Når lokummet brænder og angsten tager fat….

Når jeg opholder mig på Lolland, hvilket jeg gør i tiden, har jeg udsyn over åbne, vidtstrakte marker fra hemsen i min vogn. Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner er at lukke mit vindue op og indånde både lydene og luften. I morges var markerne hvide og frostsprængte. Luften var ren og krystalklar. Det vakte en følelse af tidligere oplevede vinterdage, fra engang tilbage i tiden, hvor livet var normalt – og hvor en vintermorgen bare var – hvad den var. En nyfødt vintermorgen, der hvilede i sin egen ro.

Mit fysiske og sociale liv har egentlig ikke ændret sig væsentligt, siden statens restriktioner blev en del af hverdagen. Her hvor jeg bor er der masser af skov og natur at færdes i, og socialt omgås jeg, som før krisen, stort set kun den lille kreds af familiemedlemmer, som jeg bor i nærheden af.

Vel vidende at vi befinder os i en form for undtagelsestilstand, er jeg til gengæld stærkt påvirket af at opleve, hvordan et demokrati i løbet ganske kort tid kan forandre sig til noget, der ligner et totalitært statsapparat, men mere om det senere. 

I begyndelse af denne pandemi var jeg forvirret og desillusioneret – primært på grund at tågede og modsætningsfyldte informationer, der i en stadig og vedvarende strøm bombarderede vores opmærksomhed og opildnede til frygt og dødsangst. Så blev vi hidset op – for derefter at blive dysset ned. Så blev vi præsenteret for skrækscenarier….ikke tilstrækkeligt mange respiratorer, såfremt det ikke lykkedes at inddæmme smittespredningen. I værste fald kunne det medføre en selektiv udvælgelse af, hvem der skulle dø – og hvem, der skulle leve. Klart for enhver måtte resultatet så blive, at det var de uproduktive og de, der i øvrigt rangerer lavt på samfundets kapitalistiske værdibarometer, der ville ryge i DET sving – de gamle, de hjemløse, de arbejdsløse og de “dårlige liv.” Men om de selektivt udvalgte skulle dø af Corona eller dø af skræk for at blive fravalgt – ville vel i så fald have givet nogenlunde samme resultat.

På et tidspunkt forlød det, at myndighederne måske skulle have bemyndigelse til at tiltvinge sig adgang til private hjem, hvis der opstod mistanke om smitte på den anden side af døren. I den forbindelse så de fleste vel, for deres indre blik, støvletramp, hvide kitler og mundbind – og de kinesiske myndigheders hårdhændede og modbydelige behandling af sit lands borgere. Vi blev hidset op igen – blev bange og utrygge. Forslaget blev dog ikke gennemført – og så blev vi dysset ned igen.

Så blev der fremlagt et forslag om, at privatpersoner skulle have mulighed for at indberette medborgere, der udviste mulige tegn på smitte. Vi blev hidset op igen. Forslaget blev forkastet. Vi blev dysset ned igen. Mon regeringen blev klar over, at der sandsynligvis ville indløbe en sværm af tvivlsomme indberetninger, hvis grundlag primært ville være baseret på en kombination af overdreven angst og frygt og selvbestaltede “politibetjentes” vidnesbyrd? Ikke utænkeligt.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, kunne man så have forestillet sig, at gamle Maren – en mandag i regnvejr på Solitudevej, begav sig på vej til Rema 1000 for at købe ind? Hun havde trukket den længe, og nu var der kun tørre tvebakker tilbage i skuffen. Hun var bange for Coronaen, bange for måske at ende som en’ af de fravalgte. Hun var jo gammel. Desuden var hun bange for at blive overfaldet af tasketyve – bange for at blive opsøgt af falske sundhedsmedarbejdere, bange for at køre ud over fortovskanten med rollatoren, som trak skævt, bange for kun at nå midtvejs i fodgængerfeltet, før der blev rødt. Hun rettede nervøst på sit blomstrede hovedtørklæde, mens hendes hals snørede sig sammen.

Hun købte ind og betalte og blev på vejen ud overmandet af en pludselig sult. Tvebakker ligger ikke tungt i maven. Hun trak en pakke Mariekiks op af indkøbsnettet – åbnede den og stak en kiks i munden. En krumme røg fluks i den gale hals. Hun hostede og spruttede – først i det ene ærme – så i det andet, mens tårerne løb ned ad hendes rynkede kinder. Folk blev bange. Kiggede skræmte på Maren og kiggede skræmte på hinanden. Skyndsomt trak de sig væk, og Maren stod nu der – helt alene som et epicenter for et flygtende publikum. Bagefter var gamle Maren ikke kun bange for alting. Nu var hun også bange for at blive indberettet – og det blev hun. Stakkels Maren. Spis aldrig Mariekiks eller Tudekiks med sammensnøret hals på offentlige steder i en Coronatid.   

For at vende lidt tilbage til begrebet, grådighed, som jeg skrev om i mit forrige opslag. Grådighed er ikke at anskaffe sig det, som er nødvendigt for opretholdelse af livet. Det er den umættelige anskaffelse af overflod, der underbygger grådighed, og den har mange ansigter. Omkring et fænomen som hamstring bygger grådigheden nok primært på frygt og mistillid. Ikke så snart havde Mette Frederiksen sagt, at der var dagligvarer nok til alle, at fødevareforsyninger ikke ville blive berørt af grænselukninger, før dele af befolkningen gik amok. Snart bugnede indkøbsvognene i supermarkederne med langtidsholdbare forsyninger, som af uforklarlige årsager også omfattede store mængder WC papir. Jeg tænkte…hvad er der med det der WC papir. Er der noget, jeg ikke ved – noget jeg ikke har hørt? Der må da være et eller andet, siden folk hamstrer netop det? Og da Hr. og Fru Hansen sejrrige og selvtilfredse trillede afsted med et vognlæs – toppet med seks pakker WC papir – ja, så opstod der en lemmingeeffekt og en frygt for gabende, tomme hylder dagen efter eller lige om lidt, der sagde…. jamen, så må jeg da også hellere….

Det er vigtigt at kunne slappe af og slippe frygten i en verden, der i øjeblikket vender på hovedet, og hvis Hr. og Fru Hansen ikke kan slappe af og nyde deres citronmåne, medmindre de rigeligt har forsynet sig med forråd og WC papir – så er det selvfølgelig det, de skal.

Kan man forestille sig, at de lige præcis nåede at købe en ny sofa i Bilka inden Danmarks lukketid? Sofaen viste sig dog at være alt for lav i forhold til fjernsynets placering på væggen. Hansen havde aldrig været en ørn med en skruemaskine. Det gik altid galt. Hidsig ad helvede til, blev han også – bandede og svedte og baksede med det, og det endte altid med at blive noget lort alligevel. Fru Hansen tålte det ikke mere i sit flossede nervesystem. Kan man forestille sig, at de i stedet startede Skodaen og hentede yderlige seks pakker WC papir, så de hver især havde tre pakker at sidde på i sofaen – i nogenlunde øjenhøjde med storskærmen og samtidig med lidt ekstra ro og papir i reserve. Således – flere fluer med et’ smæk. Endelig kunne de slappe af, for nu havde de foreløbig deres på det tørre, selvom lokummet brændte. Nu kunne de roligt, med citronmånen imellem sig, se en genudsendelse af “Her er dit liv.”  

Kan man forestille sig det? 

“Hansen – lad være med at pille næse.”

“Nåh, ja.”

Fortsættelse følger…….