Jyttes Tiny House

Den aften, vi aldrig glemte…

Som oplyst i forrige opslag bor jeg nu i Våbensted på Lolland, og fra hemsen i min vogn har jeg direkte udsyn til en motorvejsbro – til motorvejen, der forbinder Rødby med København.

For få år tilbage krydsede et betragteligt antal flygtninge og migranter grænsen mellem Tyskland og Danmark – dels med tog til Rødby Havn station – dels med færgeoverfarten Puttgarden/Rødby….også kaldet Fugleflugtslinjen. Hvorfra denne betegnelse stammer, ved jeg ikke, og jeg har ikke rigtig kunnet finde noget i min søgen på det, men måske foretrækker fuglene denne forholdsvise korte vandvej i deres rejse sydpå. Det KUNNE være en forklaring – for da linjen i 1963 blev etableret med deltagelse af Kong Frederik d. 9. – hvis valgsprog var, “med Gud for Danmark,” blev rejsetiden mellem Rødby og Puttegarden skåret ned til 50 minutters sejlads. Indvielsen blev foreviget af talrige film-, tv- og pressefotografen. Selv børnene fik en legitim pjækdag fra skolen.

Nogle af flygtningene og migranterne krydsede som sagt grænsen mellem Tyskland og Danmark med tog – andre med Fugleflugtslinjen. De blev registreret i Rødby på Lolland og fortsatte siden til fods mod en trafikal farefuld motorvej mod nord med ønske om at søge asyl i Sverige.

Dengang, for de år tilbage, var jeg på besøg her. Vi sad og spiste middag – den aften, og pludselig var motorvejsbroen i skumringen fyldt med blålys, sirener og et vældigt politiopbud, mens en helikopter cirklede i luften. Vi gik til vinduerne og så en masse mennesker i alle aldre bevæge sig langsomt deroppe. På det tidspunkt havde de tilbagelagt ca. 25 km. Det hele forekom at være et surrealistisk scenarie – som en Drive in Bio, der uventet præsenterede et autentisk baseret indslag på Breaking News og Broken Hearts. For hvad havde de med sig? Et sønderbombet hjemland, sig selv og håb og frygt for fremtiden. Det var ikke fugleflugt i en linje sydpå. Det var menneskeflugt i en linje nordpå – og når jeg kigger ud på den motorvejsbro fra hemsen – husker jeg….og bliver sendt tilbage til den aften og den skumring, hvor vi i familien trygt sad og spiste middag i en varm stue, talte sammen som så ofte før – i min familie taler vi altid med mad i munden. Vi kan ikke holde kæft ret lang tid ad gangen. Desuden smager maden bedre, når den bliver iltet – så alt i alt var alt, som det plejede at være…men pludselig blev det en aften, som vi aldrig glemte.

Rigtig god jul og godt nytår til jer alle sammen – og 1000 tak for interessen for mine opslag. 

Da selve tilblivelsen af min vogn nu ER en realitet og egentlig har været det længe, vil jeg, i mine opslag fremover, bruge overskriften: jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen. Det bliver de ikke mindre underholdende af, kan jeg garantere.

Fortsættelse følger…..

Så opholder jeg mig her – så der – så har jeg et trinbræt et tredje sted og nogle gange, når jeg vågner om morgenen efter disse gentagne miljøskift, må jeg et øjeblik skærpe opmærksomheden indtil….Nåh ja – nu er det HER, jeg er.

Som nævnt i sidste opslag har jeg indrettet mig Tiny to steder i landet for at tilgodese familie og venner. Min gule vogn har nu fået vinterkvarter på Lolland, og nordpå har jeg adgang til et lille stormomsust havehus – og det er her, jeg er lige nu. Det buldrer i brændeovnen, mens det river og rusker om hushjørnerne – og pludselig befinder jeg mig et andet sted – på Prærien, hvor jeg, for mit indre blik, ser en Lonely Rider dukke op. Vi kender ham ikke. Det er ikke en’ af de navnkundige, Buffalo Bill, Jesse James eller Billy the Kid. He’s an unknown man og ligeså rodløs som de thumbleweeds/vindhekse, der kastes afsted med vinden og farer hen over det nøgne land. He is wanted – dead or alive – for så og så mange dollars. Vi ved ikke, hvor mange. Vi kender ham ikke. Vi kender ikke hans forbrydelse. 

Han holder hesten an – lytter, skygger med hånden og ser sig tilbage. Hesten danser nervøst, mens lyden fra en ildevarslende, insisterende mundharmonika høres. Vi kender ikke hans ansigt. Vi ved kun, at hans halsbandana er rød og beskidt. Han trækker den op foran munden, sætter med en klirrende lyd sporerne i hesten bug og rider hastigt videre i støvstormen – ikke som en jubijæ glad lille cowboy, men som en wanted, lonely and hunted man.

Det var det, jeg så. Det var sådan jeg tænkte, mens stormen ensomt hylede og ruskede om hushjørnerne i “Det lille hus på Prærien” – i det nordlige Jylland og kaldte på fortællinger. 

Nu er det blevet aften. Må jeg overnatte i havehuset? Det tror jeg ikke, men det sker jo, at jeg bliver indhentet af Osvald Helmuths fremførelse i Fønixrevyen fra 1936 – “og så talte han til en’, og så sov han som en sten….” Det kunne han jo ikke gøre for – ham der…. i den mellemste køje. Det kan jeg heller ikke. Man kan heller ikke gøre for, at man har charme. Kan man vel? Ha, ha.

Go nat, venner ZZZZZZZZzzzzz

Fortsættelse følger……

Der går altid både tilbage….Videoklip og musik indlejret

Mens vi ventede på alting, som viste sig at være ingenting – der er stadig ikke kommet svar fra Lolland kommune, kan jeg oplyse – indløb der adskillige henvendelser fra mennesker rundt omkring i landet, der tilbød deres hjælp omkring en ny bosætning….og af hjertet – tak for det. Men der var to væsentlige grunde til, at jeg valgte Fejø i sin tid. Den ene var naturligvis, at TH var velkomne på øen. Den anden var et ønske om at bo i nærheden af min yngste datter, som blev “bortført” af en ung mand til Kaj Munks fødeø, Lolland for ca. 20 år siden. Hvem kender ikke forårssangen om Den Blå Anemone, som digterpræsten skrev i 1943? Kaj Munk havde under et familiebesøg hjembragt en anemone staude, som han efterfølgende plantede i præstehaven ved Vedersø præstegård. Han tvivlede dog på anemonens overlevelse for “Den savner jo sit skovkvarter, den lune luft, sit fede ler,” som han skrev i digtet – men den første dag i marts 1943, efter en meget mild vinter, gennembrød den blå anemone jordens sorte muld, og Kaj Munks hjerte smeltede ved at se den. Herefter skrev han digtet – Den Blå Anemone.

Det var et sidespring, men jeg synes historien er smuk og fortjener at blive nævnt i forbindelse med Lolland – også i betragtning af, at kaj Munk få uger senere blev likvideret af den tyske besættelsesmagt – blot 45 år gammel.

I de 20 år der er gået, har min datter og jeg set alt for lidt til hinanden på grund af den geografiske afstand. Life is passing… og i de sidste par år har vi begge savnet meget at ses noget oftere. Lejligheden bød sig med TH og Fejø, og glæden var stor. Den unge bortfører – han blev tilgivet, men det skete ikke på en’ nat – blev siden min svigersøn og familien består nu desuden af tre børnebørn. Parret købte for år tilbage en ejendom i Våbensted med tilhørende betragtelige markarealer – og det er her, jeg og Vognen nu pt. har fået en base på et stykke med grønt. Vi ser frem til at opleve hinanden der – som en “storfamilie” på tre generationer. Nu bor vi ikke bare forholdsvis tæt på hinanden. Nu bor vi lige ved siden af hinanden – med lidt større afstand end et velrettet stenkast. Så uforudsigeligt livet kan være. Den ændring, der er sket i mit, havde jeg ikke set komme for bare fem år siden, men den har givet så mange fantastiske nye muligheder.

Min nuværende boform betyder, at jeg pendler mellem Lolland og Skiveegnen – for på Skiveegnen har jeg også nære familiemedlemmer. Jeg befinder mig henholdsvis ca. en måned her – og en måned der, og forsøger på den måde at tilgodese hele familien og vennekredsen. For at dette kan fungere optimalt, har jeg indrettet mig Tiny i forskellige udgaver – begge steder. Mere om dette i næste indlæg.

Fortsættelse følger….. 

Det var unægtelig en meget mærkelig følelse at køre ombord på færgen mod Lolland – og forlade Fejø efter få måneders ophold.

Endelig Fejø!! My God – så lykkedes det – måske hjulpet godt på vej af helgeninden og de rejsende og vejfarendes beskytter – Skt. Gertrud – hende som glansen er gået af, men det er vel ikke så mærkeligt, når hun er en af dem, der har stået ude i al slags vind og vejr for at tage skraldet for andre? Måske er glansen og det forgyldte gået af hende, men der findes et udtryk, som retfærdiggør og ophøjer sliddet og trækker smukheden frem. Skønhedens forfald.

Den lange tur og de mange strabadser på rejsen tværs over Danmark forsvandt som ved et Simsalabim, da vi i juli måned kørte af færgen – i et forkert frakørselsspor forstås, men der var ligesom ikke plads til hverken at vende eller bakke og gøre det om. Det blev, som det blev – og der var ingen, der kommenterede det. Måske var der ingen, der bemærkede det, fordi opmærksomheden var rettet mod vognen, som mange havde fulgt i medierne.

Det føltes som en fest at lande der. Ganske vist var vi stangvisne af træthed, men vi var samtidig lettere euforiske og og taknemmelige ved at ankomme til et sted, der tog imod os med åbne arme, knus og hip hurra og hvad ved jeg. Her var der ikke tale om tålt ophold, ulovligt ophold, kommende dagbøder og retssager og Fanden og hans pumpestok. Her var vi ventet. Her var vi ønsket. Her kunne vi finde den fred og balance i tilværelsen, som vi søgte – efter en “koldpresset” og opslidende tid med Skive kommune – og den ro kan føles sådan….

Fyrtårnet blinker
sindsro
over urolige vande

skumtoppenes lyn
kløver
den sorte overflade
og tordenen 
kruses
som smil
om læbers frie fugle

Det salte vand
brænder
ansigter fast
i overlevelse

Jytte Grådal 
(copyright)

Campingpladsen blev solgt, som de fleste ved, til nye ejere, der hverken ønsker TH eller campingvogne på pladsen. Den kendsgerning skal der ikke spindes mere guld på. Til nye læsere: Se evt. tidligere opslag. Der skulle gå 4 måneder, inden det eventyr og det bal var forbi på Fejø. Om det var med eller uden Askepot - that's your choice.

Fortsættelse følger.....

Da Lolland kommune tilsyneladende arbejder længe og “ihærdigt” på et enkeltstående spørgsmål vedrørende bondegårdscampering – venter vi stadig på svar – og på Godot…..

Til de, der ikke ved, hvem Godot [Godo] er, kan jeg fortælle, at heller ikke jeg, ved det. Ingen har nogensinde vidst det – og ingen kommer nogensinde til at vide det.  Mens nogen lejlighedsvis venter på Godot – venter andre på Godot det meste af livet. Godot symboliserer en formålsløs og forgæves venten på noget, man egentlig ikke ved, hvad er – en venten på ingenting. “Mens vi venter på Godot” er titlen på et fransk, absurd skuespil af irskfødte Samuel Beckett (1906 – 1989). Her er et’ af stykkets berømte citater: “Vi fødes overskrævs på en grav. Et øjeblik stråler lyset, og så er det nat.” Mon ikke citatet indikerer det formålsløse i at vente på ingenting – på Godot, som aldrig kommer?

Vi, på Fejø naturcamping har nu, siden vi blev bortvist i slutningen af september – med afgang ved årets udgang – ventet på Godot. Vi har skrevet, kommunikeret, appelleret, foreslået og påpeget forskellige løsninger via adskillige kanaler – men ikke mindst til Lolland kommune – uden resultat. Vi står i nøjagtig den samme uløste situation, som vi gjorde i slutningen af september. Senest har øens bosætningsformidler i samarbejde med de få beduiner, der er tilbage på pladsen, sendt en mail til borgmesteren i Lolland kommune. Overordnet set ønsker vi med skrivelsen blot svar på, hvorvidt embedsvældet kan tilkendegive, at bondegårdscampering er lovlig og kan udgøre en bosætningsmulighed for TH folket på øen. (Læs evt. del – 29) I mailen inviterer bosætningsformidleren samtidig til et møde – enten her eller der – og til kaffe, hvor en supplerende småkage eller et par pebernødder fra Vorgod bageri vel ikke ville hverken forringe eller forbedre situationen. Hun understreger, at svaret ikke bør vente på sig i mere end 14 dage, da både tidspres og det psykiske pres er yderst belastende for TH folket. Der er nu gået henved 3 uger – og jeg har omsider truffet den beslutning, at sige farvel til Godot, til Fejø og til Lolland kommune.

Mit indtryk af dette forløb er, at kommunen ikke ønsker vores tilstedeværelse på øen og derfor ikke har forsøgt eller forsøger at samarbejde med os – og finde løsninger. Jeg tror faktisk, at de ønsker os og “problemet” derhen, hvor peberet gror – 80 % af peberkorn dyrkes i Asien – så det er langt væk ad helvede til. Desuden tror jeg, at den begyndende dans om gulvkalven med udsigt til tilførsel af kapital sammen med de nye ejeres overtagelse af pladsen…. klingende mønt, beduintelte, cafe latte, i cafe latte Lyngby glas – måske med Blomsterbergs latteskeer og fremtidige pengestærke, forbrugsorienterede turister, kan have haft en vis indflydelse på kommunens manglende engagement i at bistå os. Måske tager jeg fejl, men det tror jeg ikke. Hvis man bygger kasteller op, og svagt øjner en fremtidig opgraderet status for øen – så glem ikke H.C. Andersens: “Konen med æggene,” såfremt denne trendagtige, historieløse investering ikke holder. I’m just saying.

Da opsigelsen indløb, gik campingpladsen desværre alt for hurtig i opløsning. Folk blev chokerede, angste og utrygge – en tilstand som blev forstærket af en efterfølgende samvittighedsløs, kynisk og respektløs behandling af os som mennesker i denne køb/salg proces. Alt det blev den drivkraft, der relativt hurtigt fik mange til at pakke deres liv ned og lede efter andre bosætningsmuligheder. Det var fuldt forståeligt, for samfundet bygger i stigende grad på frygt og magtesløshed – men set i bakspejlet skulle vi have handlet anderledes. Vi skulle have bevaret sammenholdet og dannet et fællesskab omkring situationen. Vi skulle have sat hælene i og taget en værdikamp. Med den korte opsigelsesfrist, vi fik, burde vi have stillet krav om en seriøs og anstændig sagsbehandling – forlangt at alle muligheder blev undersøgt og alle forespørgsler besvaret, inden vi flyttede os fra pladsen. Jeg er ikke i tvivl. Vi skulle være blevet. Det er ikke sikkert, at kommunen ville have reageret anderledes end tilfældet er i den aktuelle situation – men måske ville det have skabt noget mediebevågenhed og præcedens, hvis enden på det blev – at vi skulle bæres væk. 

Vi skulle have taget en værdikamp, der gik på modstand og afstand til  den dehumanisering og manglende respekt for menneskers liv og eksistens, som i stigende grad finder sted – ikke kun i forhold til vores egen oplevelse og vores situation på Fejø, men for alle de mennesker, der i disse år drives ud af byerne og fordrives fra boliger, fordi pengestærke investorer renoverer og pumper huslejerne så meget i vejret, at borgere med en gennemsnitsindkomst simpelt hen ikke kan betale sig fra det. Læs Blackstone. En værdikamp for alle de mennesker, hvis eksistens er truet – af den simple og latterlige årsag, at de ikke har kisten fuld, eller fordi de tror på andre opbyggelige værdier end: Money talks. 

Lolland kommune har trukket tiden og syltet sagen, så selvfølgelig skulle vi have gjort det samme. Vi skulle have taget kampen op – sat os ned ved deadline med et par kander tempereret cafe Noir latte, nybagt, italiensk inspireret brød bagt i min Omnia ovn med sorte oliven og et par håndfulde cheddar – hertil hjemmelavet hvidløgsmayonnaise for at højne smagsoplevelsen. Mums, ikke? For det første er det mange år siden, jeg er blevet båret – ALT for mange….klinger jo fint med ALT for damerne – og jeg er en’ af slagsen, så hvorfor ikke? For det andet kan jeg forestille mig, at vores vogne og Tiny Houses ville blive slæbt ud herfra af ordentlige ordensfolk – måske flankeret af eder og forbandelser – i forbindelse med det beskidte hestearbejde, der ligger i at trække tonstunge vogne herfra i opblødt jord og mudder. What a mess. What a Victory!!!

Vi skulle være blevet. Allesammen. Vi skulle have taget kampen op.

Læs evt. linket i opslaget – del 24

Fortsættelse følger……

Brev til borgmesteren i Lolland kommune

Mit seneste indlæg blev opslået den 16. oktober – og undskyld kære læsere at jeg har været så længe om en opdatering, men situationen og den fastlåste tilstand efter opsigelsen på Fejø campingplads tog på et tidspunkt min inspiration og skrivelyst – for slet ikke at tale om, hvor langt jeg har kigget i vejviser og teblade efter min humor og mit humør.

Vi ved jo godt, at det ikke nytter at opholde os ved den triste udvikling, og vi prøver hver især med fornuft og realitetssans, panderynker og lidt hjemløshed i øjenkrogen at komme videre – erkende at sammenholdet om det, der var – og det fællesskab vi fremadrettet havde håbet på definitivt er forbi. Men når en dør lukkes – åbner der sig en ny….

Måske ligger der for nogen af os en løsning i bondegårdscampering, da landmænd, som supplement til deres landbrugsdrift, har lov til at udleje et jordstykke til 3 campingenheder i forbindelse med deres bolig – uden ansøgning om tilladelse, og her er der ingen begrænsning på opholdets længde. Dog er det vigtigt at undersøge, om der er restriktioner eller andre bestemmelser på det areal, der ønskes indrettet til disse enheder.

I den forbindelse, bondegårdscampering, har øens bosætningsformidler sendt en mail til borgmesteren i Lolland kommune for at fremlægge sin og de impliceredes fortolkning af lovgivningen på området. Mens vi venter på Godot – venter vi samtidig på svar fra borgmesteren om – hvorvidt etablering af bondegårdscampering på Fejø er i overensstemmelse med denne fortolkning. 

Fortsættelse følger….

– Når lovgivningerne griber ind i hinanden…

Vi har over tid været i korrespondance med Lolland kommune for at få løst vores problem med hensyn til anden bosætning på Fejø – efter vi er blevet forvist fra naturcampingpladsen, som de fleste læsere nok er bekendt med. Det er indtil videre ikke lykkedes. Det hele er gået op i blå briller og kunstigt skæg. Vores indtryk er, at kommunens fornemmeste pligt er at stille så mange forhindringer op – at ingenting kan lade sig gøre på lovlig vis. Der fiskes i planloven, i byggeloven, i camping og sommerhus reglementer, i Cpr. loven osv – og hvad den ene lovgivning giver tilladelse til – forhindrer en anden….hvis det er DET, man leder efter – frem for at være behjælpelige med en løsning på et problem, som vi ikke selv har skabt.

Det er ikke så meget det – at blive “fyret” og bortvist. Det er mere den uanstændige og respektløse behandling i hele processen – der har tappet TH folket på pladsen for fortrøstning og efterladt en modløshed, som er udtalt og helt forståelig.
Gad vide om udsigten til klingende mønt, beduiner og københavnske dollars har indflydelse på kommunens “hjælpsomhed?”

Menneskets livsvilkår er en vekslen mellem lethed og lys – tyngde og mørke, men der skal helst være en rimelig balance i denne vekslen, som i digtet her fra min digtsamling: Opskørtet fra 1990

Jordeliv

Skarpe kurver
i bærbare farver
tramper nødvendigheden op
igennem dine fødders
ømhed –
så voldsom er den
at den forplanter sig
med en aldrig glemt
inderlighed

– da du
for en tid
lægger dig
i det svale græs
med en inderlighed
der fjerner
den aldrig glemte –
ømhed
(copyright)

Jordeliv

Skarpe kurver
i bærbare farver
tramper nødvendigheden op
igennem dine fødders
ømhed –
så voldsom er den
at den forplanter sig
med en aldrig glemt inderlighed

– da du
for en tid
lægger dig
i det svale græs
med en inderlighed
der fjerner
den aldrig glemte –
ømhed

Opdatering af de “hjemløse” Tiny House folk på Fejø

Siden vi, den 18 september, modtog den nedslående meddelelse, at Fejø campingplads var blevet solgt til nye ejere, som ikke ønskede at videreføre Tiny House konceptet har stemningen på pladsen emmet af mathed og træthed, og folkene der har været/er i mere eller mindre psykisk krise. Vi er alle blevet bortvist med udgangen af dette år, og da der ikke er givet tilladelse til vintercampering, er vi i princippet hjemløse fra den 31 oktober. Endnu er det ikke lykkedes for os at finde et andet bosted – for der hersker stor usikkerhed i forhold til, hvordan Lolland kommune tolker lovgivninger og regulativer. Vores anstrengelser har indtil videre været bundet op på at få klarhed på disse fortolkninger, for ingen potentielle udlejere på øen, der eventuelt har et stykke uopdyrket frijord eller en plads i baghaven til rådighed for TH folk, kan have interesse i af få ørerne i den kommunale maskine. 

Som vi ved, er der 98 kommuner og 98 fortolkninger af de samme lovgivninger.

Det tager tid – og tiden går. Campingpladsen ligger i tiden delvis øde og affolket hen. Stress og usikkerhed har sendt de fleste på “aflastning” hos venner og familie. Situationen virker uholdbar og uforløst.

De gamle ejere havde lovet os, at pladsen kun ville blive solgt til købere, der ville videreføre Tiny House konceptet. Det løfte løb de fra. Jeg modtog en kommentar på en tråd på FB for nogle dage siden, der pointerede, at de nye ejere jo ikke havde lovet os noget. Isoleret set er det sandt. De havde hverken lovet os guld og grønne skove, eller et fortsat livsgrundlag på et lille hjørne af pladsen, eller en menneskelig og kommunikativ åben og gennemsigtig dialog i forløbet. Den sparsomme “kommunikation, ” der har været er foregået i skjul gennem tredje mand.

Nej nej – no way. De har ikke lovet os noget.

Derimod havde de lovet os et spark i røven – og DE holdt til gengæld deres løfte. Nu er der efterhånden pegefingre, der fortæller os, at vi må acceptere situationen, komme videre – og byde de nye ejere velkomne. Ok. Hvis vi skal byde dem velkommen på samme måde, som de afskedigede os, tjener DET vist ikke noget formål.

Fortsættelse følger…….