjeblikket befinder jeg mig hverken i min gule Vogn på Lolland med udsyn over de flade, vidtstrakte marker – eller i mit havehus på den vildtvoksende naturgrund på skiveegnen. Jeg er i disse dage på Fanø og herfra, hvor jeg sidder og skriver, kigger jeg direkte ud på en klitformation, som er beklædt med marehalm, lyng, mos og anden nøjsom vegetation – et fænomen, som er kendetegnende for øen – ikke kun ved havet men langt ind på land, hvor de visse steder danner naturlige rammer omkring beboelser og dagligt liv.

Vejrudsigten for Fanø varslede for få dage siden – nul regn og kun en bagatel af blæst. Til trods for denne besindige prognose stod himmel og jord pludselig i et’. Det skete et par gange i løbet af formiddagen. Regnen væltede ned, mens Mister Storm, den hidsige djævel, svang sin nihalede over kræ og fæ og folk med mundbind, der i god tro havde bevæget sig udenfor, og stadig var overbeviste om effekten af anvendelsen, selvom en længe ventet og nyligt offentliggjort forskningsundersøgelse ikke har kunnet bekræfte, at mundbind beskytter mod smitte. Til trods for det klynger hovedparten af befolkningen sig endnu mere til livet, via mundbindskulturen, end tidligere.

Men regnen piskede, og stormen stormede. Hvordan i himlens navn kan en vejrudsigt fra DMI være behæftet med så udtalte fejlprognoser? Har DMI indgået en skjult handelsaftale med en eller anden lyssky – og således på røven – mundbindsproducent? Hvis DMI nu lover godt vejr og vi selv, sammen med kim Larsen, beder Guderne om det, og DMI i stedet sender et par gevaldige regnskyl på alle de intetanende mennesker, der bevæger sig til og fra Rema og Netto og din og min købmand…og ham den fede, let købmand – og mundbindene mod forventning bliver sjaskvåde – ja, så får salget et boost, og DMI får udbetalt en klækkelig provision….hvis man da ikke tilhører gruppen, der smider det op i vinduesruden og lader det tørre der – til næste gang. Illustrativt kan denne udokumenterede løgnehistorie vel være ligeså mulig og “sand” som det utal af fabrikerede løgnehistorier, der i tiden udspiller sig på alle medier og for åbne skærme…. 

Jeg tillader mig at anse omtalte forskningsresultatet som lidt af et professionelt makværk af bestilt arbejde, da det udover konklusionen – at der ikke er evidens for, at mundbind virker – indeholder upræcise formuleringer og tvivlsspørgsmål…på den ene side en lille positiv effekt – og på den anden side kan man ikke fastslå, men heller ikke udelukke – og hvis og hvis min røv er spids. Halleluja. Vi blev ikke en skid klogere, og striden og splittelsen i befolkningen omkring dette spørgsmål kan så fortsætte – som før.

Offentliggørelsen blev i lang tid forhalet, og var ventet med spænding – netop fordi det omsider ville blive klarlagt, om mundbind virker eller ej….og så kommer der alligevel et upræcist, vævende og værdiløst resultat, som medier og politikere straks fortolker derhen, hvor deres personlige og politiske agenda leves og udspilles. Lydighedstesten. Det lykkedes endnu en gang Brostrøm, at vaccinere befolkningen med angstens sved og hjerteblodets ensomhed.  

I halen på den store danske undersøgelse, som manglede statistisk signifikans, hvilket betyder, at resultaterne kan være behæftet med tilfældigheder, publicerede en ny metaanalyse fra det internationale Cochrane samarbejde følgende: “Mundbind har sandsynligvis blot en lille eller slet ingen indflydelse på, om en person over en længere periode under en epidemi, bliver inficeret med virus – i forhold til, hvis personen IKKE bærer mundbind.”

Fik I den? Til trods for denne statement, skal en hel befolkning tvinges til at bære mundbind, og hvilke langtidseffekter den tvang medfører både fysisk, psykisk og socialt, melder historien ikke noget om.

Vi tog til Vesterhavet den dag….om eftermiddagen, hvor regnen var hørt op, og herregud – den bagatel af blæst, men hvorfor var stranden fuldstændig mennesketom? Tja – blæsten var jo for helvede blevet til storm. Det var næsten umuligt at åbne bildøren. Vi havde pakket os ind i lag på lag og kæmpede os fremad på den brede sandstrand, og selvom min hætte var snøret så meget til, at jeg kun kunne se med det ene øje, krøb stormen ind under hætten og tog om nakken, som var det en kold, benet hånd. Når vi går tur ved havet, gemmer vi altid det bedste til sidst, ligesom da vi var børn, og tager rygvinden på tilbagevejen. Vi vendte om, og gik ned mod bilen, men syntes alligevel, at oplevelsen havde været for kort – så vi søgte en smule læ i en lille fordybning i en temmelig flad klit, hvor jeg forsøgte at tænde min pibe – mens stormen sused’ og gjorde halløj – uden at brænde marehalm og pandehår og kæresten af. Det sidste var det sværeste….

Færgerne Fenja og Menja sejler mellem Esbjerg og Fanø. Navnene knytter sig til følgende sagn i den nordiske mytologi.

Fenja og Menja var to jættepiger med enorme kræfter. De var trælle for kong Frode, som tvang dem til at male guld på kværnen, “Grotte.” Kongen undte dem dog ingen hvile. Søstrene tog derfor hævn og fremmanede Søkongen, Mysing og en hær, der nedkæmpede kong Frode. Men Søkongen handlede med salt, og han bragte derfor søstrene og kværnen ombord på sit skib, hvor jættepigerne nu måtte trælle for ham og male salt. Til sidst fik skibet overvægt af den tunge last, som gik til bunds med mand og mus og kaptajnens snus, men nu kunne han jo også være ligeglad – den sidste skipper sild var spist, for på bunden af havet må en mand give op, og kværnen – ja, kværnen maler, ifølge sagnet, stadig på havets bund. Nogle mener, at skibet sank mellem Mandø og Fanø, fordi havet er særlig salt der – og fordi de to søstres navne passer med øernes navne – Menjø og Fenjø, som siden er blevet til – Mandø og Fanø.

Skumringstime over Fanø. Noget af guldstøvet, steg til vejrs.

Fortsættelse følger…..

  

  • Og stormen sused’


Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 48

Tiny Living, Uncategorised Posted by Jytte GrådalPosted on Sun, October 11, 2020 17:05

Hvordan har de det – de der mennesker….?

Så kom jeg langt om længe – for et par uger siden tilbage til Lolland, til en del af min familie her og mit Tiny House – Vognen. Det skulle blive efterår, inden jeg kom tilbage. Kornet stod gult, havren grøn, da jeg forlod øen sidst. Nu er det for længst høstet og naturens begyndende farvespil er sat ind.

Fra hemsen i Vognen kan jeg se regionaltoget, Lollandsbanen køre tur/retur ikke langt herfra. Fire vogne om morgenen. To oplyste om aftenen. Jeg nyder lyden af det. Selvom jeg anstrenger mig, kniber øjnene sammen, pudser briller eller skifter dem, pudser vinduer, pudser næse, pudser hunden på katten eller pudser min glorie, kan jeg ikke se de mennesker, der sidder derinde, men jeg rejser et stykke af vejen med dem i mine tanker. Tænker…hvad mon de tænker på…hvordan har de det med deres mund- og næsebind, mobiltelefoner, øretelefoner – mennesker med digitaliserede sanseapparater i hver sin kokon. Hvordan har de det egentlig? Måske er der stadig enkelte, der læser i en bog, strikker lidt – eller fortæller et barn en historie om Peter Pedal og manden med den gule hat eller læser et kapitel eller to af Hodja fra Pjort. Måske…men kan de det, eller har de lyst til det med mundbind på? Måske, men jeg tror det ikke.

Måske sidder der nogle med kvælningsfornemmelser og svedige hænder, der gemmer sig bag sædet foran, mens de vagtsomt kigger sig omkring til alle sider for at sikre sig, at ingen ser dem, inden de stjæler sig til et par mundfulde fri iltoptagelse. Måske sidder der et par gamle, nervøse mennesker, der i sin tid kom ind med firetoget, fulde af energi og livsappetit – som ikke mere forstår en verden, der ligger så langt fra den, de kender og er vokset op i. Måske var de en del af 60’er oprøret og blomsterbørnene og hippie kulturen. De er hverken dumme eller demente, men de har en anden samfundsmæssig arv med sig og et helt livs erfaringer, som ingen værdi eller status har. Ingen spørger. Ingen gider at høre på dem, for det var jo dengang, og hvad fanden skal vi bruge det til – vi lykkelige, historieløse mennesker? De undlader at drikke kaffen i termokanden, for de er ikke helt klar over – om det er tilladt. De kan ikke følge med i antallet af skiftende restriktioner….det går for hurtigt – alting går for hurtigt, de er forvirrede og fremmedgjorte, er blevet fordrevet fra deres sind…og børnene, der også mener, at de vist er ved at blive lidt bimmelim – så for en sikkerheds skyld….sidder de der med mundbind på og tomme øjne, mens de går i frø. Måske… 

Det trak ud denne gang med min rejse til Lolland. Kravet om mundbind i offentlige transportmidler blev en realitet, mens jeg befandt mig på Skiveegnen. Jeg fik et chok den dag. Ingen forstod det rigtigt, men jeg kunne ikke finde mig selv i det – kunne ikke se mig selv i udviklingen af et samfund, hvor det – at trække sit vejr på en fri og naturlig måde – ikke mere var tilladt. Jeg fik voldsom angst. Det var som at blive holdt for munden i ufrihedens navn. Desuden var sammenligningen mundbind og mundkurv nærliggende i min optik. 

Vi reagerer forskelligt på forbud og påbud. Nogle har det fint med mundbind og er overbeviste om værdien af det – Andre har det forfærdeligt af forskellige årsager – mens det nok for en tredje gruppe er et spørgsmål om den symbolværdi, der ligger i at signalere samfundssind og dermed skaffe sig fribillet til det kollektive fælleskab. Således placeres der ‘midt i ansigtet’ et bevis på, hvor dygtige og lydige hinanden er.  

Jeg har aldrig haft kørekort eller bil, så jeg har, op igennem livet, brugt den kollektive mulighed og faktisk nydt det – specielt togrejserne – de rytmiske meditative lyde, at læne sig tilbage og bare dovent lade toget bringe mig her og derhen, lukke øjnene eller læse en god bog. Siden påbuddet om mundbind har jeg ikke benyttet mig af hverken tog eller busser. Mine rejser mellem Skiveegnen og Lolland varer ca. 7 timer, og det er mig ikke muligt at sidde med maske for munden i 7 timer. Jeg kan ikke. Den er ikke længere.

Kortvarigt kan jeg tage mundbind på, og kortvarigt kan jeg holde ud at føle mig som en dummy….som forleden, da min datter og jeg skulle spise frokost på en sushi restaurant. Det var min debut med mundbind på i det offentlige rum. På med mundbind – ind ad døren. Finde et bord og sætte sig – af med mundbind i en helvedes fart. Op og hente mad i buffetens tillokkende udbud – på med mundbind. Tilbage til bordet – af med mundbind. Op og hente mere mad – på med mundbind. Tilbage til bordet – af med mundbind. Jamen altså!!! Hvis mundbind overhovedet skal have den mindste mikroskopiske effekt, er der som udgangspunkt en del forskrifter om håndteringen af dem, der strictly skal overholdes…..”man må ikke røre ved selve bindet, man må kun bruge det en enkelt gang osv.” og her sidder gæsterne i stor stil og fedter skødesløst rundt med dem – tager dem skiftevis af og på utallige gange, mens de i ‘pauserne’ fra buffeten lader dem hænge under hagen, lægger dem på bordet, trækker dem op til albuen or what ever. Det gjorde vi også selv. Hvad skulle vi ellers gøre??

Jeg takker min Gud og min buddha for min humoristiske sans og observans. Med al respekt for andre menneskers tro på mundbindenes præventive effekt – gjorde det mig lattermild at befinde mig i så meningsløst et mundbindscirkus. Forestillingen var gratis. Vi skulle kun betale for maden.

“Civil disobedience is not our problem. Our problem is civil obedience.” Howard Zinn. Historiker, menneskerettighedsforkæmper, forfatter, aktivist m. m. Læs ham.

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 47

Tiny Living, Uncategorised Posted by Jytte GrådalPosted on Thu, September 10, 2020 14:31

En rejse i tanken – bort fra den mentale træthed.

Kære læsere og kære venner. Jeg håber inderligt, at I hænger på, selvom det er længe siden, jeg har skrevet til jer. Men jeg har været træt – mentalt træt. Vi er sikkert mange, der føler denne udefinerbare mathed for uanset, hvordan vi forholder os til en tid, hvor King Kong Corona har taget magten over Gud og hver mand, påvirker det os alle sammen. Vi er på mange måder blevet fanget i ufrihedens programmerede takt og tone agenda. Vi kender ikke fremtiden – knap nok dagen i morgen. Jeg kommer til at tænke på Dan Turèlls poetiske samling fra 1984, hvor digtet, “Mest af alt holder jeg af Hverdagen,” beskriver morgenernes langsomme opvågnen til det kendte liv, til hverdagens sammensurium af rutinerede ritualer, forpligtende forpligtelser, svingende svingærinder og overraskende overraskelser, som udgør den trivielle, den velkendte, men fornøjelige hverdag. Den hverdag savner jeg. Den hverdag, hvor mennesker agerer som mennesker og ikke som programmerede, grupperede tinsoldater, der fører bitter krig imod hinanden. Jeg havde brug for at komme væk fra en verden af undertrykte åndedrag, så jeg valgte at foretage en rejse en tidlig aften – uden pas, papirer, mundbind og præfabrikeret liv….

In the Wild West – i 1800 tallets støvede Dodge City nær Arkanses River – der var jeg i tankerne en aften for få uger siden, mens jeg sad her i tropisk, stillestående varme på min veranda i mit tiny havehus under pergolaen.

The Lonely Rider. Husker i ham – ham, som vi tidligere fulgte ude på prærien i det vidtstrakte, i stilheden under den høje himmel? (Læs evt. del 33) He was hunted and wanted dead or alive for så og så mange dollars. Det eneste vi vidste om ham var, at hans halsbandana var rød og beskidt. Det er den stadig. Vi kendte ikke hans forbrydelse, men det det gør vi nu. He has not committed any crime, men ingen tror ham. Hvordan ved jeg det? Det stod indskrevet i historien et sted. He is just a Lonely Rider.

I Dodge City sidder sheriffen ude foran arresten under porchen. Han rokker dovent frem og tilbage på en vakkelvorn gyngestol. Det gjorde de dengang, så vidt jeg ved, i 1800 tallet. Det er sidst på eftermiddagen. Varmen er flimrende og ulidelig. Sheriffens øjne er røde og blodsprængte…indtog vist for store mængder Pendleton Wiskey aftenen forinden. Der havde været stuvende fyldt i den nærliggende saloon. Nogen gav en omgang og andre gav en anden, som blev til en tredje – og så ved vi jo godt, hvordan DET går. Fuldskab, slagsmål og en helvedes ballade. Det blev sent…

I arresten sidder en mand. Der sidder måske flere, som er blevet indhentet af fortidens forbrydelser, men det kan vi være fløjtende ligeglade med, for det er ikke dem, historien handler om. Det handler kun om en’ enkelt  mand. Den handler om The Lonely Rider. Det lykkedes omsider et par ihærdige, fordrukne dusørjægere at indhente ham, banke og bagbinde ham og føre ham til det temmelig lovløse Dodge City. Jeg ser ham. Han sidder i cellen, tavs, med albuerne på lårene og hovedet i hænderne. Ved siden af ham – hatten og et blikkrus med lunken vand. Han kender ikke sin skæbne. Han er fanget og ufri. Ude af stand til at handle på sit liv.

Nu rider han igen på prærien. Det lykkedes ham at flygte. Guderne må vide – hvordan, men sådan er der så meget. Miraklernes tid er ikke forbi, og på dem findes der ingen forklaring – så der har I forklaringen. Jeg ser ham. Han holder hesten an. Han kigger sig tilbage og han ser på mig. Vores øjne mødes. Hans ensomhed og længsel efter friheden ser ind i min – og der i det vidstrakte, i stilheden under den høje himmel, finder sjælene ro. Så nikker han kort, bekræftende…. You are not alone – We are not alone – letter på hatten, og sætter støvlesporerne i hestens bug. Jeg ser ham hastigt ride sin vej i støvet, der rejser sig, og jeg selv sidder på min veranda under pergolaen en tidlig sommeraften i tropisk varme sammen med roen i det vidtstrakte, i stilheden under den høje himmel. En stund – uden mental støj og uden at føle mig jaget og fordrevet fra Dan Turèlls – “Mest af alt holder jeg af hverdagen”…

At rejse er at leve – også uden pas, papirer, mundbind og præfabrikeret liv.

Fortsættelse følger….

  



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 46

Tiny Living, Uncategorised Posted by Jytte GrådalPosted on Sun, August 02, 2020 18:00

Da Mother Earth og Father Time holdt stævnemøde i min have…

De var ikke kærester eller elskende, Mother Earth and Father Time. Det var synd at sige, og man skal holde sig til sandheden, så det var ikke en date, de aftalte, men et stævnemøde i min have for 2 måneder siden. Hun var måske net og fin. Han var måske høj og maskulin. Jeg så dem ikke – for jeg var der ikke. Jeg befandt mig i min Vogn på Lolland, hvor kornet voksede og modnedes, og jeg tænkte, at næste gang, jeg kommer tilbage hertil, er det høstet, bladende er måske begyndt at falme – og alting vil se anderledes ud. Indledningen til H. C. Andersens eventyr, Den grimme Ælling, dukkede op i mit hoved. ‘Der var så dejligt ude på landet. Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange røde ben og snakkede ægyptisk – for det sprog havde han lært af sin moder’…

For 2 måneder siden befandt jeg mig som sagt på Lolland, og hvad der skete i den natur, der omgav mit lille havehus mod nord, havde jeg ingen anelse om.

“Hvis du føder sunde og livskraftige vækster, sagde Father Time til Mother Earth, så lægger jeg tiden til, så de kan vokse sig store og stærke.” “Jeg er jo den bedste og den vigtigste, sagde hun – for det er mig, der føder dem.” “Nej, jeg er den bedste og den vigtigste – for uden den tid, jeg lægger til, ville væksterne blot dø.” I stedet for at dele sol og vind lige skændes de stædigt frem og tilbage. “Ha, du må jo have jord i hovedet, hvis du tror, at du er mere betydningsfuld end mig,” sagde han. “Ha, du tror jo ikke et øjeblik eller et sekund på, at du er mere betydningsfuld end jeg,” svarede hun. De blev lidt grimme, grove og ufine i munden. Det klædte dem ikke. Det klæder ingen. Til sidst blev de enige om, at uenigheden måtte komme an på en prøve.

Mother Earth gav sig nu koncentreret til af føde vækster i hobetal – skvalderkål, brændenælder, tidsler og hønsetarm – og han lagde i tavshed al den tid til, som han havde. Det hele skød hurtigt i vejret…lidt for hurtigt, tænkte hun, og Mother Earth fødte nu en valmue…så sart, så rød, så fin – for at få Father Time til at stå stille – for at give sig selv et lille beregnende forspring. Han lod sig dog ikke besnære. Selv om denne pludselige smukhed et kort øjeblik efterlod en brændende fornemmelse og en kort tøven i hans tidsånd, forblev han kølig og loyal – både imod sig selv og sine evner – og denne sommers gennemsnitstemperatur.

Da jeg ankom hertil for 14 dage siden, var de gået. De forsvandt i samme øjeblik, jeg ankom og Holy Moses, My Good, Jesus Christ!!! – En urskov, der mødte mig her. Alt var tæt og tilvokset, og jeg kom til at tænke på Tornerose – det vakre og ganske uimodståelige barn – og tjørnehækken, der havde bredt sig og var blevet så stor, så stor. Knæhøje skvalderkål, hønsetarm i lange klistrede baner, meterhøje tidsler i ubegrænsede mængder og brændende nælder. Mit urtebed og mine frugtbuske var ikke at se. Selv havehuset så ud til at være skrumpet ind bag revl og krat.

Jeg så mig omkring – banede mig vej i junglen, og jeg har nu brugt de sidste 14 dage på at komme til bunds i deres indbyrdes kamp for at være den bedste og den vigtigste.

Hvad jeg ikke vidste var, at Mother Earth and Father Time til sidst havde taget hinanden i hånden med kindkys og var blevet enige om, at den ene ikke var et hår bedre eller vigtigere end den anden.

Hvordan jeg kunne vide det? Det kunne jeg jo se, for fanden!!!

Fortsættelse følger….

 



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 45

Tiny Living, Uncategorised Posted by Jytte GrådalPosted on Thu, July 09, 2020 18:48

I krig gælder alle kneb – men ikke i kærligheden…

Det regnede og blæste i morges. Det regnede og blæste ind ad det åbne vindue i hemsen. Jeg lagde et køkkenhåndklæde i karmen for at tage det værste og kaffen – ja, kaffen blev hurtig kold og kedelig, men smuk bliver man i det mindste af dampen, og er der meget, der er vigtigere end det’?…

Jeg tænker tilbage – tænker på, at det i dag er præcist et år siden, Søren og jeg landede på Fejø med min gule vogn. Som mange ved, havde vores grå Ferguson slidt og slæbt “huset” 325 km tværs over Danmark med en gennemsnitshastighed på 18 km/t. Rejsen varede sammenlagt 9 dage – og selvom Søren og jeg har foretaget rejser til andre destinationer, hvor alt har været nemt, let og tilgængeligt, tror jeg, at rejsen til Fejø altid vil stå for os som – vores livs rejse sammen. Den var så anderledes anstrengende, skelsættende og uforudsigelig. Den krævede alt af os – og den fik alt – både menneskeligt, socialt, vejrmæssigt og trafikalt. Den rejse blev en historie for sig. Den skrev sig selv i forløbet….linje efter linje – redigering ville have været en hån, og hver aften, når traktoren tav og Vognen hvilede, blev vi forbavsede, når vi læste de ord, den indskrev i vores liv. Det kapitel vil aldrig kunne indgå i andet end det – det var og er…

Jeg sms’ede lidt med min lillebror. Det gør jeg jævnligt. Han leder efter kærligheden. Hvem gør ikke det? Det gør vi vel alle sammen. Den rene skinbarlige sandhed og kærlighed. Den, der flytter bjerge, den, der gør fri, den livgivende. Nogle finder den. Andre gør ikke.

“I krig og kærlighed gælder alle kneb.” Nej – vil jeg påstå. I krig, javist, men ikke i kærlighed. I begge tilfælde drejer det sig ganske vist om at vinde, men mens krigen vindes ved hjælp af beregninger, gengældelsesaktioner og strategisk spil – tabes kærligheden tilsvarende med anvendelsen af disse drivkræfter. Af sammen grund kan man ikke sidestille begreberne. I min optik er det en fuldstændig fordrejet opfattelse af, hvordan kærlighed “vindes.”

Jeg bekender mig ikke til en bestemt trosretning. Jeg har ikke brug for en definition af livet og verden – har ikke brug for en begrænsning i mine opfattelser og refleksioner – har ikke brug for at føle en snert af skyld ved at tænke ud af en foruddefineret boks. Men jeg tror. Jeg tror på mange ting. Jeg tror fx på kærlighedsbudskabet:

“Kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Den misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” 

Budskabet foretrækker jeg egentlig at betragte som kærlighedens vækstbetingelser – dets fundament. Hvis fundamentet er bygget på budskabets sande renhed – tåler den alt og udholder alt…også sorg, smerte, kriser og skænderier. Hvis fundamentet derimod bygger på krigens drivkræfter, forlader gudinderne arenaen – uanset om hun hedder Afrodite, Venus, Freja eller La Santa Muerte, for her findes der kun muligheden at deltage i en nedbrydende ødelæggelse – i en krig, hvor alle kneb gælder, og så sker det at….

“Duen må flyve tilbage til hændernes ler.” 

Fortsættelse følger….. 



Next »