Jyttes Tiny House

Mennesket og civilisationen

Jeg er mange gange under interviews blevet stillet det “begavede” spørgsmål – hvad der fik mig til at vælge tiny living – og lige så mange gange har jeg egentlig ikke haft noget svar…i hvert fald ikke de forventelige konkrete svar….at det var minimalisme eller klimabevidsthed eller andre lignende begreber, der knytter sig til konceptet. Jeg bliver så træt af stigmatiserede vendinger og spørgsmål, der kun efterlader rum til de samme stigmatiserede gentagelser og svar. Den proces læner sig op ad “de rigtige svars pædagogik,” som jeg absolut ikke tilslutter mig, for i den findes der ingen udvikling. Når jeg får stillet det spørgsmål og andre tilsvarende – får jeg ikke kun lyst til at leve off grid – langt væk fra kedelighedens gentagelser. Også min hjerne går i en pacificeret off grid tilstand. Selvfølgelig kan jeg sløvt og uengageret svare som en programmeret robot på det, der forventes – men det udelukker forklaringen på, hvad der fik mig til det. Som udgangspunkt har flertallet af journalister ikke den tålmodighed og interesse, der åbner op for nye vinkler. Min opfattelse er, at de ønsker at få gentaget de samme standardiserende svar, som de allerede kender i forvejen, for så er DE fri for at bruge hovedet på en ny måde. Vi ved alle sammen, hvor ondt DET kan gøre.

Jeg tilslutter mig ikke en bestemt filosofisk retning, ligeså lidt som jeg tilslutter mig en bestemt religiøs retning. Derimod læser jeg mange forskellige tekster og værker, der omhandler forskellige grundlag for hverdagens begreber og teorier om virkeligheden og vores erkendelse af denne. Jeg har i et tidligere opslag skrevet om eksistentialismen – for det er en gren, jeg tilslutter mig og sympatiserer med. Den filosofien er ret ny og opstod først under 2 verdenskrig.

Jeg sympatiserer også, og finder genklang, i den kinesiske Taoisme/Daoisme, grundlagt under Zhou dynastiet i det 6 århundrede af Lao -Tsu. Det er til gengæld en gammel sag, men det gør den ikke mindre relevant. Tværtimod er det bemærkelsesværdigt, at de sande sandheder ikke har nogen udløbsdato. Taoismen hviler på en forståelse af universet og underbygger, at mennesker bør være et’ med naturen – at alle levende ting har en universel evig kraft, der strømmer igennem dem og i særlig grad i den naturlige kosmiske orden – den tilstand, hvor de to dualistiske kvaliteter Yin og Yang er i dynamisk harmonisk bevægelse. Taoismen har som mål at give mennesket dets oprindelige sind og tilstand tilbage ved at lære sig at sanse og leve i overensstemmelse med denne kraft – i stedet for at stå i vejen for den. Filosofien vil genoprette ligevægten, balancen og harmonien i menneskets inderste. Taoismen antager, at civilisationen ødelægger mennesket, idet den nedbryder menneskets oprindelige natur.

Hvad der fik mig til at vælge Tiny Living? Well – hvem spørger? Tanker som disse og andre møder med rene toner – en indre følelse af noget, som egentlig ikke kan forklares, og hvem fanden gider at høre på den slags svar….som indeholder en smule dybsindighed og eftertænksomhed, når de rigtige konkrete og præcise svar allerede er i skabet i de journalistiske spørgsmål. Jeg har i forløbet omkring min rejse til Fejø og efterfølgende forsøgt at byde ind med lidt guld – som tilsyneladende er endt på 3 pladsen som fraklip. Bortset fra det, er der ikke noget i vejen med kobber, men det forbavser mig ikke….med fraklippene. Det gør mig ærgerlig og en smule forbandet. I grunden føler jeg, at man nedvurderer befolkningens intelligens i forhold til vurderingen af, hvad “manden og konen og nullerbasserne på gulvet” gerne vil høre. Måske tager jeg fejl, men det tror jeg ikke.

Hvorfor jeg valgte Tiny Living?? Fordi jeg er skruet sammen – som jeg er. Fordi jeg tænker, som jeg gør. For mig og min livstilgang var det bare – en helt naturlig ting – uden etablering af mod til det – eller lange og minutiøse overvejelser. Jeg tænkte ikke sådan. Jeg tror, at jeg bare ER, hvad jeg gør – og GØR, hvad jeg er. Så enkelt er det. Mere er der ikke i det – overordnet set.

Fortsættelse følger…..

Lidt om den menneskelige eksistens – og Thylejren

3 fede, fed hvidløg On the Rocks og en skive kernerugbrød med leverpostej inden afgangen mod thylejren forleden dag.

Jeg besøgte kollektivet – oprettet i 1970 og nu med ca. 100 beboere – for et par år siden med en overnatning i et telt på en flad mark for en ligeså flad 10ér. Prisen indbefattede så ikke – all inclusive… og dog. Det afhænger af, hvilken synsvinkel, man anlægger, for Thylejren er, hvad den er…hverken mere eller mindre. Den foregiver ikke noget andet, og man har adgang til det hele. Så på sin vis – all inclusive.

Når jeg nævner kollektivet i dette opslag, er det fordi jeg fornemmer, at der også her er opstået en større bevidsthed – at der vælges til og fra på mere velovervejede grundlag i forhold til både enkeltheden og kvaliteten i livstilgangen. En del af husene er blevet og bliver udbedret – nogle med stråtag – og nyopførelser fremstår i bedre kvalitet. Javist, der findes stadig masser af “tilfældigt” byggeri og sære sammensatte konstruktioner, som også har sin umiddelbare charme, men det er mit indtryk, at trenden går i retning af mere bevidste handlinger, hvor de fysiske rammer for minimalistisk trivsel – little by little – optimeres. Det kræver menneskelige resurser og et økonomisk grundlag, og de forudsætninger er naturligvis ikke alle tildelt.

Thylejrens beboere er en broget sammensætning. På deres hjemmeside kan man læse, at “Lejren er et fristed for livets udfoldelser, forviklinger og udvikling. Der er plads til skæve eksistenser, fantasifulde kunstnere, omsorgsfulde mødre og fædre, shamaner og hestekvinder og meget andet.” De findes alle sammen – hele banden, og der udvises gensidig imødekommenhed, hensyn og omsorg for alle forskellighederne. Det er helt klart min oplevelse. Skulle det ske at gæster udefra, på et forventet længere ophold optræder uheldigt, modtager de ikke et par på kassen eller på kasketten eller et spark i røven. De bliver derimod ekskluderet fra fællesskabet med en holdning fra de fastboende, der fortæller, at de er absolut og aldeles uønskede. Selv den mest hærdede “gangster” udholder nok ikke den form for afvisning i længere tid.

Der findes 3 regler i Thylejren. Ingen hårde stoffer, ingen vold og ingen tyveri. Det kan enhver forstå. Det kan enhver forholde sig til, og det fungerer tilsyneladende. Reglerne er så præcist retningsgivende, at jungletrommerne rækker. Til sammenligning vedtages der i folketinget mellem 200 – 250 lovforslag om året – og dette mine damer og herrer er til gengæld en jungle, hvor trommerne ikke har en chance.

Da døren blev lukket – og nåede et bristepunkt

For døren BLEV lukket for Tiny House bevægelsen på Fejø – blot et års tid efter sin opstart.

Da jeg rejste til Fejø naturcampingplads i juli måned med min gule vogn og den gamle, men stabile Ferguson traktor, stod jeg i den situation, at jeg var blevet politianmeldt af Skive kommune for at bo i mit Tiny house på min private grund. Efter et langvarigt, opslidende slagsmål med embedsvældet  besluttede jeg mig for at flytte….til Fejø – for her havde man åbnet op for TH bevægelsen i en grad, hvor alt var muligt. Det var en fantastisk mulighed at kunne flytte fra ballade, begrænsninger og trusler om dagbøder hængende over hovedet – til et sted, hvor boformen var mere end blot tilladt, hvor freden og roen og den mentale frihed kunne få en chance for at indfinde sig.

Vi er nu alle sammen på pladsen, tilsyneladende fuldstændig samvittighedsløst, blevet smidt på porten med udgangen af 2019 – for mit vedkommende efter ca. 2 måneders ophold. Vi vidste, at stedet var sat til salg, men vi var samtidig blevet lovet, at en fremtidig ny ejer skulle forpligte sig til at køre TH konceptet videre.

Nu er pladsen solgt til et ungt par, der ikke ønsker hverken TH eller campingvogne på pladsen, hvilket betyder, at vi alle sammen er blevet bortvist med meget kort varsel. Hele proceduren omkring salget er foregået uanstændigt og respektløst. Vi er blevet holdt hen den ene gang efter den anden…de nye købere har endnu ikke vist sig. Der har ingen dialog været – ingenting. De har gemt sig bag sælger, og brugt ham som talerør.

Det er mig ubegribeligt, at man smider et koncept på porten, der i den grad vinder frem i øjeblikket i hele landet – en bevægelse, der ikke lader sig stoppe…medmindre man vælger at smide de mennesker ud, som er en del af den. Det er det valg, de nye ejere har truffet. Tænk, at det skulle ske på Fejø – øen, som er blevet profileret vidt og bredt på modtagelsen og åbne arme af netop denne bevægelse, og som uden tvivl fremadrettet ville have nydt godt af endnu flere TH tilflyttere – både med og uden børn.

Da vi omsider modtog en udmelding fra det unge par, blev den offentliggjort gennem omtalte talerør. De skriver, at de selvfølgelig er kede af, at der ikke er plads til os i deres mere tidssvarende koncept af beduintelte og shelters….kede af at de har givet os grund til bekymring, sat gang i følelser og uvished, forståelse for at folk er blevet frustrerede og ærgerlige og alt det der….det skal de jo skrive, for det lyder SÅ pænt. Javist det kan vi sørme godt forstå, selvom vi er blevet behandlet som ubegavede analfabeter, der har ladet sig trække rundt ved næsen – i manegen.

Videre skriver de: Vi er i bund og grund bare nogle unge mennesker, som har en drøm om at starte et nyt kapitel på Fejø….

Til det må jeg sige: Vi på pladsen er i bund og grund bare nogle ældre modeller, som havde en drøm om at starte et nyt kapitel på Fejø.

Deres drøm og deres kapitel blev så på bekostning af vores.

Når sindene koger i et Tiny House….

Det sker, at et Tiny House på 17 m2 kan blive FOR tiny – i de situationer, hvor en konflikt – uanset hvor mange forsøg på løsning – har ført til at konflikten forbliver uhjælpelig og fuldstændig fastlåst. Det sker – og i disse situationer er det en stor fordel, at jeg har to etager til rådighed i min vogn. Der er stuen, og så er der hemsen. Når situationen af og til bliver så iltfattig tilspidset som omtalt, sover vi på hver vores etage. Det plejer at hjælpe – lige bortset fra en enkelt aften…..

Jeg er voldsom følsom overfor de “blålys,” som elektroniske medier udsender. Det er mig umuligt at falde i søvn sammen med tilstedeværelsen af dem. De stresser mig og forstyrrer mig.

Den aften lå Søren i stuen. Det var en’ af de aftener. Klokken var midnat. Han havde sin tablet tændt. Lyset fra den flakkede i rummet. Jeg bad ham slukke. Det nægtede han. Jeg var træt ad helvede til efter skænderiet og alt det uforløste – og så for mig i tilgift en nat med forstyrrende blålys og manglende søvn. Ikke til at holde ud at tænke på…Nu forlangte jeg, at han slukkede. Det nægtede han.

Dan haben wir andere metoden. Jeg gik ned ad trappen til stuen. Han ænsede mig ikke. Heldigt for mig. Lydløst og hurtig som en ninja greb jeg han tablet – og hurtig som en ninja sprang han ud af sengen for at fange den. Men, men…jeg var en armslængde foran og mit slægtsskab med ninjaerne er større end hans – så det lykkedes mig at åbne køkkendøren og kaste den ad helvede til ud i regnvejr og blæst i den mørke nat.

Så blev der ro i det lille hjem.

Handlingen kostede kun et nyt headset. Dagen efter foreslog jeg, at vi indgik en aftale om forbrug af elektroniske medier om natten, så vi undgår blåskimmel på hjernen. Det ER lidt nemmere, end det andet.  

fortsættelse følger….

Kan Tiny House blive for tiny?

Når det regner og regner og dråberne tegner vandvejr på ruden – og jeg spejder mod lys – mod himlen, men jeg ser det ikke….og jeg ser det heller ikke komme derude bagved et sted. Efter dagevis i gråt og uophørlighed regn kan et Tiny House føles very Tiny.

Jeg lukker vinduerne op. Det regner ind på karmen og lidt i kaffekoppen. Det generer mig ikke. Kaffen var alligevel for varm. Luft, skal jeg have i det mindste. I det mindste skal jeg forbindes med vinden – så jeg kan blive forbundet med mig selv.

lonely loneliness.

Vi havde et skænderi. Forlod hinanden i vrede. Er der plads til kærlighed og kriser på 17 m2? Jeg tror det, for jeg tror ikke, at det så meget er et spørgsmål om antal kvadratmeter. Det er nok i højere grad et spørgsmål om, at rummet indeni bliver tiny, når det ind imellem går ad helvede til med kærligheden og gråvejr og usaltede tårer fra himlen.

Jeg går ned ad trapperne til stuen – henter Tove Ditlevsens samlede noveller, som jeg har læst en’ gang tidligere for år tilbage – en kvinde, som en anmelder i øvrigt sammenlignede mig med, da jeg udgav min første digtsamling. Hurra – det var dengang for 30 år siden. Time is passing. Jeg finder papir og pen og en krydsord. Jeg krydser ikke med de kongelige. Jeg ved for lidt om dem. Går op ad trapperne til hemsen. Jeg spejder ud mod lyset – mod himlen. Jeg ser det ikke – men jeg ser det komme derude bagved et sted.

Fortsættelse følger….

Hvor mange overvejelser man gør sig, inden valget falder på en tilværelse som TH er nok individuelt. Nogle springer stangspring hurtigere og højere end andre, men ingen kommer vel udenom at tage stilling til de overordnede spørgsmål – det praktiske, det økonomiske og det lovgivningsmæssige. På sidstnævnte område er der flere udmattende forhindringer end planerede farbare stier – og den kendsgerning kan nok få nogle til at opgive tanken på forhånd.

Andre dybere overvejelser kan dreje sig om det eksistentielle liv – at træffe valg på vegne af sig selv og sin overbevisning, og jeg tror egentlig, at lige præcis disse overvejelser danner grundlag for, hvad man til sidst beslutter sig for. Det, at være tro imod sig selv, sin natur og sin eksistens på jorden er en væsentlig drivkraft og en form for livskunst.

Livskunst kræver, ifølge eksistentiel filosofi, at man blandt andet “konfronterer sig med døden, ransager sit hjerte og frigør sig fra flokken.” Konfronterer sig med døden…. Det lyder, i sit ordvalg, meget bogstaveligt og kræver nok en vis modenhed, men lad os forstå det derhen – vent og tøv og tvivl ikke livet væk. You can’t shop around all your life, for det er begrænset og afmålt af en død, der mere eller mindre tålmodigt venter på os alle sammen. Men så længe hjertet banker varmt og pulsen slår og slår, må vi finde ud af, hvad disse biologiske tilstedeværelser banker og slår for. Hvad er det for en puls, man har brug for. Hjertet fortæller – og når det gør det, træder mange af de andre usikre bekymringer ind i en skyggefuld baggård – bekymringer som…tør jeg det, kan jeg det, tænk, hvis jeg fortryder, hvad siger de andre, hvad mener folk om det – og her må man frigøre sig fra flokken, for jeg tror, at de stærkeste og mest holdbare valg er dem man, efter mange forskellige overvejelser, træffer ud fra helt personlige overbevisninger.

Carpe Diem. Fortsættelse følger….