Blog Image

Jyttes Tiny House

Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 40

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sat, March 28, 2020 15:30:24

Når lokummet brænder og angsten tager fat….

Når jeg opholder mig på Lolland, hvilket jeg gør i tiden, har jeg udsyn over åbne, vidtstrakte marker fra hemsen i min vogn. Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner er at lukke mit vindue op og indånde både lydene og luften. I morges var markerne hvide og frostsprængte. Luften var ren og krystalklar. Det vakte en følelse af tidligere oplevede vinterdage, fra engang tilbage i tiden, hvor livet var normalt – og hvor en vintermorgen bare var – hvad den var. En nyfødt vintermorgen, der hvilede i sin egen ro.

Mit fysiske og sociale liv har egentlig ikke ændret sig væsentligt, siden statens restriktioner blev en del af hverdagen. Her hvor jeg bor er der masser af skov og natur at færdes i, og socialt omgås jeg, som før krisen, stort set kun den lille kreds af familiemedlemmer, som jeg bor i nærheden af.

Vel vidende at vi befinder os i en form for undtagelsestilstand, er jeg til gengæld stærkt påvirket af at opleve, hvordan et demokrati i løbet ganske kort tid kan forandre sig til noget, der ligner et totalitært statsapparat, men mere om det senere. 

I begyndelse af denne pandemi var jeg forvirret og desillusioneret – primært på grund at tågede og modsætningsfyldte informationer, der i en stadig og vedvarende strøm bombarderede vores opmærksomhed og opildnede til frygt og dødsangst. Så blev vi hidset op – for derefter at blive dysset ned. Så blev vi præsenteret for skrækscenarier….ikke tilstrækkeligt mange respiratorer, såfremt det ikke lykkedes at inddæmme smittespredningen. I værste fald kunne det medføre en selektiv udvælgelse af, hvem der skulle dø – og hvem, der skulle leve. Klart for enhver måtte resultatet så blive, at det var de uproduktive og de, der i øvrigt rangerer lavt på samfundets kapitalistiske værdibarometer, der ville ryge i DET sving – de gamle, de hjemløse, de arbejdsløse og de “dårlige liv.” Men om de selektivt udvalgte skulle dø af Corona eller dø af skræk for at blive fravalgt – ville vel i så fald have givet nogenlunde samme resultat.

På et tidspunkt forlød det, at myndighederne måske skulle have bemyndigelse til at tiltvinge sig adgang til private hjem, hvis der opstod mistanke om smitte på den anden side af døren. I den forbindelse så de fleste vel, for deres indre blik, støvletramp, hvide kitler og mundbind – og de kinesiske myndigheders hårdhændede og modbydelige behandling af sit lands borgere. Vi blev hidset op igen – blev bange og utrygge. Forslaget blev dog ikke gennemført – og så blev vi dysset ned igen.

Så blev der fremlagt et forslag om, at privatpersoner skulle have mulighed for at indberette medborgere, der udviste mulige tegn på smitte. Vi blev hidset op igen. Forslaget blev forkastet. Vi blev dysset ned igen. Mon regeringen blev klar over, at der sandsynligvis ville indløbe en sværm af tvivlsomme indberetninger, hvis grundlag primært ville være baseret på en kombination af overdreven angst og frygt og selvbestaltede “politibetjentes” vidnesbyrd? Ikke utænkeligt.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, kunne man så have forestillet sig, at gamle Maren – en mandag i regnvejr på Solitudevej, begav sig på vej til Rema 1000 for at købe ind? Hun havde trukket den længe, og nu var der kun tørre tvebakker tilbage i skuffen. Hun var bange for Coronaen, bange for måske at ende som en’ af de fravalgte. Hun var jo gammel. Desuden var hun bange for at blive overfaldet af tasketyve – bange for at blive opsøgt af falske sundhedsmedarbejdere, bange for at køre ud over fortovskanten med rollatoren, som trak skævt, bange for kun at nå midtvejs i fodgængerfeltet, før der blev rødt. Hun rettede nervøst på sit blomstrede hovedtørklæde, mens hendes hals snørede sig sammen.

Hun købte ind og betalte og blev på vejen ud overmandet af en pludselig sult. Tvebakker ligger ikke tungt i maven. Hun trak en pakke Mariekiks op af indkøbsnettet – åbnede den og stak en kiks i munden. En krumme røg fluks i den gale hals. Hun hostede og spruttede – først i det ene ærme – så i det andet, mens tårerne løb ned ad hendes rynkede kinder. Folk blev bange. Kiggede skræmte på Maren og kiggede skræmte på hinanden. Skyndsomt trak de sig væk, og Maren stod nu der – helt alene som et epicenter for et flygtende publikum. Bagefter var gamle Maren ikke kun bange for alting. Nu var hun også bange for at blive indberettet – og det blev hun. Stakkels Maren. Spis aldrig Mariekiks eller Tudekiks med sammensnøret hals på offentlige steder i en Coronatid.   

For at vende lidt tilbage til begrebet, grådighed, som jeg skrev om i mit forrige opslag. Grådighed er ikke at anskaffe sig det, som er nødvendigt for opretholdelse af livet. Det er den umættelige anskaffelse af overflod, der underbygger grådighed, og den har mange ansigter. Omkring et fænomen som hamstring bygger grådigheden nok primært på frygt og mistillid. Ikke så snart havde Mette Frederiksen sagt, at der var dagligvarer nok til alle, at fødevareforsyninger ikke ville blive berørt af grænselukninger, før dele af befolkningen gik amok. Snart bugnede indkøbsvognene i supermarkederne med langtidsholdbare forsyninger, som af uforklarlige årsager også omfattede store mængder WC papir. Jeg tænkte…hvad er der med det der WC papir. Er der noget, jeg ikke ved – noget jeg ikke har hørt? Der må da være et eller andet, siden folk hamstrer netop det? Og da Hr. og Fru Hansen sejrrige og selvtilfredse trillede afsted med et vognlæs – toppet med seks pakker WC papir – ja, så opstod der en lemmingeeffekt og en frygt for gabende, tomme hylder dagen efter eller lige om lidt, der sagde…. jamen, så må jeg da også hellere….

Det er vigtigt at kunne slappe af og slippe frygten i en verden, der i øjeblikket vender på hovedet, og hvis Hr. og Fru Hansen ikke kan slappe af og nyde deres citronmåne, medmindre de rigeligt har forsynet sig med forråd og WC papir – så er det selvfølgelig det, de skal.

Kan man forestille sig, at de lige præcis nåede at købe en ny sofa i Bilka inden Danmarks lukketid? Sofaen viste sig dog at være alt for lav i forhold til fjernsynets placering på væggen. Hansen havde aldrig været en ørn med en skruemaskine. Det gik altid galt. Hidsig ad helvede til, blev han også – bandede og svedte og baksede med det, og det endte altid med at blive noget lort alligevel. Fru Hansen tålte det ikke mere i sit flossede nervesystem. Kan man forestille sig, at de i stedet startede Skodaen og hentede yderlige seks pakker WC papir, så de hver især havde tre pakker at sidde på i sofaen – i nogenlunde øjenhøjde med storskærmen og samtidig med lidt ekstra ro og papir i reserve. Således – flere fluer med et’ smæk. Endelig kunne de slappe af, for nu havde de foreløbig deres på det tørre, selvom lokummet brændte. Nu kunne de roligt, med citronmånen imellem sig, se en genudsendelse af “Her er dit liv.”  

Kan man forestille sig det? 

“Hansen – lad være med at pille næse.”

“Nåh, ja.”

Fortsættelse følger…….

   



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 39

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, March 10, 2020 14:02:39

“Så har sjælen ro….”

De fleste kender nok de syv dødssynder, som oprindeligt blev nedskrevet til munkene i de tidlige klostersamfund. Grådighed er en’ af dem. Parallelt eksisterer de syv klassiske dyder, hvor mådehold er grådighedens modvægt. Hvis mådeholdet praktiseres har grådigheden dårlige betingelser, men det er ikke den praksis, som dominerer vores samfund. Ifølge Jan Lindhardt – biskop i Roskilde fra 1997 – 2008, som skrev bogen, De syv Dødssynden, er de værste synder tilsyneladende blevet til dyder i den moderne tid. Grådigheden og griskheden kender ingen grænser. Vi har fået et rivaliserende samfund, hvor det i betænkelig grad drejer sig om individuel grådighed og kollektiv konkurrence hvor det, at “slå” de andre i sig selv er blevet et mantra – en kappestrid om, hvor meget man kan rage til sig og gerrigt skrabe sammen af jordisk gods. Der eksisterer en kapitalistisk dominans, som egentlig afgør, hvem der har legitim berettigelse i samfundet på det eksisterende og aktuelle værdibarometer. De fattige, de hjemløse, de gamle, flygtningene osv. er for længst blevet “slået” og vippet af pinden. De ER uskadeliggjort, og udgør således intet konkurrencemoment i den sammenhæng. De må nøjes med at bøje nakken og føle sig skyldige og uønskede.

Som jeg ser det, bygger TH bevægelsen, downsizing og minimalisme på mådehold – en dyd som tilfører både mennesker og samfund en tiltrængt form for sundhed al den stund, der ikke går papnæser og blå briller i det. Mådehold danner modvægt til grådighedens umættelighed, og hvad den ellers bringer med sig af misundelse, hovmod, selvhøjtidelighed og egoisme. Tanken – at krænkelses kulturen har rod i disse tilbøjeligheder, er mig ikke fjern.

Da vi var børn – jeg havde fire brødre – brugte min mor tit vendingen, “Så har sjælen ro.” Det var i forbindelse med noget, man gerne ville have, sukkede efter eller efterstræbte. En mild og ret uskadelig form for “grådighed,” for det var småting, man sukkede efter. Det var nærmest ingenting. Det gav sig selv – dengang i 50’erne og 60’erne, hvor jeg voksede op.

Det kunne være et stykke hindbærroulade – toppet med flødeskum i dagens anledning, der var tilbage på kagefadet efter søndagskaffen akkompagneret af giro 413 og generel søvnig stemning.

“Mor må jeg godt….”

Jamen så tag det da. Så har sjælen ro.”

Dengang tænkte jeg ikke over, hvad der egentlig lå i ordene, men faktisk ligger der en spire til visdom i dem, for spørgsmålet er, om grådighed og ro i sjælen overhovedet kan kombineres. Jeg tror ikke, det er muligt. 

Flere tanker har jeg gjort mig omkring emnet her, men dem vil jeg dele med jer til næste gang – så fortsættelse følger….. 

Besøg på Fuglsang kunstmuseum på Lolland. Her fik sjælen ro.


Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 38

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, February 25, 2020 12:47:26

At indtænke et lille Refugium i sit Tiny House

Efter at have opholdt mig en måneds tid på skiveegnen, vendte jeg forleden tilbage til min Vogn på Lolland, hvor “Dennis,” den jævla djævel fortsatte med at puste og puste, som ulven i folkeeventyret om de tre små grise, der byggede hver sit hus – det ene lavet af strå, det andet af pinde, det tredje af mursten. Det lykkedes ulven at puste de to første omkuld, men overfor huset, bygget af mursten, måtte den opgive. Mit “hus” er hverken bygget af strå, pinde eller mursten, men dog af så tilstrækkeligt stabile materialer, at det står her endnu. Lidt betænkelig har jeg dog været ind imellem, når vognen rystede og vibrerede og satte tingene i bevægelse. Selv vandtanken kvitterede med lyden af skvulpende bølgeslag. I går var her stille, men i dag er stormen vendt tilbage. My God, hvor det rusker i vognen. Måske skal jeg tøjre den i fremtiden, så det ikke ender med en overraskende himmelflugt. Hvem har lyst til at lege Peter Pan i et flyvende Tiny House??

Hvis jeg i dag stod i den situation at skulle bygge et Tiny House, ville jeg uden tvivl indtænke en lille tilbygning i form af et refugium. Ordet stammer fra det franske, refuge, som betyder tilflugtssted, og det dækker, som de fleste ved, over det sted, hvor man kan søge hvile, åndelig hjælp eller arbejdsro. Dette rum skulle indrettes i en fredfyldt og blid atmosfære med 1001 nats lanterner, gulvpuder og en lille hylde til fredspiben, urteteen eller rødvinen – og hvad man ellers for længst burde have lagt på den hylde.

For – når man som jeg bor på 17 m2, er der ikke meget plads at give af, hvis behovet for at være alene opstår – og slet ikke når der opstår konflikter, som jeg beskrev i mit forrige opslag. Den del og det rum synes jeg egentlig er vældig fornuftigt at implementere, hvis man overvejer den meget pladsbegrænsede Tiny House boform.

Min vogn er udstyret med en hems, og det giver i det mindste fornemmelsen af to separate afdelinger, som er det nærmeste min indretning kommer “et tilflugtssted.” Men der mangler den fuldkomne stilhed. Der mangler det helt private rum. Der mangler en dør at lukke.

Hemsen er på ca. 6 m2 og har et stort firefags vindue i gavlen. Det giver et dejligt udsyn ud over markerne i det flade lollandske pandekageland.

Når vi lejlighedsvis er to her, og boblerne i humørtimen brister, har vi således muligheden for at opholde os hver for sig i hver sin afdeling. Det gælder også for natten, hvor den ene kan sove i hemsen og den anden på et par oppustelige liggeunderlag på stuegulvet…sofaen er for lille – og det fungerer egentlig ganske godt, når det nu i situationerne ikke kan være så meget anderledes. Med et sovested på gulvet indskrænker gå arealet sig til gengæld til en smal passage, hvilket kan medføre uventede episoder.

….som for nogle uger siden, hvor jeg en formiddag havde en aftale med min datter om en bytur. Søren havde sovet i stuen. Han lå på gulvet og så pænt vissen ud. Jeg satte mig i sofaen for at tage mine røde Gabor støvler på. De havde for nylig fået en klat lim mellem såler og skind “de holder ikke en sæson mere,” har jeg sagt – de sidste to af dem. Jeg kastede det ene ben over det andet, og pludselig vendte Søren sig bort med et ryk så hastigt og pludseligt, at selv en hardcore ninja ville føle sig krænket på sin hurtighed. Sådan lå han – fuldstændig ubevægelig – med hovedet mellem hænderne…. i adskillige minutter. Hvad sker der, tænkte jeg…sker der noget, eller er han bare i sin uforudsigelighed kommet i tanke om et eller andet, der lige præcis kræver DEN handling og DEN bevægelse – indtil han vendte sig om og stønnede, “Jeg fik sand i øjet fra din støvle.” Well, ting sker….

fortsættelse følger….

 



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 37

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, February 09, 2020 12:47:47

Nu er jeg her igen, nordpå i mit lille vindblæste havehus. Det buldrer i brændeovnen som sidst, jeg var her. Af og til giver den et højt, skarp smæld fra sig, som jeg ikke helt forstår, men lyden er så høj og pludselig, at den kan få brillerne i panden til at falde ned på næsen af enhver. Det regner og stormer i dag med vindstød af orkanagtig styrke. Meteorlogerne havde varslet det, og for en gang skyld har man kunnet tage ordene for pålydende. Med mellemrum løber der en sitren igennem huset. Forklaringen skal nok søges i den lille vindmølle, der er monteret på taget og en propel, der går helt og aldeles amok. Vindmøllen er dog ikke tilstrækkelig produktiv til nævneværdig opladning af batterierne, og da solcellerne heller ikke producerer imponerende meget i øjeblikket, har jeg i formiddag været ude og starte min generator for at afhjælpe det’ problem. Jeg bor på den mest lerede jord, man kan forestille sig. En “sejltur” derude giver 5 centimeter plus/minus mere under træskoene. Hvor høj er du? Tja, det kommer an på….

Sidst jeg var her en stormfuld aften, blev mine tanker ledt hen på indre billeder af The lonely and lonesome Rider – derude i sandstormen på den vidtstrakte prærie – an unknown man og ligeså rodløs som de thumbleweeds/vindhekse, der kastes afsted med vinden og næsten lydløst farer hen over det nøgne land. Husker I ham? (Se evt. – del 33) He was hunted and wanted – dead og alive – for så og så mange dollars. Vi vidste ikke hvor mange. Vi kendte ham ikke. Vi kendte ikke hans forbrydelse. Det gør vi stadigvæk ikke. Det eneste vi dengang vidste om ham var, at hans halsbandana var rød og beskidt.

Det er den stadig.

Behøver vi – vide mere?

På bunden af havet har en mand givet op. Jeg hørte strofen i radion i en sang forleden dag. Måske stammer den fra et’ af Kim Larsens numre, men jeg er ikke sikker. Ordene er dukket op i min hjerne gang på gang og hver gang har samme hjerne fundet vej til klangbunden i min støjfrie zone, for sammensætningen er så lyrisk ren, enkel og blottet for unødig “fortænkthed.” Nogen vil måske mene, at enkeltheden er så enkel, at enhver idiot kunne have fundet på dette elementære ordspil, men den antagelse er ikke rigtig. Det kræver en sjælden lyrisk åre og er de færreste beskåret – at kunne illustrere så enkelt – og fortælle alt. Når en mand på bunden af havet har givet op – ved vi allerede det, vi behøver at vide. Vi behøver ikke vide, hvorfor han gav op – om det var en kærlighed, der brast, om det var sorg eller savn eller angst for livet. Vi behøver ikke vide, om han efterlod sig familie, om han søgte hjælp i nøden inden døden – om han skrev et brev til afsked.

På bunden af havet har en mand givet op

Behøver vi – vide mere?

Mens jeg sad og skrev, så jeg ud af vinduet min genbo skrå målbevidst over vejen med retning mod min hus. Det bankede på døren: ” Vi har haft gæster i dag, og har ikke fået spist alle fastelavnsbollerne,” sagde hun og rakte mig en tallerken med to hjemmebagte af slagsen….

Behøver jeg – sige mere?

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 36

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, January 28, 2020 18:10:13

Sytten kvadratmeter. Kan man bo på 17 kvadratmeter?? En del mennesker har med undren, i tidens løb, stillet mig det spørgsmål. Ja, det kan man, men det kræver, at man er nogenlunde gode venner med sig selv og desuden besidder en rimelig grad af ro og balance i sind og sans, for på 17 m2 kommer man ikke vidt omkring eller når langt, hvis der er brug for at trampe eventuel intens rastløshed og grublerier ud af kroppen. Det er der ikke plads og rum til. Som modvægt til det må man prøve at udvikle på sin personlige indre rummelighed – og da det jo er den, der i virkeligheden gælder og tæller i alle ting – er det ikke så dumt endda.

En begrænset plads er selvfølgelig mindst problematisk, hvis man lever alene som ukronet Queen or King of the Castle. Mere krævende kan det blive, hvis man bor sammen som par – eller blot lejlighedsvis gør det, for det er yderst sjældent at kriser og konflikter helt kan undgås. Her er det vigtigt – og særdeles vigtigt på et så begrænset fællesareal – at tage almindelige menneskelige hensyn og respektere hinandens grænser, hvis konflikter ikke skal skrues helt derop, hvor der ikke er mere gevind tilbage. Se evt. mit blogopslag – del 23.

Når man er afslappet sammen og stemningen er lys og let og “We shall overcome, walk hand in hand, live in peace….” og alt det der, mærkes begrænsningen i de fysiske rammer ikke. Er den derimod ad helvede til dårlig, er der absolut ingen plads. Væggene trækker sig sammen, loftet sænker sig, ilten slipper op, blodet fryser, og det bliver et latterligt tavst spørgsmål om, hvem der har vigepligten – om den er betinget eller ubetinget kan vel for helvede være ligegyldigt – hvem skal holde tilbage, flytte sig eller rykke sig – for husk på kære læsere. Der findes ikke et tilstødende værelse, man kan isolere sig i og for en stund glemme den klaphat, hvis lige man, i situationen, ikke tidligere har mødt, der befinder sig ude på den anden side af døren. Det rum findes ikke. Den dør findes ikke.

Muligheden for at gå udenom hinanden i store indelukkede buer, eksisterer heller ikke. Nemmere er det derfor, at gå indenom det lille sofabord end udenom for at undgå at komme i nærkontakt med en sur og tvær og aldeles utilnærmelig bar manderøv, der er i færd med at tage underbukser på…bare for at give et eksempel på, hvordan man kan imødegå lejlighedsvis pladsmangel.

Men når stemningen igen bliver lys, falder pladsen – atter på plads.

Min laptop gik i sort og har været til reparation, hvilket er forklaringen på, at jeg ikke har kunnet skrive blog i den senere tid. Jeg har savnet jer – men er nu tilbage.

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 35

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, January 05, 2020 10:47:31

Da Den sorte Madonna hjalp mig og afskeden igennem…

Jeg tilbragte en dejlig, afslappet og aldeles underholdende jul i Våbensted, hvor 10 – 12 familiemedlemmer med en veludviklet sans for humor var samlet. Når jeg ind imellem trængte til alenetid, gik jeg hjem til “mæ sæll” på mine 17m2 – satte fløjtekedlen på til en kop instant og nød stilheden i vognen, som jo har fået vinterkvarter her på familiens matrikel. En helt igennem optimal kombination og mulighed.

En’ af juledagene besøgte vi Maribo Domkirke – for mit vedkommende med et ønske om at tænde lys for de døde, de savnede, for de, der stadig lever – og for Den sorte Madonna, der lyste og ledte mig, da jeg ikke selv kunne finde vej i sorgen over tabet af min far, som blev uhelbredelig syg for nogle år tilbage. Han vidste, og vi vidste, at han skulle dø. Jeg fulgte ham tæt på – rejste ofte til mit barndomshjem og var meget hos ham. Iblandt var jeg dybt fortvivlet og fuld af sorg….tankerne – måske hans sidste efterår – en dag den sidste morgen, den sidste skumring, hvor fuglestemmerne hilser dagen farvel, den sidste kop kaffe – en dag slukkes det hele. Hvornår?

Han døde i det sene efterår

“Jytte, kan du ikke skrive en tale til fars begravelse,” spurgte min ældste bror. Det tror jeg ikke. Det kan jeg ikke, måtte jeg svare…”for jeg føler mig så slidt, umådelig tom og ked af det. Ordene er forsvundet. Jeg kan ikke udtrykke noget som helst.” Jeg tænkte over det i et par dage. Det hjalp ikke – indtil jeg pludselig mødte Den sorte Madonna på et indre plan. ‘La Virgin de Candelaria.’ På det tidspunkt havde jeg egentlig ingen ide om, hvem hun var og, hvad hun repræsenterede. Det ved jeg til gengæld nu – at millioner af pilgrimme og turister valfarter til kirker og klostre rundt omkring i verden for netop at møde hende…Jordens mor, med de beskyttende og helbredende egenskaber, som ifølge myter og legender er i stand til at udløse mirakler, visioner og åbenbaringer. Nogle mener, at hun med sin feminine, guddommelige magt repræsenterer Guds mørke og mørkets mysterier, som alle mennesker må forholde sig til – at hun både er grusom og destruktiv, men også nærende og dybt kærlig. Noget må dø, for at nyt kan få liv. Selv Picasso, der var ateist kunne ikke stå for Den sorte Madonna, som han forærede tre af sine værker.

Disse legenden og myter kendte jeg forsvindende lidt til dengang. For mig viste hun sig som et symbol på sorgen – men også smukheden. Hun blev den “kvinde,” der bar mig igennem. Hun gav mig ordene til afskeden med min far.

Du ringede en sommerdag og efterlod en besked på telefonsvareren. Du sagde – det er din far og søgte lidt efter ordene, inden du fortsatte, jeg er blevet undersøgt, og det er ikke så godt.

I tiden, der fulgte begyndte Sorgen at sanke sit. Den sorte Madonna rejste sig let og ubesværet fra sit leje bag glædens solfald, men jeg vendte hende ryggen for – far var her jo – endnu.

Undertiden dukkede hun uventet op, sort og smuk i møder med lysets nat og ravnens ensomme flugt, og jeg hviskede – far hvor længe, hvor længe er du her – endnu?

I tiden der gik samledes vores hænder oftere og oftere i ordløse strømme af begyndende afsked, men du var her jo endnu, og dagen i morgen blev nok ligeså god som dagen – i dag.

Da sygdommen for alvor mærkede dig, viste hun sig oftere – Sorgen, smuk og sort, stadig let men nu en smule besværet, og jeg hviskede…far jeg er bange. Da tog du mine hænder og lagde dem på dit hjertes varme pulsslag, for du var her jo endnu, og dagen i morgen blev nok bedre end dagen – i dag.

Undertiden truede livet med at slippe dig, du mistede grebet, vaklede og faldt. Da spejlede hun sig – Sorgen, i vores øjne og jeg hviskede…far, du må ikke dø. Da svarede du med svag men trøstende stemme – tør nu dine øjne, jeg er her jo lidt endnu, men dagen i morgen blev ikke bedre end dagen – i dag.

En dag var du her ikke mere. I dag sidder hun, den sorte Madonna iblandt os. Om lidt rejser hun sig – stadig smuk, men nu tung og besværet og går sin vej. Hun efterlader sig sine aldrig slettede spor, mens jeg hører ekkoet fra dine trøstende ord, der faldt og faldt og ramte dybets klangbund…tør nu dine øjne, for jeg er her jo stadig – et sted.

Tak – La Virgin de Candelaria

Godt nytår til jer alle sammen – og tak for jeres dejlige bekendtskab.

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 34

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, December 22, 2019 13:32:47

Den aften, vi aldrig glemte…

Som oplyst i forrige opslag bor jeg nu i Våbensted på Lolland, og fra hemsen i min vogn har jeg direkte udsyn til en motorvejsbro – til motorvejen, der forbinder Rødby med København.

For få år tilbage krydsede et betragteligt antal flygtninge og migranter grænsen mellem Tyskland og Danmark – dels med tog til Rødby Havn station – dels med færgeoverfarten Puttgarden/Rødby….også kaldet Fugleflugtslinjen. Hvorfra denne betegnelse stammer, ved jeg ikke, og jeg har ikke rigtig kunnet finde noget i min søgen på det, men måske foretrækker fuglene denne forholdsvise korte vandvej i deres rejse sydpå. Det KUNNE være en forklaring – for da linjen i 1963 blev etableret med deltagelse af Kong Frederik d. 9. – hvis valgsprog var, “med Gud for Danmark,” blev rejsetiden mellem Rødby og Puttegarden skåret ned til 50 minutters sejlads. Indvielsen blev foreviget af talrige film-, tv- og pressefotografen. Selv børnene fik en legitim pjækdag fra skolen.

Nogle af flygtningene og migranterne krydsede som sagt grænsen mellem Tyskland og Danmark med tog – andre med Fugleflugtslinjen. De blev registreret i Rødby på Lolland og fortsatte siden til fods mod en trafikal farefuld motorvej mod nord med ønske om at søge asyl i Sverige.

Dengang, for de år tilbage, var jeg på besøg her. Vi sad og spiste middag – den aften, og pludselig var motorvejsbroen i skumringen fyldt med blålys, sirener og et vældigt politiopbud, mens en helikopter cirklede i luften. Vi gik til vinduerne og så en masse mennesker i alle aldre bevæge sig langsomt deroppe. På det tidspunkt havde de tilbagelagt ca. 25 km. Det hele forekom at være et surrealistisk scenarie – som en Drive in Bio, der uventet præsenterede et autentisk baseret indslag på Breaking News og Broken Hearts. For hvad havde de med sig? Et sønderbombet hjemland, sig selv og håb og frygt for fremtiden. Det var ikke fugleflugt i en linje sydpå. Det var menneskeflugt i en linje nordpå – og når jeg kigger ud på den motorvejsbro fra hemsen – husker jeg….og bliver sendt tilbage til den aften og den skumring, hvor vi i familien trygt sad og spiste middag i en varm stue, talte sammen som så ofte før – i min familie taler vi altid med mad i munden. Vi kan ikke holde kæft ret lang tid ad gangen. Desuden smager maden bedre, når den bliver iltet – så alt i alt var alt, som det plejede at være…men pludselig blev det en aften, som vi aldrig glemte.

Rigtig god jul og godt nytår til jer alle sammen – og 1000 tak for interessen for mine opslag. 

Da selve tilblivelsen af min vogn nu ER en realitet og egentlig har været det længe, vil jeg, i mine opslag fremover, bruge overskriften: jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen. Det bliver de ikke mindre underholdende af, kan jeg garantere.

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne bag og tilblivelsen af det – del 33

Tiny Living, Uncategorised Posted on Mon, December 09, 2019 15:23:33

Så opholder jeg mig her – så der – så har jeg et trinbræt et tredje sted og nogle gange, når jeg vågner om morgenen efter disse gentagne miljøskift, må jeg et øjeblik skærpe opmærksomheden indtil….Nåh ja – nu er det HER, jeg er.

Som nævnt i sidste opslag har jeg indrettet mig Tiny to steder i landet for at tilgodese familie og venner. Min gule vogn har nu fået vinterkvarter på Lolland, og nordpå har jeg adgang til et lille stormomsust havehus – og det er her, jeg er lige nu. Det buldrer i brændeovnen, mens det river og rusker om hushjørnerne – og pludselig befinder jeg mig et andet sted – på Prærien, hvor jeg, for mit indre blik, ser en Lonely Rider dukke op. Vi kender ham ikke. Det er ikke en’ af de navnkundige, Buffalo Bill, Jesse James eller Billy the Kid. He’s an unknown man og ligeså rodløs som de thumbleweeds/vindhekse, der kastes afsted med vinden og farer hen over det nøgne land. He is wanted – dead or alive – for så og så mange dollars. Vi ved ikke, hvor mange. Vi kender ham ikke. Vi kender ikke hans forbrydelse. 

Han holder hesten an – lytter, skygger med hånden og ser sig tilbage. Hesten danser nervøst, mens lyden fra en ildevarslende, insisterende mundharmonika høres. Vi kender ikke hans ansigt. Vi ved kun, at hans halsbandana er rød og beskidt. Han trækker den op foran munden, sætter med en klirrende lyd sporerne i hesten bug og rider hastigt videre i støvstormen – ikke som en jubijæ glad lille cowboy, men som en wanted, lonely and hunted man.

Det var det, jeg så. Det var sådan jeg tænkte, mens stormen ensomt hylede og ruskede om hushjørnerne i “Det lille hus på Prærien” – i det nordlige Jylland og kaldte på fortællinger. 

Nu er det blevet aften. Må jeg overnatte i havehuset? Det tror jeg ikke, men det sker jo, at jeg bliver indhentet af Osvald Helmuths fremførelse i Fønixrevyen fra 1936 – “og så talte han til en’, og så sov han som en sten….” Det kunne han jo ikke gøre for – ham der…. i den mellemste køje. Det kan jeg heller ikke. Man kan heller ikke gøre for, at man har charme. Kan man vel? Ha, ha.

Go nat, venner ZZZZZZZZzzzzz

Fortsættelse følger……



Next »