Jyttes Tiny House

Og stormen sused’ og gjorde halløj…

I øjeblikket befinder jeg mig hverken i min gule Vogn på Lolland med udsyn over de flade, vidtstrakte marker – eller i mit havehus på den vildtvoksende naturgrund på skiveegnen. Jeg er i disse dage på Fanø og herfra, hvor jeg sidder og skriver, kigger jeg direkte ud på en klitformation, som er beklædt med marehalm, lyng, mos og anden nøjsom vegetation – et fænomen, som er kendetegnende for øen – ikke kun ved havet men langt ind på land, hvor de visse steder danner naturlige rammer omkring beboelser og dagligt liv.

Vejrudsigten for Fanø varslede for få dage siden – nul regn og kun en bagatel af blæst. Til trods for denne besindige prognose stod himmel og jord pludselig i et’. Det skete et par gange i løbet af formiddagen. Regnen væltede ned, mens Mister Storm, den hidsige djævel, svang sin nihalede over kræ og fæ og folk med mundbind, der i god tro havde bevæget sig udenfor, og stadig var overbeviste om effekten af anvendelsen, selvom en længe ventet og nyligt offentliggjort forskningsundersøgelse ikke har kunnet bekræfte, at mundbind beskytter mod smitte. Til trods for det klynger hovedparten af befolkningen sig endnu mere til livet, via mundbindskulturen, end tidligere.

Men regnen piskede, og stormen stormede. Hvordan i himlens navn kan en vejrudsigt fra DMI være behæftet med så udtalte fejlprognoser? Har DMI indgået en skjult handelsaftale med en eller anden lyssky – og således på røven – mundbindsproducent? Hvis DMI nu lover godt vejr og vi selv, sammen med kim Larsen, beder Guderne om det, og DMI i stedet sender et par gevaldige regnskyl på alle de intetanende mennesker, der bevæger sig til og fra Rema og Netto og din og min købmand…og ham den fede, let købmand – og mundbindene mod forventning bliver sjaskvåde – ja, så får salget et boost, og DMI får udbetalt en klækkelig provision….hvis man da ikke tilhører gruppen, der smider det op i vinduesruden og lader det tørre der – til næste gang. Illustrativt kan denne udokumenterede løgnehistorie vel være ligeså mulig og “sand” som det utal af fabrikerede løgnehistorier, der i tiden udspiller sig på alle medier og for åbne skærme…. 

Jeg tillader mig at anse omtalte forskningsresultatet som lidt af et professionelt makværk af bestilt arbejde, da det udover konklusionen – at der ikke er evidens for, at mundbind virker – indeholder upræcise formuleringer og tvivlsspørgsmål…på den ene side en lille positiv effekt – og på den anden side kan man ikke fastslå, men heller ikke udelukke – og hvis og hvis min røv er spids. Halleluja. Vi blev ikke en skid klogere, og striden og splittelsen i befolkningen omkring dette spørgsmål kan så fortsætte – som før.

Offentliggørelsen blev i lang tid forhalet, og var ventet med spænding – netop fordi det omsider ville blive klarlagt, om mundbind virker eller ej….og så kommer der alligevel et upræcist, vævende og værdiløst resultat, som medier og politikere straks fortolker derhen, hvor deres personlige og politiske agenda leves og udspilles. Lydighedstesten. Det lykkedes endnu en gang Brostrøm, at vaccinere befolkningen med angstens sved og hjerteblodets ensomhed.  

I halen på den store danske undersøgelse, som manglede statistisk signifikans, hvilket betyder, at resultaterne kan være behæftet med tilfældigheder, publicerede en ny metaanalyse fra det internationale Cochrane samarbejde følgende: “Mundbind har sandsynligvis blot en lille eller slet ingen indflydelse på, om en person over en længere periode under en epidemi, bliver inficeret med virus – i forhold til, hvis personen IKKE bærer mundbind.”

Fik I den? Til trods for denne statement, skal en hel befolkning tvinges til at bære mundbind, og hvilke langtidseffekter den tvang medfører både fysisk, psykisk og socialt, melder historien ikke noget om.

Vi tog til Vesterhavet den dag….om eftermiddagen, hvor regnen var hørt op, og herregud – den bagatel af blæst, men hvorfor var stranden fuldstændig mennesketom? Tja – blæsten var jo for helvede blevet til storm. Det var næsten umuligt at åbne bildøren. Vi havde pakket os ind i lag på lag og kæmpede os fremad på den brede sandstrand, og selvom min hætte var snøret så meget til, at jeg kun kunne se med det ene øje, krøb stormen ind under hætten og tog om nakken, som var det en kold, benet hånd. Når vi går tur ved havet, gemmer vi altid det bedste til sidst, ligesom da vi var børn, og tager rygvinden på tilbagevejen. Vi vendte om, og gik ned mod bilen, men syntes alligevel, at oplevelsen havde været for kort – så vi søgte en smule læ i en lille fordybning i en temmelig flad klit, hvor jeg forsøgte at tænde min pibe – mens stormen sused’ og gjorde halløj – uden at brænde marehalm og pandehår og kæresten af. Det sidste var det sværeste….

Færgerne Fenja og Menja sejler mellem Esbjerg og Fanø. Navnene knytter sig til følgende sagn i den nordiske mytologi.

Fenja og Menja var to jættepiger med enorme kræfter. De var trælle for kong Frode, som tvang dem til at male guld på kværnen, “Grotte.” Kongen undte dem dog ingen hvile. Søstrene tog derfor hævn og fremmanede Søkongen, Mysing og en hær, der nedkæmpede kong Frode. Men Søkongen handlede med salt, og han bragte derfor søstrene og kværnen ombord på sit skib, hvor jættepigerne nu måtte trælle for ham og male salt. Til sidst fik skibet overvægt af den tunge last, som gik til bunds med mand og mus og kaptajnens snus, men nu kunne han jo også være ligeglad – den sidste skipper sild var spist, for på bunden af havet må en mand give op, og kværnen – ja, kværnen maler, ifølge sagnet, stadig på havets bund. Nogle mener, at skibet sank mellem Mandø og Fanø, fordi havet er særlig salt der – og fordi de to søstres navne passer med øernes navne – Menjø og Fenjø, som siden er blevet til – Mandø og Fanø.

Fortsættelse følger…..

• Og stormen sused’

Hvordan har de det – de der mennesker….?

Så kom jeg langt om længe – for et par uger siden tilbage til Lolland, til en del af min familie her og mit Tiny House – Vognen. Det skulle blive efterår, inden jeg kom tilbage. Kornet stod gult, havren grøn, da jeg forlod øen sidst. Nu er det for længst høstet og naturens begyndende farvespil er sat ind.

Fra hemsen i Vognen kan jeg se regionaltoget, Lollandsbanen køre tur/retur ikke langt herfra. Fire vogne om morgenen. To oplyste om aftenen. Jeg nyder lyden af det. Selvom jeg anstrenger mig, kniber øjnene sammen, pudser briller eller skifter dem, pudser vinduer, pudser næse, pudser hunden på katten eller pudser min glorie, kan jeg ikke se de mennesker, der sidder derinde, men jeg rejser et stykke af vejen med dem i mine tanker. Tænker…hvad mon de tænker på…hvordan har de det med deres mund- og næsebind, mobiltelefoner, øretelefoner – mennesker med digitaliserede sanseapparater i hver sin kokon. Hvordan har de det egentlig? Måske er der stadig enkelte, der læser i en bog, strikker lidt – eller fortæller et barn en historie om Peter Pedal og manden med den gule hat eller læser et kapitel eller to af Hodja fra Pjort. Måske…men kan de det, eller har de lyst til det med mundbind på? Måske, men jeg tror det ikke.

Måske sidder der nogle med kvælningsfornemmelser og svedige hænder, der gemmer sig bag sædet foran, mens de vagtsomt kigger sig omkring til alle sider for at sikre sig, at ingen ser dem, inden de stjæler sig til et par mundfulde fri iltoptagelse. Måske sidder der et par gamle, nervøse mennesker, der i sin tid kom ind med firetoget, fulde af energi og livsappetit – som ikke mere forstår en verden, der ligger så langt fra den, de kender og er vokset op i. Måske var de en del af 60’er oprøret og blomsterbørnene og hippie kulturen. De er hverken dumme eller demente, men de har en anden samfundsmæssig arv med sig og et helt livs erfaringer, som ingen værdi eller status har. Ingen spørger. Ingen gider at høre på dem, for det var jo dengang, og hvad fanden skal vi bruge det til – vi lykkelige, historieløse mennesker? De undlader at drikke kaffen i termokanden, for de er ikke helt klar over – om det er tilladt. De kan ikke følge med i antallet af skiftende restriktioner….det går for hurtigt – alting går for hurtigt, de er forvirrede og fremmedgjorte, er blevet fordrevet fra deres sind…og børnene, der også mener, at de vist er ved at blive lidt bimmelim – så for en sikkerheds skyld….sidder de der med mundbind på og tomme øjne, mens de går i frø. Måske… 

Det trak ud denne gang med min rejse til Lolland. Kravet om mundbind i offentlige transportmidler blev en realitet, mens jeg befandt mig på Skiveegnen. Jeg fik et chok den dag. Ingen forstod det rigtigt, men jeg kunne ikke finde mig selv i det – kunne ikke se mig selv i udviklingen af et samfund, hvor det – at trække sit vejr på en fri og naturlig måde – ikke mere var tilladt. Jeg fik voldsom angst. Det var som at blive holdt for munden i ufrihedens navn. Desuden var sammenligningen mundbind og mundkurv nærliggende i min optik. 

Vi reagerer forskelligt på forbud og påbud. Nogle har det fint med mundbind og er overbeviste om værdien af det – Andre har det forfærdeligt af forskellige årsager – mens det nok for en tredje gruppe er et spørgsmål om den symbolværdi, der ligger i at signalere samfundssind og dermed skaffe sig fribillet til det kollektive fælleskab. Således placeres der ‘midt i ansigtet’ et bevis på, hvor dygtige og lydige hinanden er.  

Jeg har aldrig haft kørekort eller bil, så jeg har, op igennem livet, brugt den kollektive mulighed og faktisk nydt det – specielt togrejserne – de rytmiske meditative lyde, at læne sig tilbage og bare dovent lade toget bringe mig her og derhen, lukke øjnene eller læse en god bog. Siden påbuddet om mundbind har jeg ikke benyttet mig af hverken tog eller busser. Mine rejser mellem Skiveegnen og Lolland varer ca. 7 timer, og det er mig ikke muligt at sidde med maske for munden i 7 timer. Jeg kan ikke. Den er ikke længere.

Kortvarigt kan jeg tage mundbind på, og kortvarigt kan jeg holde ud at føle mig som en dummy….som forleden, da min datter og jeg skulle spise frokost på en sushi restaurant. Det var min debut med mundbind på i det offentlige rum. På med mundbind – ind ad døren. Finde et bord og sætte sig – af med mundbind i en helvedes fart. Op og hente mad i buffetens tillokkende udbud – på med mundbind. Tilbage til bordet – af med mundbind. Op og hente mere mad – på med mundbind. Tilbage til bordet – af med mundbind. Jamen altså!!! Hvis mundbind overhovedet skal have den mindste mikroskopiske effekt, er der som udgangspunkt en del forskrifter om håndteringen af dem, der strictly skal overholdes…..”man må ikke røre ved selve bindet, man må kun bruge det en enkelt gang osv.” og her sidder gæsterne i stor stil og fedter skødesløst rundt med dem – tager dem skiftevis af og på utallige gange, mens de i ‘pauserne’ fra buffeten lader dem hænge under hagen, lægger dem på bordet, trækker dem op til albuen or what ever. Det gjorde vi også selv. Hvad skulle vi ellers gøre??

Jeg takker min Gud og min buddha for min humoristiske sans og observans. Med al respekt for andre menneskers tro på mundbindenes præventive effekt – gjorde det mig lattermild at befinde mig i så meningsløst et mundbindscirkus. Forestillingen var gratis. Vi skulle kun betale for maden.

“Civil disobedience is not our problem. Our problem is civil obedience.” Howard Zinn. Historiker, menneskerettighedsforkæmper, forfatter, aktivist m. m. Læs ham.

Fortsættelse følger…..

En rejse i tanken – bort fra den mentale træthed.

Kære læsere og kære venner. Jeg håber inderligt, at I hænger på, selvom det er længe siden, jeg har skrevet til jer. Men jeg har været træt – mentalt træt. Vi er sikkert mange, der føler denne udefinerbare mathed for uanset, hvordan vi forholder os til en tid, hvor King Kong Corona har taget magten over Gud og hver mand, påvirker det os alle sammen. Vi er på mange måder blevet fanget i ufrihedens programmerede takt og tone agenda. Vi kender ikke fremtiden – knap nok dagen i morgen. Jeg kommer til at tænke på Dan Turèlls poetiske samling fra 1984, hvor digtet, “Mest af alt holder jeg af Hverdagen,” beskriver morgenernes langsomme opvågnen til det kendte liv, til hverdagens sammensurium af rutinerede ritualer, forpligtende forpligtelser, svingende svingærinder og overraskende overraskelser, som udgør den trivielle, den velkendte, men fornøjelige hverdag. Den hverdag savner jeg. Den hverdag, hvor mennesker agerer som mennesker og ikke som programmerede, grupperede tinsoldater, der fører bitter krig imod hinanden. Jeg havde brug for at komme væk fra en verden af undertrykte åndedrag, så jeg valgte at foretage en rejse en tidlig aften – uden pas, papirer, mundbind og præfabrikeret liv….

In the Wild West – i 1800 tallets støvede Dodge City nær Arkanses River – der var jeg i tankerne en aften for få uger siden, mens jeg sad her i tropisk, stillestående varme på min veranda i mit tiny havehus under pergolaen.

The Lonely Rider. Husker i ham – ham, som vi tidligere fulgte ude på prærien i det vidtstrakte, i stilheden under den høje himmel? (Læs evt. del 33) He was hunted and wanted dead or alive for så og så mange dollars. Det eneste vi vidste om ham var, at hans halsbandana var rød og beskidt. Det er den stadig. Vi kendte ikke hans forbrydelse, men det det gør vi nu. He has not committed any crime, men ingen tror ham. Hvordan ved jeg det? Det stod indskrevet i historien et sted. He is just a Lonely Rider.

I Dodge City sidder sheriffen ude foran arresten under porchen. Han rokker dovent frem og tilbage på en vakkelvorn gyngestol. Det gjorde de dengang, så vidt jeg ved, i 1800 tallet. Det er sidst på eftermiddagen. Varmen er flimrende og ulidelig. Sheriffens øjne er røde og blodsprængte…indtog vist for store mængder Pendleton Wiskey aftenen forinden. Der havde været stuvende fyldt i den nærliggende saloon. Nogen gav en omgang og andre gav en anden, som blev til en tredje – og så ved vi jo godt, hvordan DET går. Fuldskab, slagsmål og en helvedes ballade. Det blev sent…

I arresten sidder en mand. Der sidder måske flere, som er blevet indhentet af fortidens forbrydelser, men det kan vi være fløjtende ligeglade med, for det er ikke dem, historien handler om. Det handler kun om en’ enkelt  mand. Den handler om The Lonely Rider. Det lykkedes omsider et par ihærdige, fordrukne dusørjægere at indhente ham, banke og bagbinde ham og føre ham til det temmelig lovløse Dodge City. Jeg ser ham. Han sidder i cellen, tavs, med albuerne på lårene og hovedet i hænderne. Ved siden af ham – hatten og et blikkrus med lunken vand. Han kender ikke sin skæbne. Han er fanget og ufri. Ude af stand til at handle på sit liv.

Nu rider han igen på prærien. Det lykkedes ham at flygte. Guderne må vide – hvordan, men sådan er der så meget. Miraklernes tid er ikke forbi, og på dem findes der ingen forklaring – så der har I forklaringen. Jeg ser ham. Han holder hesten an. Han kigger sig tilbage og han ser på mig. Vores øjne mødes. Hans ensomhed og længsel efter friheden ser ind i min – og der i det vidstrakte, i stilheden under den høje himmel, finder sjælene ro. Så nikker han kort, bekræftende…. You are not alone – We are not alone – letter på hatten, og sætter støvlesporerne i hestens bug. Jeg ser ham hastigt ride sin vej i støvet, der rejser sig, og jeg selv sidder på min veranda under pergolaen en tidlig sommeraften i tropisk varme sammen med roen i det vidtstrakte, i stilheden under den høje himmel. En stund – uden mental støj og uden at føle mig jaget og fordrevet fra Dan Turèlls – “Mest af alt holder jeg af hverdagen”…

At rejse er at leve – også uden pas, papirer, mundbind og præfabrikeret liv.

Fortsættelse følger….

Da Mother Earth og Father Time holdt stævnemøde i min have…

De var ikke kærester eller elskende, Mother Earth and Father Time. Det var synd at sige, og man skal holde sig til sandheden, så det var ikke en date, de aftalte, men et stævnemøde i min have for 2 måneder siden. Hun var måske net og fin. Han var måske høj og maskulin. Jeg så dem ikke – for jeg var der ikke. Jeg befandt mig i min Vogn på Lolland, hvor kornet voksede og modnedes, og jeg tænkte, at næste gang, jeg kommer tilbage hertil, er det høstet, bladende er måske begyndt at falme – og alting vil se anderledes ud. Indledningen til H. C. Andersens eventyr, Den grimme Ælling, dukkede op i mit hoved. ‘Der var så dejligt ude på landet. Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange røde ben og snakkede ægyptisk – for det sprog havde han lært af sin moder’…

For 2 måneder siden befandt jeg mig som sagt på Lolland, og hvad der skete i den natur, der omgav mit lille havehus mod nord, havde jeg ingen anelse om.

“Hvis du føder sunde og livskraftige vækster, sagde Father Time til Mother Earth, så lægger jeg tiden til, så de kan vokse sig store og stærke.” “Jeg er jo den bedste og den vigtigste, sagde hun – for det er mig, der føder dem.” “Nej, jeg er den bedste og den vigtigste – for uden den tid, jeg lægger til, ville væksterne blot dø.” I stedet for at dele sol og vind lige skændes de stædigt frem og tilbage. “Ha, du må jo have jord i hovedet, hvis du tror, at du er mere betydningsfuld end mig,” sagde han. “Ha, du tror jo ikke et øjeblik eller et sekund på, at du er mere betydningsfuld end jeg,” svarede hun. De blev lidt grimme, grove og ufine i munden. Det klædte dem ikke. Det klæder ingen. Til sidst blev de enige om, at uenigheden måtte komme an på en prøve.

Mother Earth gav sig nu koncentreret til af føde vækster i hobetal – skvalderkål, brændenælder, tidsler og hønsetarm – og han lagde i tavshed al den tid til, som han havde. Det hele skød hurtigt i vejret…lidt for hurtigt, tænkte hun, og Mother Earth fødte nu en valmue…så sart, så rød, så fin – for at få Father Time til at stå stille – for at give sig selv et lille beregnende forspring. Han lod sig dog ikke besnære. Selv om denne pludselige smukhed et kort øjeblik efterlod en brændende fornemmelse og en kort tøven i hans tidsånd, forblev han kølig og loyal – både imod sig selv og sine evner – og denne sommers gennemsnitstemperatur.

Da jeg ankom hertil for 14 dage siden, var de gået. De forsvandt i samme øjeblik, jeg ankom og Holy Moses, My Good, Jesus Christ!!! – En urskov, der mødte mig her. Alt var tæt og tilvokset, og jeg kom til at tænke på Tornerose – det vakre og ganske uimodståelige barn – og tjørnehækken, der havde bredt sig og var blevet så stor, så stor. Knæhøje skvalderkål, hønsetarm i lange klistrede baner, meterhøje tidsler i ubegrænsede mængder og brændende nælder. Mit urtebed og mine frugtbuske var ikke at se. Selv havehuset så ud til at være skrumpet ind bag revl og krat.

Jeg så mig omkring – banede mig vej i junglen, og jeg har nu brugt de sidste 14 dage på at komme til bunds i deres indbyrdes kamp for at være den bedste og den vigtigste.

Hvad jeg ikke vidste var, at Mother Earth and Father Time til sidst havde taget hinanden i hånden med kindkys og var blevet enige om, at den ene ikke var et hår bedre eller vigtigere end den anden.

Hvordan jeg kunne vide det? Det kunne jeg jo se, for fanden!!!

Fortsættelse følger….

I krig gælder alle kneb – men ikke i kærligheden…

Det regnede og blæste i morges. Det regnede og blæste ind ad det åbne vindue i hemsen. Jeg lagde et køkkenhåndklæde i karmen for at tage det værste og kaffen – ja, kaffen blev hurtig kold og kedelig, men smuk bliver man i det mindste af dampen, og er der meget, der er vigtigere end det’?…

Jeg tænker tilbage – tænker på, at det i dag er præcist et år siden, Søren og jeg landede på Fejø med min gule vogn. Som mange ved, havde vores grå Ferguson slidt og slæbt “huset” 325 km tværs over Danmark med en gennemsnitshastighed på 18 km/t. Rejsen varede sammenlagt 9 dage – og selvom Søren og jeg har foretaget rejser til andre destinationer, hvor alt har været nemt, let og tilgængeligt, tror jeg, at rejsen til Fejø altid vil stå for os som – vores livs rejse sammen. Den var så anderledes anstrengende, skelsættende og uforudsigelig. Den krævede alt af os – og den fik alt – både menneskeligt, socialt, vejrmæssigt og trafikalt. Den rejse blev en historie for sig. Den skrev sig selv i forløbet….linje efter linje – redigering ville have været en hån, og hver aften, når traktoren tav og Vognen hvilede, blev vi forbavsede, når vi læste de ord, den indskrev i vores liv. Det kapitel vil aldrig kunne indgå i andet end det – det var og er…

Jeg sms’ede lidt med min lillebror. Det gør jeg jævnligt. Han leder efter kærligheden. Hvem gør ikke det? Det gør vi vel alle sammen. Den rene skinbarlige sandhed og kærlighed. Den, der flytter bjerge, den, der gør fri, den livgivende. Nogle finder den. Andre gør ikke.

“I krig og kærlighed gælder alle kneb.” Nej – vil jeg påstå. I krig, javist, men ikke i kærlighed. I begge tilfælde drejer det sig ganske vist om at vinde, men mens krigen vindes ved hjælp af beregninger, gengældelsesaktioner og strategisk spil – tabes kærligheden tilsvarende med anvendelsen af disse drivkræfter. Af sammen grund kan man ikke sidestille begreberne. I min optik er det en fuldstændig fordrejet opfattelse af, hvordan kærlighed “vindes.”

Jeg bekender mig ikke til en bestemt trosretning. Jeg har ikke brug for en definition af livet og verden – har ikke brug for en begrænsning i mine opfattelser og refleksioner – har ikke brug for at føle en snert af skyld ved at tænke ud af en foruddefineret boks. Men jeg tror. Jeg tror på mange ting. Jeg tror fx på kærlighedsbudskabet:

“Kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Den misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” 

Budskabet foretrækker jeg egentlig at betragte som kærlighedens vækstbetingelser – dets fundament. Hvis fundamentet er bygget på budskabets sande renhed – tåler den alt og udholder alt…også sorg, smerte, kriser og skænderier. Hvis fundamentet derimod bygger på krigens drivkræfter, forlader gudinderne arenaen – uanset om hun hedder Afrodite, Venus, Freja eller La Santa Muerte, for her findes der kun muligheden at deltage i en nedbrydende ødelæggelse – i en krig, hvor alle kneb gælder, og så sker det at….

“Duen må flyve tilbage til hændernes ler.” 

Fortsættelse følger….. 

Så fandens er de vel heller ikke – de mælkebøtter….?

Og da slet ikke i en tid, hvor så meget andet i tilværelsen har været og stadig delvist er præget af – tilbageholdt åndedræt, kunstigt åndedræt, overfladisk åndedræt – eller ophør af samme.

Mælkebøtter er, hvad de er – smukke, nøjsomme og rene i deres beskedne udtryk.

Jeg ankom for nogle dage siden til min Vogn på Lolland efter at have besøgt familie og venner på Skiveegnen. På den egn, har jeg, som de fleste måske ved, et lille havehus på en ret stor naturgrund, hvor jeg nyder at opholde mig. Mens jeg var der, stod mælkebøtterne i blomst – denne urt som kommer igen og igen her der og alle vegne for ikke at tale om de stædige af slagsen, der pludselig dukker op uventede steder…bryder gennem asfalt og smalle sprækker i byens panser – ukuelige og livskraftige, som de er. Elsket og hadet af samme grund. Visse mennesker indgår i en stadig og tilbagevendende kamp hvert forår, med specielt designede våben, imod de fandens mælkebøtter og ønsker dem derhen, hvor peberet gror – og det er langt væk – faktisk i Asien, mens andre ser dem som en velsignelse af smukhed, sommer og sundhed, når de springer i blomst.

I de sidste måneder, under dette coronaforløb, har jeg haft lyst til at stikke off grid et par gange. Selve pandemiens tilstedeværelse har ikke påvirket mig i nævneværdig grad. Det, der har påvirket mig er følelsen af en indskrænket menneskelig frihed, som jeg tvivler på – kommer tilbage – og en forfærdelse over, hvor let og ubesværet en statsmagt, almost over night, kan overtage og kontrollere menneskers færden og liv – blot ved at implementere og manipulere en høj grad af frygt og angst ind i hverdagen. Den side af sagen, bekymrer mig. Og så er der alt det andet, som er præget af en vis konstans. Meninger og meldinger om, hvem der er uansvarlige og hensynsløse klaphatte, idioter, fjolser og paranoide i det offentlige rum, skiftende politiske retningslinjer, der hverken efterlader hoved eller hale, en lang række ulogiske og usammenhængende tiltag, der blot inspirerer til hovedrysten og absolut ikke giver mening. Gad vide, hvordan det påvirker vores hjerner, at få så meget skrammel og støj hældt ned i kassen til videre bearbejdelse?  

Jeg fik som sagt lyst til at stikke off grid – bare nogle uger….langt, langt væk. Lukke og slukke – kaste tyngden af mig for en stund. Beslutningen ville så kræve et betragteligt indkøb, som måske kunne se mistænkeligt ud. Måske ville nogen kigge skævt. Hvorfor hamstrer hun al den der dåsemad og alt det der langtidsholdbare? Er der sket noget, vi ikke ved – for så må vi da også hellere….Jeg kunne, på den baggrund, vælge at fordele indsamlingen af forsyninger over flere dage eller foretage indkøbene i forskellige varehuse – fx Netto, Rema og Fakta. Din og Min købmand, eller hvis købmand det nu er, med de gule priser, var nok også værd at lægge vejen forbi. Måske kunne man her i det lille lokale samfund være heldig at møde magre Marius med det lange, hvide skæg og den knortede stok, på vej til købmanden efter sin daglige kælderkolde Tuborg og en lille snak derinde om de blomstrende stauder derhjemme i haven, eller kanariefuglen, der tydeligvis hænger med næbbet og har gjort det længe…og måske snart dør eller, hvad bliver det mon til?…. eller forsamlingshusets kogekone i det blåternede forklæde, der altid har været trind, altid er glad, sover godt og har en god appetit, og derfor ikke er blevet mindre siden sidst. Måske snakker hun højlydt og fornøjet om hønsekødsuppen med kød og melboller, som hun snart skal lave til et mindre selskab. Hun har altid været en ørn til det der – og indvier de få i butikken om, at så og så mange æg, skal der bruges til melbollerne…hvor blank og glat dejen skal være, så de ikke koger ud i suppen ved opvarmning, når festen skal stå, for der er da ingen, der bryder sig om, at få smattede boller i munden – og da slet ikke til den pris…. Imens står en bleg og blodfattig kvinde i et hjørne længst væk og venter på fri bane…hende, der hverken tror på Gud eller Fanden. Til gengæld tror hun fuldt og fast på coronaen. Hun er angst. Hun sover dårligt. Hun har mistet appetitten.

Hvor har hun dog tabt sig, konstaterer konen med æggene bekymret, da hun forlader butikken med en stor stabel M/L fyldte æggebakker. På fortovet, hvor et par mælkebøtter titter frem fra en knækket flise, møder kogekonen et par yngre kvinder. De følger hende med øjnene og  hvisker lavmælt – hun har godt nok lagt sig ud på det sidste. Sikken en røv hun har fået. Hun må være gået hårdt til både makronerne og melbollerne her under krisen. Pludselig hører de kogekonen råbe højt af forskrækkelse – ej for pokker!!! og de to kvinder kommer hende hurtigt til hjælp. – Hvad skete der? vil de vide. – Ja, det ved jeg da ikke. Jeg gled vist i noget. Jeg kunne ikke rigtig se fortovet for bakkerne, og så tabte jeg den ene. – Jeg går ind og køber en ny bakke til dig. Så hjælper vi dig hjem med dem bagefter, tilbyder en’ af kvinderne og lægger trøstende en hånd på hendes runde arm. – Ih, tak, svarer kogekonen synlig lettet, mens hun irriteret kigger på hundelorten på fortovet. Hvor meget hun har lagt sig ud, og hvor stor en røv, hun har fået er allerede historie. Forstår I, hvad jeg mener?

Jeg bestemte mig for at afprøve en opskrift på mælkebøttesirup, mens jeg opholdt mig på min grund, så jeg gik i gang med at samle mælkebøttehoveder en dejlig majdag i en højglanspoleret rustfri stålskål. Med en kop kaffe og solen i ryggen satte jeg mig i en stol. Solen stod højt og usædvanligt skarpt på himlen den dag. Jeg sad med skålen i skødet, mens jeg rensede hovederne for alt det grønne. Pludselig begyndte der at stige røg op af skålen. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det gjorde jeg virkelig ikke. Var fænomenet noget voodoo halløj, som  Fanden himself havde iværksat for at begrunde blomsternes kedelige tilnavn? Ganske vist havde jeg min pibe liggende på bordet, men jeg havde ikke haft ild i den – ergo kunne det ikke være en tabt glød, der havde antændt noget. Så slog forklaringen ned i mig. Solens stråler mod “højglansen” havde virket som et brændglas og lavet en selvantændelse. My God, hvor jeg elsker den slags overraskelser – og sikken en lækker sirup, der kom ud af det – til sidst. 

Så…. så fandens er de vel heller ikke – de mælkebøtter?

fortsættelse følger…..

Det, der er større end en’ selv

Jeg tror, at mennesket som udgangspunkt er en religiøs skabning, der har brug for at tro på noget, der er større end en’ selv – en form for religion, uden nødvendigvis en given trosretning, der giver sammenhæng, rodfæste og moral i livet….et indhold der nærer følelsen af at være hele mennesker. Udviklingen af en sådan livsduelighed kræver dog en anden form for vækst i vores samfund, end den vi har set de sidste årtier. Kapitalismen og dyrkelsen af dens principper har efterladt os rodløse, angste og stressede med massiv medicinering som pseudoløsning. Vi har levet og lever stadig i et styret og kontrolleret samfund, der giver os meget begrænset mulighed for at møde vores oprindelige natur i os selv, som frie, ansvarsbevidste, skabende, etiske og handlekraftige mennesker.

Coronakrisen har lukket op for mange opbyggelige egenskaber i befolkningen – hjælpsomhed, omsorg, taknemmelighed osv. – men den har også åbnet op for noget, der ligner et totalitært statsapparat, hvor de grundlovssikrede rettigheder ikke mere eksisterer. Mit indtryk er, at flertallet i befolkningen  frivilligt og gerne ændrede adfærd, da det blev aktuelt og reagerede positivt på appellen: “Vask hænder, nys i ærmet og bliv hjemme,” fordi det gavnede en fælles og alvorlig sag, som tilfældet Corona er – men statens tiltagende beføjelser til at udøve overvågning, tvang og straf, ser jeg som et klart signal på en statsmagt, der ikke på mindste måde har tillid til befolkningen. Her tænker jeg specielt på begrænsningen i ytringsfriheden og legaliseringen af tvangsmedicinering. Udover at efterleve restriktionerne, som i sig selv påvirker mange med angst, ensomhed og depressioner, lægges der nu yderligere statslig tyngde og pres på befolkningen. Som alle ved skaber tryk – modtryk. Denne sammenhæng er elementær psykologi for begyndere, og hvad kan DET bruges til? Big Brother har udstyret sig selv med en forhammer. Hvornår den falder, ved vi ikke. Som jeg ser det – er den anlagte kurs grundlæggende forfejlet – både hvad angår menneskelig trivsel og demokratiets overlevelse. Men med den realistiske tanke på, at det udelukkende er kapitalen, der tæller og gælder, og at menneskeliv betragtes som maskinelle bestanddele, der kun har det formål i deres korte jordeliv at tjene samme kapital, forstår jeg, hvorfor vi gennem tvang og straf skal ensrettes, standardiseres, fratages vores myndighed og gennes ind i en snæver fold som en flok umælende klaphatte. I see….  

George Orwell, den mest beundrede engelsksprogede essayist i det 20 århundrede, har i en tekst beskrevet den vestlige civilisations nedtur, hvor han mener, at vi har savet løs på den gren, vi selv sidder på: “Vi faldt og ned kom vi – langt mere pludseligt, end nogen havde forestillet sig det. Under grenen ventede ikke et rosenbed, men en slamkiste fuld af pigtråd. Vi faldt – frigjorte, men dekadente og rodløse.”

Jeg har valgt, at illustrere “nedturen” med andre ord i et digt fra min digtsamling: “Opskørtet”

Silkesnor (copyright)
Da bølgerne omsider
søgte væk fra os
stod vi lammede
i absolut forladthed - 
i mangel på enrum
og gamle tårnværelser

Tilbage stod 
resternes mundtørhed
og ruskede
i opsvulmede døre



Mette Frederiksen har udtalt, 
at det ikke bliver 
det samme Danmark, 
vi får tilbage efter krisen. 
Danmark har lukket en dør 
til sit gamle land,
men lad os håbe, 
at der bliver andre døre
i varme farver -  
at lukke op.

Fortsættelse følger.....

Når lokummet brænder og angsten tager fat….

Når jeg opholder mig på Lolland, hvilket jeg gør i tiden, har jeg udsyn over åbne, vidtstrakte marker fra hemsen i min vogn. Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner er at lukke mit vindue op og indånde både lydene og luften. I morges var markerne hvide og frostsprængte. Luften var ren og krystalklar. Det vakte en følelse af tidligere oplevede vinterdage, fra engang tilbage i tiden, hvor livet var normalt – og hvor en vintermorgen bare var – hvad den var. En nyfødt vintermorgen, der hvilede i sin egen ro.

Mit fysiske og sociale liv har egentlig ikke ændret sig væsentligt, siden statens restriktioner blev en del af hverdagen. Her hvor jeg bor er der masser af skov og natur at færdes i, og socialt omgås jeg, som før krisen, stort set kun den lille kreds af familiemedlemmer, som jeg bor i nærheden af.

Vel vidende at vi befinder os i en form for undtagelsestilstand, er jeg til gengæld stærkt påvirket af at opleve, hvordan et demokrati i løbet ganske kort tid kan forandre sig til noget, der ligner et totalitært statsapparat, men mere om det senere. 

I begyndelse af denne pandemi var jeg forvirret og desillusioneret – primært på grund at tågede og modsætningsfyldte informationer, der i en stadig og vedvarende strøm bombarderede vores opmærksomhed og opildnede til frygt og dødsangst. Så blev vi hidset op – for derefter at blive dysset ned. Så blev vi præsenteret for skrækscenarier….ikke tilstrækkeligt mange respiratorer, såfremt det ikke lykkedes at inddæmme smittespredningen. I værste fald kunne det medføre en selektiv udvælgelse af, hvem der skulle dø – og hvem, der skulle leve. Klart for enhver måtte resultatet så blive, at det var de uproduktive og de, der i øvrigt rangerer lavt på samfundets kapitalistiske værdibarometer, der ville ryge i DET sving – de gamle, de hjemløse, de arbejdsløse og de “dårlige liv.” Men om de selektivt udvalgte skulle dø af Corona eller dø af skræk for at blive fravalgt – ville vel i så fald have givet nogenlunde samme resultat.

På et tidspunkt forlød det, at myndighederne måske skulle have bemyndigelse til at tiltvinge sig adgang til private hjem, hvis der opstod mistanke om smitte på den anden side af døren. I den forbindelse så de fleste vel, for deres indre blik, støvletramp, hvide kitler og mundbind – og de kinesiske myndigheders hårdhændede og modbydelige behandling af sit lands borgere. Vi blev hidset op igen – blev bange og utrygge. Forslaget blev dog ikke gennemført – og så blev vi dysset ned igen.

Så blev der fremlagt et forslag om, at privatpersoner skulle have mulighed for at indberette medborgere, der udviste mulige tegn på smitte. Vi blev hidset op igen. Forslaget blev forkastet. Vi blev dysset ned igen. Mon regeringen blev klar over, at der sandsynligvis ville indløbe en sværm af tvivlsomme indberetninger, hvis grundlag primært ville være baseret på en kombination af overdreven angst og frygt og selvbestaltede “politibetjentes” vidnesbyrd? Ikke utænkeligt.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, kunne man så have forestillet sig, at gamle Maren – en mandag i regnvejr på Solitudevej, begav sig på vej til Rema 1000 for at købe ind? Hun havde trukket den længe, og nu var der kun tørre tvebakker tilbage i skuffen. Hun var bange for Coronaen, bange for måske at ende som en’ af de fravalgte. Hun var jo gammel. Desuden var hun bange for at blive overfaldet af tasketyve – bange for at blive opsøgt af falske sundhedsmedarbejdere, bange for at køre ud over fortovskanten med rollatoren, som trak skævt, bange for kun at nå midtvejs i fodgængerfeltet, før der blev rødt. Hun rettede nervøst på sit blomstrede hovedtørklæde, mens hendes hals snørede sig sammen.

Hun købte ind og betalte og blev på vejen ud overmandet af en pludselig sult. Tvebakker ligger ikke tungt i maven. Hun trak en pakke Mariekiks op af indkøbsnettet – åbnede den og stak en kiks i munden. En krumme røg fluks i den gale hals. Hun hostede og spruttede – først i det ene ærme – så i det andet, mens tårerne løb ned ad hendes rynkede kinder. Folk blev bange. Kiggede skræmte på Maren og kiggede skræmte på hinanden. Skyndsomt trak de sig væk, og Maren stod nu der – helt alene som et epicenter for et flygtende publikum. Bagefter var gamle Maren ikke kun bange for alting. Nu var hun også bange for at blive indberettet – og det blev hun. Stakkels Maren. Spis aldrig Mariekiks eller Tudekiks med sammensnøret hals på offentlige steder i en Coronatid.   

For at vende lidt tilbage til begrebet, grådighed, som jeg skrev om i mit forrige opslag. Grådighed er ikke at anskaffe sig det, som er nødvendigt for opretholdelse af livet. Det er den umættelige anskaffelse af overflod, der underbygger grådighed, og den har mange ansigter. Omkring et fænomen som hamstring bygger grådigheden nok primært på frygt og mistillid. Ikke så snart havde Mette Frederiksen sagt, at der var dagligvarer nok til alle, at fødevareforsyninger ikke ville blive berørt af grænselukninger, før dele af befolkningen gik amok. Snart bugnede indkøbsvognene i supermarkederne med langtidsholdbare forsyninger, som af uforklarlige årsager også omfattede store mængder WC papir. Jeg tænkte…hvad er der med det der WC papir. Er der noget, jeg ikke ved – noget jeg ikke har hørt? Der må da være et eller andet, siden folk hamstrer netop det? Og da Hr. og Fru Hansen sejrrige og selvtilfredse trillede afsted med et vognlæs – toppet med seks pakker WC papir – ja, så opstod der en lemmingeeffekt og en frygt for gabende, tomme hylder dagen efter eller lige om lidt, der sagde…. jamen, så må jeg da også hellere….

Det er vigtigt at kunne slappe af og slippe frygten i en verden, der i øjeblikket vender på hovedet, og hvis Hr. og Fru Hansen ikke kan slappe af og nyde deres citronmåne, medmindre de rigeligt har forsynet sig med forråd og WC papir – så er det selvfølgelig det, de skal.

Kan man forestille sig, at de lige præcis nåede at købe en ny sofa i Bilka inden Danmarks lukketid? Sofaen viste sig dog at være alt for lav i forhold til fjernsynets placering på væggen. Hansen havde aldrig været en ørn med en skruemaskine. Det gik altid galt. Hidsig ad helvede til, blev han også – bandede og svedte og baksede med det, og det endte altid med at blive noget lort alligevel. Fru Hansen tålte det ikke mere i sit flossede nervesystem. Kan man forestille sig, at de i stedet startede Skodaen og hentede yderlige seks pakker WC papir, så de hver især havde tre pakker at sidde på i sofaen – i nogenlunde øjenhøjde med storskærmen og samtidig med lidt ekstra ro og papir i reserve. Således – flere fluer med et’ smæk. Endelig kunne de slappe af, for nu havde de foreløbig deres på det tørre, selvom lokummet brændte. Nu kunne de roligt, med citronmånen imellem sig, se en genudsendelse af “Her er dit liv.”  

Kan man forestille sig det? 

“Hansen – lad være med at pille næse.”

“Nåh, ja.”

Fortsættelse følger…….