Blog Image

Jyttes Tiny House

Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 18

Tiny Living Posted on Sun, August 25, 2019 19:05

Når noget er for godt til at være sandt – og det var det – den der med, at jeg i opslag 17 med let hjerte og fornyet håb og glad på vegne af os alle sammen kunne oplyse, at BR 18 § 30 stk. 2 var blevet ophævet og 6 ugers reglen for placering af skurvogne, containere og andre flytbare konstruktioner på privat grund dermed var blevet afskaffet. Den var blevet ophævet, men blot flyttet til en anden placering, nemlig til § 6d. Nedtur!! Paragraffen, 6d, omhandler dog IKKE, som tidligere, Tiny Houses på hjul og andre konstruktioner, der er omfattet af campingreglementet. Dette står at læse i § 5 stk. 7.

Campingreglementet blev ændret den 30/3 2019. Ændringen har medført, at det nu er blevet tilladt at placere uregistrerede campingvogne og lignende bevægelige konstruktioner på campingpladserne i DK. Det betyder desuden, at man på disse pladser kan have folkeregistrerings adresse efter CPR lovens § 9.

I får lige en kort opdatering af min afhøring hos politiet i torsdags. (læs evt. del 17 for yderligere info)

Jeg skulle mødes med min advokat ½ time inden afhøringen. Kun banket af få i en retssal undrede han sig over, at Skive kommune fastholdt anmeldelsen i betragtning af, at både jeg og vognen var flyttet ad helvede til langt væk – og gav udtryk for, at Skive kommune vist har set sig meget, meget sure på os….sandsynligvis fordi vi ikke har bukket og skrabet med ja og amen – baglæns ud af svingdøren. Normal praksis for de fleste kommuner er, at frafalde sigtelsen – i hvert fald på den del, der er efterkommet – omend med forsinkelse.

Så jeg blev, efter straffeloven, sigtet for – ikke at have efterkommet påbuddet i tide om flytning af vognen, og desuden sigtet for, at jeg ikke har fjernet et skur på 17 m2 på min grund, som blev opført efter BR 15 i det tidlige forår 2019. Ifølge BR 15 skal der ikke søges om byggetilladelse, såfremt bebyggelsen ikke overstiger 35m2. Her mener Skive kommune noget andet. Min opfattelse er, at kommunen nu går efter kvinden og ikke efter sagen. Dagbøder figurerer også som en potentiel del af strafudmålingen. Soap Comedy.

Vi har 98 kommuner i landet – og 98 forskellige fortolkninger af lovgivningerne. Ordenshåndhævelse eller ordenshåndsrækning… anser jeg for at være en afgørende faktor for udfaldet.

I får ingen billeder i dag. Føler ikke rigtig, at det matcher konteksten.

Fortsættelse følger….

med billeder igen næste gang



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 17

Tiny Living Posted on Wed, August 21, 2019 20:04

Som tidligere omtalt startede jeg byggeriet af mit Tiny
House på gårdspladsen ved det gamle Hedehus, hvor jeg tidligere boede til leje….der hvor
det skotske højlandskvæg tyggede drøv fra tidligt til sent….og hvor morgendisen
af og til lå over engen som om Mosekonen havde brygget til kongeligt taffel. Udlejeren
var svært utilfreds med ”det monstrum,” som i al sin skønhed tog form derude.
Jeg valgte derfor at flytte for ikke at genere borgerskabet og ethvert samfunds
små politibetjente uden papirer på kompetencerne – og købte mig en grund i en
lille by nordvest for Skive og regnede med, at jeg her med sindsro kunne
etablere en base til vognen med parkering i vintermånederne.

Vognen blev trukket herud med The old Ferguson, og den blev
opstillet på matriklen den 1. oktober sidste år. I begyndelsen af januar 2019 fik
jeg påbud fra Skive kommune om at fjerne vognen og andre ”ulovligheder” fra min
private grund. Jeg fik en måneds tidsfrist og blev henvist til BR – 18 §30 stk.
2, hvor der står at læse, at skurvogne containere og lignende flytbare
konstruktioner højst må stå i 6 uger på en privat grund uden kommunal tilladelse.

Umiddelbart havde jeg ikke alternativer til opstillingen.
Jeg anede ikke, hvor jeg skulle køre den hen, og kommunen afviste kategorisk at
være behjælpelig. Jeg fandt så ved en tilfældighed ud af, at der var opstået
noget TH bevægelse på Fejø, som måske kunne åbne en mulighed for min situation. Min
partsrepræsentant og jeg tog derned og fandt et dejligt beliggende grundstykke
med havudsigt, som vi straks reserverede. Dette grundstykke var dog først
ledigt den 1. juli.

I mellemtiden var jeg blevet anmeldt til politiet af Skive
kommune for ikke at have efterkommet deres påbud til den fastsatte dato. Jeg
flyttede vognen og min postregisteradresse den 1. juli. Til trods for det,
fastholder Skive Kommune sin politianmeldelse…også på det anklagepunkt, som
reelt ikke eksisterer mere, men jeg var ikke hurtig nok til at gøre honnør, slå
hælene sammen og sige ”Javel Kaptajn” – og så får gabestokken en ny renæssance.

I morgen skal jeg til afhøring hos politiet, sammen med min
advokat. Lad os se, hvordan DET går.

I øvrigt kan jeg oplyse, at BR 18 § 30 stk 2 blev ophævet
den 4 juli i år. Så glæd jer folkens…

”Civil disobedience is not our problem. Our problem is that
people all over the world have obeyd the dictates of leders…” (
Howard Zinn,
historiker og politolog)

Isættelse af køkkenvindue og vandpåfyldningsstuds

Skelet og ledninger i bagenden

Tilskæring af yderbeklædning

Tilpasning af beklædningsplade

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 16

Tiny Living Posted on Sun, August 18, 2019 20:39

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en
journalist/filmmager fra Panda film. Han ville høre, om jeg havde lyst til at medvirke
i et interview og en filmoptagelse, som senere skulle bringes i tv2Øst.

Vi aftalte en dag at mødes. Dagen forinden mødet oplevede
jeg en situation, som gjorde mig vældig, vældig ked af det. Følelsen forlod mig
ikke, selvom jeg af al magt forsøgte ”at tænke den væk.” Mine energier forsvandt
på alle niveauer, og min første tanke den pågældende morgen var at aflyse
filmmageren. Jeg magtede ganske enkelt ikke opgaven. For dårlig og for lidt nattesøvn
sammen med fortvivlelsen, der uroligt og svedende havde forsøgt at finde ro sammen
med mig under min dyne. Vi er alle sammen smukke, når vi har det godt og
trives, men den morgen…. rynkerne var mejslede og skarptskårne, som om de havde
fået et boost henimod – for evigt forevigede. Sjælen var angst, sårbar og
usikker – og huden træt og slap af spændinger i kroppen. Jeg havde det ad
helvede til, og nu skulle jeg filmes og lægges ud i offentligheden – afsløre en
tilstand, hvor jeg burde udstråle overskud, mod og livsglæde, men dybest set udstrålede
det modsatte. De fleste seere bemærkede det næppe, men det gjorde jeg selv.

Jeg valgte at gennemføre optagelsen alligevel. Mon jeg havde
været bedre til at tackle situationen, hvis jeg havde været på lykkepiller –
hvis mine svingninger og følelsesmæssige reaktioner i forhold til livets mørke tildragelser
var blevet medicinsk behandlet og dæmpet. Ville jeg have følt mig mindre
psykisk sårbar, og ville DET have virket afsmittende på min fysiske fremtræden?
Måske. Sandsynligvis. Det ville det nok, men det er overordnet set at gå imod
sin egen og livets natur….at undertrykke The Blue Print.

I USA er hver fjerde kvinde på lykkepiller eller anden antidepressiv
medicin for at undgå up’s and down’s.

Psykiater og terapeut, Julie Holland: ”The truth about
the drugs you’re taking, the sleep you’re missing, the sex you’re not having,
and what’s really making you crazy.”

Hvad vil jeg med det her? Tja, det ved jeg ikke helt…men
noget med at lytte til det drive, som den indre kerne uophørligt producerer,
sender rundt i blodbanerne og banker på…knock, knock – på hjertet. Det kan handle om hvad
som helst. Det kan være mange ting. Alt. For mit eget vedkommende fortalte mit indre
mig igennem flere år, at jeg skulle frigøre mig fra en masse intetsigende ”støj,”
– pengenes tyranni, tingenes tyranni, ligegyldighedens tyranni,
standardiseringens tyranni osv. – som jeg ikke trivedes i. Det er den rejse,
jeg er begyndt på, og den ender sikkert først, når mit liv er forbi – og det er
jævla fint med det.

Ramme til gulvbrædder

Gulvbrædder skæres til

Montering af gulvbrædder

Næsten færdigt færdig

Sådan!!

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 15

Tiny Living Posted on Thu, August 15, 2019 18:11

Jeg lægger mig

som dyret

mod jordens bryst

der –

hvor jeg skærer mig

på ingenting

der –

hvor duften falder og falder

i vinden fra vilde blomster

der –

lagde dyret sig

for at genkende

mennesket

(copyright)

Vindue på badeværelset

Håndvask og toiletspejl

Hjemmelavet “holder” til bruser og tandkrus

badeværelset færdigt udstyret

– Og sådan her, så det ud inden

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 14

Tiny Living Posted on Tue, August 13, 2019 20:54

På et brønddæksel på gårdspladsen ved det gamle Hedehus fra
1800 tallet, hvor jeg boede tidligere, fik Søren og jeg, som nævnt i et andet opslag, de første
spirende ideer til Tiny Living i enkelthedens kontekst. Det grundlæggende
udgangspunkt var som sådan ikke nyt for mig. Jeg havde i et par år forinden
brugt en del tid på at indsamle viden og afprøve mulighederne omkring en
livsform, hvor jeg selv udgjorde den væsentligste handlekraft – og hvor det
derfor var op til mig at lykkes med det. Det forenklede i høj grad mit liv og
gav mig en autentisk kontakt med både mig selv og naturen.

Brønden var 13 meter dyb – fik jeg senere at vide.

Havde jeg vidst det, da jeg valgte det gamle, knækkede
brønddæksel som stedet med kaffekoppen og piben, hvor jeg tænkte tanker,
lyttede til livet, til mig selv og andre – havde jeg nok ikke valgt det. Når
jeg efterfølgende genkaldte mig det, sugede det sorte dyb min mave til sig og
en svimmelhed fandt ubesværet vej til mine hjerneceller. Den opstod således
ikke på baggrund af en funktionel lidelse, men på baggrund af en generel og
altomfattende angst for dybe, sorte huller – og den frihedsberøvelse, der
ligger der. Af samme grund er jeg overbevist om, at jeg vil bisættes og ikke
sænkes i jorden, når min tid kommer. Følelsen af frihed med udspændte vinger –
og menneskets fundamentale ret til den – har altid været et mantra for mig.

Dette gælder også med tanke på døden.

Der bygges videre på køkkenet

Nu med skuffer og skabe

Badeværelset før renovering

Badeværelset efter renovering med nyt gulv og håndvask

– Og overskabe

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 13

Tiny Living Posted on Sun, August 11, 2019 18:22

Digteren Henrik Nordbrandt mener, at værdien i at have et
arbejde er noget opreklameret pladder. Han anser det for at være en hellig,
plagsom pligt. Personligt tror jeg, at mange mennesker egentlig kan tilslutte
sig den holdning – men uanset personlig charme er det ikke populært at sige det
højt, for allerede ved den blotte meningstilkendegivelse er der risiko for, at
man bliver mistænkt for at være en latent, doven samfundsnasser, der spotter helligdommen,
og hvem har lyst til at blive kategoriseret der, sammen med alle de andre
værdiløse og ikke eksistensberettigede mennesker, som er uden arbejde.

”Godt, det snart er fredag,” siger de fleste.

”Åh nej, nu er det mandag i morgen,” siger ligeså mange,
mens nogle tidligt om morgenen overvejer og forhandler med deres samvittighed
om, hvorvidt en sygemelding er forsvarlig.

”Skal – Skal ikke….skal – skal ikke,” mens snooze knappen kører
en syv, otte gange, og dynen er varm og det blæser ad helvede til derude – og nu
regner det også – indtil disse kvalfulde overvejelser driver Hr. Jensen eller Frk.
Knudsen til så ekstrem udmattelse, at den ene får nervøs mave og krampe i
lægmusklen – den anden migræne og synkebesvær, og hvad er der så tilbage andet
end at melde sig syg.

Sådan kan det gå – en mandag morgen i arbejdets velsignede
navn.

Det absolutte flertal af danskerne vælger stadig en boform
og et forbrugsorienteret liv, der styres af kapitalen og kapitalens interesser.
Den producerer til os i hoved og røv og definerer samtidig, hvad vi har brug
for, hvis vi skal undgå at misunde eller føle os mindreværdige overfor dem, der
bor ovenover os, eller under os – eller ved siden af. Vi stresses til et
konstant forbrug og en vedvarende konkurrence for ikke at gå ned på udstyr af
enhver art – for ikke at tabe i kampen om omgivelsernes anerkendelse, for ikke
at ende som nummer sjok på det kapitalistiske barometer. Det kræver hår på brystet og mindst 2 fuldtidsjob
– og det betyder samtidig, at man sætter sig selv i en økonomisk spændetrøje,
hvor handlemulighederne i det eksistentielle liv er begrænsede.

Tiny House bevægelsen ser jeg som en modvægt og en modstand
mod et system, der for længst har spillet fallit.

kogeniche med gaskomfur og solcelleladekontroller i højre side af vognen

Kogeniche udvides med skuffer og overskabe i højre side af vognen

Køleskab indbygges

Vandtank til 100 l. vand og vandinstallationer i modsatte side af vognen

Køkken bygges op om vandtanken

Halvfærdig køkkensektion

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 12

Tiny Living Posted on Thu, August 08, 2019 15:44

For ca. 10 år siden læste jeg en artikel i information, der øjeblikkelig
fangede min interesse. Artiklen omhandlede affolkningen på landet. Den pegede på,
at forholdene nu var så ringe i visse afsidesliggende områder, at mennesker måtte
bosætte sig derude på eget ansvar, for der var ingenting, og der skete
ingenting. Ikke det mindste. Skolen var lukket, børnehaven også, min og din købmand
– og hvis købmand det nu var – havde for længst, efter mange søvnløse nætter,
bønner til de højere magter og tudekiks til indkøbspris, valgt at stikke af sammen
med lægen, der med bekymrede panderynker havde pakket stetoskopet ned i sin
slidte taske, og efterladt enklaven bag sig med en udtjent hjertestarter.

Jeg bilder mig ind, at han lettede på hatten – lægen, da han
tog afsted med sprød sorg i stemmen og et velment: ”Farvel og lev vel.”

Jeg tænkte…

Ser det virkelig så sort ud i den mørke del af Danmark –
indtil jeg opdagede, at det var en år 2029 fremtidsbaseret version. Så galt er
det vel ikke gået, for endnu er der ikke etableret feltstationer, hvor
dagligvarer og medicin – reserveret Reservatet – kan afhentes. Endnu hører man
ikke lyden af en rusten, russisk helikopter hver 14 dag, der larmende står
stille i luften og kalder på associationer til krigen i Vietnam, mens
postforsendelser kastes ned i hovedet på de båtnakker, der trods alt burde have
været klogere. Det må være en jydeting. Måske tildeles de overlevende og mest udholdende
en lykønskning fra borgmesteren på de runde år, såfremt modtageren betaler
portoen. I modsat fald returneres brevet og anses som udtryk for (u)civiliseret
ulydighed. Hmmm….

Jeg tænker…

Mon det dog går så galt?

Paneler sættes op i stuen

– og i hemsen

Et lille natbord og sengebund bygges til

Loftpaneler – 7mm MDF plader fra Jem og Fix

Panel i kogenichen i køkkenet

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 11

Tiny Living Posted on Tue, August 06, 2019 17:05

Som tidligere omtalt et prisen på et tiny house en variabel størrelse – for den afhænger af, hvilken komfort man har brug for eller ønsker sig, men uanset denne faktor kan det selvfølgelig betale sig at anvende genbrugsting – ligesom et eller flere besøg hos nedbrydningsvirksomheder kan spare på forbruget af jyske dollars.

Selv benyttede vi os af begge muligheder.

Polle var fra Snave. “Fluesmækkeren” er fra Skave. Her driver han et nedbrydningsfirma, der strækker sig over et unævneligt antal tønder land. Han har alt – både det man skal bruge, og det man bilder sig ind ikke at kunne leve foruden.

Han lyder sjældent det borgerlige navn, Steen Madsen, og det er der en særlig grund til.

I sine yngre dage var han en aften gået på den lokale kro. Han gik ind og satte sig tilfældigt ved et bord i nærheden af baren. Pludselig kom et par gutter…prikkede ham på ryggen og spurgte, om han var klar over, hvis plads han sad på – og om han vidste, hvem DE var. Det gjorde han naturligvis ikke, men de kunne så oplyse ham om, at de var “Hvepsene fra Vinderup” – hvorefter Steen med sin mægtige skikkelse og enorme næver rejste sig og sagde – “Og jeg er fluesmækkeren fra Skave.” Siden har han ikke heddet andet. Historien er vandret over det ganske land, er kendt af mange og lever stadig den dag – i dag.

Fjeren blev senere til fem høns…at det var rockere, han havde været oppe imod, som fik nogen på kassen og faldt som dominobrikker – men det er løgn i enhver hals.

Her kommer en række illustrative billeder, trin for trin af trappen op til hemsen.

fortsættelse følger……



« PreviousNext »