Jyttes Tiny House

Tiden, Morten Bisp, mig og Malik….

Det er længe siden, kære læsere. Tiden gik. Mange vinterstorme er fejet hen over Lollands flade jorder i de sidste uger – senest Malik. Stormene har gennemrystet min gule Vogn – det har knaget og braget i træværket – af og til har stormstødene forplantet sig med centrifugal kraft som en insisterende sitren i hele skroget. Den særlige energiudladning fik mig til at holde vejret og forlade mit soveværelse i hemsen adskillige gange…dynen på nakken og ned i stueetagen til en middelmådig søvn på et par halvflade liggeunderlag. Her var bølgegangen mindre. Det føltes mere sikkert.

Tiden gik. Det gør den stadig. Nogle gange føles det, som om den går baglæns, mens den samtidig går forlæns. Tiden og tidsbegrebet er en mærkelig størrelse, og mange filosofiske tænkere har gennem tiderne fået en knaldende hovedpine, udstående øjne og krøllede ører af at tænke over – tidens natur. Det illustreres typisk gennem det velkendte Aurelius Augustins citat fra Oldtiden:

“Hvis ingen spørger mig om, hvad tid er, ved jeg det. Hvis jeg forsøger at forklare det for den, der spørger – ved jeg det ikke.”

Måske er det største problem, at vi ikke anerkender tiden som et ubundet fænomen, hvis eksistens ikke er betinget af mennesker – eller menneskets indflydelse. Vores behov for – at sætte tid på tiden, at komme eller gå til tiden, at slå den ihjel, at fordrive den, eller beklage at den ikke slår til. Så slæber den sig for langsomt af sted – så løber den energisk for hurtigt, men vi vil til gengæld heller ikke spilde den og bruge den på løgn, latin, pladder og ingenting. Det er den alligevel for værdifuld til. Vi går tilbage i den….den tid, der er gået. Vi går foran den…til fremtiden og den tid, der kommer, men isoleret set kan tiden ikke bevæge sin hverken frem eller tilbage. Det er tankerne, der flyttes og bevæger sig – tiden står stadigvæk, hvor den står, og altid har stået. Lige her og lige nu, for det er tidens natur.

Så nu vil jeg gå tilbage – ikke i tiden, men i tanken.

Jeg vågnede kl. 04.25, den kuldslåede morgen i november. Søvnen havde været afbrudt og urolig, og spændingerne i kroppen blev ikke mindre ved tanken om, hvad der var i vente om nogle timer. Jeg skulle møde i Byretten i Viborg kl. 09. Langt om længe, endelig, omsider – efter tilbagevendende udsættelser igennem de sidste 3 år.

Den morgen var nærmere betegnet den 10 november. Mortens aften. Morten hed oprindeligt Martin og endte med at blive biskop af Tours og senere i historien – ophøjet til helgen. De fleste kender måske historien om Morten Bisp. Hvis ikke – så hør her:

Morten levede i 300 tallet og var søn af romerske forældre. Faderen var en højtstående officer og sikkert en’ af de velhavende romere, som boede i en smuk, tilbagetrukket villa – omgivet af store haver, søjler og beskyttende mure, hvor der var tilstrækkelig stilhed til af få en nattesøvn uden forstyrrelser og afbrydelser. Inden den helbredende søvn indfandt sig hos disse velbjærgede romere, havde de ligget på den lade side – den venstre – og indtaget frugt, grøntsager, kød eller fisk og måske kager, som køkkenslaven bragte dem, mens de drak vin og lod sig underholde af dansere, digtere og musikere.

Anderledes så det ud for den betragtelige del af Romerrigets indbyggere, som boede på landet i utallige småbyer i simple billige lejligheder. De faldt hurtigt omkuld efter en lang og slidsom dag – gik i seng ved mørkets frembrud – efter at have indtaget den sidste skefuld grød, kogt på malet hvede og vand, for igen at stå op – før Fanden fandt begge sine sko – men ifølge romerske kilder var aftenen og natten i Rom et larmende helvede. Udover et leben af ludere, lommetyve, bøller og banditter, som huserede i de mørke gader, genlød nætterne af hestehove, vrede kommandoer, piskesmæld, rumlende kærrer, hvis metalbånd på træhjulene hvinede og skreg, når de kværnede hen over de ujævne brosten.

Næsten al last- og passagerkørsel var på et tidspunkt forbudt ved lov fra solopgang til sen eftermiddag på grund af befolkningstætheden.

Ifølge digteren Juvenal var larmen så infernalsk, at den kostede liv: Her dør mange, fordi søvnmanglen har gjort dem syge. Vis mig den lejlighed, hvor det er muligt at sove!! Vognene, der tordner gennem de snævre gader, og ederne fra lastdragerne, som er fanget i trafikpropper, ville kunne vække selv en døsig sjæl – eller en kejser!”

Så fik han den’ – kejseren.

Da Morten blev 15 år, meldte han sig ind i den romerske hær, hvor han, som alle legionærerne, blev udstyret med hjelm, skjold, benskinner og kropspanser over de knælange tunikaer og udstyret med sværd, kastespyd og daggert. Fuldt udrustede var de herefter klædt på til daglange marcher mod nye erobringer.

Den romerske hær udgjorde en velsmurt krigsmaskine i storhedstiden, og var et af de mægtigste imperier i historien med magt i både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.

Som18 årig blev Morten døbt og forlod hæren. Senere i livet blev han missionær, og i 361 grundlagde han sit første kloster i Gallien. Hans virkefelt var bredt, og rygtet om ham, som en god og hellig mand fik et solidt fodfæste. Han havde et varmt hjerte for dyrene og de fattige – udførte gode gerninger, og blev tilskrevet mirakuløse evner, som både kunne helbrede og opvække de døde.

Han blev kaldt Galliens apostel, og befolkningen i Tours forsøgte på et tidspunkt at presse ham til at påtage sig embedet som bisp. Det var Morten imidlertid ikke interesseret i, så da han en dag fik øje på en gestikulerende folkemængde i henholdsvis lange og korte tunikaer – støv og stemmer nærme sig i det fjerne for at udnævne ham til bisp, blev han febrilsk og tabte roen og troen et kort øjeblik. “For Fanden da,” sagde han højt, og forsøgte at tænke på ingenting, mens han så sig om til både højre og venstre for at finde et skjulested. Valget faldt på en nærliggende gåsesti. Om han i virkeligheden sagde det – det’ – som jeg lægger ham i munden – det ved vi ikke, og det får vi aldrig at vide, for den slags står ikke i historiebøgerne, men alt, hvad der står i dem er ikke nødvendigvis helt mesterligt udført. Han kunne godt have sagt det – måske på græsk/latin – for i den aktuelle situation var hans Hellighed på Herrens mark. Egentlig kan vi være fløjtende ligeglade med, om han sagde det eller ej, for det ændrer jo ikke historien som sådan, at en missionær for en stund forvandles til et jordisk væsen, som må hjælpe sig selv, når bønnerne ikke bliver hørt.

Hans pludselige indtrængen i gåsestien medførte en aggressiv skræppen, baskende slag med vinger og et larmende leben, hvilket betød, at de rapkæftede gæs hurtigt saboterede Mortens flugtforsøg. Der var således ingen vej udenom. Bisp – det blev han. Herefter besluttede Morten Bisp, at gæssene hvert år, ikke skulle rulles i tjære og fjer…fjerene havde de i øvrigt selv med, hvis det skulle være – men slagtes, skoldes, plukkes, steges og fortæres på den dato, hvor de afslørede ham. Selvom han var dyrenes beskytter, var der tilsyneladende en grænse. Traditionen lever endnu i mange hjem – selvom Mortens gås på de fleste middagsborde er blevet til – Annemad.

Som sagt var retten sat til den 10 november. Vi ankom i god tid, og netop som vi var på vej ind i retsbygningen, ringede telefonen med besked om, at retsmødet igen var blevet aflyst. Var det 3 eller 4 gang? Det husker jeg ikke. Anklageren havde meldt sig syg, og med den meget korte varsel var tanken nærliggende, at han havde sovet over sig – eller drukket skotsk whisky aftenen forinden. Under alle omstændigheder var det en nedslående besked. Det er anstrengende at mobilisere energier til det ene retsmøde efter det andet. Hver gang tæller man dagene ned – i hvert fald de sidste fjorten i rækken – husker sig selv på, hvad man skal huske, begynder at blive anspændt og nervøs, sover dårligt – og så ender det op i ingenting.

Heldigvis kom der, allerede et par dage efter, besked om en ny berammelse af retsmødet. Denne gang skulle jeg kun vente i ca. 3 uger på næste forsøg.

Vi var velforberedte – den morgen vi mødte i Retten, og efterfølgende syntes jeg egentlig ikke, at vi kunne have forsvaret sagen bedre, end vi gjorde – men jeg tabte den. Som jeg ser det – primært på grund af et mangelfuldt og svagt advokatforsvar. Under anklagerens afhøring af vidnet fra Skive kommune, prikkede jeg et par gange til min advokat, for at gøre ham opmærksom på mangelfulde og ikke dokumenterede udsagn, som kunne være af afgørende betydning for sagens udfald. Jeg havde forventet, at advokaten efterfølgende ville have brugt sin tid og ret til at afkræve dokumentation og præcisering af vidnets påstande. Det skete ikke. Så jeg tabte sagen. På den baggrund og under de betingelser kunne det ikke gå anderledes. Jeg påstår ikke, at jeg ville have vundet sagen sammen med en engageret advokat, der havde sat sig grundigt ind i sagen, men muligheden var til stede. Advokaten havde tidligere, ved flere lejligheder givet udtryk for, at han anså anklagepunkterne som en bagatelsag. Ligeledes forudså han, at jeg ville få et betragteligt nedslag på bødens størrelse – hvis jeg overhovedet fik en bøde – i betragtning af at retssagen var blevet udsat adskillige gange. Måske havde min advokat betragtet sagen – som så lille en bagatel, at han havde undladt at læse på lektien. Det var den opfattelse, jeg efterfølgende fik.

Jeg valgte et par dage efter at anke Byrettens afgørelse til Landsretten, men jeg har i mellemtiden vendt skråen og kajakken og fundet en anden løsning. Det betyder, at jeg har annulleret anken.

Jeg blev idømt en bøde på 10.000 kr. – uden nedslag – for i sin tid at have haft mit Tiny House parkeret på min grund i mere end 6 uger, og jeg blev ligeledes dømt til at betale 2000 kr. om måneden fra den 1 januar 2022, indtil jeg får fjernet det lille skur/havehus, som jeg har fået opført på samme grund. Skuret er opført efter bestemmelser i BR15 – senere trådte BR18 i kraft, men ifølge det daværende BR15 krævedes der ikke byggetilladelse for at opføre et skur, ligesom det heller ikke indeholdt et krav om, at der fandtes en primær bebyggelse på grunden. Skive kommune tolkede reglerne anderledes. Det medførte en lang, opslidende proces, hvor Skive kommune endte med at politianmelde mig.

Da jeg købte grunden var det med det ene formål, at skaffe mig en base/p-plads til mit Tiny House – primært beregnet til ophold i de kolde vintermåneder. Jeg havde samtidig et ønske om, at blive ejer af et stykke jord, hvor jeg lovligt kunne placere mit TH – bo i fred og ro og leve det enkle liv, som jeg holder mest af.

Grunden var kortlagt som forurenet, men med købet fulgte et dokument fra det daværende Viborg Amt, der tilkendegav at forureningen ikke udgjorde nogen sundhedsmæssig risiko, hverken for mennesker eller for drikkevandet. Jeg fik lagt stabilt grus i indkørslen, hvor Vognen blev placeret – og snart fik vi embedsvældet på nakken. Jeg måtte ikke bo der. Fik i stedet tilbuddet om at melde mig hjemløs. Hjemløs!!! Så skulle jeg også opleve det.’ Kunne ligeledes ikke få adresse på matriklen. Der gik en måned, hvor jeg var uden adresse og sundhedskort…og da jeg endelig fik det’, som CPR lovens helt klare bestemmelser giver ret til, var det med en måneds tilbagevirkende kraft. Hvilken omvendt og idiotisk logik!!!!

Vi begyndte at bygge et lille skur efter BR 15. Det var heller ikke tilladt. Alt, hvad vi foretog os blev stemplet som ulovligt – og når vi ansøgte om noget for at fremme et samarbejde – eller forsøge at få lovliggjort, alt det, de påstod var ulovligt…fik vi beskeden, at vi ikke kunne søge om dette eller hint – før der var ansøgt om noget andet – eller noget tredje først. Fx. forlangte kommunen, at jeg skulle bekoste nye jordprøver til en værdi af 30-40.000 kr. – inden der overhovedet kunne tages stilling til en eventuel byggetilladelse. Den sidste dispensationsansøgning vi indsendte blev syltet og ikke besvaret. “Sagsbehandlingen” blev i stedet kvitteret med en politianmeldelse. Mon ikke kommunens ihærdige indsats primært var begrundet i en svedig angst og forestilling om et kommende Christiania – udover naturligvis, den velkendte offentlige magt- og kontrolanvendelse?

Man bliver tonedøv af at forsøge fange melodien på et ustemt klaver, så jeg vælger nu et andet instrument – en ny retning – nye toner.

Fortsættelse følger…..

Retssagen – og Kunsten og blodtrykket, der steg….

I dag rejser jeg fra Lolland for en tid – mod nord til skiveegnen med et ophold undervejs på Fanø. Som de fleste måske ved, blev jeg politianmeldt af Skive kommune for et par år siden. Anklagerne drejer sig om mit Tiny House projekt og bosættelsen, og der ligger stadig en uafsluttet retssag og venter på en afgørelse i Byretten i Viborg – se evt. sidste del af blogopslag 50. Retssagen har været berammet flere gange, men er blevet udsat på lige fod med alt muligt andet i de sidste mange måneder. I denne måned skal jeg mødes med min advokat, for retssagen er nu berammet til at finde sted i november. Jeg håber så meget, at det denne gang lykkes at få en afgørelse.

 Sommeren har været lang, dejlig og indholdsrig. Jeg har samlet urter i år i lange baner på mark, ved strand, i skov og i hav  – har tørret, pulveriseret og nedfrosset. Jeg har syltet – lavet sirup og salve….deltaget i konfirmation, små lokale arrangementer, mad over bål, gåture, overnatning i naturen,  mødt nye venner, og har som altid haft et dejligt og sjovt samvær med naboen i forskellige sammenhænge – min familie her. Jeg føler et vemod denne gang, som er lidt usædvanligt….måske på grund af den omskiftelighed, der følger med sensommeren. Kornet modnedes og blev høstet – aftener, der blev køligere, bladenes begyndende farvespil, mens stærene samles til træk under sort sol.

Søren og jeg besøgte desuden Fuglsang kunstmuseum nok en gang på en solbeskinnet dag i august. Museet ligger på Lolland, hvis nogen skulle være i tvivl – ikke langt herfra, hvor jeg bor. Denne gang så vi, blandt andet, en udstilling af landskabsmaleren, Allan Otte. Udstillingen omfatter 50 værker og går under fællestitlen, “Naturligvis.” Det er imidlertid ikke landskabet i traditionel eller romantisk forstand, der interesserer kunstneren. I stedet er han interesseret i at se bagom idyllen og ind i den moderne virkelighed…og den er på en’ gang både – grim og smuk. Døde grise, havarerede biler og robotmaskiner – men også klar blå himmel, snoede landeveje og vidtstrakte marker.

Apropos kunsten, når den stiger…..

“Nej, NU stiger kunsten,” udbrød min far med dyb forargelsen i stemmen og bankede en understregende næve i bordet. Det gav et sæt i barndomshjemmet og i os alle sammen. Kunsten steg tit i mit barndomshjem – som regel søndag eftermiddag efter flæskesteg og sveskegrød, som havde forpestet huset med mados hele formiddagen, mens de af os, der var blevet gamle nok – endnu lå i sengen og kæmpede med kvalme og hovedpine efter aftenens bal på den nærliggende kro, hvor der igen havde været slagsmål. Der var blevet kæmpet med de bare næver…det gjorde man dengang, og vinderen vandt kun anseelse ved ikke at slå på taberen, der omsider havde tabt slaget og nu lå ned. Da blodrusen var dampet af, havde kamphanerne i hinandens selskab drukket en Tuborg fra kassen – og forsonet sig.

Men nu var det blevet søndag eftermiddag – engang i 60’erne. Far sad i køkkenet ved spisebordet med opsmøgede skjorteærmer og læste avis, mens han røg en grøn Cecil…og vi – børnene var på en mærkelig, unaturlig måde særlig “artige” om søndagen. Stilhed. Stilstand. Vi tegnede og malede – kedede os søvnigt, for det var som om, både tid og liv gik i stå. Mor sad i sofaen. Hun strikkede. Var måske blevet permanentet hos frisøren et par dage forinden, og i dagene efter sådan en forholdsvis dyr fornøjelse, var hun ikke nem at komme i nærheden af. De små, stive krøller forandrede hendes lattermilde sind til en koncentreret opmærksomhed på frisuren. Det måtte ikke blæse på krøllerne, selvom hårlakken forhindrede, at de overhovedet kunne komme i bevægelse – vi måtte ikke mærke på dem eller røre ved dem, og vovede vi det alligevel, gjorde hun et irriteret kast med hovedet og blev voldsomt stram i ansigtet. Selv om hun på en måde var både øm og kær, når hun befandt sig i den fase, blev jeg altid glad, når vejr, vind, hårvask og urolig søvn bragte hende ud af den. Så blev hun igen den mor, jeg holdt mest af – hende, med det naturlige, bløde hår og det lattermilde sind.

“Nej NU stiger kunsten.” Far havde tydeligvis læst et eller andet i avisen, der ifølge hans optik overhovedet ikke gav mening, som var hovedløst, ugennemtænkt og blottet for sund fornuft. Vi stivnede umærkeligt…spurgte lidt spagt og forsigtigt – for ikke at nære hans iltre temperament – ind til den kunst, der – ifølge ham – steg. Han forklarede. Vi forstod ikke meget. Havde ikke nået en alder, hvor vi var blevet samfundsbevidste borgere. Han blev irriteret. Mor – i sin lyseblå søndagskittel, blev synlig træt i ansigtet og sagde, at det ikke var noget at hidse sig sådan op over. Det var i den slags situationer, hvor både kunsten og fars blodtryk steg. Han hævede stemmen og bekendtgjorde oprørt, at hvis man ikke skulle hidse sig op over sådan en forbandet svinestreg – så vidste han fandeme ikke, hvad man skulle hidse sig op over. De blev uvenner, begyndte at skændes, mens giro 413 akkompagnerede med Gustav Winckler og Birte Wilkes afskedssang, – “Skibet skal sejle i nat.”

Far gik.

Der var smæk på døren.

Det var der tit om søndagen…

Jeg bryder mig ikke om søndage. Jeg bryder mig ikke om lugten, lyden og smagen af søndage. Mest af alt holdt jeg af hverdagen. Det gjorde jeg allerede som barn. Det gør jeg stadig.

Fortsættelse følger……

Jeg tænker, former, skaber i ler, mens skovduen i det skyggefulde fjerne kalder – forsøger at kalde mig hjem.

Den dag var himlen tung. Rummet blev dunkelt som i en begyndende skumringstime. Jeg tændte et par stearinlys. Jeg tændte flere. Karsen i vindueskarmen udsendte en gennemtrængende duft. Musikken i radioen fyldte hjertekamrene med smertelig vedmod – en længsel efter den hverdag, som jeg holdt mest af – den’ form for hverdag, som Dan Turéll så fint beskriver i sin digtsamling: Hyldest til hverdagen. Det er den form for hverdag, jeg savner….

Hyldest til hverdagen

Af Dan Turéll

Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen – Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt der alligevel ikke er helt så kendt. Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed… fremmede ansigter – Morgenkyssene – Postens smæld i entréen – kaffelugten – den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser.

Jeg holder af hverdagen – selv gennem alle dens irritationer – bussen der skramler udenfor på gaden – telefonen der uafladeligt forstyrrer – det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium – fuglene der pipper fra deres bur – den gamle nabo der ser forbi – ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang – den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine fast krav om kød, kartofler, kaffe og kiks – den lille hurtige på den lokale når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne.

Jeg holder af hverdagen – dagsordenen – også den biologiske – de uundgåelige procedurer i badet og på toilettet – den obligatoriske barbermaskine – de breve der skal skrives – afstemningen af checkheftet – opvasken – erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape.

Jeg holder af hverdagen – ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera – det skal til med alle sine efterladte slagger – så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og hængende i luften bagefter – som en art psykiske tømmermænd kun hverdagens morgenkaffe kan kurere. Fint nok med fester! Al plads for Euforien! Lad de tusinde perler boble! Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.

Jeg holder af hverdagen. Jeg er vild med den – hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen. Jeg holder stinkende meget af hverdagen.

Den form for hverdagsagtig hverdag, som bekrives her, har mistet sit eksistensgrundlag. Der er ingen smutvej ud af den erkendelse. Hverdagen er igennem mange mange måneder blevet spaltet til fragmenter af ukendelighed. Værdighed og frihed er blevet taget fra os. Som køtere er vi indgået i en langvarig lydighedstræning, og har adlydt en skarp og skinger hundefløjte – efterfulgt af kommandoråb, som har amputeret og forkvaklet vores menneskelige eksistensberettigelse og livsvilkår.

Den hverdag, der nu er blevet os budt i samfundssindets og folkesundhedens navn, hvor vi mentalt er blevet klædt af til skindet som retsløse slaver, der med kyshånd spiser krummerne fra magtelitens, altid bugnende og veldækkede bord – den hverdag er ikke den hverdag, jeg holder af.

Så jeg vælger at tænke, forme og skabe en hverdag, med de værdier, som jeg mærker, når skovduen i det skyggefulde fjerne kalder – kalder mig hjem – kalder duen hjem – til hændernes ler.

Fortsættelse følger……

Retten var sat – men blev udsat…

Jeg ved det godt. Jeg har ikke været særlig produktiv i de sidste måneder, og det har jeg det ærlig talt ikke godt med – for jeg føler, at jeg svigter jer lidt, men hvis I hænger på, kære læsere – vil jeg gøre det samme. Selv tror jeg, at matheden i inspirationen kan forklares ud fra de mange sære forandringer, der sker i vores land og i vores liv, og som vender op og ned på håb og fortrøstning fra den ene dag til den anden. Vi kan ikke regne den ud, ikke regne med noget, ikke forudse noget, ikke planlægge noget. Samtidig er vi blevet dirigeret ind i en vedvarende paradeeksercits, hvor vi trænes i at udføre synkrone bevægelser i et kontrolsystem af dikteret adfærd. Bombardementerne med selvmodsigende, absurde udmeldinger fra myndigheder og medier er konstante. Vi “mættes” af det. Til gengæld opstår der en uinspireret sult i sjæl og sind, som er mærkbar, men vanskelig at præcisere eller indkredse.

Som de fleste nok ved, var jeg tidligere på året blevet indkaldt til retsmøde i Viborg – mandag den 1 februar (for mere info se evt. del 50), og selvom jeg følte mig på nogenlunde sikker grund i forhold til anklagepunkterne, var jeg alligevel nervøs for et uforudsigeligt udfald. Kommunens adfærd har i hele forløbet mest båret præg af et ønske om at få skovlen under mig – koste hvad det ville – så jeg kunne ikke vide mig sikker, men under alle omstændigheder, så jeg frem til en endelig afgørelse. Det, der beroligede mig mest med udsigt til retssagen var en befriende følelse af, at jeg ikke behøvede at lyve – ikke behøvede at skulle opdigte søforklaringer eller ammestuehistorier – for i den praksis er jeg en elendig amatør. Der var – og er ingenting at spinde løgne på.

Retssagen blev dog aflyst ganske få dage forinden. Det viste sig, at min advokat havde haft et et møde med en kunde, som efterfølgende var blevet testet positiv – og min advokat valgte derfor at gå i selvisolation. Åh nej, åh nej!! Jeg forsøgte herefter at indhente et tidsestimat på næste berammelse, hvilket dog ikke kunne gives. Følelsen af at vente og vente på Godot indfandt sig nok engang.

Men nu til noget helt andet. Det, at leve enkelt kan medføre visse udfordringer – og det får I et eksempel på her….

I kender nok udtrykket om en person, der ikke kan stikke en pind i en lort – uden at ødelægge begge dele – men det lykkedes for mig.

Vi er tilbage i midten af februar. Frosten var streng, og kulden havde klædt sig godt på i minusgrader. Da jeg stod op en morgen, var mit Porta Potti wc. og indholdet i både opsamlingstanken og vandbeholderen fuldstændig bundfrosset. Jeg havde ellers suppleret begge systemer med frostvæske – men uden effekt. Hvad gør man så? Ja, når man er alene på matriklen under vejrforhold, der leder tanken hen på arktiske områder, er der jo ikke meget andet at gøre end at bide og klemme henholdsvis tænder og baller sammen – og komme i gang. Problemet her krævede ikke matematiske beregninger – men derimod lavpraktisk logik. Jeg tog potten med ind i varmen. Til de, der ikke kender systemet, kan jeg oplyse, at tanken er hermetisk lukket, så der breder sig ikke noget af den slags indendørs, som forpester det allertidligste forår udendørs….i hvert fald på landet.

Nå, men wctanken stod i bogstavelig forstand og bagte foran brændeovnen i ni stive timer, hvorefter jeg forsøgsvis bar den ud, og nu lykkedes det mig, i det mindste, at åbne spjældet, men indholdet skulle tømmes ud, og frosten bed sig stadig og stædigt fast i bummelummerne. Jeg tilsatte lunkent vand og mere vand og mere frostvæske, men der kom ikke rigtig bevægelse i det. Måske kunne jeg banke massen løs med en pind igennem spjældet, tænkte jeg, og fandt et rimeligt stabilt eksemplar til formålet. Knock, knock. Er der nogen hjemme!!! Det var der ikke. Pinden knækkede – og lorten gik ikke i stykker…så jeg er ikke en’ af dem – der kan det der…Til gengæld kan jeg så meget andet.

Så der stod Potti altså – med en ødelagt pind i en ikke ødelagt lort. Jeg trådte et skridt tilbage og betragtede forsøget. Med lidt god vilje kunne opstillingen ligne en kunstnerisk installation. I den sammenhæng faldt mine tanker på den italienske kunstner, Piero Manzobi og hans kendte værk, Merda d’Artiste fra år 1961. Husker i ham? Det var ham, der konserverede sin personlige afføring på dåse. Der blev fremstillet 90 af slagsen, og det atypiske koncept både provokerede og forargede mange mennesker. Lort på dåse. Så havde man fandme hørt det med!!! Dåserne blev lavet i 30 grams forpakninger og blev solgt til den gældende guldpris, så de blev med andre ord deres vægt værd i guld. Selv sagde han, “jeg sælger en ide – en ide på dåse.”

Piero Manzobi døde i en alder af blot 29 år, og uanset om man kan lide hans kunstretning/udtryksform eller ej – må man sige, at han formåede at sætte sit fingeraftryk og rokke ved opfattelsen af kunsten, hvilket netop var hans hensigt. Han mente, at det var kunstnerens autenticitet i et værk, der i virkeligheden symboliserer den egentlige kunst. Materialets karakter eller kunstnerens behandling af det, er ikke det afgørende. Hans opfattelse var, at hele verden og menneskelivet står til rådighed som materiale, og at dette udgør et – ikke erobret terræn, der kun venter på at blive opdaget. Kunstretningen hedder Arte Provera.

Som en lille tilføjelse kan jeg fortælle, at en’ af dåserne i år 2007 blev solgt fra et britisk auktionshus til den beherskede sum af 124.000 euro, så – lort er ikke altid – bare lort.

….Og her stod jeg – med min installation – med min udgave af Merda d’Artista – udstyret med både autenticitet og fysisk symbolværdi. Hvis min Merda havde været sin vægt værd i guld, havde jeg kunnet leve resten af mit liv – og et par reinkarnationer mere – uden at bekymre mig om, hvor pengene skulle komme fra.

Fortsættelse følger……

Retten er sat…

I årene 1955 – 1965 kørte en udsendelsrække hen over de sort/hvide TV skærme i danskernes stuer under temaet, “Retten er sat.” Jeg kom til at tænke på temaet, fordi Retten nu omsider er sat og berammet for mit eget vedkommende, men herom senere i teksten.

Rammen for udsendelserne på TV var hver gang den samme, og bestod af iscenesatte juridiske processpil/forbrydelser, som sluttelig endte op i afgørelser og domfældelser – skyldig eller ikke skyldig.

Den samme sag var delt i to afsnit, hvoraf den første del bestod af vidneafhøringer og proces. Herefter var der 24 timers pause, inden man på TV kunne følge domsforhandlingen og domsafsigelsen. Denne opbygning af konceptet gav anledning til livlige og heftige debatter og diskussioner i befolkningen – i hjemmene, over hækken, hos bageren, smeden og skomageren, der typisk havde sit værksted et par trin nede i et halvmørkt kælderlokale, og som var lidt sær og indadvendt men harmløs – det sagde de voksne i hvert fald – og hvor en dejlig tæt og tung duft af læder og skosværte slog een i møde, når man som barn endelig tog mod til sig og åbnede døren. Her, der og alle vegne blev sagen vendt og drejet, og aviserne flød over dagen derpå med overskrifter som, “skyldig”!!! Ikke Skyldig-“!!! “Vores læsere mener”…..”Vi var uenige med dommeren” osv.

Mon ikke man kan forestille sig, at udsendelserne blev vist i den bedste sendetid kl. 20, og når bornholmeren faldt i slag der, blev alle bedt om at holde kæft eller gå et andet sted hen – for “Nu var Retten fandenfiseme sat,” og kaffen var klar. Det var i en tid, hvor citronmånen og andre halvmåner, så vidt jeg ved, endnu ikke var lanceret. Den eneste måne, der var at se var Viggos med et par forbindelsesløse hårstrå, der havde tabt orienteringssansen, så derfor var det marmorkagen, der gjaldt. Viggo tog en ekstra skive, da udsendelsen var forbi og vidneudsagnene var blevet fremlagt. “Hvad tror du,” spurgte konen, som sad i sofaen ved siden af ham med armene over kors. Men Viggo sad der, som en levende reklame for Niels Hausgaards performance af “Gæstebud” fra 2014, der handler om marmorkagen, der har den egenskab, at den søger op og kitter sig fast i ganen, lige så snart den har passeret fortænderne. Det skete også for Viggo. Han kunne ikke svare. “Ja, det er det sædvanlige. Du har ingen mening om noget som helst” fastslog konen irriteret – godt hjulpet på vej af stikkende papilotter i håret og en termokande, der blev ved med at hvisle og hvæse. Viggo forsøgte at svare, men opgav. I stedet stak han termokanden én på skruelåget, som ikke var til at misforstå.

Hvem var den skyldige på den hjemlige anklagebænk? Tja, det var vel marmorkagen – var det ik? 

Det var ikke alle, der havde råd til anskaffelsen af TV i 50’erne, så det var normalt, at de bedste af de gode naboer blev inviteret på kaffe og kage og overværelse af de retssager, der dramatisk udspillede sig på skærmen. Man kan forestille sig, at de inviterede gæster var lidt varsomme med at tilkendegive deres personlige vurderinger efter første del, for det lå ligesom i kortene, at de, der ejede skærmen havde de vægtigste argumenter og en særlig rolle i forhold til at invitere til anden del af “Retten er sat.” Man skulle ikke blive for klog eller komme i klemme i forhold til værtsparret – for det kunne koste muligheden for at overvære afslutningen af sagen.

“Det er da fandens, at man ikke kan sige, hvad man mener,” brummede Harry surt, da han og konen forlod naboerne og var på vej hjem. “Ja, men det kan du altså ikke. Det er jo deres fjernsyn,” svarede konen udglattende, mens hun blinkede nervøst med øjnene.

Som jeg indledningsvis oplyste i teksten, er retsmødet for mit vedkommende nu berammet. De fleste ved måske, at jeg blev politianmeldt af Skive kommune, hvor et’ af anklagepunkterne lød på, at jeg havde undladt at efterkomme deres påbud om – inden den 4 februar 2019 at fjerne beboelsesvognen fra min grund. Jeg husker ikke helt, hvordan tingene forløb og i hvilken rækkefølge, for balladen har alt i alt strakt sig over næsten 2 år, men som udgangspunkt vidste jeg på daværende tidspunkt ikke, hvor jeg så skulle parkere min Vogn. Heldigvis fik vi kendskab til, at Fejø naturcamping i Lolland kommune havde åbnet op for Tiny House konceptet. Vi rejste derned et par gange og udså os en plads, som blev ledig den 1 juli, hvilket også blev datoen, hvor vi rykkede sydover samtidig med, at jeg flyttede min adresse. Inden da havde vi bedt kommunen og borgmesteren være behjælpelige med at anvise os en midlertidig plads et sted i kommunen, men der var absolut ingen hjælp at hente.

Da flytningen nu var en realitet, kontaktede min advokat den involverede politiassistent i sagen for at oplyse, at jeg var fraflyttet – både hvad angik Vogn og adresse, hvorefter omtalte person sendte en forespørgsel til Skive kommune om, hvorvidt de stadig ønskede at fastholde anklagerne. Det gjorde de – so here we are. Desuden er der blevet pålagt dagbøder. Min advokat stillede sig undrende til kommunens beslutning med ordene. “De må være meget sure på jer – for de fleste kommuner ville i en situation, hvor påbuddet er blevet efterkommet, frafalde sigtelsen.”

Jeg informerer jer om retssagens udfald, kære læsere – når den er overstået – i begyndelsen af februar, såfremt restriktioner eller andet uforudsigeligt ikke indtræffer. Måske skal jeg tage et par marmorkager med i Retten til de fremmødte fra Skive kommune…..

Fortsættelse følger……