Jyttes Tiny House

Når sindene koger i et Tiny House….

Det sker, at et Tiny House på 17 m2 kan blive FOR tiny – i de situationer, hvor en konflikt – uanset hvor mange forsøg på løsning – har ført til at konflikten forbliver uhjælpelig og fuldstændig fastlåst. Det sker – og i disse situationer er det en stor fordel, at jeg har to etager til rådighed i min vogn. Der er stuen, og så er der hemsen. Når situationen af og til bliver så iltfattig tilspidset som omtalt, sover vi på hver vores etage. Det plejer at hjælpe – lige bortset fra en enkelt aften…..

Jeg er voldsom følsom overfor de “blålys,” som elektroniske medier udsender. Det er mig umuligt at falde i søvn sammen med tilstedeværelsen af dem. De stresser mig og forstyrrer mig.

Den aften lå Søren i stuen. Det var en’ af de aftener. Klokken var midnat. Han havde sin tablet tændt. Lyset fra den flakkede i rummet. Jeg bad ham slukke. Det nægtede han. Jeg var træt ad helvede til efter skænderiet og alt det uforløste – og så for mig i tilgift en nat med forstyrrende blålys og manglende søvn. Ikke til at holde ud at tænke på…Nu forlangte jeg, at han slukkede. Det nægtede han.

Dan haben wir andere metoden. Jeg gik ned ad trappen til stuen. Han ænsede mig ikke. Heldigt for mig. Lydløst og hurtig som en ninja greb jeg han tablet – og hurtig som en ninja sprang han ud af sengen for at fange den. Men, men…jeg var en armslængde foran og mit slægtsskab med ninjaerne er større end hans – så det lykkedes mig at åbne køkkendøren og kaste den ad helvede til ud i regnvejr og blæst i den mørke nat.

Så blev der ro i det lille hjem.

Handlingen kostede kun et nyt headset. Dagen efter foreslog jeg, at vi indgik en aftale om forbrug af elektroniske medier om natten, så vi undgår blåskimmel på hjernen. Det ER lidt nemmere, end det andet.  

fortsættelse følger….

Kan Tiny House blive for tiny?

Når det regner og regner og dråberne tegner vandvejr på ruden – og jeg spejder mod lys – mod himlen, men jeg ser det ikke….og jeg ser det heller ikke komme derude bagved et sted. Efter dagevis i gråt og uophørlighed regn kan et Tiny House føles very Tiny.

Jeg lukker vinduerne op. Det regner ind på karmen og lidt i kaffekoppen. Det generer mig ikke. Kaffen var alligevel for varm. Luft, skal jeg have i det mindste. I det mindste skal jeg forbindes med vinden – så jeg kan blive forbundet med mig selv.

lonely loneliness.

Vi havde et skænderi. Forlod hinanden i vrede. Er der plads til kærlighed og kriser på 17 m2? Jeg tror det, for jeg tror ikke, at det så meget er et spørgsmål om antal kvadratmeter. Det er nok i højere grad et spørgsmål om, at rummet indeni bliver tiny, når det ind imellem går ad helvede til med kærligheden og gråvejr og usaltede tårer fra himlen.

Jeg går ned ad trapperne til stuen – henter Tove Ditlevsens samlede noveller, som jeg har læst en’ gang tidligere for år tilbage – en kvinde, som en anmelder i øvrigt sammenlignede mig med, da jeg udgav min første digtsamling. Hurra – det var dengang for 30 år siden. Time is passing. Jeg finder papir og pen og en krydsord. Jeg krydser ikke med de kongelige. Jeg ved for lidt om dem. Går op ad trapperne til hemsen. Jeg spejder ud mod lyset – mod himlen. Jeg ser det ikke – men jeg ser det komme derude bagved et sted.

Fortsættelse følger….

Hvor mange overvejelser man gør sig, inden valget falder på en tilværelse som TH er nok individuelt. Nogle springer stangspring hurtigere og højere end andre, men ingen kommer vel udenom at tage stilling til de overordnede spørgsmål – det praktiske, det økonomiske og det lovgivningsmæssige. På sidstnævnte område er der flere udmattende forhindringer end planerede farbare stier – og den kendsgerning kan nok få nogle til at opgive tanken på forhånd.

Andre dybere overvejelser kan dreje sig om det eksistentielle liv – at træffe valg på vegne af sig selv og sin overbevisning, og jeg tror egentlig, at lige præcis disse overvejelser danner grundlag for, hvad man til sidst beslutter sig for. Det, at være tro imod sig selv, sin natur og sin eksistens på jorden er en væsentlig drivkraft og en form for livskunst.

Livskunst kræver, ifølge eksistentiel filosofi, at man blandt andet “konfronterer sig med døden, ransager sit hjerte og frigør sig fra flokken.” Konfronterer sig med døden…. Det lyder, i sit ordvalg, meget bogstaveligt og kræver nok en vis modenhed, men lad os forstå det derhen – vent og tøv og tvivl ikke livet væk. You can’t shop around all your life, for det er begrænset og afmålt af en død, der mere eller mindre tålmodigt venter på os alle sammen. Men så længe hjertet banker varmt og pulsen slår og slår, må vi finde ud af, hvad disse biologiske tilstedeværelser banker og slår for. Hvad er det for en puls, man har brug for. Hjertet fortæller – og når det gør det, træder mange af de andre usikre bekymringer ind i en skyggefuld baggård – bekymringer som…tør jeg det, kan jeg det, tænk, hvis jeg fortryder, hvad siger de andre, hvad mener folk om det – og her må man frigøre sig fra flokken, for jeg tror, at de stærkeste og mest holdbare valg er dem man, efter mange forskellige overvejelser, træffer ud fra helt personlige overbevisninger.

Carpe Diem. Fortsættelse følger….