Jeg tænker, former, skaber i ler, mens skovduen i det skyggefulde fjerne kalder – forsøger at kalde mig hjem.
Den dag var himlen tung. Rummet blev dunkelt som i en begyndende skumringstime. Jeg tændte et par stearinlys. Jeg tændte flere. Karsen i vindueskarmen udsendte en gennemtrængende duft. Musikken i radioen fyldte hjertekamrene med smertelig vedmod – en længsel efter den hverdag, som jeg holdt mest af – den’ form for hverdag, som Dan Turéll så fint beskriver i sin digtsamling: Hyldest til hverdagen. Det er den form for hverdag, jeg savner….
Hyldest til hverdagen
Af Dan Turéll
Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen – Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt der alligevel ikke er helt så kendt. Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed… fremmede ansigter – Morgenkyssene – Postens smæld i entréen – kaffelugten – den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser.
Jeg holder af hverdagen – selv gennem alle dens irritationer – bussen der skramler udenfor på gaden – telefonen der uafladeligt forstyrrer – det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium – fuglene der pipper fra deres bur – den gamle nabo der ser forbi – ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang – den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine fast krav om kød, kartofler, kaffe og kiks – den lille hurtige på den lokale når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne.
Jeg holder af hverdagen – dagsordenen – også den biologiske – de uundgåelige procedurer i badet og på toilettet – den obligatoriske barbermaskine – de breve der skal skrives – afstemningen af checkheftet – opvasken – erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape.
Jeg holder af hverdagen – ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera – det skal til med alle sine efterladte slagger – så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og hængende i luften bagefter – som en art psykiske tømmermænd kun hverdagens morgenkaffe kan kurere. Fint nok med fester! Al plads for Euforien! Lad de tusinde perler boble! Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.
Jeg holder af hverdagen. Jeg er vild med den – hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen. Jeg holder stinkende meget af hverdagen.
Den form for hverdagsagtig hverdag, som bekrives her, har mistet sit eksistensgrundlag. Der er ingen smutvej ud af den erkendelse. Hverdagen er igennem mange mange måneder blevet spaltet til fragmenter af ukendelighed. Værdighed og frihed er blevet taget fra os. Som køtere er vi indgået i en langvarig lydighedstræning, og har adlydt en skarp og skinger hundefløjte – efterfulgt af kommandoråb, som har amputeret og forkvaklet vores menneskelige eksistensberettigelse og livsvilkår.
Den hverdag, der nu er blevet os budt i samfundssindets og folkesundhedens navn, hvor vi mentalt er blevet klædt af til skindet som retsløse slaver, der med kyshånd spiser krummerne fra magtelitens, altid bugnende og veldækkede bord – den hverdag er ikke den hverdag, jeg holder af.
Så jeg vælger at tænke, forme og skabe en hverdag, med de værdier, som jeg mærker, når skovduen i det skyggefulde fjerne kalder – kalder mig hjem – kalder duen hjem – til hændernes ler.
Fortsættelse følger……
