Da Mother Earth og Father Time holdt stævnemøde i min have…

De var ikke kærester eller elskende, Mother Earth and Father Time. Det var synd at sige, og man skal holde sig til sandheden, så det var ikke en date, de aftalte, men et stævnemøde i min have for 2 måneder siden. Hun var måske net og fin. Han var måske høj og maskulin. Jeg så dem ikke – for jeg var der ikke. Jeg befandt mig i min Vogn på Lolland, hvor kornet voksede og modnedes, og jeg tænkte, at næste gang, jeg kommer tilbage hertil, er det høstet, bladende er måske begyndt at falme – og alting vil se anderledes ud. Indledningen til H. C. Andersens eventyr, Den grimme Ælling, dukkede op i mit hoved. ‘Der var så dejligt ude på landet. Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange røde ben og snakkede ægyptisk – for det sprog havde han lært af sin moder’…

For 2 måneder siden befandt jeg mig som sagt på Lolland, og hvad der skete i den natur, der omgav mit lille havehus mod nord, havde jeg ingen anelse om.

“Hvis du føder sunde og livskraftige vækster, sagde Father Time til Mother Earth, så lægger jeg tiden til, så de kan vokse sig store og stærke.” “Jeg er jo den bedste og den vigtigste, sagde hun – for det er mig, der føder dem.” “Nej, jeg er den bedste og den vigtigste – for uden den tid, jeg lægger til, ville væksterne blot dø.” I stedet for at dele sol og vind lige skændes de stædigt frem og tilbage. “Ha, du må jo have jord i hovedet, hvis du tror, at du er mere betydningsfuld end mig,” sagde han. “Ha, du tror jo ikke et øjeblik eller et sekund på, at du er mere betydningsfuld end jeg,” svarede hun. De blev lidt grimme, grove og ufine i munden. Det klædte dem ikke. Det klæder ingen. Til sidst blev de enige om, at uenigheden måtte komme an på en prøve.

Mother Earth gav sig nu koncentreret til af føde vækster i hobetal – skvalderkål, brændenælder, tidsler og hønsetarm – og han lagde i tavshed al den tid til, som han havde. Det hele skød hurtigt i vejret…lidt for hurtigt, tænkte hun, og Mother Earth fødte nu en valmue…så sart, så rød, så fin – for at få Father Time til at stå stille – for at give sig selv et lille beregnende forspring. Han lod sig dog ikke besnære. Selv om denne pludselige smukhed et kort øjeblik efterlod en brændende fornemmelse og en kort tøven i hans tidsånd, forblev han kølig og loyal – både imod sig selv og sine evner – og denne sommers gennemsnitstemperatur.

Da jeg ankom hertil for 14 dage siden, var de gået. De forsvandt i samme øjeblik, jeg ankom og Holy Moses, My Good, Jesus Christ!!! – En urskov, der mødte mig her. Alt var tæt og tilvokset, og jeg kom til at tænke på Tornerose – det vakre og ganske uimodståelige barn – og tjørnehækken, der havde bredt sig og var blevet så stor, så stor. Knæhøje skvalderkål, hønsetarm i lange klistrede baner, meterhøje tidsler i ubegrænsede mængder og brændende nælder. Mit urtebed og mine frugtbuske var ikke at se. Selv havehuset så ud til at være skrumpet ind bag revl og krat.

Jeg så mig omkring – banede mig vej i junglen, og jeg har nu brugt de sidste 14 dage på at komme til bunds i deres indbyrdes kamp for at være den bedste og den vigtigste.

Hvad jeg ikke vidste var, at Mother Earth and Father Time til sidst havde taget hinanden i hånden med kindkys og var blevet enige om, at den ene ikke var et hår bedre eller vigtigere end den anden.

Hvordan jeg kunne vide det? Det kunne jeg jo se, for fanden!!!

Fortsættelse følger….