Tiden, Morten Bisp, mig og Malik….
Det er længe siden, kære læsere. Tiden gik. Mange vinterstorme er fejet hen over Lollands flade jorder i de sidste uger – senest Malik. Stormene har gennemrystet min gule Vogn – det har knaget og braget i træværket – af og til har stormstødene forplantet sig med centrifugal kraft som en insisterende sitren i hele skroget. Den særlige energiudladning fik mig til at holde vejret og forlade mit soveværelse i hemsen adskillige gange…dynen på nakken og ned i stueetagen til en middelmådig søvn på et par halvflade liggeunderlag. Her var bølgegangen mindre. Det føltes mere sikkert.
Tiden gik. Det gør den stadig. Nogle gange føles det, som om den går baglæns, mens den samtidig går forlæns. Tiden og tidsbegrebet er en mærkelig størrelse, og mange filosofiske tænkere har gennem tiderne fået en knaldende hovedpine, udstående øjne og krøllede ører af at tænke over – tidens natur. Det illustreres typisk gennem det velkendte Aurelius Augustins citat fra Oldtiden:
“Hvis ingen spørger mig om, hvad tid er, ved jeg det. Hvis jeg forsøger at forklare det for den, der spørger – ved jeg det ikke.”
Måske er det største problem, at vi ikke anerkender tiden som et ubundet fænomen, hvis eksistens ikke er betinget af mennesker – eller menneskets indflydelse. Vores behov for – at sætte tid på tiden, at komme eller gå til tiden, at slå den ihjel, at fordrive den, eller beklage at den ikke slår til. Så slæber den sig for langsomt af sted – så løber den energisk for hurtigt, men vi vil til gengæld heller ikke spilde den og bruge den på løgn, latin, pladder og ingenting. Det er den alligevel for værdifuld til. Vi går tilbage i den….den tid, der er gået. Vi går foran den…til fremtiden og den tid, der kommer, men isoleret set kan tiden ikke bevæge sin hverken frem eller tilbage. Det er tankerne, der flyttes og bevæger sig – tiden står stadigvæk, hvor den står, og altid har stået. Lige her og lige nu, for det er tidens natur.
Så nu vil jeg gå tilbage – ikke i tiden, men i tanken.
Jeg vågnede kl. 04.25, den kuldslåede morgen i november. Søvnen havde været afbrudt og urolig, og spændingerne i kroppen blev ikke mindre ved tanken om, hvad der var i vente om nogle timer. Jeg skulle møde i Byretten i Viborg kl. 09. Langt om længe, endelig, omsider – efter tilbagevendende udsættelser igennem de sidste 3 år.
Den morgen var nærmere betegnet den 10 november. Mortens aften. Morten hed oprindeligt Martin og endte med at blive biskop af Tours og senere i historien – ophøjet til helgen. De fleste kender måske historien om Morten Bisp. Hvis ikke – så hør her:
Morten levede i 300 tallet og var søn af romerske forældre. Faderen var en højtstående officer og sikkert en’ af de velhavende romere, som boede i en smuk, tilbagetrukket villa – omgivet af store haver, søjler og beskyttende mure, hvor der var tilstrækkelig stilhed til af få en nattesøvn uden forstyrrelser og afbrydelser. Inden den helbredende søvn indfandt sig hos disse velbjærgede romere, havde de ligget på den lade side – den venstre – og indtaget frugt, grøntsager, kød eller fisk og måske kager, som køkkenslaven bragte dem, mens de drak vin og lod sig underholde af dansere, digtere og musikere.
Anderledes så det ud for den betragtelige del af Romerrigets indbyggere, som boede på landet i utallige småbyer i simple billige lejligheder. De faldt hurtigt omkuld efter en lang og slidsom dag – gik i seng ved mørkets frembrud – efter at have indtaget den sidste skefuld grød, kogt på malet hvede og vand, for igen at stå op – før Fanden fandt begge sine sko – men ifølge romerske kilder var aftenen og natten i Rom et larmende helvede. Udover et leben af ludere, lommetyve, bøller og banditter, som huserede i de mørke gader, genlød nætterne af hestehove, vrede kommandoer, piskesmæld, rumlende kærrer, hvis metalbånd på træhjulene hvinede og skreg, når de kværnede hen over de ujævne brosten.
Næsten al last- og passagerkørsel var på et tidspunkt forbudt ved lov fra solopgang til sen eftermiddag på grund af befolkningstætheden.
Ifølge digteren Juvenal var larmen så infernalsk, at den kostede liv: Her dør mange, fordi søvnmanglen har gjort dem syge. Vis mig den lejlighed, hvor det er muligt at sove!! Vognene, der tordner gennem de snævre gader, og ederne fra lastdragerne, som er fanget i trafikpropper, ville kunne vække selv en døsig sjæl – eller en kejser!”
Så fik han den’ – kejseren.
Da Morten blev 15 år, meldte han sig ind i den romerske hær, hvor han, som alle legionærerne, blev udstyret med hjelm, skjold, benskinner og kropspanser over de knælange tunikaer og udstyret med sværd, kastespyd og daggert. Fuldt udrustede var de herefter klædt på til daglange marcher mod nye erobringer.
Den romerske hær udgjorde en velsmurt krigsmaskine i storhedstiden, og var et af de mægtigste imperier i historien med magt i både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.
Som18 årig blev Morten døbt og forlod hæren. Senere i livet blev han missionær, og i 361 grundlagde han sit første kloster i Gallien. Hans virkefelt var bredt, og rygtet om ham, som en god og hellig mand fik et solidt fodfæste. Han havde et varmt hjerte for dyrene og de fattige – udførte gode gerninger, og blev tilskrevet mirakuløse evner, som både kunne helbrede og opvække de døde.
Han blev kaldt Galliens apostel, og befolkningen i Tours forsøgte på et tidspunkt at presse ham til at påtage sig embedet som bisp. Det var Morten imidlertid ikke interesseret i, så da han en dag fik øje på en gestikulerende folkemængde i henholdsvis lange og korte tunikaer – støv og stemmer nærme sig i det fjerne for at udnævne ham til bisp, blev han febrilsk og tabte roen og troen et kort øjeblik. “For Fanden da,” sagde han højt, og forsøgte at tænke på ingenting, mens han så sig om til både højre og venstre for at finde et skjulested. Valget faldt på en nærliggende gåsesti. Om han i virkeligheden sagde det – det’ – som jeg lægger ham i munden – det ved vi ikke, og det får vi aldrig at vide, for den slags står ikke i historiebøgerne, men alt, hvad der står i dem er ikke nødvendigvis helt mesterligt udført. Han kunne godt have sagt det – måske på græsk/latin – for i den aktuelle situation var hans Hellighed på Herrens mark. Egentlig kan vi være fløjtende ligeglade med, om han sagde det eller ej, for det ændrer jo ikke historien som sådan, at en missionær for en stund forvandles til et jordisk væsen, som må hjælpe sig selv, når bønnerne ikke bliver hørt.
Hans pludselige indtrængen i gåsestien medførte en aggressiv skræppen, baskende slag med vinger og et larmende leben, hvilket betød, at de rapkæftede gæs hurtigt saboterede Mortens flugtforsøg. Der var således ingen vej udenom. Bisp – det blev han. Herefter besluttede Morten Bisp, at gæssene hvert år, ikke skulle rulles i tjære og fjer…fjerene havde de i øvrigt selv med, hvis det skulle være – men slagtes, skoldes, plukkes, steges og fortæres på den dato, hvor de afslørede ham. Selvom han var dyrenes beskytter, var der tilsyneladende en grænse. Traditionen lever endnu i mange hjem – selvom Mortens gås på de fleste middagsborde er blevet til – Annemad.
Som sagt var retten sat til den 10 november. Vi ankom i god tid, og netop som vi var på vej ind i retsbygningen, ringede telefonen med besked om, at retsmødet igen var blevet aflyst. Var det 3 eller 4 gang? Det husker jeg ikke. Anklageren havde meldt sig syg, og med den meget korte varsel var tanken nærliggende, at han havde sovet over sig – eller drukket skotsk whisky aftenen forinden. Under alle omstændigheder var det en nedslående besked. Det er anstrengende at mobilisere energier til det ene retsmøde efter det andet. Hver gang tæller man dagene ned – i hvert fald de sidste fjorten i rækken – husker sig selv på, hvad man skal huske, begynder at blive anspændt og nervøs, sover dårligt – og så ender det op i ingenting.
Heldigvis kom der, allerede et par dage efter, besked om en ny berammelse af retsmødet. Denne gang skulle jeg kun vente i ca. 3 uger på næste forsøg.
Vi var velforberedte – den morgen vi mødte i Retten, og efterfølgende syntes jeg egentlig ikke, at vi kunne have forsvaret sagen bedre, end vi gjorde – men jeg tabte den. Som jeg ser det – primært på grund af et mangelfuldt og svagt advokatforsvar. Under anklagerens afhøring af vidnet fra Skive kommune, prikkede jeg et par gange til min advokat, for at gøre ham opmærksom på mangelfulde og ikke dokumenterede udsagn, som kunne være af afgørende betydning for sagens udfald. Jeg havde forventet, at advokaten efterfølgende ville have brugt sin tid og ret til at afkræve dokumentation og præcisering af vidnets påstande. Det skete ikke. Så jeg tabte sagen. På den baggrund og under de betingelser kunne det ikke gå anderledes. Jeg påstår ikke, at jeg ville have vundet sagen sammen med en engageret advokat, der havde sat sig grundigt ind i sagen, men muligheden var til stede. Advokaten havde tidligere, ved flere lejligheder givet udtryk for, at han anså anklagepunkterne som en bagatelsag. Ligeledes forudså han, at jeg ville få et betragteligt nedslag på bødens størrelse – hvis jeg overhovedet fik en bøde – i betragtning af at retssagen var blevet udsat adskillige gange. Måske havde min advokat betragtet sagen – som så lille en bagatel, at han havde undladt at læse på lektien. Det var den opfattelse, jeg efterfølgende fik.
Jeg valgte et par dage efter at anke Byrettens afgørelse til Landsretten, men jeg har i mellemtiden vendt skråen og kajakken og fundet en anden løsning. Det betyder, at jeg har annulleret anken.
Jeg blev idømt en bøde på 10.000 kr. – uden nedslag – for i sin tid at have haft mit Tiny House parkeret på min grund i mere end 6 uger, og jeg blev ligeledes dømt til at betale 2000 kr. om måneden fra den 1 januar 2022, indtil jeg får fjernet det lille skur/havehus, som jeg har fået opført på samme grund. Skuret er opført efter bestemmelser i BR15 – senere trådte BR18 i kraft, men ifølge det daværende BR15 krævedes der ikke byggetilladelse for at opføre et skur, ligesom det heller ikke indeholdt et krav om, at der fandtes en primær bebyggelse på grunden. Skive kommune tolkede reglerne anderledes. Det medførte en lang, opslidende proces, hvor Skive kommune endte med at politianmelde mig.
Da jeg købte grunden var det med det ene formål, at skaffe mig en base/p-plads til mit Tiny House – primært beregnet til ophold i de kolde vintermåneder. Jeg havde samtidig et ønske om, at blive ejer af et stykke jord, hvor jeg lovligt kunne placere mit TH – bo i fred og ro og leve det enkle liv, som jeg holder mest af.
Grunden var kortlagt som forurenet, men med købet fulgte et dokument fra det daværende Viborg Amt, der tilkendegav at forureningen ikke udgjorde nogen sundhedsmæssig risiko, hverken for mennesker eller for drikkevandet. Jeg fik lagt stabilt grus i indkørslen, hvor Vognen blev placeret – og snart fik vi embedsvældet på nakken. Jeg måtte ikke bo der. Fik i stedet tilbuddet om at melde mig hjemløs. Hjemløs!!! Så skulle jeg også opleve det.’ Kunne ligeledes ikke få adresse på matriklen. Der gik en måned, hvor jeg var uden adresse og sundhedskort…og da jeg endelig fik det’, som CPR lovens helt klare bestemmelser giver ret til, var det med en måneds tilbagevirkende kraft. Hvilken omvendt og idiotisk logik!!!!
Vi begyndte at bygge et lille skur efter BR 15. Det var heller ikke tilladt. Alt, hvad vi foretog os blev stemplet som ulovligt – og når vi ansøgte om noget for at fremme et samarbejde – eller forsøge at få lovliggjort, alt det, de påstod var ulovligt…fik vi beskeden, at vi ikke kunne søge om dette eller hint – før der var ansøgt om noget andet – eller noget tredje først. Fx. forlangte kommunen, at jeg skulle bekoste nye jordprøver til en værdi af 30-40.000 kr. – inden der overhovedet kunne tages stilling til en eventuel byggetilladelse. Den sidste dispensationsansøgning vi indsendte blev syltet og ikke besvaret. “Sagsbehandlingen” blev i stedet kvitteret med en politianmeldelse. Mon ikke kommunens ihærdige indsats primært var begrundet i en svedig angst og forestilling om et kommende Christiania – udover naturligvis, den velkendte offentlige magt- og kontrolanvendelse?
Man bliver tonedøv af at forsøge fange melodien på et ustemt klaver, så jeg vælger nu et andet instrument – en ny retning – nye toner.
Fortsættelse følger…..
