Retssagen – og Kunsten og blodtrykket, der steg….
I dag rejser jeg fra Lolland for en tid – mod nord til skiveegnen med et ophold undervejs på Fanø. Som de fleste måske ved, blev jeg politianmeldt af Skive kommune for et par år siden. Anklagerne drejer sig om mit Tiny House projekt og bosættelsen, og der ligger stadig en uafsluttet retssag og venter på en afgørelse i Byretten i Viborg – se evt. sidste del af blogopslag 50. Retssagen har været berammet flere gange, men er blevet udsat på lige fod med alt muligt andet i de sidste mange måneder. I denne måned skal jeg mødes med min advokat, for retssagen er nu berammet til at finde sted i november. Jeg håber så meget, at det denne gang lykkes at få en afgørelse.
Sommeren har været lang, dejlig og indholdsrig. Jeg har samlet urter i år i lange baner på mark, ved strand, i skov og i hav – har tørret, pulveriseret og nedfrosset. Jeg har syltet – lavet sirup og salve….deltaget i konfirmation, små lokale arrangementer, mad over bål, gåture, overnatning i naturen, mødt nye venner, og har som altid haft et dejligt og sjovt samvær med naboen i forskellige sammenhænge – min familie her. Jeg føler et vemod denne gang, som er lidt usædvanligt….måske på grund af den omskiftelighed, der følger med sensommeren. Kornet modnedes og blev høstet – aftener, der blev køligere, bladenes begyndende farvespil, mens stærene samles til træk under sort sol.
Søren og jeg besøgte desuden Fuglsang kunstmuseum nok en gang på en solbeskinnet dag i august. Museet ligger på Lolland, hvis nogen skulle være i tvivl – ikke langt herfra, hvor jeg bor. Denne gang så vi, blandt andet, en udstilling af landskabsmaleren, Allan Otte. Udstillingen omfatter 50 værker og går under fællestitlen, “Naturligvis.” Det er imidlertid ikke landskabet i traditionel eller romantisk forstand, der interesserer kunstneren. I stedet er han interesseret i at se bagom idyllen og ind i den moderne virkelighed…og den er på en’ gang både – grim og smuk. Døde grise, havarerede biler og robotmaskiner – men også klar blå himmel, snoede landeveje og vidtstrakte marker.
Apropos kunsten, når den stiger…..
“Nej, NU stiger kunsten,” udbrød min far med dyb forargelsen i stemmen og bankede en understregende næve i bordet. Det gav et sæt i barndomshjemmet og i os alle sammen. Kunsten steg tit i mit barndomshjem – som regel søndag eftermiddag efter flæskesteg og sveskegrød, som havde forpestet huset med mados hele formiddagen, mens de af os, der var blevet gamle nok – endnu lå i sengen og kæmpede med kvalme og hovedpine efter aftenens bal på den nærliggende kro, hvor der igen havde været slagsmål. Der var blevet kæmpet med de bare næver…det gjorde man dengang, og vinderen vandt kun anseelse ved ikke at slå på taberen, der omsider havde tabt slaget og nu lå ned. Da blodrusen var dampet af, havde kamphanerne i hinandens selskab drukket en Tuborg fra kassen – og forsonet sig.
Men nu var det blevet søndag eftermiddag – engang i 60’erne. Far sad i køkkenet ved spisebordet med opsmøgede skjorteærmer og læste avis, mens han røg en grøn Cecil…og vi – børnene var på en mærkelig, unaturlig måde særlig “artige” om søndagen. Stilhed. Stilstand. Vi tegnede og malede – kedede os søvnigt, for det var som om, både tid og liv gik i stå. Mor sad i sofaen. Hun strikkede. Var måske blevet permanentet hos frisøren et par dage forinden, og i dagene efter sådan en forholdsvis dyr fornøjelse, var hun ikke nem at komme i nærheden af. De små, stive krøller forandrede hendes lattermilde sind til en koncentreret opmærksomhed på frisuren. Det måtte ikke blæse på krøllerne, selvom hårlakken forhindrede, at de overhovedet kunne komme i bevægelse – vi måtte ikke mærke på dem eller røre ved dem, og vovede vi det alligevel, gjorde hun et irriteret kast med hovedet og blev voldsomt stram i ansigtet. Selv om hun på en måde var både øm og kær, når hun befandt sig i den fase, blev jeg altid glad, når vejr, vind, hårvask og urolig søvn bragte hende ud af den. Så blev hun igen den mor, jeg holdt mest af – hende, med det naturlige, bløde hår og det lattermilde sind.
“Nej NU stiger kunsten.” Far havde tydeligvis læst et eller andet i avisen, der ifølge hans optik overhovedet ikke gav mening, som var hovedløst, ugennemtænkt og blottet for sund fornuft. Vi stivnede umærkeligt…spurgte lidt spagt og forsigtigt – for ikke at nære hans iltre temperament – ind til den kunst, der – ifølge ham – steg. Han forklarede. Vi forstod ikke meget. Havde ikke nået en alder, hvor vi var blevet samfundsbevidste borgere. Han blev irriteret. Mor – i sin lyseblå søndagskittel, blev synlig træt i ansigtet og sagde, at det ikke var noget at hidse sig sådan op over. Det var i den slags situationer, hvor både kunsten og fars blodtryk steg. Han hævede stemmen og bekendtgjorde oprørt, at hvis man ikke skulle hidse sig op over sådan en forbandet svinestreg – så vidste han fandeme ikke, hvad man skulle hidse sig op over. De blev uvenner, begyndte at skændes, mens giro 413 akkompagnerede med Gustav Winckler og Birte Wilkes afskedssang, – “Skibet skal sejle i nat.”
Far gik.
Der var smæk på døren.
Det var der tit om søndagen…
Jeg bryder mig ikke om søndage. Jeg bryder mig ikke om lugten, lyden og smagen af søndage. Mest af alt holdt jeg af hverdagen. Det gjorde jeg allerede som barn. Det gør jeg stadig.
Fortsættelse følger……