En husbrand gav mig et skub hen imod enkeltheden i Tiny living
For 10 år siden boede jeg til leje på en nedlagt ejendom – ude på landet naturligvis. Jeg har altid foretrukket at bo på steder, hvor vinden suser frit i både piletræer og andre træer, og hvor risikoen for nabostridigheder er ikke eksisterende. Beliggenheden har som regel været uden gadebelysning og fortov. Af samme grund har jeg ikke haft den håbløse opgave – at holde et fortov rent for ukueligt ukrudt, indtil jeg på et tidspunkt oplevede at bo i et parcelhuskvarter. Huset her var omgivet af en vældig stor græsplæne og et vældig langt fortov. “Hvad fanden er det,?” spurgte jeg overrasket mig selv en dag, da jeg konstaterede, at mit fortov, som det eneste, var sommergrønt. Jeg havde ikke lagt mærke til det, ikke set det, ikke tænkt over det – havde ikke været vant til at tænke i de baner.
På omtalte landejendom opstod der under ulykkelige omstændigheder husbrand, mens min søn og jeg var bortrejst. Vi fik beskeden over telefonen, pakkede sammen og rejste straks hjem. Branden havde været særdeles ødelæggende og voldsom – selv det gamle brændekomfur i køkkenet så ud som om, det var skrumpet i varmen – det komfur jeg havde stået ved, fyret op i, skruet op og ned for – på det ene spjæld og det andet spjæld, indtil jeg havde lært det at kende. Det er ikke så enkelt, som man kunne tro. Her havde jeg bagt pandekager og lavet gele af paradisæbler. Jeg havde følt mig så meget i ro og harmoni der, som Babette i Gæstebuddet og tænkt på min elskede og stadig savnede mormor, da hun i sin tid stod ved sit brændekomfur, dejlig og fager med sit ravnsorte hår, når hun samlede æg i forklædet i hønsehuset, når hun slagtede et af de velnærede fjerkræ, når hun fortalte godnat historier og gav en sukkerknald eller en kold frikadelle fra spisekammeret, hvis jeg havde været rigtig sød og dejlig….og det var jeg næsten altid – akkurat ligesom nu. Ha, ha.
Vi mistede næsten alt. Det, der ikke var brændt – var sod og vandskadet. Min søn og jeg tog ud i resterne af huset et par gange – drevet af behovet for at finde noget…noget, der var uskadt – finde trøst, finde os selv, men hver gang vi trådte ind, lagde der sig en magtesløshed og en mathed over os ved synet af ødelæggelserne, som vi næppe kunne forstå og forholde os til. Vi kunne ikke være i det – så vi vendte det ryggen.
Bagefter fulgte en tid med sorg og tab – ikke mindst fordi manden, sønnens far, som havde passet huset, mens vi var borte, tilsyneladende var forsvundet. Det viste sig senere, at han havde fået en akut psykose og i den psykiske inhabile tilstand, var branden opstået. Han blev fundet og indlagt i en længere periode. Han var meget, meget syg – så syg, at vi på et tidspunkt ikke troede på, at vi nogensinde ville få ham tilbage, som det menneske, vi kendte. Vi fik ham tilbage. Senere fortalte han mig om baggrunden for psykosens opståen. Han havde været arbejdsløs en tid og var løbende i kontakt med jobcentret. Han følte sig jaget og jagtet og stresset ud over alle grænser. Manden havde længe været synlig nervøs og deprimeret, og på jobcentret blev han vedvarende konfronteret og korrigeret med, at han sagde de forkerte ting, skrev de forkerte ord, misforstod beskederne osv. Han er svensker, kunstmaler og mentalt meget autonom sammensat, højt begavet, men siger, skriver og forstår verden på sin helt egen måde. På et tidspunkt blev han stillet i udsigt at kunne få et job som underviser i malerkunst. Hans passion. Forventningen og glæden ved den mulighed og følelsen af, at byrden forsvandt, fik filmen til at knække. Han mistede dømmekraften, overblikket og sig selv. Det endte med en husbrand.
Jeg købte mig en kjole i genbrug – grøn med hvide prikker. Blød og lækker… som en trøst mod huden. Det var sommer. Jeg gik et par uger efter branden en tur over en smuk platouopdelt kirkegård, som lå i nærheden. Jeg har altid nydt at sidde der i stilheden og hvile i fred sammen med alle de, der ikke mere har andre muligheder. Jeg tænkte på branden, på sønnen og på sønnens far, og pludselig gik det op for mig, at jeg ingenting ejede – absolut ingenting og en stor befrielse og taknemmelighed, sænkede sig over skyggerne i mit sind. Samtidig var oplevelsen en smule skræmmende, for kunne jeg virkelig føle sådan – var det normalt, når jeg stod der i livet i en grøn genbrugskjole med prikker og ellers – “bar røv?”
Og ja. Det kunne jeg, for nu var jeg fri for at tage stilling til, hvad jeg skulle tage på, for jeg havde ikke meget mere tøj end det, jeg stod i. Jeg var fri for at lede efter ting og sager i en bolig, og opleve de gentagne irritationer og svedeture over – ikke at kunne finde det, jeg skulle bruge – fri for at rydde op og sortere og alligevel ikke kassere fordi….”det kunne jo være” – fri for at gå udenom og indenom og falde over unødigt skrammel – fri for at føle mig forpligtet og dikteret af en omgivende tingslighed, som bød mig inderligt imod. Selvom jeg i årene forinden allerede havde levet en forenklet tilværelse – en meditativ form for idealiseret primitivitet – så blev oplevelsen af – ikke at eje noget som helst – retningsgivende i forhold til mit valg senere i livet, at leve tiny, enkelt og minimalistisk.
And that’s how it became
Som et gammelt kinesisk ordsprog siger: “Hvis du ejer mere end 7 ting, så er det tingene, som ejer dig.” Der er noget om snakken. Jeg har stadig nogle ejendele opbevaret på depot, efter jeg flyttede Tiny, for – “Det kunne jo være….” Det generer mig voldsomt. Det tynger mit liv. Jeg vil ikke have det – så nu kan det være nok, uanset om “det kunne være” – eller ej. Herut med det!!
NB. Sønnens far blev anklaget for ildspåsættelse, men efter halvandet års sagsbehandling, blev han omsider frikendt. Alt andet ville have været dybt uretfærdigt, for han var ude af sind og sans, da ulykken skete. Vi kom alle sammen godt igennem til sidst – en anelse klogere end før.
Når en dør brænder, kan man vælge at lade åbningen – være åben.
Fortsættelse følger…..
