Blog Image

Jyttes Tiny House

Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 45

Tiny Living, Uncategorised Posted on Thu, July 09, 2020 18:48:41

I krig gælder alle kneb – men ikke i kærligheden…

Det regnede og blæste i morges. Det regnede og blæste ind ad det åbne vindue i hemsen. Jeg lagde et køkkenhåndklæde i karmen for at tage det værste og kaffen – ja, kaffen blev hurtig kold og kedelig, men smuk bliver man i det mindste af dampen, og er der meget, der er vigtigere end det’?…

Jeg tænker tilbage – tænker på, at det i dag er præcist et år siden, Søren og jeg landede på Fejø med min gule vogn. Som mange ved, havde vores grå Ferguson slidt og slæbt “huset” 325 km tværs over Danmark med en gennemsnitshastighed på 18 km/t. Rejsen varede sammenlagt 9 dage – og selvom Søren og jeg har foretaget rejser til andre destinationer, hvor alt har været nemt, let og tilgængeligt, tror jeg, at rejsen til Fejø altid vil stå for os som – vores livs rejse sammen. Den var så anderledes anstrengende, skelsættende og uforudsigelig. Den krævede alt af os – og den fik alt – både menneskeligt, socialt, vejrmæssigt og trafikalt. Den rejse blev en historie for sig. Den skrev sig selv i forløbet….linje efter linje – redigering ville have været en hån, og hver aften, når traktoren tav og Vognen hvilede, blev vi forbavsede, når vi læste de ord, den indskrev i vores liv. Det kapitel vil aldrig kunne indgå i andet end det – det var og er…

Jeg sms’ede lidt med min lillebror. Det gør jeg jævnligt. Han leder efter kærligheden. Hvem gør ikke det? Det gør vi vel alle sammen. Den rene skinbarlige sandhed og kærlighed. Den, der flytter bjerge, den, der gør fri, den livgivende. Nogle finder den. Andre gør ikke.

“I krig og kærlighed gælder alle kneb.” Nej – vil jeg påstå. I krig, javist, men ikke i kærlighed. I begge tilfælde drejer det sig ganske vist om at vinde, men mens krigen vindes ved hjælp af beregninger, gengældelsesaktioner og strategisk spil – tabes kærligheden tilsvarende med anvendelsen af disse drivkræfter. Af sammen grund kan man ikke sidestille begreberne. I min optik er det en fuldstændig fordrejet opfattelse af, hvordan kærlighed “vindes.”

Jeg bekender mig ikke til en bestemt trosretning. Jeg har ikke brug for en definition af livet og verden – har ikke brug for en begrænsning i mine opfattelser og refleksioner – har ikke brug for at føle en snert af skyld ved at tænke ud af en foruddefineret boks. Men jeg tror. Jeg tror på mange ting. Jeg tror fx på kærlighedsbudskabet:

“Kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Den misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” 

Budskabet foretrækker jeg egentlig at betragte som kærlighedens vækstbetingelser – dets fundament. Hvis fundamentet er bygget på budskabets sande renhed – tåler den alt og udholder alt…også sorg, smerte, kriser og skænderier. Hvis fundamentet derimod bygger på krigens drivkræfter, forlader gudinderne arenaen – uanset om hun hedder Afrodite, Venus, Freja eller La Santa Muerte, for her findes der kun muligheden at deltage i en nedbrydende ødelæggelse – i en krig, hvor alle kneb gælder, og så sker det at….

“Duen må flyve tilbage til hændernes ler.” 

Fortsættelse følger….. 



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 44

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, June 09, 2020 20:00:31

Så fandens er de vel heller ikke – de mælkebøtter….?

Og da slet ikke i en tid, hvor så meget andet i tilværelsen har været og stadig delvist er præget af – tilbageholdt åndedræt, kunstigt åndedræt, overfladisk åndedræt – eller ophør af samme.

Mælkebøtter er, hvad de er – smukke, nøjsomme og rene i deres beskedne udtryk.

Jeg ankom for nogle dage siden til min Vogn på Lolland efter at have besøgt familie og venner på Skiveegnen. På den egn, har jeg, som de fleste måske ved, et lille havehus på en ret stor naturgrund, hvor jeg nyder at opholde mig. Mens jeg var der, stod mælkebøtterne i blomst – denne urt som kommer igen og igen her der og alle vegne for ikke at tale om de stædige af slagsen, der pludselig dukker op uventede steder…bryder gennem asfalt og smalle sprækker i byens panser – ukuelige og livskraftige, som de er. Elsket og hadet af samme grund. Visse mennesker indgår i en stadig og tilbagevendende kamp hvert forår, med specielt designede våben, imod de fandens mælkebøtter og ønsker dem derhen, hvor peberet gror – og det er langt væk – faktisk i Asien, mens andre ser dem som en velsignelse af smukhed, sommer og sundhed, når de springer i blomst.

I de sidste måneder, under dette coronaforløb, har jeg haft lyst til at stikke off grid et par gange. Selve pandemiens tilstedeværelse har ikke påvirket mig i nævneværdig grad. Det, der har påvirket mig er følelsen af en indskrænket menneskelig frihed, som jeg tvivler på – kommer tilbage – og en forfærdelse over, hvor let og ubesværet en statsmagt, almost over night, kan overtage og kontrollere menneskers færden og liv – blot ved at implementere og manipulere en høj grad af frygt og angst ind i hverdagen. Den side af sagen, bekymrer mig. Og så er der alt det andet, som er præget af en vis konstans. Meninger og meldinger om, hvem der er uansvarlige og hensynsløse klaphatte, idioter, fjolser og paranoide i det offentlige rum, skiftende politiske retningslinjer, der hverken efterlader hoved eller hale, en lang række ulogiske og usammenhængende tiltag, der blot inspirerer til hovedrysten og absolut ikke giver mening. Gad vide, hvordan det påvirker vores hjerner, at få så meget skrammel og støj hældt ned i kassen til videre bearbejdelse?  

Jeg fik som sagt lyst til at stikke off grid – bare nogle uger….langt, langt væk. Lukke og slukke – kaste tyngden af mig for en stund. Beslutningen ville så kræve et betragteligt indkøb, som måske kunne se mistænkeligt ud. Måske ville nogen kigge skævt. Hvorfor hamstrer hun al den der dåsemad og alt det der langtidsholdbare? Er der sket noget, vi ikke ved – for så må vi da også hellere….Jeg kunne, på den baggrund, vælge at fordele indsamlingen af forsyninger over flere dage eller foretage indkøbene i forskellige varehuse – fx Netto, Rema og Fakta. Din og Min købmand, eller hvis købmand det nu er, med de gule priser, var nok også værd at lægge vejen forbi. Måske kunne man her i det lille lokale samfund være heldig at møde magre Marius med det lange, hvide skæg og den knortede stok, på vej til købmanden efter sin daglige kælderkolde Tuborg og en lille snak derinde om de blomstrende stauder derhjemme i haven, eller kanariefuglen, der tydeligvis hænger med næbbet og har gjort det længe…og måske snart dør eller, hvad bliver det mon til?…. eller forsamlingshusets kogekone i det blåternede forklæde, der altid har været trind, altid er glad, sover godt og har en god appetit, og derfor ikke er blevet mindre siden sidst. Måske snakker hun højlydt og fornøjet om hønsekødsuppen med kød og melboller, som hun snart skal lave til et mindre selskab. Hun har altid været en ørn til det der – og indvier de få i butikken om, at så og så mange æg, skal der bruges til melbollerne…hvor blank og glat dejen skal være, så de ikke koger ud i suppen ved opvarmning, når festen skal stå, for der er da ingen, der bryder sig om, at få smattede boller i munden – og da slet ikke til den pris…. Imens står en bleg og blodfattig kvinde i et hjørne længst væk og venter på fri bane…hende, der hverken tror på Gud eller Fanden. Til gengæld tror hun fuldt og fast på coronaen. Hun er angst. Hun sover dårligt. Hun har mistet appetitten.

Hvor har hun dog tabt sig, konstaterer konen med æggene bekymret, da hun forlader butikken med en stor stabel M/L fyldte æggebakker. På fortovet, hvor et par mælkebøtter titter frem fra en knækket flise, møder kogekonen et par yngre kvinder. De følger hende med øjnene og  hvisker lavmælt – hun har godt nok lagt sig ud på det sidste. Sikken en røv hun har fået. Hun må være gået hårdt til både makronerne og melbollerne her under krisen. Pludselig hører de kogekonen råbe højt af forskrækkelse ej for pokker!!! og de to kvinder kommer hende hurtigt til hjælp. – Hvad skete der? vil de vide. – Ja, det ved jeg da ikke. Jeg gled vist i noget. Jeg kunne ikke rigtig se fortovet for bakkerne, og så tabte jeg den ene. – Jeg går ind og køber en ny bakke til dig. Så hjælper vi dig hjem med dem bagefter, tilbyder en’ af kvinderne og lægger trøstende en hånd på hendes runde arm. – Ih, tak, svarer kogekonen synlig lettet, mens hun irriteret kigger på hundelorten på fortovet. Hvor meget hun har lagt sig ud, og hvor stor en røv, hun har fået er allerede historie. Forstår I, hvad jeg mener?

Jeg bestemte mig for at afprøve en opskrift på mælkebøttesirup, mens jeg opholdt mig på min grund, så jeg gik i gang med at samle mælkebøttehoveder en dejlig majdag i en højglanspoleret rustfri stålskål. Med en kop kaffe og solen i ryggen satte jeg mig i en stol. Solen stod højt og usædvanligt skarpt på himlen den dag. Jeg sad med skålen i skødet, mens jeg rensede hovederne for alt det grønne. Pludselig begyndte der at stige røg op af skålen. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det gjorde jeg virkelig ikke. Var fænomenet noget voodoo halløj, som  Fanden himself havde iværksat for at begrunde blomsternes kedelige tilnavn? Ganske vist havde jeg min pibe liggende på bordet, men jeg havde ikke haft ild i den – ergo kunne det ikke være en tabt glød, der havde antændt noget. Så slog forklaringen ned i mig. Solens stråler mod “højglansen” havde virket som et brændglas og lavet en selvantændelse. My God, hvor jeg elsker den slags overraskelser – og sikken en lækker sirup, der kom ud af det – til sidst. 

Så…. så fandens er de vel heller ikke – de mælkebøtter?

fortsættelse følger…..

  •  


Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 41

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sat, April 11, 2020 18:24:47

Det, der er større end en’ selv

Jeg tror, at mennesket som udgangspunkt er en religiøs skabning, der har brug for at tro på noget, der er større end en’ selv – en form for religion, uden nødvendigvis en given trosretning, der giver sammenhæng, rodfæste og moral i livet….et indhold der nærer følelsen af at være hele mennesker. Udviklingen af en sådan livsduelighed kræver dog en anden form for vækst i vores samfund, end den vi har set de sidste årtier. Kapitalismen og dyrkelsen af dens principper har efterladt os rodløse, angste og stressede med massiv medicinering som pseudoløsning. Vi har levet og lever stadig i et styret og kontrolleret samfund, der giver os meget begrænset mulighed for at møde vores oprindelige natur i os selv, som frie, ansvarsbevidste, skabende, etiske og handlekraftige mennesker.

Coronakrisen har lukket op for mange opbyggelige egenskaber i befolkningen – hjælpsomhed, omsorg, taknemmelighed osv. – men den har også åbnet op for noget, der ligner et totalitært statsapparat, hvor de grundlovssikrede rettigheder ikke mere eksisterer. Mit indtryk er, at flertallet i befolkningen  frivilligt og gerne ændrede adfærd, da det blev aktuelt og reagerede positivt på appellen: “Vask hænder, nys i ærmet og bliv hjemme,” fordi det gavnede en fælles og alvorlig sag, som tilfældet Corona er – men statens tiltagende beføjelser til at udøve overvågning, tvang og straf, ser jeg som et klart signal på en statsmagt, der ikke på mindste måde har tillid til befolkningen. Her tænker jeg specielt på begrænsningen i ytringsfriheden og legaliseringen af tvangsmedicinering. Udover at efterleve restriktionerne, som i sig selv påvirker mange med angst, ensomhed og depressioner, lægges der nu yderligere statslig tyngde og pres på befolkningen. Som alle ved skaber tryk – modtryk. Denne sammenhæng er elementær psykologi for begyndere, og hvad kan DET bruges til? Big Brother har udstyret sig selv med en forhammer. Hvornår den falder, ved vi ikke. Som jeg ser det – er den anlagte kurs grundlæggende forfejlet – både hvad angår menneskelig trivsel og demokratiets overlevelse. Men med den realistiske tanke på, at det udelukkende er kapitalen, der tæller og gælder, og at menneskeliv betragtes som maskinelle bestanddele, der kun har det formål i deres korte jordeliv at tjene samme kapital, forstår jeg, hvorfor vi gennem tvang og straf skal ensrettes, standardiseres, fratages vores myndighed og gennes ind i en snæver fold som en flok umælende klaphatte. I see….  

George Orwell, den mest beundrede engelsksprogede essayist i det 20 århundrede, har i en tekst beskrevet den vestlige civilisations nedtur, hvor han mener, at vi har savet løs på den gren, vi selv sidder på: “Vi faldt og ned kom vi – langt mere pludseligt, end nogen havde forestillet sig det. Under grenen ventede ikke et rosenbed, men en slamkiste fuld af pigtråd. Vi faldt – frigjorte, men dekadente og rodløse.”

Jeg har valgt, at illustrere “nedturen” med andre ord i et digt fra min digtsamling: “Opskørtet”

Silkesnor (copyright)
Da bølgerne omsider
søgte væk fra os
stod vi lammede
i absolut forladthed -
i mangel på enrum
og gamle tårnværelser

Tilbage stod
resternes mundtørhed
og ruskede
i opsvulmede døre



Mette Frederiksen har udtalt,
at det ikke bliver
det samme Danmark,
vi får tilbage efter krisen.
Danmark har lukket en dør
til sit gamle land,
men lad os håbe,
at der bliver andre døre
i varme farver -
at lukke op.

Fortsættelse følger.....

    



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 40

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sat, March 28, 2020 15:30:24

Når lokummet brænder og angsten tager fat….

Når jeg opholder mig på Lolland, hvilket jeg gør i tiden, har jeg udsyn over åbne, vidtstrakte marker fra hemsen i min vogn. Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner er at lukke mit vindue op og indånde både lydene og luften. I morges var markerne hvide og frostsprængte. Luften var ren og krystalklar. Det vakte en følelse af tidligere oplevede vinterdage, fra engang tilbage i tiden, hvor livet var normalt – og hvor en vintermorgen bare var – hvad den var. En nyfødt vintermorgen, der hvilede i sin egen ro.

Mit fysiske og sociale liv har egentlig ikke ændret sig væsentligt, siden statens restriktioner blev en del af hverdagen. Her hvor jeg bor er der masser af skov og natur at færdes i, og socialt omgås jeg, som før krisen, stort set kun den lille kreds af familiemedlemmer, som jeg bor i nærheden af.

Vel vidende at vi befinder os i en form for undtagelsestilstand, er jeg til gengæld stærkt påvirket af at opleve, hvordan et demokrati i løbet ganske kort tid kan forandre sig til noget, der ligner et totalitært statsapparat, men mere om det senere. 

I begyndelse af denne pandemi var jeg forvirret og desillusioneret – primært på grund at tågede og modsætningsfyldte informationer, der i en stadig og vedvarende strøm bombarderede vores opmærksomhed og opildnede til frygt og dødsangst. Så blev vi hidset op – for derefter at blive dysset ned. Så blev vi præsenteret for skrækscenarier….ikke tilstrækkeligt mange respiratorer, såfremt det ikke lykkedes at inddæmme smittespredningen. I værste fald kunne det medføre en selektiv udvælgelse af, hvem der skulle dø – og hvem, der skulle leve. Klart for enhver måtte resultatet så blive, at det var de uproduktive og de, der i øvrigt rangerer lavt på samfundets kapitalistiske værdibarometer, der ville ryge i DET sving – de gamle, de hjemløse, de arbejdsløse og de “dårlige liv.” Men om de selektivt udvalgte skulle dø af Corona eller dø af skræk for at blive fravalgt – ville vel i så fald have givet nogenlunde samme resultat.

På et tidspunkt forlød det, at myndighederne måske skulle have bemyndigelse til at tiltvinge sig adgang til private hjem, hvis der opstod mistanke om smitte på den anden side af døren. I den forbindelse så de fleste vel, for deres indre blik, støvletramp, hvide kitler og mundbind – og de kinesiske myndigheders hårdhændede og modbydelige behandling af sit lands borgere. Vi blev hidset op igen – blev bange og utrygge. Forslaget blev dog ikke gennemført – og så blev vi dysset ned igen.

Så blev der fremlagt et forslag om, at privatpersoner skulle have mulighed for at indberette medborgere, der udviste mulige tegn på smitte. Vi blev hidset op igen. Forslaget blev forkastet. Vi blev dysset ned igen. Mon regeringen blev klar over, at der sandsynligvis ville indløbe en sværm af tvivlsomme indberetninger, hvis grundlag primært ville være baseret på en kombination af overdreven angst og frygt og selvbestaltede “politibetjentes” vidnesbyrd? Ikke utænkeligt.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, kunne man så have forestillet sig, at gamle Maren – en mandag i regnvejr på Solitudevej, begav sig på vej til Rema 1000 for at købe ind? Hun havde trukket den længe, og nu var der kun tørre tvebakker tilbage i skuffen. Hun var bange for Coronaen, bange for måske at ende som en’ af de fravalgte. Hun var jo gammel. Desuden var hun bange for at blive overfaldet af tasketyve – bange for at blive opsøgt af falske sundhedsmedarbejdere, bange for at køre ud over fortovskanten med rollatoren, som trak skævt, bange for kun at nå midtvejs i fodgængerfeltet, før der blev rødt. Hun rettede nervøst på sit blomstrede hovedtørklæde, mens hendes hals snørede sig sammen.

Hun købte ind og betalte og blev på vejen ud overmandet af en pludselig sult. Tvebakker ligger ikke tungt i maven. Hun trak en pakke Mariekiks op af indkøbsnettet – åbnede den og stak en kiks i munden. En krumme røg fluks i den gale hals. Hun hostede og spruttede – først i det ene ærme – så i det andet, mens tårerne løb ned ad hendes rynkede kinder. Folk blev bange. Kiggede skræmte på Maren og kiggede skræmte på hinanden. Skyndsomt trak de sig væk, og Maren stod nu der – helt alene som et epicenter for et flygtende publikum. Bagefter var gamle Maren ikke kun bange for alting. Nu var hun også bange for at blive indberettet – og det blev hun. Stakkels Maren. Spis aldrig Mariekiks eller Tudekiks med sammensnøret hals på offentlige steder i en Coronatid.   

For at vende lidt tilbage til begrebet, grådighed, som jeg skrev om i mit forrige opslag. Grådighed er ikke at anskaffe sig det, som er nødvendigt for opretholdelse af livet. Det er den umættelige anskaffelse af overflod, der underbygger grådighed, og den har mange ansigter. Omkring et fænomen som hamstring bygger grådigheden nok primært på frygt og mistillid. Ikke så snart havde Mette Frederiksen sagt, at der var dagligvarer nok til alle, at fødevareforsyninger ikke ville blive berørt af grænselukninger, før dele af befolkningen gik amok. Snart bugnede indkøbsvognene i supermarkederne med langtidsholdbare forsyninger, som af uforklarlige årsager også omfattede store mængder WC papir. Jeg tænkte…hvad er der med det der WC papir. Er der noget, jeg ikke ved – noget jeg ikke har hørt? Der må da være et eller andet, siden folk hamstrer netop det? Og da Hr. og Fru Hansen sejrrige og selvtilfredse trillede afsted med et vognlæs – toppet med seks pakker WC papir – ja, så opstod der en lemmingeeffekt og en frygt for gabende, tomme hylder dagen efter eller lige om lidt, der sagde…. jamen, så må jeg da også hellere….

Det er vigtigt at kunne slappe af og slippe frygten i en verden, der i øjeblikket vender på hovedet, og hvis Hr. og Fru Hansen ikke kan slappe af og nyde deres citronmåne, medmindre de rigeligt har forsynet sig med forråd og WC papir – så er det selvfølgelig det, de skal.

Kan man forestille sig, at de lige præcis nåede at købe en ny sofa i Bilka inden Danmarks lukketid? Sofaen viste sig dog at være alt for lav i forhold til fjernsynets placering på væggen. Hansen havde aldrig været en ørn med en skruemaskine. Det gik altid galt. Hidsig ad helvede til, blev han også – bandede og svedte og baksede med det, og det endte altid med at blive noget lort alligevel. Fru Hansen tålte det ikke mere i sit flossede nervesystem. Kan man forestille sig, at de i stedet startede Skodaen og hentede yderlige seks pakker WC papir, så de hver især havde tre pakker at sidde på i sofaen – i nogenlunde øjenhøjde med storskærmen og samtidig med lidt ekstra ro og papir i reserve. Således – flere fluer med et’ smæk. Endelig kunne de slappe af, for nu havde de foreløbig deres på det tørre, selvom lokummet brændte. Nu kunne de roligt, med citronmånen imellem sig, se en genudsendelse af “Her er dit liv.”  

Kan man forestille sig det? 

“Hansen – lad være med at pille næse.”

“Nåh, ja.”

Fortsættelse følger…….

   



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 39

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, March 10, 2020 14:02:39

“Så har sjælen ro….”

De fleste kender nok de syv dødssynder, som oprindeligt blev nedskrevet til munkene i de tidlige klostersamfund. Grådighed er en’ af dem. Parallelt eksisterer de syv klassiske dyder, hvor mådehold er grådighedens modvægt. Hvis mådeholdet praktiseres har grådigheden dårlige betingelser, men det er ikke den praksis, som dominerer vores samfund. Ifølge Jan Lindhardt – biskop i Roskilde fra 1997 – 2008, som skrev bogen, De syv Dødssynden, er de værste synder tilsyneladende blevet til dyder i den moderne tid. Grådigheden og griskheden kender ingen grænser. Vi har fået et rivaliserende samfund, hvor det i betænkelig grad drejer sig om individuel grådighed og kollektiv konkurrence hvor det, at “slå” de andre i sig selv er blevet et mantra – en kappestrid om, hvor meget man kan rage til sig og gerrigt skrabe sammen af jordisk gods. Der eksisterer en kapitalistisk dominans, som egentlig afgør, hvem der har legitim berettigelse i samfundet på det eksisterende og aktuelle værdibarometer. De fattige, de hjemløse, de gamle, flygtningene osv. er for længst blevet “slået” og vippet af pinden. De ER uskadeliggjort, og udgør således intet konkurrencemoment i den sammenhæng. De må nøjes med at bøje nakken og føle sig skyldige og uønskede.

Som jeg ser det, bygger TH bevægelsen, downsizing og minimalisme på mådehold – en dyd som tilfører både mennesker og samfund en tiltrængt form for sundhed al den stund, der ikke går papnæser og blå briller i det. Mådehold danner modvægt til grådighedens umættelighed, og hvad den ellers bringer med sig af misundelse, hovmod, selvhøjtidelighed og egoisme. Tanken – at krænkelses kulturen har rod i disse tilbøjeligheder, er mig ikke fjern.

Da vi var børn – jeg havde fire brødre – brugte min mor tit vendingen, “Så har sjælen ro.” Det var i forbindelse med noget, man gerne ville have, sukkede efter eller efterstræbte. En mild og ret uskadelig form for “grådighed,” for det var småting, man sukkede efter. Det var nærmest ingenting. Det gav sig selv – dengang i 50’erne og 60’erne, hvor jeg voksede op.

Det kunne være et stykke hindbærroulade – toppet med flødeskum i dagens anledning, der var tilbage på kagefadet efter søndagskaffen akkompagneret af giro 413 og generel søvnig stemning.

“Mor må jeg godt….”

Jamen så tag det da. Så har sjælen ro.”

Dengang tænkte jeg ikke over, hvad der egentlig lå i ordene, men faktisk ligger der en spire til visdom i dem, for spørgsmålet er, om grådighed og ro i sjælen overhovedet kan kombineres. Jeg tror ikke, det er muligt. 

Flere tanker har jeg gjort mig omkring emnet her, men dem vil jeg dele med jer til næste gang – så fortsættelse følger….. 

Besøg på Fuglsang kunstmuseum på Lolland. Her fik sjælen ro.


Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 38

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, February 25, 2020 12:47:26

At indtænke et lille Refugium i sit Tiny House

Efter at have opholdt mig en måneds tid på skiveegnen, vendte jeg forleden tilbage til min Vogn på Lolland, hvor “Dennis,” den jævla djævel fortsatte med at puste og puste, som ulven i folkeeventyret om de tre små grise, der byggede hver sit hus – det ene lavet af strå, det andet af pinde, det tredje af mursten. Det lykkedes ulven at puste de to første omkuld, men overfor huset, bygget af mursten, måtte den opgive. Mit “hus” er hverken bygget af strå, pinde eller mursten, men dog af så tilstrækkeligt stabile materialer, at det står her endnu. Lidt betænkelig har jeg dog været ind imellem, når vognen rystede og vibrerede og satte tingene i bevægelse. Selv vandtanken kvitterede med lyden af skvulpende bølgeslag. I går var her stille, men i dag er stormen vendt tilbage. My God, hvor det rusker i vognen. Måske skal jeg tøjre den i fremtiden, så det ikke ender med en overraskende himmelflugt. Hvem har lyst til at lege Peter Pan i et flyvende Tiny House??

Hvis jeg i dag stod i den situation at skulle bygge et Tiny House, ville jeg uden tvivl indtænke en lille tilbygning i form af et refugium. Ordet stammer fra det franske, refuge, som betyder tilflugtssted, og det dækker, som de fleste ved, over det sted, hvor man kan søge hvile, åndelig hjælp eller arbejdsro. Dette rum skulle indrettes i en fredfyldt og blid atmosfære med 1001 nats lanterner, gulvpuder og en lille hylde til fredspiben, urteteen eller rødvinen – og hvad man ellers for længst burde have lagt på den hylde.

For – når man som jeg bor på 17 m2, er der ikke meget plads at give af, hvis behovet for at være alene opstår – og slet ikke når der opstår konflikter, som jeg beskrev i mit forrige opslag. Den del og det rum synes jeg egentlig er vældig fornuftigt at implementere, hvis man overvejer den meget pladsbegrænsede Tiny House boform.

Min vogn er udstyret med en hems, og det giver i det mindste fornemmelsen af to separate afdelinger, som er det nærmeste min indretning kommer “et tilflugtssted.” Men der mangler den fuldkomne stilhed. Der mangler det helt private rum. Der mangler en dør at lukke.

Hemsen er på ca. 6 m2 og har et stort firefags vindue i gavlen. Det giver et dejligt udsyn ud over markerne i det flade lollandske pandekageland.

Når vi lejlighedsvis er to her, og boblerne i humørtimen brister, har vi således muligheden for at opholde os hver for sig i hver sin afdeling. Det gælder også for natten, hvor den ene kan sove i hemsen og den anden på et par oppustelige liggeunderlag på stuegulvet…sofaen er for lille – og det fungerer egentlig ganske godt, når det nu i situationerne ikke kan være så meget anderledes. Med et sovested på gulvet indskrænker gå arealet sig til gengæld til en smal passage, hvilket kan medføre uventede episoder.

….som for nogle uger siden, hvor jeg en formiddag havde en aftale med min datter om en bytur. Søren havde sovet i stuen. Han lå på gulvet og så pænt vissen ud. Jeg satte mig i sofaen for at tage mine røde Gabor støvler på. De havde for nylig fået en klat lim mellem såler og skind “de holder ikke en sæson mere,” har jeg sagt – de sidste to af dem. Jeg kastede det ene ben over det andet, og pludselig vendte Søren sig bort med et ryk så hastigt og pludseligt, at selv en hardcore ninja ville føle sig krænket på sin hurtighed. Sådan lå han – fuldstændig ubevægelig – med hovedet mellem hænderne…. i adskillige minutter. Hvad sker der, tænkte jeg…sker der noget, eller er han bare i sin uforudsigelighed kommet i tanke om et eller andet, der lige præcis kræver DEN handling og DEN bevægelse – indtil han vendte sig om og stønnede, “Jeg fik sand i øjet fra din støvle.” Well, ting sker….

fortsættelse følger….

 



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 37

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, February 09, 2020 12:47:47

Nu er jeg her igen, nordpå i mit lille vindblæste havehus. Det buldrer i brændeovnen som sidst, jeg var her. Af og til giver den et højt, skarp smæld fra sig, som jeg ikke helt forstår, men lyden er så høj og pludselig, at den kan få brillerne i panden til at falde ned på næsen af enhver. Det regner og stormer i dag med vindstød af orkanagtig styrke. Meteorlogerne havde varslet det, og for en gang skyld har man kunnet tage ordene for pålydende. Med mellemrum løber der en sitren igennem huset. Forklaringen skal nok søges i den lille vindmølle, der er monteret på taget og en propel, der går helt og aldeles amok. Vindmøllen er dog ikke tilstrækkelig produktiv til nævneværdig opladning af batterierne, og da solcellerne heller ikke producerer imponerende meget i øjeblikket, har jeg i formiddag været ude og starte min generator for at afhjælpe det’ problem. Jeg bor på den mest lerede jord, man kan forestille sig. En “sejltur” derude giver 5 centimeter plus/minus mere under træskoene. Hvor høj er du? Tja, det kommer an på….

Sidst jeg var her en stormfuld aften, blev mine tanker ledt hen på indre billeder af The lonely and lonesome Rider – derude i sandstormen på den vidtstrakte prærie – an unknown man og ligeså rodløs som de thumbleweeds/vindhekse, der kastes afsted med vinden og næsten lydløst farer hen over det nøgne land. Husker I ham? (Se evt. – del 33) He was hunted and wanted – dead og alive – for så og så mange dollars. Vi vidste ikke hvor mange. Vi kendte ham ikke. Vi kendte ikke hans forbrydelse. Det gør vi stadigvæk ikke. Det eneste vi dengang vidste om ham var, at hans halsbandana var rød og beskidt.

Det er den stadig.

Behøver vi – vide mere?

På bunden af havet har en mand givet op. Jeg hørte strofen i radion i en sang forleden dag. Måske stammer den fra et’ af Kim Larsens numre, men jeg er ikke sikker. Ordene er dukket op i min hjerne gang på gang og hver gang har samme hjerne fundet vej til klangbunden i min støjfrie zone, for sammensætningen er så lyrisk ren, enkel og blottet for unødig “fortænkthed.” Nogen vil måske mene, at enkeltheden er så enkel, at enhver idiot kunne have fundet på dette elementære ordspil, men den antagelse er ikke rigtig. Det kræver en sjælden lyrisk åre og er de færreste beskåret – at kunne illustrere så enkelt – og fortælle alt. Når en mand på bunden af havet har givet op – ved vi allerede det, vi behøver at vide. Vi behøver ikke vide, hvorfor han gav op – om det var en kærlighed, der brast, om det var sorg eller savn eller angst for livet. Vi behøver ikke vide, om han efterlod sig familie, om han søgte hjælp i nøden inden døden – om han skrev et brev til afsked.

På bunden af havet har en mand givet op

Behøver vi – vide mere?

Mens jeg sad og skrev, så jeg ud af vinduet min genbo skrå målbevidst over vejen med retning mod min hus. Det bankede på døren: ” Vi har haft gæster i dag, og har ikke fået spist alle fastelavnsbollerne,” sagde hun og rakte mig en tallerken med to hjemmebagte af slagsen….

Behøver jeg – sige mere?

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 36

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, January 28, 2020 18:10:13

Sytten kvadratmeter. Kan man bo på 17 kvadratmeter?? En del mennesker har med undren, i tidens løb, stillet mig det spørgsmål. Ja, det kan man, men det kræver, at man er nogenlunde gode venner med sig selv og desuden besidder en rimelig grad af ro og balance i sind og sans, for på 17 m2 kommer man ikke vidt omkring eller når langt, hvis der er brug for at trampe eventuel intens rastløshed og grublerier ud af kroppen. Det er der ikke plads og rum til. Som modvægt til det må man prøve at udvikle på sin personlige indre rummelighed – og da det jo er den, der i virkeligheden gælder og tæller i alle ting – er det ikke så dumt endda.

En begrænset plads er selvfølgelig mindst problematisk, hvis man lever alene som ukronet Queen or King of the Castle. Mere krævende kan det blive, hvis man bor sammen som par – eller blot lejlighedsvis gør det, for det er yderst sjældent at kriser og konflikter helt kan undgås. Her er det vigtigt – og særdeles vigtigt på et så begrænset fællesareal – at tage almindelige menneskelige hensyn og respektere hinandens grænser, hvis konflikter ikke skal skrues helt derop, hvor der ikke er mere gevind tilbage. Se evt. mit blogopslag – del 23.

Når man er afslappet sammen og stemningen er lys og let og “We shall overcome, walk hand in hand, live in peace….” og alt det der, mærkes begrænsningen i de fysiske rammer ikke. Er den derimod ad helvede til dårlig, er der absolut ingen plads. Væggene trækker sig sammen, loftet sænker sig, ilten slipper op, blodet fryser, og det bliver et latterligt tavst spørgsmål om, hvem der har vigepligten – om den er betinget eller ubetinget kan vel for helvede være ligegyldigt – hvem skal holde tilbage, flytte sig eller rykke sig – for husk på kære læsere. Der findes ikke et tilstødende værelse, man kan isolere sig i og for en stund glemme den klaphat, hvis lige man, i situationen, ikke tidligere har mødt, der befinder sig ude på den anden side af døren. Det rum findes ikke. Den dør findes ikke.

Muligheden for at gå udenom hinanden i store indelukkede buer, eksisterer heller ikke. Nemmere er det derfor, at gå indenom det lille sofabord end udenom for at undgå at komme i nærkontakt med en sur og tvær og aldeles utilnærmelig bar manderøv, der er i færd med at tage underbukser på…bare for at give et eksempel på, hvordan man kan imødegå lejlighedsvis pladsmangel.

Men når stemningen igen bliver lys, falder pladsen – atter på plads.

Min laptop gik i sort og har været til reparation, hvilket er forklaringen på, at jeg ikke har kunnet skrive blog i den senere tid. Jeg har savnet jer – men er nu tilbage.

Fortsættelse følger…..



Next »