Og stormen sused’ og gjorde halløj…
I øjeblikket befinder jeg mig hverken i min gule Vogn på Lolland med udsyn over de flade, vidtstrakte marker – eller i mit havehus på den vildtvoksende naturgrund på skiveegnen. Jeg er i disse dage på Fanø og herfra, hvor jeg sidder og skriver, kigger jeg direkte ud på en klitformation, som er beklædt med marehalm, lyng, mos og anden nøjsom vegetation – et fænomen, som er kendetegnende for øen – ikke kun ved havet men langt ind på land, hvor de visse steder danner naturlige rammer omkring beboelser og dagligt liv.
Vejrudsigten for Fanø varslede for få dage siden – nul regn og kun en bagatel af blæst. Til trods for denne besindige prognose stod himmel og jord pludselig i et’. Det skete et par gange i løbet af formiddagen. Regnen væltede ned, mens Mister Storm, den hidsige djævel, svang sin nihalede over kræ og fæ og folk med mundbind, der i god tro havde bevæget sig udenfor, og stadig var overbeviste om effekten af anvendelsen, selvom en længe ventet og nyligt offentliggjort forskningsundersøgelse ikke har kunnet bekræfte, at mundbind beskytter mod smitte. Til trods for det klynger hovedparten af befolkningen sig endnu mere til livet, via mundbindskulturen, end tidligere.
Men regnen piskede, og stormen stormede. Hvordan i himlens navn kan en vejrudsigt fra DMI være behæftet med så udtalte fejlprognoser? Har DMI indgået en skjult handelsaftale med en eller anden lyssky – og således på røven – mundbindsproducent? Hvis DMI nu lover godt vejr og vi selv, sammen med kim Larsen, beder Guderne om det, og DMI i stedet sender et par gevaldige regnskyl på alle de intetanende mennesker, der bevæger sig til og fra Rema og Netto og din og min købmand…og ham den fede, let købmand – og mundbindene mod forventning bliver sjaskvåde – ja, så får salget et boost, og DMI får udbetalt en klækkelig provision….hvis man da ikke tilhører gruppen, der smider det op i vinduesruden og lader det tørre der – til næste gang. Illustrativt kan denne udokumenterede løgnehistorie vel være ligeså mulig og “sand” som det utal af fabrikerede løgnehistorier, der i tiden udspiller sig på alle medier og for åbne skærme….
Jeg tillader mig at anse omtalte forskningsresultatet som lidt af et professionelt makværk af bestilt arbejde, da det udover konklusionen – at der ikke er evidens for, at mundbind virker – indeholder upræcise formuleringer og tvivlsspørgsmål…på den ene side en lille positiv effekt – og på den anden side kan man ikke fastslå, men heller ikke udelukke – og hvis og hvis min røv er spids. Halleluja. Vi blev ikke en skid klogere, og striden og splittelsen i befolkningen omkring dette spørgsmål kan så fortsætte – som før.
Offentliggørelsen blev i lang tid forhalet, og var ventet med spænding – netop fordi det omsider ville blive klarlagt, om mundbind virker eller ej….og så kommer der alligevel et upræcist, vævende og værdiløst resultat, som medier og politikere straks fortolker derhen, hvor deres personlige og politiske agenda leves og udspilles. Lydighedstesten. Det lykkedes endnu en gang Brostrøm, at vaccinere befolkningen med angstens sved og hjerteblodets ensomhed.
I halen på den store danske undersøgelse, som manglede statistisk signifikans, hvilket betyder, at resultaterne kan være behæftet med tilfældigheder, publicerede en ny metaanalyse fra det internationale Cochrane samarbejde følgende: “Mundbind har sandsynligvis blot en lille eller slet ingen indflydelse på, om en person over en længere periode under en epidemi, bliver inficeret med virus – i forhold til, hvis personen IKKE bærer mundbind.”
Fik I den? Til trods for denne statement, skal en hel befolkning tvinges til at bære mundbind, og hvilke langtidseffekter den tvang medfører både fysisk, psykisk og socialt, melder historien ikke noget om.
Vi tog til Vesterhavet den dag….om eftermiddagen, hvor regnen var hørt op, og herregud – den bagatel af blæst, men hvorfor var stranden fuldstændig mennesketom? Tja – blæsten var jo for helvede blevet til storm. Det var næsten umuligt at åbne bildøren. Vi havde pakket os ind i lag på lag og kæmpede os fremad på den brede sandstrand, og selvom min hætte var snøret så meget til, at jeg kun kunne se med det ene øje, krøb stormen ind under hætten og tog om nakken, som var det en kold, benet hånd. Når vi går tur ved havet, gemmer vi altid det bedste til sidst, ligesom da vi var børn, og tager rygvinden på tilbagevejen. Vi vendte om, og gik ned mod bilen, men syntes alligevel, at oplevelsen havde været for kort – så vi søgte en smule læ i en lille fordybning i en temmelig flad klit, hvor jeg forsøgte at tænde min pibe – mens stormen sused’ og gjorde halløj – uden at brænde marehalm og pandehår og kæresten af. Det sidste var det sværeste….
Færgerne Fenja og Menja sejler mellem Esbjerg og Fanø. Navnene knytter sig til følgende sagn i den nordiske mytologi.
Fenja og Menja var to jættepiger med enorme kræfter. De var trælle for kong Frode, som tvang dem til at male guld på kværnen, “Grotte.” Kongen undte dem dog ingen hvile. Søstrene tog derfor hævn og fremmanede Søkongen, Mysing og en hær, der nedkæmpede kong Frode. Men Søkongen handlede med salt, og han bragte derfor søstrene og kværnen ombord på sit skib, hvor jættepigerne nu måtte trælle for ham og male salt. Til sidst fik skibet overvægt af den tunge last, som gik til bunds med mand og mus og kaptajnens snus, men nu kunne han jo også være ligeglad – den sidste skipper sild var spist, for på bunden af havet må en mand give op, og kværnen – ja, kværnen maler, ifølge sagnet, stadig på havets bund. Nogle mener, at skibet sank mellem Mandø og Fanø, fordi havet er særlig salt der – og fordi de to søstres navne passer med øernes navne – Menjø og Fenjø, som siden er blevet til – Mandø og Fanø.
Fortsættelse følger…..
- Og stormen sused’
