Blog Image

Jyttes Tiny House

Jyttes tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 52

Tiny Living Posted on Tue, July 06, 2021 16:00:49

Jeg tænker, former, skaber i ler, mens skovduen i det skyggefulde fjerne kalder – forsøger at kalde mig hjem.

Den dag var himlen tung. Rummet blev dunkelt som i en begyndende skumringstime. Jeg tændte et par stearinlys. Jeg tændte flere. Karsen i vindueskarmen udsendte en gennemtrængende duft. Musikken i radioen fyldte hjertekamrene med smertelig vedmod – en længsel efter den hverdag, som jeg holdt mest af – den’ form for hverdag, som Dan Turéll så fint beskriver i sin digtsamling: Hyldest til hverdagen. Det er den form for hverdag, jeg savner….

Hyldest til hverdagen

Af Dan Turéll

Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen – Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt der alligevel ikke er helt så kendt. Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed… fremmede ansigter – Morgenkyssene – Postens smæld i entréen – kaffelugten – den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser.

Jeg holder af hverdagen – selv gennem alle dens irritationer – bussen der skramler udenfor på gaden – telefonen der uafladeligt forstyrrer – det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium – fuglene der pipper fra deres bur – den gamle nabo der ser forbi – ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang – den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine fast krav om kød, kartofler, kaffe og kiks – den lille hurtige på den lokale når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne.

Jeg holder af hverdagen – dagsordenen – også den biologiske – de uundgåelige procedurer i badet og på toilettet – den obligatoriske barbermaskine – de breve der skal skrives – afstemningen af checkheftet – opvasken – erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape.

Jeg holder af hverdagen – ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera – det skal til med alle sine efterladte slagger – så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og hængende i luften bagefter – som en art psykiske tømmermænd kun hverdagens morgenkaffe kan kurere. Fint nok med fester! Al plads for Euforien! Lad de tusinde perler boble! Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.

Jeg holder af hverdagen. Jeg er vild med den – hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen. Jeg holder stinkende meget af hverdagen.

Den form for hverdagsagtig hverdag, som bekrives her, har mistet sit eksistensgrundlag. Der er ingen smutvej ud af den erkendelse. Hverdagen er igennem mange mange måneder blevet spaltet til fragmenter af ukendelighed. Værdighed og frihed er blevet taget fra os. Som køtere er vi indgået i en langvarig lydighedstræning, og har adlydt en skarp og skinger hundefløjte – efterfulgt af kommandoråb, som har amputeret og forkvaklet vores menneskelige eksistensberettigelse og livsvilkår.

Den hverdag, der nu er blevet os budt i samfundssindets og folkesundhedens navn, hvor vi mentalt er blevet klædt af til skindet som retsløse slaver, der med kyshånd spiser krummerne fra magtelitens, altid bugnende og veldækkede bord – den hverdag er ikke den hverdag, jeg holder af.

Så jeg vælger at tænke, forme og skabe en hverdag, med de værdier, som jeg mærker, når skovduen i det skyggefulde fjerne kalder – kalder mig hjem – kalder duen hjem – til hændernes ler.

Fortsættelse følger……



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 37

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, February 09, 2020 12:47:47

Nu er jeg her igen, nordpå i mit lille vindblæste havehus. Det buldrer i brændeovnen som sidst, jeg var her. Af og til giver den et højt, skarp smæld fra sig, som jeg ikke helt forstår, men lyden er så høj og pludselig, at den kan få brillerne i panden til at falde ned på næsen af enhver. Det regner og stormer i dag med vindstød af orkanagtig styrke. Meteorlogerne havde varslet det, og for en gang skyld har man kunnet tage ordene for pålydende. Med mellemrum løber der en sitren igennem huset. Forklaringen skal nok søges i den lille vindmølle, der er monteret på taget og en propel, der går helt og aldeles amok. Vindmøllen er dog ikke tilstrækkelig produktiv til nævneværdig opladning af batterierne, og da solcellerne heller ikke producerer imponerende meget i øjeblikket, har jeg i formiddag været ude og starte min generator for at afhjælpe det’ problem. Jeg bor på den mest lerede jord, man kan forestille sig. En “sejltur” derude giver 5 centimeter plus/minus mere under træskoene. Hvor høj er du? Tja, det kommer an på….

Sidst jeg var her en stormfuld aften, blev mine tanker ledt hen på indre billeder af The lonely and lonesome Rider – derude i sandstormen på den vidtstrakte prærie – an unknown man og ligeså rodløs som de thumbleweeds/vindhekse, der kastes afsted med vinden og næsten lydløst farer hen over det nøgne land. Husker I ham? (Se evt. – del 33) He was hunted and wanted – dead og alive – for så og så mange dollars. Vi vidste ikke hvor mange. Vi kendte ham ikke. Vi kendte ikke hans forbrydelse. Det gør vi stadigvæk ikke. Det eneste vi dengang vidste om ham var, at hans halsbandana var rød og beskidt.

Det er den stadig.

Behøver vi – vide mere?

På bunden af havet har en mand givet op. Jeg hørte strofen i radion i en sang forleden dag. Måske stammer den fra et’ af Kim Larsens numre, men jeg er ikke sikker. Ordene er dukket op i min hjerne gang på gang og hver gang har samme hjerne fundet vej til klangbunden i min støjfrie zone, for sammensætningen er så lyrisk ren, enkel og blottet for unødig “fortænkthed.” Nogen vil måske mene, at enkeltheden er så enkel, at enhver idiot kunne have fundet på dette elementære ordspil, men den antagelse er ikke rigtig. Det kræver en sjælden lyrisk åre og er de færreste beskåret – at kunne illustrere så enkelt – og fortælle alt. Når en mand på bunden af havet har givet op – ved vi allerede det, vi behøver at vide. Vi behøver ikke vide, hvorfor han gav op – om det var en kærlighed, der brast, om det var sorg eller savn eller angst for livet. Vi behøver ikke vide, om han efterlod sig familie, om han søgte hjælp i nøden inden døden – om han skrev et brev til afsked.

På bunden af havet har en mand givet op

Behøver vi – vide mere?

Mens jeg sad og skrev, så jeg ud af vinduet min genbo skrå målbevidst over vejen med retning mod min hus. Det bankede på døren: ” Vi har haft gæster i dag, og har ikke fået spist alle fastelavnsbollerne,” sagde hun og rakte mig en tallerken med to hjemmebagte af slagsen….

Behøver jeg – sige mere?

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 36

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, January 28, 2020 18:10:13

Sytten kvadratmeter. Kan man bo på 17 kvadratmeter?? En del mennesker har med undren, i tidens løb, stillet mig det spørgsmål. Ja, det kan man, men det kræver, at man er nogenlunde gode venner med sig selv og desuden besidder en rimelig grad af ro og balance i sind og sans, for på 17 m2 kommer man ikke vidt omkring eller når langt, hvis der er brug for at trampe eventuel intens rastløshed og grublerier ud af kroppen. Det er der ikke plads og rum til. Som modvægt til det må man prøve at udvikle på sin personlige indre rummelighed – og da det jo er den, der i virkeligheden gælder og tæller i alle ting – er det ikke så dumt endda.

En begrænset plads er selvfølgelig mindst problematisk, hvis man lever alene som ukronet Queen or King of the Castle. Mere krævende kan det blive, hvis man bor sammen som par – eller blot lejlighedsvis gør det, for det er yderst sjældent at kriser og konflikter helt kan undgås. Her er det vigtigt – og særdeles vigtigt på et så begrænset fællesareal – at tage almindelige menneskelige hensyn og respektere hinandens grænser, hvis konflikter ikke skal skrues helt derop, hvor der ikke er mere gevind tilbage. Se evt. mit blogopslag – del 23.

Når man er afslappet sammen og stemningen er lys og let og “We shall overcome, walk hand in hand, live in peace….” og alt det der, mærkes begrænsningen i de fysiske rammer ikke. Er den derimod ad helvede til dårlig, er der absolut ingen plads. Væggene trækker sig sammen, loftet sænker sig, ilten slipper op, blodet fryser, og det bliver et latterligt tavst spørgsmål om, hvem der har vigepligten – om den er betinget eller ubetinget kan vel for helvede være ligegyldigt – hvem skal holde tilbage, flytte sig eller rykke sig – for husk på kære læsere. Der findes ikke et tilstødende værelse, man kan isolere sig i og for en stund glemme den klaphat, hvis lige man, i situationen, ikke tidligere har mødt, der befinder sig ude på den anden side af døren. Det rum findes ikke. Den dør findes ikke.

Muligheden for at gå udenom hinanden i store indelukkede buer, eksisterer heller ikke. Nemmere er det derfor, at gå indenom det lille sofabord end udenom for at undgå at komme i nærkontakt med en sur og tvær og aldeles utilnærmelig bar manderøv, der er i færd med at tage underbukser på…bare for at give et eksempel på, hvordan man kan imødegå lejlighedsvis pladsmangel.

Men når stemningen igen bliver lys, falder pladsen – atter på plads.

Min laptop gik i sort og har været til reparation, hvilket er forklaringen på, at jeg ikke har kunnet skrive blog i den senere tid. Jeg har savnet jer – men er nu tilbage.

Fortsættelse følger…..