Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 16

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en
journalist/filmmager fra Panda film. Han ville høre, om jeg havde lyst til at medvirke
i et interview og en filmoptagelse, som senere skulle bringes i tv2Øst.

Vi aftalte en dag at mødes. Dagen forinden mødet oplevede
jeg en situation, som gjorde mig vældig, vældig ked af det. Følelsen forlod mig
ikke, selvom jeg af al magt forsøgte ”at tænke den væk.” Mine energier forsvandt
på alle niveauer, og min første tanke den pågældende morgen var at aflyse
filmmageren. Jeg magtede ganske enkelt ikke opgaven. For dårlig og for lidt nattesøvn
sammen med fortvivlelsen, der uroligt og svedende havde forsøgt at finde ro sammen
med mig under min dyne. Vi er alle sammen smukke, når vi har det godt og
trives, men den morgen…. rynkerne var mejslede og skarptskårne, som om de havde
fået et boost henimod – for evigt forevigede. Sjælen var angst, sårbar og
usikker – og huden træt og slap af spændinger i kroppen. Jeg havde det ad
helvede til, og nu skulle jeg filmes og lægges ud i offentligheden – afsløre en
tilstand, hvor jeg burde udstråle overskud, mod og livsglæde, men dybest set udstrålede
det modsatte. De fleste seere bemærkede det næppe, men det gjorde jeg selv.

Jeg valgte at gennemføre optagelsen alligevel. Mon jeg havde
været bedre til at tackle situationen, hvis jeg havde været på lykkepiller –
hvis mine svingninger og følelsesmæssige reaktioner i forhold til livets mørke tildragelser
var blevet medicinsk behandlet og dæmpet. Ville jeg have følt mig mindre
psykisk sårbar, og ville DET have virket afsmittende på min fysiske fremtræden?
Måske. Sandsynligvis. Det ville det nok, men det er overordnet set at gå imod
sin egen og livets natur….at undertrykke The Blue Print.

I USA er hver fjerde kvinde på lykkepiller eller anden antidepressiv
medicin for at undgå up’s and down’s.

Psykiater og terapeut, Julie Holland: ”The truth about
the drugs you’re taking, the sleep you’re missing, the sex you’re not having,
and what’s really making you crazy.”

Hvad vil jeg med det her? Tja, det ved jeg ikke helt…men
noget med at lytte til det drive, som den indre kerne uophørligt producerer,
sender rundt i blodbanerne og banker på…knock, knock – på hjertet. Det kan handle om hvad
som helst. Det kan være mange ting. Alt. For mit eget vedkommende fortalte mit indre
mig igennem flere år, at jeg skulle frigøre mig fra en masse intetsigende ”støj,”
– pengenes tyranni, tingenes tyranni, ligegyldighedens tyranni,
standardiseringens tyranni osv. – som jeg ikke trivedes i. Det er den rejse,
jeg er begyndt på, og den ender sikkert først, når mit liv er forbi – og det er
jævla fint med det.

Ramme til gulvbrædder