En rejse i tanken – bort fra den mentale træthed.
Kære læsere og kære venner. Jeg håber inderligt, at I hænger på, selvom det er længe siden, jeg har skrevet til jer. Men jeg har været træt – mentalt træt. Vi er sikkert mange, der føler denne udefinerbare mathed for uanset, hvordan vi forholder os til en tid, hvor King Kong Corona har taget magten over Gud og hver mand, påvirker det os alle sammen. Vi er på mange måder blevet fanget i ufrihedens programmerede takt og tone agenda. Vi kender ikke fremtiden – knap nok dagen i morgen. Jeg kommer til at tænke på Dan Turèlls poetiske samling fra 1984, hvor digtet, “Mest af alt holder jeg af Hverdagen,” beskriver morgenernes langsomme opvågnen til det kendte liv, til hverdagens sammensurium af rutinerede ritualer, forpligtende forpligtelser, svingende svingærinder og overraskende overraskelser, som udgør den trivielle, den velkendte, men fornøjelige hverdag. Den hverdag savner jeg. Den hverdag, hvor mennesker agerer som mennesker og ikke som programmerede, grupperede tinsoldater, der fører bitter krig imod hinanden. Jeg havde brug for at komme væk fra en verden af undertrykte åndedrag, så jeg valgte at foretage en rejse en tidlig aften – uden pas, papirer, mundbind og præfabrikeret liv….
In the Wild West – i 1800 tallets støvede Dodge City nær Arkanses River – der var jeg i tankerne en aften for få uger siden, mens jeg sad her i tropisk, stillestående varme på min veranda i mit tiny havehus under pergolaen.
The Lonely Rider. Husker i ham – ham, som vi tidligere fulgte ude på prærien i det vidtstrakte, i stilheden under den høje himmel? (Læs evt. del 33) He was hunted and wanted dead or alive for så og så mange dollars. Det eneste vi vidste om ham var, at hans halsbandana var rød og beskidt. Det er den stadig. Vi kendte ikke hans forbrydelse, men det det gør vi nu. He has not committed any crime, men ingen tror ham. Hvordan ved jeg det? Det stod indskrevet i historien et sted. He is just a Lonely Rider.
I Dodge City sidder sheriffen ude foran arresten under porchen. Han rokker dovent frem og tilbage på en vakkelvorn gyngestol. Det gjorde de dengang, så vidt jeg ved, i 1800 tallet. Det er sidst på eftermiddagen. Varmen er flimrende og ulidelig. Sheriffens øjne er røde og blodsprængte…indtog vist for store mængder Pendleton Wiskey aftenen forinden. Der havde været stuvende fyldt i den nærliggende saloon. Nogen gav en omgang og andre gav en anden, som blev til en tredje – og så ved vi jo godt, hvordan DET går. Fuldskab, slagsmål og en helvedes ballade. Det blev sent…
I arresten sidder en mand. Der sidder måske flere, som er blevet indhentet af fortidens forbrydelser, men det kan vi være fløjtende ligeglade med, for det er ikke dem, historien handler om. Det handler kun om en’ enkelt mand. Den handler om The Lonely Rider. Det lykkedes omsider et par ihærdige, fordrukne dusørjægere at indhente ham, banke og bagbinde ham og føre ham til det temmelig lovløse Dodge City. Jeg ser ham. Han sidder i cellen, tavs, med albuerne på lårene og hovedet i hænderne. Ved siden af ham – hatten og et blikkrus med lunken vand. Han kender ikke sin skæbne. Han er fanget og ufri. Ude af stand til at handle på sit liv.
Nu rider han igen på prærien. Det lykkedes ham at flygte. Guderne må vide – hvordan, men sådan er der så meget. Miraklernes tid er ikke forbi, og på dem findes der ingen forklaring – så der har I forklaringen. Jeg ser ham. Han holder hesten an. Han kigger sig tilbage og han ser på mig. Vores øjne mødes. Hans ensomhed og længsel efter friheden ser ind i min – og der i det vidstrakte, i stilheden under den høje himmel, finder sjælene ro. Så nikker han kort, bekræftende…. You are not alone – We are not alone – letter på hatten, og sætter støvlesporerne i hestens bug. Jeg ser ham hastigt ride sin vej i støvet, der rejser sig, og jeg selv sidder på min veranda under pergolaen en tidlig sommeraften i tropisk varme sammen med roen i det vidtstrakte, i stilheden under den høje himmel. En stund – uden mental støj og uden at føle mig jaget og fordrevet fra Dan Turèlls – “Mest af alt holder jeg af hverdagen”…
At rejse er at leve – også uden pas, papirer, mundbind og præfabrikeret liv.
Fortsættelse følger….
