Retten var sat – men blev udsat…

Jeg ved det godt. Jeg har ikke været særlig produktiv i de sidste måneder, og det har jeg det ærlig talt ikke godt med – for jeg føler, at jeg svigter jer lidt, men hvis I hænger på, kære læsere – vil jeg gøre det samme. Selv tror jeg, at matheden i inspirationen kan forklares ud fra de mange sære forandringer, der sker i vores land og i vores liv, og som vender op og ned på håb og fortrøstning fra den ene dag til den anden. Vi kan ikke regne den ud, ikke regne med noget, ikke forudse noget, ikke planlægge noget. Samtidig er vi blevet dirigeret ind i en vedvarende paradeeksercits, hvor vi trænes i at udføre synkrone bevægelser i et kontrolsystem af dikteret adfærd. Bombardementerne med selvmodsigende, absurde udmeldinger fra myndigheder og medier er konstante. Vi “mættes” af det. Til gengæld opstår der en uinspireret sult i sjæl og sind, som er mærkbar, men vanskelig at præcisere eller indkredse.

Som de fleste nok ved, var jeg tidligere på året blevet indkaldt til retsmøde i Viborg – mandag den 1 februar (for mere info se evt. del 50), og selvom jeg følte mig på nogenlunde sikker grund i forhold til anklagepunkterne, var jeg alligevel nervøs for et uforudsigeligt udfald. Kommunens adfærd har i hele forløbet mest båret præg af et ønske om at få skovlen under mig – koste hvad det ville – så jeg kunne ikke vide mig sikker, men under alle omstændigheder, så jeg frem til en endelig afgørelse. Det, der beroligede mig mest med udsigt til retssagen var en befriende følelse af, at jeg ikke behøvede at lyve – ikke behøvede at skulle opdigte søforklaringer eller ammestuehistorier – for i den praksis er jeg en elendig amatør. Der var – og er ingenting at spinde løgne på.

Retssagen blev dog aflyst ganske få dage forinden. Det viste sig, at min advokat havde haft et et møde med en kunde, som efterfølgende var blevet testet positiv – og min advokat valgte derfor at gå i selvisolation. Åh nej, åh nej!! Jeg forsøgte herefter at indhente et tidsestimat på næste berammelse, hvilket dog ikke kunne gives. Følelsen af at vente og vente på Godot indfandt sig nok engang.

Men nu til noget helt andet. Det, at leve enkelt kan medføre visse udfordringer – og det får I et eksempel på her….

I kender nok udtrykket om en person, der ikke kan stikke en pind i en lort – uden at ødelægge begge dele – men det lykkedes for mig.

Vi er tilbage i midten af februar. Frosten var streng, og kulden havde klædt sig godt på i minusgrader. Da jeg stod op en morgen, var mit Porta Potti wc. og indholdet i både opsamlingstanken og vandbeholderen fuldstændig bundfrosset. Jeg havde ellers suppleret begge systemer med frostvæske – men uden effekt. Hvad gør man så? Ja, når man er alene på matriklen under vejrforhold, der leder tanken hen på arktiske områder, er der jo ikke meget andet at gøre end at bide og klemme henholdsvis tænder og baller sammen – og komme i gang. Problemet her krævede ikke matematiske beregninger – men derimod lavpraktisk logik. Jeg tog potten med ind i varmen. Til de, der ikke kender systemet, kan jeg oplyse, at tanken er hermetisk lukket, så der breder sig ikke noget af den slags indendørs, som forpester det allertidligste forår udendørs….i hvert fald på landet.

Nå, men wctanken stod i bogstavelig forstand og bagte foran brændeovnen i ni stive timer, hvorefter jeg forsøgsvis bar den ud, og nu lykkedes det mig, i det mindste, at åbne spjældet, men indholdet skulle tømmes ud, og frosten bed sig stadig og stædigt fast i bummelummerne. Jeg tilsatte lunkent vand og mere vand og mere frostvæske, men der kom ikke rigtig bevægelse i det. Måske kunne jeg banke massen løs med en pind igennem spjældet, tænkte jeg, og fandt et rimeligt stabilt eksemplar til formålet. Knock, knock. Er der nogen hjemme!!! Det var der ikke. Pinden knækkede – og lorten gik ikke i stykker…så jeg er ikke en’ af dem – der kan det der…Til gengæld kan jeg så meget andet.

Så der stod Potti altså – med en ødelagt pind i en ikke ødelagt lort. Jeg trådte et skridt tilbage og betragtede forsøget. Med lidt god vilje kunne opstillingen ligne en kunstnerisk installation. I den sammenhæng faldt mine tanker på den italienske kunstner, Piero Manzobi og hans kendte værk, Merda d’Artiste fra år 1961. Husker i ham? Det var ham, der konserverede sin personlige afføring på dåse. Der blev fremstillet 90 af slagsen, og det atypiske koncept både provokerede og forargede mange mennesker. Lort på dåse. Så havde man fandme hørt det med!!! Dåserne blev lavet i 30 grams forpakninger og blev solgt til den gældende guldpris, så de blev med andre ord deres vægt værd i guld. Selv sagde han, “jeg sælger en ide – en ide på dåse.”

Piero Manzobi døde i en alder af blot 29 år, og uanset om man kan lide hans kunstretning/udtryksform eller ej – må man sige, at han formåede at sætte sit fingeraftryk og rokke ved opfattelsen af kunsten, hvilket netop var hans hensigt. Han mente, at det var kunstnerens autenticitet i et værk, der i virkeligheden symboliserer den egentlige kunst. Materialets karakter eller kunstnerens behandling af det, er ikke det afgørende. Hans opfattelse var, at hele verden og menneskelivet står til rådighed som materiale, og at dette udgør et – ikke erobret terræn, der kun venter på at blive opdaget. Kunstretningen hedder Arte Provera.

Som en lille tilføjelse kan jeg fortælle, at en’ af dåserne i år 2007 blev solgt fra et britisk auktionshus til den beherskede sum af 124.000 euro, så – lort er ikke altid – bare lort.

….Og her stod jeg – med min installation – med min udgave af Merda d’Artista – udstyret med både autenticitet og fysisk symbolværdi. Hvis min Merda havde været sin vægt værd i guld, havde jeg kunnet leve resten af mit liv – og et par reinkarnationer mere – uden at bekymre mig om, hvor pengene skulle komme fra.

Fortsættelse følger……