Så fandens er de vel heller ikke – de mælkebøtter….?
Og da slet ikke i en tid, hvor så meget andet i tilværelsen har været og stadig delvist er præget af – tilbageholdt åndedræt, kunstigt åndedræt, overfladisk åndedræt – eller ophør af samme.
Mælkebøtter er, hvad de er – smukke, nøjsomme og rene i deres beskedne udtryk.
Jeg ankom for nogle dage siden til min Vogn på Lolland efter at have besøgt familie og venner på Skiveegnen. På den egn, har jeg, som de fleste måske ved, et lille havehus på en ret stor naturgrund, hvor jeg nyder at opholde mig. Mens jeg var der, stod mælkebøtterne i blomst – denne urt som kommer igen og igen her der og alle vegne for ikke at tale om de stædige af slagsen, der pludselig dukker op uventede steder…bryder gennem asfalt og smalle sprækker i byens panser – ukuelige og livskraftige, som de er. Elsket og hadet af samme grund. Visse mennesker indgår i en stadig og tilbagevendende kamp hvert forår, med specielt designede våben, imod de fandens mælkebøtter og ønsker dem derhen, hvor peberet gror – og det er langt væk – faktisk i Asien, mens andre ser dem som en velsignelse af smukhed, sommer og sundhed, når de springer i blomst.
I de sidste måneder, under dette coronaforløb, har jeg haft lyst til at stikke off grid et par gange. Selve pandemiens tilstedeværelse har ikke påvirket mig i nævneværdig grad. Det, der har påvirket mig er følelsen af en indskrænket menneskelig frihed, som jeg tvivler på – kommer tilbage – og en forfærdelse over, hvor let og ubesværet en statsmagt, almost over night, kan overtage og kontrollere menneskers færden og liv – blot ved at implementere og manipulere en høj grad af frygt og angst ind i hverdagen. Den side af sagen, bekymrer mig. Og så er der alt det andet, som er præget af en vis konstans. Meninger og meldinger om, hvem der er uansvarlige og hensynsløse klaphatte, idioter, fjolser og paranoide i det offentlige rum, skiftende politiske retningslinjer, der hverken efterlader hoved eller hale, en lang række ulogiske og usammenhængende tiltag, der blot inspirerer til hovedrysten og absolut ikke giver mening. Gad vide, hvordan det påvirker vores hjerner, at få så meget skrammel og støj hældt ned i kassen til videre bearbejdelse?
Jeg fik som sagt lyst til at stikke off grid – bare nogle uger….langt, langt væk. Lukke og slukke – kaste tyngden af mig for en stund. Beslutningen ville så kræve et betragteligt indkøb, som måske kunne se mistænkeligt ud. Måske ville nogen kigge skævt. Hvorfor hamstrer hun al den der dåsemad og alt det der langtidsholdbare? Er der sket noget, vi ikke ved – for så må vi da også hellere….Jeg kunne, på den baggrund, vælge at fordele indsamlingen af forsyninger over flere dage eller foretage indkøbene i forskellige varehuse – fx Netto, Rema og Fakta. Din og Min købmand, eller hvis købmand det nu er, med de gule priser, var nok også værd at lægge vejen forbi. Måske kunne man her i det lille lokale samfund være heldig at møde magre Marius med det lange, hvide skæg og den knortede stok, på vej til købmanden efter sin daglige kælderkolde Tuborg og en lille snak derinde om de blomstrende stauder derhjemme i haven, eller kanariefuglen, der tydeligvis hænger med næbbet og har gjort det længe…og måske snart dør eller, hvad bliver det mon til?…. eller forsamlingshusets kogekone i det blåternede forklæde, der altid har været trind, altid er glad, sover godt og har en god appetit, og derfor ikke er blevet mindre siden sidst. Måske snakker hun højlydt og fornøjet om hønsekødsuppen med kød og melboller, som hun snart skal lave til et mindre selskab. Hun har altid været en ørn til det der – og indvier de få i butikken om, at så og så mange æg, skal der bruges til melbollerne…hvor blank og glat dejen skal være, så de ikke koger ud i suppen ved opvarmning, når festen skal stå, for der er da ingen, der bryder sig om, at få smattede boller i munden – og da slet ikke til den pris…. Imens står en bleg og blodfattig kvinde i et hjørne længst væk og venter på fri bane…hende, der hverken tror på Gud eller Fanden. Til gengæld tror hun fuldt og fast på coronaen. Hun er angst. Hun sover dårligt. Hun har mistet appetitten.
Hvor har hun dog tabt sig, konstaterer konen med æggene bekymret, da hun forlader butikken med en stor stabel M/L fyldte æggebakker. På fortovet, hvor et par mælkebøtter titter frem fra en knækket flise, møder kogekonen et par yngre kvinder. De følger hende med øjnene og hvisker lavmælt – hun har godt nok lagt sig ud på det sidste. Sikken en røv hun har fået. Hun må være gået hårdt til både makronerne og melbollerne her under krisen. Pludselig hører de kogekonen råbe højt af forskrækkelse – ej for pokker!!! og de to kvinder kommer hende hurtigt til hjælp. – Hvad skete der? vil de vide. – Ja, det ved jeg da ikke. Jeg gled vist i noget. Jeg kunne ikke rigtig se fortovet for bakkerne, og så tabte jeg den ene. – Jeg går ind og køber en ny bakke til dig. Så hjælper vi dig hjem med dem bagefter, tilbyder en’ af kvinderne og lægger trøstende en hånd på hendes runde arm. – Ih, tak, svarer kogekonen synlig lettet, mens hun irriteret kigger på hundelorten på fortovet. Hvor meget hun har lagt sig ud, og hvor stor en røv, hun har fået er allerede historie. Forstår I, hvad jeg mener?
Jeg bestemte mig for at afprøve en opskrift på mælkebøttesirup, mens jeg opholdt mig på min grund, så jeg gik i gang med at samle mælkebøttehoveder en dejlig majdag i en højglanspoleret rustfri stålskål. Med en kop kaffe og solen i ryggen satte jeg mig i en stol. Solen stod højt og usædvanligt skarpt på himlen den dag. Jeg sad med skålen i skødet, mens jeg rensede hovederne for alt det grønne. Pludselig begyndte der at stige røg op af skålen. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det gjorde jeg virkelig ikke. Var fænomenet noget voodoo halløj, som Fanden himself havde iværksat for at begrunde blomsternes kedelige tilnavn? Ganske vist havde jeg min pibe liggende på bordet, men jeg havde ikke haft ild i den – ergo kunne det ikke være en tabt glød, der havde antændt noget. Så slog forklaringen ned i mig. Solens stråler mod “højglansen” havde virket som et brændglas og lavet en selvantændelse. My God, hvor jeg elsker den slags overraskelser – og sikken en lækker sirup, der kom ud af det – til sidst.
Så…. så fandens er de vel heller ikke – de mælkebøtter?
fortsættelse følger…..
