Det bankede på døren. Udenfor stod 2 politibetjente…
“Hvem er du,” ville de vide, da Søren åbnede døren. “Jeg er Søren Wium…en’ af Jyttes venner.” På spørgsmålet om, hvad han lavede her, svarede han, at han var på gennemrejse – og den kan man godt foretage i gråternede bomuldsnatbukser og søvn i øjenkrogene ha, ha – og lige ville benytte lejligheden til at inspicere skuret her. “Ja, vi er på tryghedspatruljering for at holde øje med, om folk overholder forsamlingsforbuddet, og da jeg kender til Jytte Grådals sag, ville vi lige kigge ind,” forklarede den ene betjent.
“Bor Jytte Grådal her, fortsatte han, for I er jo nok klar over, at der kører en retssag?” – Ja, selvfølgelig er vi det. Nej, hun bor på Lolland, hvor hun både har adresse og sit Tiny House stående.”
Mens samtalen forløb, sad jeg – ikke bag skærmen i samme ærinde som Jens Vejmand – men på sofaen bag en skærm, der adskiller indgangspartiet fra “stuen.” Jeg var ikke synlig og forblev usynlig. Tænkte, at det nok var det klogeste, for min tilstedeværelse her ville sandsynligvis blive tolket derhen, at min adresse på Lolland var af fiktiv karakter….og det er den ikke. Jeg har adresse på Lolland, fordi jeg bor på Lolland, men jeg opholder mig her i mit skur/havehus i kortere perioder, når jeg besøger familie og venner på egnen, og det har jeg ærlig talt tænkt mig at blive ved med. Basta Bum.
Forud for alt det her, ligger der en langvarig proces, der endte op i, at jeg blev politianmeldt af Skive kommune – desuden med krav om tvangsbøder. Jeg vil ikke komme ind på de nærmere omstændigheder – for det er alt for omfattende, men efter et langvarigt, trættende forløb…adskillige grå hår og rynker rigere, blev jeg den 3 januar 2019 påbudt at fjerne både skur og TH med deadline den 4 februar. Med den korte varsel og på den baggrund henvendte vi os derfor til kommunen – også et par gange direkte til borgmesteren, for at høre om muligheden for at få anvist en lovlig midlertidig opholdsplads, indtil vi kunne rykke til Fejø den 1. juli, hvor vi havde lejet os ind på naturcampingpladsen. Der var ingen vilje til hverken at afhjælpe situationen eller indgå i et samarbejde omkring den – en holdning, der i øvrigt havde været kendetegnende i hele processen. Tværtimod indløb der flere og flere krav og restriktioner af forskellig karakter.
Det ene forhold efter det andet blev ulovliggjort, og selvom vi tilbød flere løsninger, som holdt sig indenfor mulighederne af lovens rammer, blev forslagene konsekvent afvist. Vi indsendte desuden et par dispensationsansøgninger – den ene til kommunalbestyrelsen, som bekvemt undlod at sagsbehandle den, og blot videregav den til den forvaltning, der helt åbenlyst gjorde, hvad der stod i dens magt – for at cementere, hvem der havde magten og bonderøvsbukserne på. Vi skulle ned med nakken. Det gennemsyrede det overordnede formål. Den sidste dispensationsansøgning vi indsendte, havde vi efter ca. 14 dage ikke fået svar på, og da vi en formiddag ringede ind for at rykke for svar, var beskeden…at sagen samme morgen var overgået til politiet – så nu havde de ikke mere med den at gøre.
Det bankede på døren. Udenfor stod 2 politibetjente. De ville lige kigge ind – nu hvor de alligevel var ude at patruljere og udrulle “tryghed” i området. Den ene af betjentene var manden, der havde afhørt mig i august sidste år i forbindelse med politianmeldelsen. Min advokat bistod os den pågældende dag. Til trods for, at Vognen VAR flyttet på det tidspunkt, fastholdt Skive kommune alle anklagepunkterne, hvilket undrede advokaten, som mente, at Skive kommune måtte være meget, meget sure på os. Han begrundede det med, at de fleste andre kommuner ville have frafaldet sigtelsen i en situation, hvor borgeren havde efterkommet et påbud. Tja…vi glemte nok at slå hælene sammen og stå ret overfor magtapparatet – bukke og skrabe, gå baglæns ud af magtens korridor og sige ja og amen og pleaaaaaaaase. Den slags forglemmelser sker ikke ustraffet.
Vi var heldige efterfølgende at fange omtalte betjent på telefonen….for hvad var det egentlig, der foregik? Vi var temmelig chokerede begge to. Det viste sig, at den egentlige forklaring på deres besøg var den, at statsadvokaten manglede et par oplysninger for at kunne afslutte sin del af sagsbehandlingen. Mon ikke den del kunne være spørgsmålet om bopæl og adresse? Det er jeg ret sikker på.
Nu er jeg – kort tid herefter blevet indkaldt til møde hos min advokat. Han har modtaget sagsakterne, men endnu ingen berammelse. Jeg er meget spændt på hans vurdering af sagen. Hvad er chancerne for det ene eller det andet udfald? Jeg tænker, at berammelsen kan have lange udsigter – for jeg er jo hverken dømt for alvorlige sager som mord, ildspåsættelse eller bankrøveri. Men min sag ER en straffesag. Ergo må jeg have begået en kriminel handling. Hvorfor kan jeg ikke se mig selv – som politianmeldt kriminel?
Hvem var det, der bankede? Ja, det var ikke Peter Anker. Det kan vi hurtigt slå fast. Der var heller ikke meget Peter Sukkertop over Søren – den formiddag, han lukkede op…. i gråternede bomuldsnatbukser – på gennemrejse. For kold gik han. Sukkerkold.
Fortsættelse følger……
