Hvordan har de det – de der mennesker….?
Så kom jeg langt om længe – for et par uger siden tilbage til Lolland, til en del af min familie her og mit Tiny House – Vognen. Det skulle blive efterår, inden jeg kom tilbage. Kornet stod gult, havren grøn, da jeg forlod øen sidst. Nu er det for længst høstet og naturens begyndende farvespil er sat ind.
Fra hemsen i Vognen kan jeg se regionaltoget, Lollandsbanen køre tur/retur ikke langt herfra. Fire vogne om morgenen. To oplyste om aftenen. Jeg nyder lyden af det. Selvom jeg anstrenger mig, kniber øjnene sammen, pudser briller eller skifter dem, pudser vinduer, pudser næse, pudser hunden på katten eller pudser min glorie, kan jeg ikke se de mennesker, der sidder derinde, men jeg rejser et stykke af vejen med dem i mine tanker. Tænker…hvad mon de tænker på…hvordan har de det med deres mund- og næsebind, mobiltelefoner, øretelefoner – mennesker med digitaliserede sanseapparater i hver sin kokon. Hvordan har de det egentlig? Måske er der stadig enkelte, der læser i en bog, strikker lidt – eller fortæller et barn en historie om Peter Pedal og manden med den gule hat eller læser et kapitel eller to af Hodja fra Pjort. Måske…men kan de det, eller har de lyst til det med mundbind på? Måske, men jeg tror det ikke.
Måske sidder der nogle med kvælningsfornemmelser og svedige hænder, der gemmer sig bag sædet foran, mens de vagtsomt kigger sig omkring til alle sider for at sikre sig, at ingen ser dem, inden de stjæler sig til et par mundfulde fri iltoptagelse. Måske sidder der et par gamle, nervøse mennesker, der i sin tid kom ind med firetoget, fulde af energi og livsappetit – som ikke mere forstår en verden, der ligger så langt fra den, de kender og er vokset op i. Måske var de en del af 60’er oprøret og blomsterbørnene og hippie kulturen. De er hverken dumme eller demente, men de har en anden samfundsmæssig arv med sig og et helt livs erfaringer, som ingen værdi eller status har. Ingen spørger. Ingen gider at høre på dem, for det var jo dengang, og hvad fanden skal vi bruge det til – vi lykkelige, historieløse mennesker? De undlader at drikke kaffen i termokanden, for de er ikke helt klar over – om det er tilladt. De kan ikke følge med i antallet af skiftende restriktioner….det går for hurtigt – alting går for hurtigt, de er forvirrede og fremmedgjorte, er blevet fordrevet fra deres sind…og børnene, der også mener, at de vist er ved at blive lidt bimmelim – så for en sikkerheds skyld….sidder de der med mundbind på og tomme øjne, mens de går i frø. Måske…
Det trak ud denne gang med min rejse til Lolland. Kravet om mundbind i offentlige transportmidler blev en realitet, mens jeg befandt mig på Skiveegnen. Jeg fik et chok den dag. Ingen forstod det rigtigt, men jeg kunne ikke finde mig selv i det – kunne ikke se mig selv i udviklingen af et samfund, hvor det – at trække sit vejr på en fri og naturlig måde – ikke mere var tilladt. Jeg fik voldsom angst. Det var som at blive holdt for munden i ufrihedens navn. Desuden var sammenligningen mundbind og mundkurv nærliggende i min optik.
Vi reagerer forskelligt på forbud og påbud. Nogle har det fint med mundbind og er overbeviste om værdien af det – Andre har det forfærdeligt af forskellige årsager – mens det nok for en tredje gruppe er et spørgsmål om den symbolværdi, der ligger i at signalere samfundssind og dermed skaffe sig fribillet til det kollektive fælleskab. Således placeres der ‘midt i ansigtet’ et bevis på, hvor dygtige og lydige hinanden er.
Jeg har aldrig haft kørekort eller bil, så jeg har, op igennem livet, brugt den kollektive mulighed og faktisk nydt det – specielt togrejserne – de rytmiske meditative lyde, at læne sig tilbage og bare dovent lade toget bringe mig her og derhen, lukke øjnene eller læse en god bog. Siden påbuddet om mundbind har jeg ikke benyttet mig af hverken tog eller busser. Mine rejser mellem Skiveegnen og Lolland varer ca. 7 timer, og det er mig ikke muligt at sidde med maske for munden i 7 timer. Jeg kan ikke. Den er ikke længere.
Kortvarigt kan jeg tage mundbind på, og kortvarigt kan jeg holde ud at føle mig som en dummy….som forleden, da min datter og jeg skulle spise frokost på en sushi restaurant. Det var min debut med mundbind på i det offentlige rum. På med mundbind – ind ad døren. Finde et bord og sætte sig – af med mundbind i en helvedes fart. Op og hente mad i buffetens tillokkende udbud – på med mundbind. Tilbage til bordet – af med mundbind. Op og hente mere mad – på med mundbind. Tilbage til bordet – af med mundbind. Jamen altså!!! Hvis mundbind overhovedet skal have den mindste mikroskopiske effekt, er der som udgangspunkt en del forskrifter om håndteringen af dem, der strictly skal overholdes…..”man må ikke røre ved selve bindet, man må kun bruge det en enkelt gang osv.” og her sidder gæsterne i stor stil og fedter skødesløst rundt med dem – tager dem skiftevis af og på utallige gange, mens de i ‘pauserne’ fra buffeten lader dem hænge under hagen, lægger dem på bordet, trækker dem op til albuen or what ever. Det gjorde vi også selv. Hvad skulle vi ellers gøre??
Jeg takker min Gud og min buddha for min humoristiske sans og observans. Med al respekt for andre menneskers tro på mundbindenes præventive effekt – gjorde det mig lattermild at befinde mig i så meningsløst et mundbindscirkus. Forestillingen var gratis. Vi skulle kun betale for maden.
“Civil disobedience is not our problem. Our problem is civil obedience.” Howard Zinn. Historiker, menneskerettighedsforkæmper, forfatter, aktivist m. m. Læs ham.
Fortsættelse følger…..
