Blog Image

Jyttes Tiny House

Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i det – del 43

Tiny Living Posted on Sat, May 16, 2020 15:00:42

Det bankede på døren. Udenfor stod 2 politibetjente…

“Hvem er du,” ville de vide, da Søren åbnede døren. “Jeg er Søren Wium…en’ af Jyttes venner.” På spørgsmålet om, hvad han lavede her, svarede han, at han var på gennemrejse – og den kan man godt foretage i gråternede bomuldsnatbukser og søvn i øjenkrogene ha, ha – og lige ville benytte lejligheden til at inspicere skuret her. “Ja, vi er på tryghedspatruljering for at holde øje med, om folk overholder forsamlingsforbuddet, og da jeg kender til Jytte Grådals sag, ville vi lige kigge ind,” forklarede den ene betjent.

“Bor Jytte Grådal her, fortsatte han, for I er jo nok klar over, at der kører en retssag?” – Ja, selvfølgelig er vi det. Nej, hun bor på Lolland, hvor hun både har adresse og sit Tiny House stående.”

Mens samtalen forløb, sad jeg – ikke bag skærmen i samme ærinde som Jens Vejmand – men på sofaen bag en skærm, der adskiller indgangspartiet fra “stuen.” Jeg var ikke synlig og forblev usynlig. Tænkte, at det nok var det klogeste, for min tilstedeværelse her ville sandsynligvis blive tolket derhen, at min adresse på Lolland var af fiktiv karakter….og det er den ikke. Jeg har adresse på Lolland, fordi jeg bor på Lolland, men jeg opholder mig her i mit skur/havehus i kortere perioder, når jeg besøger familie og venner på egnen, og det har jeg ærlig talt tænkt mig at blive ved med. Basta Bum.

Forud for alt det her, ligger der en langvarig proces, der endte op i, at jeg blev politianmeldt af Skive kommune – desuden med krav om tvangsbøder. Jeg vil ikke komme ind på de nærmere omstændigheder – for det er alt for omfattende, men efter et langvarigt, trættende forløb…adskillige grå hår og rynker rigere, blev jeg den 3 januar 2019 påbudt at fjerne både skur og TH med deadline den 4 februar. Med den korte varsel og på den baggrund henvendte vi os derfor til kommunen – også et par gange direkte til borgmesteren, for at høre om muligheden for at få anvist en lovlig midlertidig opholdsplads, indtil vi kunne rykke til Fejø den 1. juli, hvor vi havde lejet os ind på naturcampingpladsen. Der var ingen vilje til hverken  at afhjælpe situationen eller indgå i et samarbejde omkring den – en holdning, der i øvrigt havde været kendetegnende i hele processen. Tværtimod indløb der flere og flere krav og restriktioner af forskellig karakter.

Det ene forhold efter det andet blev ulovliggjort, og selvom vi tilbød flere løsninger, som holdt sig indenfor mulighederne af lovens rammer, blev forslagene konsekvent afvist. Vi indsendte desuden et par dispensationsansøgninger – den ene til kommunalbestyrelsen, som bekvemt undlod at sagsbehandle den, og blot videregav den til den forvaltning, der helt åbenlyst gjorde, hvad der stod i dens magt – for at cementere, hvem der havde magten og bonderøvsbukserne på. Vi skulle ned med nakken. Det gennemsyrede det overordnede formål. Den sidste dispensationsansøgning vi indsendte, havde vi efter ca. 14 dage ikke fået svar på, og da vi en formiddag ringede ind for at rykke for svar, var beskeden…at sagen samme morgen var overgået til politiet – så nu havde de ikke mere med den at gøre.

Det bankede på døren. Udenfor stod 2 politibetjente.  De ville lige kigge ind – nu hvor de alligevel var ude at patruljere og udrulle “tryghed” i området. Den ene af betjentene var manden, der havde afhørt mig i august sidste år i forbindelse med politianmeldelsen. Min advokat bistod os den pågældende dag. Til trods for, at Vognen VAR flyttet på det tidspunkt, fastholdt Skive kommune alle anklagepunkterne, hvilket undrede advokaten, som mente, at Skive kommune måtte være meget, meget sure på os. Han begrundede det med, at de fleste andre kommuner ville have frafaldet sigtelsen i en situation, hvor borgeren havde efterkommet et påbud. Tja…vi glemte nok at slå hælene sammen og stå ret overfor magtapparatet – bukke og skrabe, gå baglæns ud af magtens korridor og sige ja og amen og pleaaaaaaaase. Den slags forglemmelser sker ikke ustraffet.

Vi var heldige efterfølgende at fange omtalte betjent på telefonen….for hvad var det egentlig, der foregik? Vi var temmelig chokerede begge to. Det viste sig, at den egentlige forklaring på deres besøg var den, at statsadvokaten manglede et par oplysninger for at kunne afslutte sin del af sagsbehandlingen. Mon ikke den del kunne være spørgsmålet om bopæl og adresse? Det er jeg ret sikker på.

Nu er jeg – kort tid herefter blevet indkaldt til møde hos min advokat. Han har modtaget sagsakterne, men endnu ingen berammelse. Jeg er meget spændt på hans vurdering af sagen. Hvad er chancerne for det ene eller det andet udfald? Jeg tænker, at berammelsen kan have lange udsigter – for jeg er jo hverken dømt for alvorlige sager som mord, ildspåsættelse eller bankrøveri. Men min sag ER en straffesag. Ergo må jeg have begået en kriminel handling. Hvorfor kan jeg ikke se mig selv – som politianmeldt kriminel?  

Hvem var det, der bankede? Ja, det var ikke Peter Anker. Det kan vi hurtigt slå fast. Der var heller ikke meget Peter Sukkertop over Søren – den formiddag, han lukkede op…. i gråternede bomuldsnatbukser – på gennemrejse. For kold gik han. Sukkerkold.

Fortsættelse følger……



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i det – del 42

Tiny Living Posted on Mon, April 27, 2020 19:19:07

En husbrand gav mig et skub hen imod enkeltheden i Tiny living

For 10 år siden boede jeg til leje på en nedlagt ejendom – ude på landet naturligvis. Jeg har altid foretrukket at bo på steder, hvor vinden suser frit i både piletræer og andre træer, og hvor risikoen for nabostridigheder er ikke eksisterende. Beliggenheden har som regel været uden gadebelysning og fortov. Af samme grund har jeg ikke haft den håbløse opgave – at holde et fortov rent for ukueligt ukrudt, indtil jeg på et tidspunkt oplevede at bo i et parcelhuskvarter. Huset her var omgivet af en vældig stor græsplæne og et vældig langt fortov. “Hvad fanden er det,?” spurgte jeg overrasket mig selv en dag, da jeg konstaterede, at mit fortov, som det eneste, var sommergrønt. Jeg havde ikke lagt mærke til det, ikke set det, ikke tænkt over det – havde ikke været vant til at tænke i de baner.

På omtalte landejendom opstod der under ulykkelige omstændigheder husbrand, mens min søn og jeg var bortrejst. Vi fik beskeden over telefonen, pakkede sammen og rejste straks hjem. Branden havde været særdeles ødelæggende og voldsom – selv det gamle brændekomfur i køkkenet så ud som om, det var skrumpet i varmen – det komfur jeg havde stået ved, fyret op i, skruet op og ned for – på det ene spjæld og det andet spjæld, indtil jeg havde lært det at kende. Det er ikke så enkelt, som man kunne tro. Her havde jeg bagt pandekager og lavet gele af paradisæbler. Jeg havde følt mig så meget i ro og harmoni der, som Babette i Gæstebuddet og tænkt på min elskede og stadig savnede mormor, da hun i sin tid stod ved sit brændekomfur, dejlig og fager med sit ravnsorte hår, når hun samlede æg i forklædet i hønsehuset, når hun slagtede et af de velnærede fjerkræ, når hun fortalte godnat historier og gav en sukkerknald eller en kold frikadelle fra spisekammeret, hvis jeg havde været rigtig sød og dejlig….og det var jeg næsten altid – akkurat ligesom nu. Ha, ha. 

Vi mistede næsten alt. Det, der ikke var brændt – var sod og vandskadet. Min søn og jeg tog ud i resterne af huset et par gange – drevet af behovet for at finde noget…noget, der var uskadt – finde trøst, finde os selv, men hver gang vi trådte ind, lagde der sig en magtesløshed og en mathed over os ved synet af ødelæggelserne, som vi næppe kunne forstå og forholde os til. Vi kunne ikke være i det – så vi vendte det ryggen.

Bagefter fulgte en tid med sorg og tab – ikke mindst fordi manden, sønnens far, som havde passet huset, mens vi var borte, tilsyneladende var forsvundet. Det viste sig senere, at han havde fået en akut psykose og i den psykiske inhabile tilstand, var branden opstået. Han blev fundet og  indlagt i en længere periode. Han var meget, meget syg – så syg, at vi på et tidspunkt ikke troede på, at vi nogensinde ville få ham tilbage, som det menneske, vi kendte. Vi fik ham tilbage. Senere fortalte han mig om baggrunden for psykosens opståen. Han havde været arbejdsløs en tid og var løbende i kontakt med jobcentret. Han følte sig jaget og jagtet og stresset ud over alle grænser. Manden havde længe været synlig nervøs og deprimeret, og på jobcentret blev han vedvarende konfronteret og korrigeret med, at han sagde de forkerte ting, skrev de forkerte ord, misforstod beskederne osv. Han er svensker, kunstmaler og mentalt meget autonom sammensat, højt begavet, men siger, skriver og forstår verden på sin helt egen måde. På et tidspunkt blev han stillet i udsigt at kunne få et job som underviser i malerkunst. Hans passion. Forventningen og glæden ved den mulighed og følelsen af, at byrden forsvandt, fik filmen til at knække. Han mistede dømmekraften, overblikket og sig selv. Det endte med en husbrand.  

Jeg købte mig en kjole i genbrug – grøn med hvide prikker. Blød og lækker… som en trøst mod huden. Det var sommer. Jeg gik et par uger efter branden en tur over en smuk platouopdelt kirkegård, som lå i nærheden. Jeg har altid nydt at sidde der i stilheden og hvile i fred sammen med alle de, der ikke mere har andre muligheder. Jeg tænkte på branden, på sønnen og på sønnens far, og pludselig gik det op for mig, at jeg ingenting ejede – absolut ingenting og en stor befrielse og taknemmelighed, sænkede sig over skyggerne i mit sind. Samtidig var oplevelsen en smule skræmmende, for kunne jeg virkelig føle sådan – var det normalt, når jeg stod der i livet i en grøn genbrugskjole med prikker og ellers – “bar røv?” 

Og ja. Det kunne jeg, for nu var jeg fri for at tage stilling til, hvad jeg skulle tage på, for jeg havde ikke meget mere tøj end det, jeg stod i. Jeg var fri for at lede efter ting og sager i en bolig,  og opleve de gentagne irritationer og svedeture over – ikke at kunne finde det, jeg skulle bruge – fri for at rydde op og sortere og alligevel ikke kassere fordi….”det kunne jo være” – fri for at gå udenom og indenom og falde over unødigt skrammel – fri for at føle mig forpligtet og dikteret af en omgivende tingslighed, som bød mig inderligt imod. Selvom jeg i årene forinden allerede havde levet en forenklet tilværelse – en meditativ form for idealiseret primitivitet – så blev oplevelsen af – ikke at eje noget som helst – retningsgivende i forhold til mit valg senere i livet, at leve tiny, enkelt og minimalistisk. 

And that’s how it became

Som et gammelt kinesisk ordsprog siger: “Hvis du ejer mere end 7 ting, så er det tingene, som ejer dig.” Der er noget om snakken. Jeg har stadig nogle ejendele opbevaret på depot, efter jeg flyttede Tiny, for – “Det kunne jo være….” Det generer mig voldsomt. Det tynger mit liv. Jeg vil ikke have det – så nu kan det være nok, uanset om “det kunne være” – eller ej. Herut med det!!

NB. Sønnens far blev anklaget for ildspåsættelse, men efter halvandet års sagsbehandling, blev han omsider frikendt. Alt andet ville have været dybt uretfærdigt, for han var ude af sind og sans, da ulykken skete. Vi kom alle sammen godt igennem til sidst – en anelse klogere end før.

Når en dør brænder, kan man vælge at lade åbningen – være åben.

Fortsættelse følger…..



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 41

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sat, April 11, 2020 18:24:47

Det, der er større end en’ selv

Jeg tror, at mennesket som udgangspunkt er en religiøs skabning, der har brug for at tro på noget, der er større end en’ selv – en form for religion, uden nødvendigvis en given trosretning, der giver sammenhæng, rodfæste og moral i livet….et indhold der nærer følelsen af at være hele mennesker. Udviklingen af en sådan livsduelighed kræver dog en anden form for vækst i vores samfund, end den vi har set de sidste årtier. Kapitalismen og dyrkelsen af dens principper har efterladt os rodløse, angste og stressede med massiv medicinering som pseudoløsning. Vi har levet og lever stadig i et styret og kontrolleret samfund, der giver os meget begrænset mulighed for at møde vores oprindelige natur i os selv, som frie, ansvarsbevidste, skabende, etiske og handlekraftige mennesker.

Coronakrisen har lukket op for mange opbyggelige egenskaber i befolkningen – hjælpsomhed, omsorg, taknemmelighed osv. – men den har også åbnet op for noget, der ligner et totalitært statsapparat, hvor de grundlovssikrede rettigheder ikke mere eksisterer. Mit indtryk er, at flertallet i befolkningen  frivilligt og gerne ændrede adfærd, da det blev aktuelt og reagerede positivt på appellen: “Vask hænder, nys i ærmet og bliv hjemme,” fordi det gavnede en fælles og alvorlig sag, som tilfældet Corona er – men statens tiltagende beføjelser til at udøve overvågning, tvang og straf, ser jeg som et klart signal på en statsmagt, der ikke på mindste måde har tillid til befolkningen. Her tænker jeg specielt på begrænsningen i ytringsfriheden og legaliseringen af tvangsmedicinering. Udover at efterleve restriktionerne, som i sig selv påvirker mange med angst, ensomhed og depressioner, lægges der nu yderligere statslig tyngde og pres på befolkningen. Som alle ved skaber tryk – modtryk. Denne sammenhæng er elementær psykologi for begyndere, og hvad kan DET bruges til? Big Brother har udstyret sig selv med en forhammer. Hvornår den falder, ved vi ikke. Som jeg ser det – er den anlagte kurs grundlæggende forfejlet – både hvad angår menneskelig trivsel og demokratiets overlevelse. Men med den realistiske tanke på, at det udelukkende er kapitalen, der tæller og gælder, og at menneskeliv betragtes som maskinelle bestanddele, der kun har det formål i deres korte jordeliv at tjene samme kapital, forstår jeg, hvorfor vi gennem tvang og straf skal ensrettes, standardiseres, fratages vores myndighed og gennes ind i en snæver fold som en flok umælende klaphatte. I see….  

George Orwell, den mest beundrede engelsksprogede essayist i det 20 århundrede, har i en tekst beskrevet den vestlige civilisations nedtur, hvor han mener, at vi har savet løs på den gren, vi selv sidder på: “Vi faldt og ned kom vi – langt mere pludseligt, end nogen havde forestillet sig det. Under grenen ventede ikke et rosenbed, men en slamkiste fuld af pigtråd. Vi faldt – frigjorte, men dekadente og rodløse.”

Jeg har valgt, at illustrere “nedturen” med andre ord i et digt fra min digtsamling: “Opskørtet”

Silkesnor (copyright)
Da bølgerne omsider
søgte væk fra os
stod vi lammede
i absolut forladthed -
i mangel på enrum
og gamle tårnværelser

Tilbage stod
resternes mundtørhed
og ruskede
i opsvulmede døre



Mette Frederiksen har udtalt,
at det ikke bliver
det samme Danmark,
vi får tilbage efter krisen.
Danmark har lukket en dør
til sit gamle land,
men lad os håbe,
at der bliver andre døre
i varme farver -
at lukke op.

Fortsættelse følger.....

    



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 40

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sat, March 28, 2020 15:30:24

Når lokummet brænder og angsten tager fat….

Når jeg opholder mig på Lolland, hvilket jeg gør i tiden, har jeg udsyn over åbne, vidtstrakte marker fra hemsen i min vogn. Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner er at lukke mit vindue op og indånde både lydene og luften. I morges var markerne hvide og frostsprængte. Luften var ren og krystalklar. Det vakte en følelse af tidligere oplevede vinterdage, fra engang tilbage i tiden, hvor livet var normalt – og hvor en vintermorgen bare var – hvad den var. En nyfødt vintermorgen, der hvilede i sin egen ro.

Mit fysiske og sociale liv har egentlig ikke ændret sig væsentligt, siden statens restriktioner blev en del af hverdagen. Her hvor jeg bor er der masser af skov og natur at færdes i, og socialt omgås jeg, som før krisen, stort set kun den lille kreds af familiemedlemmer, som jeg bor i nærheden af.

Vel vidende at vi befinder os i en form for undtagelsestilstand, er jeg til gengæld stærkt påvirket af at opleve, hvordan et demokrati i løbet ganske kort tid kan forandre sig til noget, der ligner et totalitært statsapparat, men mere om det senere. 

I begyndelse af denne pandemi var jeg forvirret og desillusioneret – primært på grund at tågede og modsætningsfyldte informationer, der i en stadig og vedvarende strøm bombarderede vores opmærksomhed og opildnede til frygt og dødsangst. Så blev vi hidset op – for derefter at blive dysset ned. Så blev vi præsenteret for skrækscenarier….ikke tilstrækkeligt mange respiratorer, såfremt det ikke lykkedes at inddæmme smittespredningen. I værste fald kunne det medføre en selektiv udvælgelse af, hvem der skulle dø – og hvem, der skulle leve. Klart for enhver måtte resultatet så blive, at det var de uproduktive og de, der i øvrigt rangerer lavt på samfundets kapitalistiske værdibarometer, der ville ryge i DET sving – de gamle, de hjemløse, de arbejdsløse og de “dårlige liv.” Men om de selektivt udvalgte skulle dø af Corona eller dø af skræk for at blive fravalgt – ville vel i så fald have givet nogenlunde samme resultat.

På et tidspunkt forlød det, at myndighederne måske skulle have bemyndigelse til at tiltvinge sig adgang til private hjem, hvis der opstod mistanke om smitte på den anden side af døren. I den forbindelse så de fleste vel, for deres indre blik, støvletramp, hvide kitler og mundbind – og de kinesiske myndigheders hårdhændede og modbydelige behandling af sit lands borgere. Vi blev hidset op igen – blev bange og utrygge. Forslaget blev dog ikke gennemført – og så blev vi dysset ned igen.

Så blev der fremlagt et forslag om, at privatpersoner skulle have mulighed for at indberette medborgere, der udviste mulige tegn på smitte. Vi blev hidset op igen. Forslaget blev forkastet. Vi blev dysset ned igen. Mon regeringen blev klar over, at der sandsynligvis ville indløbe en sværm af tvivlsomme indberetninger, hvis grundlag primært ville være baseret på en kombination af overdreven angst og frygt og selvbestaltede “politibetjentes” vidnesbyrd? Ikke utænkeligt.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, kunne man så have forestillet sig, at gamle Maren – en mandag i regnvejr på Solitudevej, begav sig på vej til Rema 1000 for at købe ind? Hun havde trukket den længe, og nu var der kun tørre tvebakker tilbage i skuffen. Hun var bange for Coronaen, bange for måske at ende som en’ af de fravalgte. Hun var jo gammel. Desuden var hun bange for at blive overfaldet af tasketyve – bange for at blive opsøgt af falske sundhedsmedarbejdere, bange for at køre ud over fortovskanten med rollatoren, som trak skævt, bange for kun at nå midtvejs i fodgængerfeltet, før der blev rødt. Hun rettede nervøst på sit blomstrede hovedtørklæde, mens hendes hals snørede sig sammen.

Hun købte ind og betalte og blev på vejen ud overmandet af en pludselig sult. Tvebakker ligger ikke tungt i maven. Hun trak en pakke Mariekiks op af indkøbsnettet – åbnede den og stak en kiks i munden. En krumme røg fluks i den gale hals. Hun hostede og spruttede – først i det ene ærme – så i det andet, mens tårerne løb ned ad hendes rynkede kinder. Folk blev bange. Kiggede skræmte på Maren og kiggede skræmte på hinanden. Skyndsomt trak de sig væk, og Maren stod nu der – helt alene som et epicenter for et flygtende publikum. Bagefter var gamle Maren ikke kun bange for alting. Nu var hun også bange for at blive indberettet – og det blev hun. Stakkels Maren. Spis aldrig Mariekiks eller Tudekiks med sammensnøret hals på offentlige steder i en Coronatid.   

For at vende lidt tilbage til begrebet, grådighed, som jeg skrev om i mit forrige opslag. Grådighed er ikke at anskaffe sig det, som er nødvendigt for opretholdelse af livet. Det er den umættelige anskaffelse af overflod, der underbygger grådighed, og den har mange ansigter. Omkring et fænomen som hamstring bygger grådigheden nok primært på frygt og mistillid. Ikke så snart havde Mette Frederiksen sagt, at der var dagligvarer nok til alle, at fødevareforsyninger ikke ville blive berørt af grænselukninger, før dele af befolkningen gik amok. Snart bugnede indkøbsvognene i supermarkederne med langtidsholdbare forsyninger, som af uforklarlige årsager også omfattede store mængder WC papir. Jeg tænkte…hvad er der med det der WC papir. Er der noget, jeg ikke ved – noget jeg ikke har hørt? Der må da være et eller andet, siden folk hamstrer netop det? Og da Hr. og Fru Hansen sejrrige og selvtilfredse trillede afsted med et vognlæs – toppet med seks pakker WC papir – ja, så opstod der en lemmingeeffekt og en frygt for gabende, tomme hylder dagen efter eller lige om lidt, der sagde…. jamen, så må jeg da også hellere….

Det er vigtigt at kunne slappe af og slippe frygten i en verden, der i øjeblikket vender på hovedet, og hvis Hr. og Fru Hansen ikke kan slappe af og nyde deres citronmåne, medmindre de rigeligt har forsynet sig med forråd og WC papir – så er det selvfølgelig det, de skal.

Kan man forestille sig, at de lige præcis nåede at købe en ny sofa i Bilka inden Danmarks lukketid? Sofaen viste sig dog at være alt for lav i forhold til fjernsynets placering på væggen. Hansen havde aldrig været en ørn med en skruemaskine. Det gik altid galt. Hidsig ad helvede til, blev han også – bandede og svedte og baksede med det, og det endte altid med at blive noget lort alligevel. Fru Hansen tålte det ikke mere i sit flossede nervesystem. Kan man forestille sig, at de i stedet startede Skodaen og hentede yderlige seks pakker WC papir, så de hver især havde tre pakker at sidde på i sofaen – i nogenlunde øjenhøjde med storskærmen og samtidig med lidt ekstra ro og papir i reserve. Således – flere fluer med et’ smæk. Endelig kunne de slappe af, for nu havde de foreløbig deres på det tørre, selvom lokummet brændte. Nu kunne de roligt, med citronmånen imellem sig, se en genudsendelse af “Her er dit liv.”  

Kan man forestille sig det? 

“Hansen – lad være med at pille næse.”

“Nåh, ja.”

Fortsættelse følger…….

   



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 39

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, March 10, 2020 14:02:39

“Så har sjælen ro….”

De fleste kender nok de syv dødssynder, som oprindeligt blev nedskrevet til munkene i de tidlige klostersamfund. Grådighed er en’ af dem. Parallelt eksisterer de syv klassiske dyder, hvor mådehold er grådighedens modvægt. Hvis mådeholdet praktiseres har grådigheden dårlige betingelser, men det er ikke den praksis, som dominerer vores samfund. Ifølge Jan Lindhardt – biskop i Roskilde fra 1997 – 2008, som skrev bogen, De syv Dødssynden, er de værste synder tilsyneladende blevet til dyder i den moderne tid. Grådigheden og griskheden kender ingen grænser. Vi har fået et rivaliserende samfund, hvor det i betænkelig grad drejer sig om individuel grådighed og kollektiv konkurrence hvor det, at “slå” de andre i sig selv er blevet et mantra – en kappestrid om, hvor meget man kan rage til sig og gerrigt skrabe sammen af jordisk gods. Der eksisterer en kapitalistisk dominans, som egentlig afgør, hvem der har legitim berettigelse i samfundet på det eksisterende og aktuelle værdibarometer. De fattige, de hjemløse, de gamle, flygtningene osv. er for længst blevet “slået” og vippet af pinden. De ER uskadeliggjort, og udgør således intet konkurrencemoment i den sammenhæng. De må nøjes med at bøje nakken og føle sig skyldige og uønskede.

Som jeg ser det, bygger TH bevægelsen, downsizing og minimalisme på mådehold – en dyd som tilfører både mennesker og samfund en tiltrængt form for sundhed al den stund, der ikke går papnæser og blå briller i det. Mådehold danner modvægt til grådighedens umættelighed, og hvad den ellers bringer med sig af misundelse, hovmod, selvhøjtidelighed og egoisme. Tanken – at krænkelses kulturen har rod i disse tilbøjeligheder, er mig ikke fjern.

Da vi var børn – jeg havde fire brødre – brugte min mor tit vendingen, “Så har sjælen ro.” Det var i forbindelse med noget, man gerne ville have, sukkede efter eller efterstræbte. En mild og ret uskadelig form for “grådighed,” for det var småting, man sukkede efter. Det var nærmest ingenting. Det gav sig selv – dengang i 50’erne og 60’erne, hvor jeg voksede op.

Det kunne være et stykke hindbærroulade – toppet med flødeskum i dagens anledning, der var tilbage på kagefadet efter søndagskaffen akkompagneret af giro 413 og generel søvnig stemning.

“Mor må jeg godt….”

Jamen så tag det da. Så har sjælen ro.”

Dengang tænkte jeg ikke over, hvad der egentlig lå i ordene, men faktisk ligger der en spire til visdom i dem, for spørgsmålet er, om grådighed og ro i sjælen overhovedet kan kombineres. Jeg tror ikke, det er muligt. 

Flere tanker har jeg gjort mig omkring emnet her, men dem vil jeg dele med jer til næste gang – så fortsættelse følger….. 

Besøg på Fuglsang kunstmuseum på Lolland. Her fik sjælen ro.


Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 38

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, February 25, 2020 12:47:26

At indtænke et lille Refugium i sit Tiny House

Efter at have opholdt mig en måneds tid på skiveegnen, vendte jeg forleden tilbage til min Vogn på Lolland, hvor “Dennis,” den jævla djævel fortsatte med at puste og puste, som ulven i folkeeventyret om de tre små grise, der byggede hver sit hus – det ene lavet af strå, det andet af pinde, det tredje af mursten. Det lykkedes ulven at puste de to første omkuld, men overfor huset, bygget af mursten, måtte den opgive. Mit “hus” er hverken bygget af strå, pinde eller mursten, men dog af så tilstrækkeligt stabile materialer, at det står her endnu. Lidt betænkelig har jeg dog været ind imellem, når vognen rystede og vibrerede og satte tingene i bevægelse. Selv vandtanken kvitterede med lyden af skvulpende bølgeslag. I går var her stille, men i dag er stormen vendt tilbage. My God, hvor det rusker i vognen. Måske skal jeg tøjre den i fremtiden, så det ikke ender med en overraskende himmelflugt. Hvem har lyst til at lege Peter Pan i et flyvende Tiny House??

Hvis jeg i dag stod i den situation at skulle bygge et Tiny House, ville jeg uden tvivl indtænke en lille tilbygning i form af et refugium. Ordet stammer fra det franske, refuge, som betyder tilflugtssted, og det dækker, som de fleste ved, over det sted, hvor man kan søge hvile, åndelig hjælp eller arbejdsro. Dette rum skulle indrettes i en fredfyldt og blid atmosfære med 1001 nats lanterner, gulvpuder og en lille hylde til fredspiben, urteteen eller rødvinen – og hvad man ellers for længst burde have lagt på den hylde.

For – når man som jeg bor på 17 m2, er der ikke meget plads at give af, hvis behovet for at være alene opstår – og slet ikke når der opstår konflikter, som jeg beskrev i mit forrige opslag. Den del og det rum synes jeg egentlig er vældig fornuftigt at implementere, hvis man overvejer den meget pladsbegrænsede Tiny House boform.

Min vogn er udstyret med en hems, og det giver i det mindste fornemmelsen af to separate afdelinger, som er det nærmeste min indretning kommer “et tilflugtssted.” Men der mangler den fuldkomne stilhed. Der mangler det helt private rum. Der mangler en dør at lukke.

Hemsen er på ca. 6 m2 og har et stort firefags vindue i gavlen. Det giver et dejligt udsyn ud over markerne i det flade lollandske pandekageland.

Når vi lejlighedsvis er to her, og boblerne i humørtimen brister, har vi således muligheden for at opholde os hver for sig i hver sin afdeling. Det gælder også for natten, hvor den ene kan sove i hemsen og den anden på et par oppustelige liggeunderlag på stuegulvet…sofaen er for lille – og det fungerer egentlig ganske godt, når det nu i situationerne ikke kan være så meget anderledes. Med et sovested på gulvet indskrænker gå arealet sig til gengæld til en smal passage, hvilket kan medføre uventede episoder.

….som for nogle uger siden, hvor jeg en formiddag havde en aftale med min datter om en bytur. Søren havde sovet i stuen. Han lå på gulvet og så pænt vissen ud. Jeg satte mig i sofaen for at tage mine røde Gabor støvler på. De havde for nylig fået en klat lim mellem såler og skind “de holder ikke en sæson mere,” har jeg sagt – de sidste to af dem. Jeg kastede det ene ben over det andet, og pludselig vendte Søren sig bort med et ryk så hastigt og pludseligt, at selv en hardcore ninja ville føle sig krænket på sin hurtighed. Sådan lå han – fuldstændig ubevægelig – med hovedet mellem hænderne…. i adskillige minutter. Hvad sker der, tænkte jeg…sker der noget, eller er han bare i sin uforudsigelighed kommet i tanke om et eller andet, der lige præcis kræver DEN handling og DEN bevægelse – indtil han vendte sig om og stønnede, “Jeg fik sand i øjet fra din støvle.” Well, ting sker….

fortsættelse følger….

 



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 37

Tiny Living, Uncategorised Posted on Sun, February 09, 2020 12:47:47

Nu er jeg her igen, nordpå i mit lille vindblæste havehus. Det buldrer i brændeovnen som sidst, jeg var her. Af og til giver den et højt, skarp smæld fra sig, som jeg ikke helt forstår, men lyden er så høj og pludselig, at den kan få brillerne i panden til at falde ned på næsen af enhver. Det regner og stormer i dag med vindstød af orkanagtig styrke. Meteorlogerne havde varslet det, og for en gang skyld har man kunnet tage ordene for pålydende. Med mellemrum løber der en sitren igennem huset. Forklaringen skal nok søges i den lille vindmølle, der er monteret på taget og en propel, der går helt og aldeles amok. Vindmøllen er dog ikke tilstrækkelig produktiv til nævneværdig opladning af batterierne, og da solcellerne heller ikke producerer imponerende meget i øjeblikket, har jeg i formiddag været ude og starte min generator for at afhjælpe det’ problem. Jeg bor på den mest lerede jord, man kan forestille sig. En “sejltur” derude giver 5 centimeter plus/minus mere under træskoene. Hvor høj er du? Tja, det kommer an på….

Sidst jeg var her en stormfuld aften, blev mine tanker ledt hen på indre billeder af The lonely and lonesome Rider – derude i sandstormen på den vidtstrakte prærie – an unknown man og ligeså rodløs som de thumbleweeds/vindhekse, der kastes afsted med vinden og næsten lydløst farer hen over det nøgne land. Husker I ham? (Se evt. – del 33) He was hunted and wanted – dead og alive – for så og så mange dollars. Vi vidste ikke hvor mange. Vi kendte ham ikke. Vi kendte ikke hans forbrydelse. Det gør vi stadigvæk ikke. Det eneste vi dengang vidste om ham var, at hans halsbandana var rød og beskidt.

Det er den stadig.

Behøver vi – vide mere?

På bunden af havet har en mand givet op. Jeg hørte strofen i radion i en sang forleden dag. Måske stammer den fra et’ af Kim Larsens numre, men jeg er ikke sikker. Ordene er dukket op i min hjerne gang på gang og hver gang har samme hjerne fundet vej til klangbunden i min støjfrie zone, for sammensætningen er så lyrisk ren, enkel og blottet for unødig “fortænkthed.” Nogen vil måske mene, at enkeltheden er så enkel, at enhver idiot kunne have fundet på dette elementære ordspil, men den antagelse er ikke rigtig. Det kræver en sjælden lyrisk åre og er de færreste beskåret – at kunne illustrere så enkelt – og fortælle alt. Når en mand på bunden af havet har givet op – ved vi allerede det, vi behøver at vide. Vi behøver ikke vide, hvorfor han gav op – om det var en kærlighed, der brast, om det var sorg eller savn eller angst for livet. Vi behøver ikke vide, om han efterlod sig familie, om han søgte hjælp i nøden inden døden – om han skrev et brev til afsked.

På bunden af havet har en mand givet op

Behøver vi – vide mere?

Mens jeg sad og skrev, så jeg ud af vinduet min genbo skrå målbevidst over vejen med retning mod min hus. Det bankede på døren: ” Vi har haft gæster i dag, og har ikke fået spist alle fastelavnsbollerne,” sagde hun og rakte mig en tallerken med to hjemmebagte af slagsen….

Behøver jeg – sige mere?

Fortsættelse følger….



Jyttes Tiny House. Tankerne og livet i Vognen – del 36

Tiny Living, Uncategorised Posted on Tue, January 28, 2020 18:10:13

Sytten kvadratmeter. Kan man bo på 17 kvadratmeter?? En del mennesker har med undren, i tidens løb, stillet mig det spørgsmål. Ja, det kan man, men det kræver, at man er nogenlunde gode venner med sig selv og desuden besidder en rimelig grad af ro og balance i sind og sans, for på 17 m2 kommer man ikke vidt omkring eller når langt, hvis der er brug for at trampe eventuel intens rastløshed og grublerier ud af kroppen. Det er der ikke plads og rum til. Som modvægt til det må man prøve at udvikle på sin personlige indre rummelighed – og da det jo er den, der i virkeligheden gælder og tæller i alle ting – er det ikke så dumt endda.

En begrænset plads er selvfølgelig mindst problematisk, hvis man lever alene som ukronet Queen or King of the Castle. Mere krævende kan det blive, hvis man bor sammen som par – eller blot lejlighedsvis gør det, for det er yderst sjældent at kriser og konflikter helt kan undgås. Her er det vigtigt – og særdeles vigtigt på et så begrænset fællesareal – at tage almindelige menneskelige hensyn og respektere hinandens grænser, hvis konflikter ikke skal skrues helt derop, hvor der ikke er mere gevind tilbage. Se evt. mit blogopslag – del 23.

Når man er afslappet sammen og stemningen er lys og let og “We shall overcome, walk hand in hand, live in peace….” og alt det der, mærkes begrænsningen i de fysiske rammer ikke. Er den derimod ad helvede til dårlig, er der absolut ingen plads. Væggene trækker sig sammen, loftet sænker sig, ilten slipper op, blodet fryser, og det bliver et latterligt tavst spørgsmål om, hvem der har vigepligten – om den er betinget eller ubetinget kan vel for helvede være ligegyldigt – hvem skal holde tilbage, flytte sig eller rykke sig – for husk på kære læsere. Der findes ikke et tilstødende værelse, man kan isolere sig i og for en stund glemme den klaphat, hvis lige man, i situationen, ikke tidligere har mødt, der befinder sig ude på den anden side af døren. Det rum findes ikke. Den dør findes ikke.

Muligheden for at gå udenom hinanden i store indelukkede buer, eksisterer heller ikke. Nemmere er det derfor, at gå indenom det lille sofabord end udenom for at undgå at komme i nærkontakt med en sur og tvær og aldeles utilnærmelig bar manderøv, der er i færd med at tage underbukser på…bare for at give et eksempel på, hvordan man kan imødegå lejlighedsvis pladsmangel.

Men når stemningen igen bliver lys, falder pladsen – atter på plads.

Min laptop gik i sort og har været til reparation, hvilket er forklaringen på, at jeg ikke har kunnet skrive blog i den senere tid. Jeg har savnet jer – men er nu tilbage.

Fortsættelse følger…..



Next »