Retten er sat…

I årene 1955 – 1965 kørte en udsendelsrække hen over de sort/hvide TV skærme i danskernes stuer under temaet, “Retten er sat.” Jeg kom til at tænke på temaet, fordi Retten nu omsider er sat og berammet for mit eget vedkommende, men herom senere i teksten.

Rammen for udsendelserne på TV var hver gang den samme, og bestod af iscenesatte juridiske processpil/forbrydelser, som sluttelig endte op i afgørelser og domfældelser – skyldig eller ikke skyldig.

Den samme sag var delt i to afsnit, hvoraf den første del bestod af vidneafhøringer og proces. Herefter var der 24 timers pause, inden man på TV kunne følge domsforhandlingen og domsafsigelsen. Denne opbygning af konceptet gav anledning til livlige og heftige debatter og diskussioner i befolkningen – i hjemmene, over hækken, hos bageren, smeden og skomageren, der typisk havde sit værksted et par trin nede i et halvmørkt kælderlokale, og som var lidt sær og indadvendt men harmløs – det sagde de voksne i hvert fald – og hvor en dejlig tæt og tung duft af læder og skosværte slog een i møde, når man som barn endelig tog mod til sig og åbnede døren. Her, der og alle vegne blev sagen vendt og drejet, og aviserne flød over dagen derpå med overskrifter som, “skyldig”!!! Ikke Skyldig-“!!! “Vores læsere mener”…..”Vi var uenige med dommeren” osv.

Mon ikke man kan forestille sig, at udsendelserne blev vist i den bedste sendetid kl. 20, og når bornholmeren faldt i slag der, blev alle bedt om at holde kæft eller gå et andet sted hen – for “Nu var Retten fandenfiseme sat,” og kaffen var klar. Det var i en tid, hvor citronmånen og andre halvmåner, så vidt jeg ved, endnu ikke var lanceret. Den eneste måne, der var at se var Viggos med et par forbindelsesløse hårstrå, der havde tabt orienteringssansen, så derfor var det marmorkagen, der gjaldt. Viggo tog en ekstra skive, da udsendelsen var forbi og vidneudsagnene var blevet fremlagt. “Hvad tror du,” spurgte konen, som sad i sofaen ved siden af ham med armene over kors. Men Viggo sad der, som en levende reklame for Niels Hausgaards performance af “Gæstebud” fra 2014, der handler om marmorkagen, der har den egenskab, at den søger op og kitter sig fast i ganen, lige så snart den har passeret fortænderne. Det skete også for Viggo. Han kunne ikke svare. “Ja, det er det sædvanlige. Du har ingen mening om noget som helst” fastslog konen irriteret – godt hjulpet på vej af stikkende papilotter i håret og en termokande, der blev ved med at hvisle og hvæse. Viggo forsøgte at svare, men opgav. I stedet stak han termokanden én på skruelåget, som ikke var til at misforstå.

Hvem var den skyldige på den hjemlige anklagebænk? Tja, det var vel marmorkagen – var det ik? 

Det var ikke alle, der havde råd til anskaffelsen af TV i 50’erne, så det var normalt, at de bedste af de gode naboer blev inviteret på kaffe og kage og overværelse af de retssager, der dramatisk udspillede sig på skærmen. Man kan forestille sig, at de inviterede gæster var lidt varsomme med at tilkendegive deres personlige vurderinger efter første del, for det lå ligesom i kortene, at de, der ejede skærmen havde de vægtigste argumenter og en særlig rolle i forhold til at invitere til anden del af “Retten er sat.” Man skulle ikke blive for klog eller komme i klemme i forhold til værtsparret – for det kunne koste muligheden for at overvære afslutningen af sagen.

“Det er da fandens, at man ikke kan sige, hvad man mener,” brummede Harry surt, da han og konen forlod naboerne og var på vej hjem. “Ja, men det kan du altså ikke. Det er jo deres fjernsyn,” svarede konen udglattende, mens hun blinkede nervøst med øjnene.

Som jeg indledningsvis oplyste i teksten, er retsmødet for mit vedkommende nu berammet. De fleste ved måske, at jeg blev politianmeldt af Skive kommune, hvor et’ af anklagepunkterne lød på, at jeg havde undladt at efterkomme deres påbud om – inden den 4 februar 2019 at fjerne beboelsesvognen fra min grund. Jeg husker ikke helt, hvordan tingene forløb og i hvilken rækkefølge, for balladen har alt i alt strakt sig over næsten 2 år, men som udgangspunkt vidste jeg på daværende tidspunkt ikke, hvor jeg så skulle parkere min Vogn. Heldigvis fik vi kendskab til, at Fejø naturcamping i Lolland kommune havde åbnet op for Tiny House konceptet. Vi rejste derned et par gange og udså os en plads, som blev ledig den 1 juli, hvilket også blev datoen, hvor vi rykkede sydover samtidig med, at jeg flyttede min adresse. Inden da havde vi bedt kommunen og borgmesteren være behjælpelige med at anvise os en midlertidig plads et sted i kommunen, men der var absolut ingen hjælp at hente.

Da flytningen nu var en realitet, kontaktede min advokat den involverede politiassistent i sagen for at oplyse, at jeg var fraflyttet – både hvad angik Vogn og adresse, hvorefter omtalte person sendte en forespørgsel til Skive kommune om, hvorvidt de stadig ønskede at fastholde anklagerne. Det gjorde de – so here we are. Desuden er der blevet pålagt dagbøder. Min advokat stillede sig undrende til kommunens beslutning med ordene. “De må være meget sure på jer – for de fleste kommuner ville i en situation, hvor påbuddet er blevet efterkommet, frafalde sigtelsen.”

Jeg informerer jer om retssagens udfald, kære læsere – når den er overstået – i begyndelsen af februar, såfremt restriktioner eller andet uforudsigeligt ikke indtræffer. Måske skal jeg tage et par marmorkager med i Retten til de fremmødte fra Skive kommune…..

Fortsættelse følger……