“Så har sjælen ro….”
De fleste kender nok de syv dødssynder, som oprindeligt blev nedskrevet til munkene i de tidlige klostersamfund. Grådighed er en’ af dem. Parallelt eksisterer de syv klassiske dyder, hvor mådehold er grådighedens modvægt. Hvis mådeholdet praktiseres har grådigheden dårlige betingelser, men det er ikke den praksis, som dominerer vores samfund. Ifølge Jan Lindhardt – biskop i Roskilde fra 1997 – 2008, som skrev bogen, De syv Dødssynden, er de værste synder tilsyneladende blevet til dyder i den moderne tid. Grådigheden og griskheden kender ingen grænser. Vi har fået et rivaliserende samfund, hvor det i betænkelig grad drejer sig om individuel grådighed og kollektiv konkurrence hvor det, at “slå” de andre i sig selv er blevet et mantra – en kappestrid om, hvor meget man kan rage til sig og gerrigt skrabe sammen af jordisk gods. Der eksisterer en kapitalistisk dominans, som egentlig afgør, hvem der har legitim berettigelse i samfundet på det eksisterende og aktuelle værdibarometer. De fattige, de hjemløse, de gamle, flygtningene osv. er for længst blevet “slået” og vippet af pinden. De ER uskadeliggjort, og udgør således intet konkurrencemoment i den sammenhæng. De må nøjes med at bøje nakken og føle sig skyldige og uønskede.
Som jeg ser det, bygger TH bevægelsen, downsizing og minimalisme på mådehold – en dyd som tilfører både mennesker og samfund en tiltrængt form for sundhed al den stund, der ikke går papnæser og blå briller i det. Mådehold danner modvægt til grådighedens umættelighed, og hvad den ellers bringer med sig af misundelse, hovmod, selvhøjtidelighed og egoisme. Tanken – at krænkelses kulturen har rod i disse tilbøjeligheder, er mig ikke fjern.
Da vi var børn – jeg havde fire brødre – brugte min mor tit vendingen, “Så har sjælen ro.” Det var i forbindelse med noget, man gerne ville have, sukkede efter eller efterstræbte. En mild og ret uskadelig form for “grådighed,” for det var småting, man sukkede efter. Det var nærmest ingenting. Det gav sig selv – dengang i 50’erne og 60’erne, hvor jeg voksede op.
Det kunne være et stykke hindbærroulade – toppet med flødeskum i dagens anledning, der var tilbage på kagefadet efter søndagskaffen akkompagneret af giro 413 og generel søvnig stemning.
“Mor må jeg godt….”
“Jamen så tag det da. Så har sjælen ro.”
Dengang tænkte jeg ikke over, hvad der egentlig lå i ordene, men faktisk ligger der en spire til visdom i dem, for spørgsmålet er, om grådighed og ro i sjælen overhovedet kan kombineres. Jeg tror ikke, det er muligt.
Flere tanker har jeg gjort mig omkring emnet her, men dem vil jeg dele med jer til næste gang – så fortsættelse følger…..
