Sytten kvadratmeter. Kan man bo på 17 kvadratmeter?? En del mennesker har med undren, i tidens løb, stillet mig det spørgsmål. Ja, det kan man, men det kræver, at man er nogenlunde gode venner med sig selv og desuden besidder en rimelig grad af ro og balance i sind og sans, for på 17 m2 kommer man ikke vidt omkring eller når langt, hvis der er brug for at trampe eventuel intens rastløshed og grublerier ud af kroppen. Det er der ikke plads og rum til. Som modvægt til det må man prøve at udvikle på sin personlige indre rummelighed – og da det jo er den, der i virkeligheden gælder og tæller i alle ting – er det ikke så dumt endda.

En begrænset plads er selvfølgelig mindst problematisk, hvis man lever alene som ukronet Queen or King of the Castle. Mere krævende kan det blive, hvis man bor sammen som par – eller blot lejlighedsvis gør det, for det er yderst sjældent at kriser og konflikter helt kan undgås. Her er det vigtigt – og særdeles vigtigt på et så begrænset fællesareal – at tage almindelige menneskelige hensyn og respektere hinandens grænser, hvis konflikter ikke skal skrues helt derop, hvor der ikke er mere gevind tilbage. Se evt. mit blogopslag – del 23.

Når man er afslappet sammen og stemningen er lys og let og “We shall overcome, walk hand in hand, live in peace….” og alt det der, mærkes begrænsningen i de fysiske rammer ikke. Er den derimod ad helvede til dårlig, er der absolut ingen plads. Væggene trækker sig sammen, loftet sænker sig, ilten slipper op, blodet fryser, og det bliver et latterligt tavst spørgsmål om, hvem der har vigepligten – om den er betinget eller ubetinget kan vel for helvede være ligegyldigt – hvem skal holde tilbage, flytte sig eller rykke sig – for husk på kære læsere. Der findes ikke et tilstødende værelse, man kan isolere sig i og for en stund glemme den klaphat, hvis lige man, i situationen, ikke tidligere har mødt, der befinder sig ude på den anden side af døren. Det rum findes ikke. Den dør findes ikke.

Muligheden for at gå udenom hinanden i store indelukkede buer, eksisterer heller ikke. Nemmere er det derfor, at gå indenom det lille sofabord end udenom for at undgå at komme i nærkontakt med en sur og tvær og aldeles utilnærmelig bar manderøv, der er i færd med at tage underbukser på…bare for at give et eksempel på, hvordan man kan imødegå lejlighedsvis pladsmangel.

Men når stemningen igen bliver lys, falder pladsen – atter på plads.

Min laptop gik i sort og har været til reparation, hvilket er forklaringen på, at jeg ikke har kunnet skrive blog i den senere tid. Jeg har savnet jer – men er nu tilbage.

Fortsættelse følger…..