I krig gælder alle kneb – men ikke i kærligheden…
Det regnede og blæste i morges. Det regnede og blæste ind ad det åbne vindue i hemsen. Jeg lagde et køkkenhåndklæde i karmen for at tage det værste og kaffen – ja, kaffen blev hurtig kold og kedelig, men smuk bliver man i det mindste af dampen, og er der meget, der er vigtigere end det’?…
Jeg tænker tilbage – tænker på, at det i dag er præcist et år siden, Søren og jeg landede på Fejø med min gule vogn. Som mange ved, havde vores grå Ferguson slidt og slæbt “huset” 325 km tværs over Danmark med en gennemsnitshastighed på 18 km/t. Rejsen varede sammenlagt 9 dage – og selvom Søren og jeg har foretaget rejser til andre destinationer, hvor alt har været nemt, let og tilgængeligt, tror jeg, at rejsen til Fejø altid vil stå for os som – vores livs rejse sammen. Den var så anderledes anstrengende, skelsættende og uforudsigelig. Den krævede alt af os – og den fik alt – både menneskeligt, socialt, vejrmæssigt og trafikalt. Den rejse blev en historie for sig. Den skrev sig selv i forløbet….linje efter linje – redigering ville have været en hån, og hver aften, når traktoren tav og Vognen hvilede, blev vi forbavsede, når vi læste de ord, den indskrev i vores liv. Det kapitel vil aldrig kunne indgå i andet end det – det var og er…
Jeg sms’ede lidt med min lillebror. Det gør jeg jævnligt. Han leder efter kærligheden. Hvem gør ikke det? Det gør vi vel alle sammen. Den rene skinbarlige sandhed og kærlighed. Den, der flytter bjerge, den, der gør fri, den livgivende. Nogle finder den. Andre gør ikke.
“I krig og kærlighed gælder alle kneb.” Nej – vil jeg påstå. I krig, javist, men ikke i kærlighed. I begge tilfælde drejer det sig ganske vist om at vinde, men mens krigen vindes ved hjælp af beregninger, gengældelsesaktioner og strategisk spil – tabes kærligheden tilsvarende med anvendelsen af disse drivkræfter. Af sammen grund kan man ikke sidestille begreberne. I min optik er det en fuldstændig fordrejet opfattelse af, hvordan kærlighed “vindes.”
Jeg bekender mig ikke til en bestemt trosretning. Jeg har ikke brug for en definition af livet og verden – har ikke brug for en begrænsning i mine opfattelser og refleksioner – har ikke brug for at føle en snert af skyld ved at tænke ud af en foruddefineret boks. Men jeg tror. Jeg tror på mange ting. Jeg tror fx på kærlighedsbudskabet:
“Kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Den misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”
Budskabet foretrækker jeg egentlig at betragte som kærlighedens vækstbetingelser – dets fundament. Hvis fundamentet er bygget på budskabets sande renhed – tåler den alt og udholder alt…også sorg, smerte, kriser og skænderier. Hvis fundamentet derimod bygger på krigens drivkræfter, forlader gudinderne arenaen – uanset om hun hedder Afrodite, Venus, Freja eller La Santa Muerte, for her findes der kun muligheden at deltage i en nedbrydende ødelæggelse – i en krig, hvor alle kneb gælder, og så sker det at….
“Duen må flyve tilbage til hændernes ler.”
Fortsættelse følger…..
